Udgivet den

Vintervind & Det Gamle År

Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.

Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.

Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.

For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.

Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.

Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.

Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.

Udgivet den

At Slå Rødder Mellem Vinteraftener

For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.

En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.

Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.

Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…

Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.

Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.

Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.

Udgivet den

En kort, grå dag

Jeg har længe ville skrive her på bloggen. Finde tilbage til min lille boble af frie tanker og flyvske fantasier. Men jeg har ikke kunnet finde en måde at starte på. Her er ingen begyndelse. Ingen indledning. For jeg er midt i det hele. Et sted i midten. Midt mellem det ene og det andet. Mellem det gamle og noget nyt.

I dag er det mandag. Eller var. For dagene er kortest lige nu. Og de er forbi næsten inden, de kommer i gang. I dag er det mandag, og jeg har ligget på mit stuegulv hele dagen. Set det mørke morgengrå blive lysere, blive til dags-gråt-i-gråt, for så hurtigt igen at skumre til en mørkere nuance af grå og så endnu en og endnu en. Nu kan jeg ikke længere kalde det gråt. Jeg må acceptere, at den grå dag er forsvundet og erstattet af sort eftermiddag. Mens jeg har ligget her. Her på mit stuegulv.

Det er længe siden, jeg har gjort det. Ligget en hel dag på stuegulvet. Jeg har savnet det. Det var tiltrængt. Og det er et nyt stuegulv. Et større stuegulv. Dét stuegulv som jeg har drømt om så mange gange på mit lille stuegulv i min lejlighed i Nordvest. Jeg har haft så travlt med at skabe mit nye liv, at jeg ikke har haft tid til at nyde det. Eller tid til at slippe det gamle. Det kommer nu. Jeg stopper op. Sammen med naturen. Trækker mig indad, trækker mig ned i tempo. Jeg bliver til grå dage, der ikke gør noget, ikke skaber eller producerer noget – bare er. Bare er grå, kolde, våde timer, inden dagen igen er forbi. Og jeg har brug for det. Verden har brug for det. Vi har alle sammen brug for korte, uproduktive, grå dage. Dage, der bare er. Hvor vi bare er. Hvis vi bare tillod os selv flere grå dage.

Jeg har prinsesse-te i koppen. Det har jeg ikke haft i halvandet års tid. Pludselig var alle butikker lukket. Hele verden var lukket. Og jeg løb tør for prinsesse-te. Men nu har jeg fyldt op igen. I mit gamle krus, i min nye stue, i mit nye hus. I mit nye liv. Nogle ting bevæger sig i andre cyklusser.

De ringede tidligere og sagde, at min vaskemaskine, der ellers ville blive leveret på torsdag, er forsinket. 2 måneder. Måske kommer den til næste år. Verden lukker ned igen. Og det går mig egentlig ikke rigtigt på. For det føles næsten som om, at det må være sådan. Verden har brug for at lukke ned om vinteren, gå i dvale. Vi har bare ikke tilladt den det i så mange år. Verden har brug for en pause. Et pusterum. Vi må vænne os til, at vi ikke bare kan få alting lige nu. Vi må vænne os af med overdrevent forbrug. Og det føles rigtigt. I en del af mig. Den del, der er i forbindelse med naturen og mærker behovet for pause og venten.

Men en anden del af mig bliver vred. Vred på de generationer før os, der har fråset og forurenet. Umådeholdent. Vred på de generationer før os, der lovede os et samfund, der var endnu bedre og endnu rigere. De gav mig en fødselsgave – et bedre samfund – og lovede guld og grønne skove, rigdom, materiel overflod, fede jobs og fede liv. Men de har taget det hele fra mig igen ved deres eget overdrevne forbrug. De har taget det fra mig ved at fortsætte forurening og udnyttelse, udbytning og misbrug af vores natur, vores ressourcer, vores klode. Hvorfor er det mig, der skal holde igen og undvære og nøjes? Hvorfor er det mig, der skal vente 2 måneder mere på min vaskemaskine? Jeg var blevet lovet noget andet. Jeg håber, de skammer sig. Jeg ved, de ikke gør. Jeg trøster mig med, at på et tidspunkt er de generationer væk, og dermed kan deres forurening og udnyttelse ebbe ud. Forsvinde.

Verden er mere mild og tålmodig, end jeg er. Den holder alle sine børn – planter, dyr, mennesker kærligt i sin favn og luller stille ind i efterårets sidste grå dage. Nynner en vuggevise, mens Vinteren gør klar til at smide sin tunge dyne over landet. De ryster begge overbærende på hovedet og smiler til hinanden over de små mennesker, der stædigt nægter at lade sig putte. “Vi er ikke trætte. Vi vil lave mere, gøre mere. Vi behøver ikke hvile,” lyder det med grødede, små stemmer, mens de kæmper for at holde de tunge øjenlåg og tunge egoer oppe.

Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

Udgivet den

2020 – Vinter

1. januar 2020
NULSTILLE. GÅ I STYKKER. RIVE. FLÅ.
SMADRER. HELT UD TIL KANTEN. UD OVER KANTEN.
TOMHED.
DØD. GENFØDSEL.
JEG KAN IKKE GØRE ANDET END BARE LIGGE HER OG VENTE…

2. januar 2020
JEG VENTER STADIG. LIGGER BARE. KAN IKKE ANDET.
HAR IKKE LYST TIL ANDET.
MEN NU KOMMER RASTLØSHEDEN. OG IRRITATIONEN.
JEG HAR IKKE TID TIL AT LIGGE HER.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT LIGGE HER.
JEG VIL I GANG. JEG VIL UDRETTE NOGET.
SÆTTE HAK. KOMME FREMAD.
JEG LIGGER BARE. ENDNU.

6. januar 2020
Det har været en helt vildt dejlig dag. Fyldt med gode og dejlige ting. Kropsbehandling, tur i skoven, skrive blog-indlæg i min dejlige hule, meditation og bookning af prøve-sessioner. Jeg har ovenikøbet også nået vasketøj og at lave lækker salat til aftensmad. Fed, fed dag – Det er sådan mit liv skal være. I morgen skal jeg på arbejde igen. Det er jeg faktisk ret nervøs for.

15. januar 2020
Jeg er gået i stå. Stoppet. Står stille. Eller min proces gør. Eller. Min proces kører for fuld fart. Der sker virkelig noget. Nedenunder. Men jeg er røget af og står helt stille – måske lidt fortabt? – ved siden af proces-toget, der bare buldrer forbi. En underlig, dualistisk følelse af at være gået i stå og samtidig på fuld fart fremad.

19. januar 2020
I går var det gråvejr, og jeg var helt nede i det mørkeste hul med de mørkeste, mest opgivende følelser.
I dag skinnede solen. Alt var godt, og følelserne var lette og boblende.
Nu er det søndag aften. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville i weekenden. I år. Sidste år. Nogensinde.
Utidig rastløshed. Jeg er en tømmerflåde, der kastes rundt på Følelsernes Oprørte Have.

3. februar 2020
Mandag. Igen. Det er hele tiden mandag.
Og dagen er gået. Igen.
Det går hurtigt for tiden. Jeg hænger bare i. Prøver at hænge på. Ingen daglig praksis. Bare overlevelse.
Da jeg besluttede mig for at skære ind til benet og skære fra, blev min kalender fyldt helt op med ting. Men det er fede ting. Ting, jeg gerne vil. Så jeg hænger på og flyder med.

7. februar 2020
Roen og langsomheden er ved at indfinde sig. Stille og roligt. Inden i mig. Og forandringer. Der er forandringer på vej. I det ydre. Men jeg tror, de er startet inden i. Inden i mig. Og nu har de bredt sig ud i det ydre. Materialiseret sig. Sat noget i gang. Men der er stadig en fortid. Jeg skal ikke ændre den eller løsrive mig fra den. Men hvad skal jeg så?

18. februar 2020
OG JEG TOG MUSIK I ØRENE OG DANSEDE.
OG JEG GIK UD PÅ ALTANEN MED BARE FØDDER. KULDE OG MØRKE.
JEG HILSTE DEN STORE, LYSENDE PLANET, DER HANG OVER HUSTAGET. JEG GRÆD TIL DEN OG STJERNERNE, AT DE VAR SÅ LANGT VÆK OG AT JEG IKKE ENGANG KENDTE DERES NAVNE.
ENSOMHED OG KULDE OG AFSTAND OG TÅRER.
STJERNERNE SVAREDE MIG MED ET LYSENDE STJERNESKUD HEN OVER HIMLEN. KÆRLIGHED.
DE ER DER. OG DE SER OG LYTTER. OG DE ELSKER OS – DERES STJERNEBØRN. JEG MÆRKER DET INDENI. OG JEG PRØVER IKKE AT HOLDE IGEN, NÅR DET REJSER SIG. LADER ENERGIEN FLYDE. FRIT.

19. februar 2020
Det fede ved at være mig lige nu er ikke, at jeg har et mål eller en retning eller ved, hvor jeg er på vej hen. For det ved jeg ikke. Det fede er, at jeg laver ting, som jeg synes er fede og sjove og spændende og udfordrende. Jeg ved ikke, hvor de fører mig hen. Eller om de fører til noget. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, den følelse det giver mig.
… Men derfor kan jeg alligevel godt blive lidt skuffet over ikke at modtage instant succes-feedback i form af likes og followers. (Hej Ego.)

23. februar 2020
JEG ER EN LARVE, DER LANGSOMT STIVNER I MIN FORGÆNGELIGHED – OPBRUGT TID, OPBRUGT FORM.
JEG BYGGER MIN KOKOON UD AF MARTS MÅNED. SPINNER PUPPEN AF MIN EGEN OPLØSELIGE KROP. VIKLER MIG IND I VRANGEN PÅ MIG SELV. RENHED, STILHED, STILSTAND.
ALT SKÆRES FRA, BLIVER STILLE, GÅR I STÅ I UENDELIGHEDEN MELLEM TO HJERTESLAG.
JEG TRÆKKER VEJRET IND PÅ NY, FOLDER LANGSOMT MINE NYE VINGER UD, LADER DEM TØRRE, GLITRE, MÆRKER DERES TYNGDE, NYDER ROEN.

14. marts 2020
Og jeg vidste godt, at jeg ville blive stille efter EP Modul 2. Jeg havde regnet med det og planlagt efter det. Og jeg tror egentlig også, der har været noget ro udenpå. På overfladen. Hele verden er gået i stå nu. Men det er som om, jeg ikke helt kan finde ro indvendig. Inderst inde. Jeg har stadig en følelse af eller en idé om, at jeg skal nå noget i denne pause. Så i dag arbejder jeg med stilhed og ro og stilstand indvendigt. Og jeg tænker, det er vejen frem. Nu fik jeg da hul på journalen igen. Og de tomme sider – er bare præcis, som de skal være.

17. marts 2020
Jeg ville have skrevet i går. Og i forgårs. Dagene flyder sammen. Jeg har lyst til at skrive ned. Alt dét, der foregår i mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg har gode intentioner om morgenen. Og så går der et øjeblik. Og så sidder jeg igen om aftenen og kigger tomt og ugideligt på journalen. Hvorfor er jeg blevet givet al den tid, hvis det alligevel ikke føles som om, jeg kan bruge den til noget?

30. marts 2020
Dag 1. Så. En cyklus endte. En ny begynder. Jeg havde heldigvis friheden til at ligge på sofaen under dynen hele dagen. Blodet kom med enormt træk. Jeg var helt rundtosset. Det kom også fyldt med kærlighed. Senere kom sorgen og vreden. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg sætter mig for, der skal lykkes? Vrede mod Verden og Universet. De kan passe sig selv. Aftenhimlen var klar og blå. Falmende. Stille. Smuk. Uvirkelig. Det eneste virkelige i verden. Den kølige vind strømmede ind ad vinduet og tørrede blidt mine tårer af mine kinder.

Udgivet den

Allehelgenes Dag

Allehelgenes Dag. De Dødes Dag. Den sidste dag. Og den første. De døde har rejst længe og langt for at komme frem til den dag. Og lige midt imellem den sidste og den første dag er sløret helt tyndt. En silkegennemskinnelig ham, der strækkes og trækkes ud, vrides og vendes, når Verdensslangen ryster sig i kramper for at glide ud af sin gamle, døde hud. Hendes lydløse suk opfanges af sjælen i nattens mørke. De udenjordiske vibrationer vugger sagte sjælen i den sovende krop. Og sjælen kender klagesangen og nynner med på den sukkende melodi. Melankolske drømme hjemsøger den sovende. Alting må dø og slippe. Også denne dag, denne cyklus, denne tur rundt i Livets karrusel. Er I klar til en ny tur?

Verdensslangen bugter sig fri. Bugter sig videre hen over Universets stjernebanker. De døde skæl drysser stille ned over planeter på hendes vej, falder som stjerneskud gennem atmosfærer. Og de døde står klar med opadvendte ansigter. Da slangeskinnet sprak, strømmede de igennem. Ind i denne verden. Vores verden? Den verden, hvor du og jeg lige nu opholder os. Vi har den vist kun til låns, men vi ynder at lade som om, den er vores ejendom.

Og de døde fejer som grå tågetæpper ind over den allertidligste morgen. Dagen bliver skubbet til sidde og lukket ude. I dag bliver det ikke dag. I dag er det de dødes dag. Og de døde hænger over hele verden som et gråt, ubevægeligt tæppe. De står skulder ved skulder i gaderne og på markerne. Står vinkende mellem træerne i skovene og i parkerne. Løber efter bilerne og cyklerne og hvirvles ind i de roterende hjul. De lægger sig ned over hustagene, forsøger at glide ned gennem skorstene og ind gennem utætte vinduer og brevsprækker.

De døde plejer at lave en masse larm. Huje og skrige, fløjte og pifte, hulke og græde. Råbe forbandelser og fornærmelser og sønderrivende bønner efter de levende. Men ikke i år. I år er de alle sammen stille. I år står og ligger og hænger de døde bare. Helt stille kigger de på de levende. Venter. Observerer dem bare tavst. For i år er verden ikke, som den plejer at være. I år kan de døde ikke kende den verden, de tog af sted fra. I år er der ingen misundelse eller fortrydelse. I år venter de døde bare.

Der er stille i gaderne. Kun få levende har vovet sig ud. Der er underligt stille i hjemmene. Der er ikke mange, der har noget at sige. Alt er ligesom allerede blevet sagt for flere uger siden. Og de få, der stadig taler, gør det med hviskende stemmer. Som om ord også er blevet en forbrydelse. Der bliver skruet ned for radioer og fjernsyn. Folk lægger ikke selv mærke til det, men de skæver en gang imellem ud af vinduet. Ud på tågen. Og de skutter sig. Det er nok vinterkulden, tænker de og skruer lidt ekstra op for radiatoren. Men der bliver aldrig rigtig varmt i stuerne.

Tågen begynder at mørknes i kanten. Dagen fik aldrig lov til at komme frem, men aftenen ridder ind med hurtige skridt. Døden ridder ved hans side i den store, sorte kutte. Hans blåhvide dødningegrin titter frem under kutten, og hans le skinner skarpt og blankt højt over ham. Det bliver en travl nat.

De døde står langs vejene. Stille. Ventende. Svajende let fra side til side som til usynlig musik. Lys bliver tændt rundt om i husene. Men mange steder er der stadig mørkt. De få levende, der vover at kigge ud i skumringen kan se de blege, døde kroppe og ansigter stå tæt derude. De døde rykker sammen, rykker tættere på. Står nu helt tæt på vinduerne. De døde kravler ned fra tage og træer og stimler sammen om det varme lys, der strømmer ud fra vinduerne. De virker så skrøbelige – vinduerne – som små lysøer i et uendeligt hav af mørke og døde og ensomhed.

En ung mand står på en stol i en mørk, kold lejlighed. Han har fået bundet et reb fast i loftet. Han stirrer med sammenbidte tænder og tårer i øjnene ud mod de kolde ansigter uden for vinduet. ”Så I gjorde ingenting!” Hvæser han, ”I gjorde ingenting, og nu står vi her! I skred fra jeres ansvar! I tænkte kun på jer selv! I gjorde ingenting for at række hånden ud! I gjorde ingenting for at forsøge at redde andre eller redde verden! I gad ikke engang forsøge at redde jer selv! I åd og drak bare! Festede og forbrugte og grinede sanseløst og hysterisk, når I hældte mere gift ud omkring jer! I GJORDE INGENTING! OG I SKRED BARE FRA JERES ANSVAR OG EFTERLOD ALT JERES LORT TIL ANDRE!

Men det skal være løgn! Det skal kraftedersuseme være løgn! Jeg rydder ikke jeres lort op! Jeg gider ikke rette op på jeres fejl og jeres totale kuldsejling af jordkloden, af samfundet, af menneskeheden! Jeg gider fandme ikke engang redde mig selv op af den sump, I har efterladt mig i! Tak, for lort og FUCK JER!!!” Han vifter vildt med fuckfingrene strakt stift frem foran sig. Truer af vinduerne og de døde ansigter. Så træder han ud fra stolen og bliver hængende i luften. Trukket ned af tyngdekraften. Holdt oppe af rebet. Et absolut nulpunkt mellem gulv og loft. De døde vender sig bort. Flyder videre i tusmørket. I nat vil der være mange flere som den unge mand. Aldrig har verden været så tæt på sin undergang som denne nat.

Udgivet den

En forudsigelse om vinter

Se mig! Jeg er en skygge mod mørket i din bevidsthed. Se mig! Jeg er de første gule blade, der daler lydløst mod jorden. Se mig! Jeg er den kølige, muldede duft af svampe i skovbunden. Se mig! Jeg er det tidlige aftenmørke. Se mig! Jeg trækker ind over landet. Som altid. Forventet. Alligevel ser folk forundrede og nervøse på mig. Allerede? Vi er ikke klar. Slet ikke klar. Aldrig klar.

Jeg danser med den første efterårsvind, der kryber rundt om hushjørnerne, og får folk til at trække kraven sammen om halsen. Jeg sidder på den sidste grønne bakke og betragter skovens klædedragt flamme op, skifte farve, gå i forfald, give slip, synke sammen for foden af træerne, der forvandler sig til stille, sorte skygger. Jeg trækker mørket længere og længere op om ørene på de sovende om morgenen. Hvisker dem morgendrømme i ørene om huler og vinterhi og kulde og julelys i mørket. Jeg lægger mig glitrende hvid – et tyndt spøgelsesslør – over hele verden for at lulle den i søvn. Snart, ven, snart, er det atter tid til at sove. Dine jorde er brune og nøgne. Dine blomster er visne. Dine sidste æbler rådner glemte i det gule græs.

Alle kigger sig forvildede omkring. Jagter dagene med de sidste sommersolstråler. Bare lidt mere. Bare lidt længere. Forlad os ikke allerede. Nåede vi egentlig alt det, vi havde planer om? Vi forsikrer hinanden om, at vi gjorde, hvad vi kunne. Frysende på en udendørscafé. Så nåede vi alligevel at bruge den sommerkjole i år. Men lad os ses igen til næste år, der har jeg plads i kalenderen.

Jeg tømmer stille strandende, parkerne, skovene og torvene. Trækker blidt folk indenfor. Trækker dem ind i deres vinterpels og deres indadvendte gemyt. Alle gemmer ansigterne. Alle mærker en ubestemmelig længsel gnave dybest inde i deres knogler. De trykker på telefonen. Lader dens blå, dansende, larmende lys kyse den ubehagelige fornemmelse væk. Dæmper det uforklarlige og ubehagelige med scroll og basdunkende, hurtigtblinkende videoklip.

Jeg går gennem verden. Langsomt. Mine bare fødder mod den sorte asfalt i gaderne. Vinden leger med mine klæder og mit hår – giver dem bølgende liv. Langsomt. Bølgende. Jeg skal ikke nå noget. Jeg kommer ikke for sent eller for tidligt. Jeg kommer lige i rette tid. Jeg observerer alting omkring mig i stadig accelerende fart. Det gør ingen forskel. Der spildes bare lidt mere, når det går hurtigere. Glemmes lidt mere i farten. Opleves lidt mindre af nuet.

Jeg trækker tempoet ud af naturen og af natten. Fuglenes vingeslag bliver langsommere, mens de som bløde, sorte streger søger mod syd. Natten strækker sig ud og tager sig god tid. Træernes hjerteslag går i stå. Et øjeblik. Panikken spreder sig. Der bliver sat projektører og lamper op alle steder. Vi har så meget, vi skal nå. Folk løber rundt med hænderne fulde af poser og tasker og pakker.

Jeg sætter mig ved bredden af en sø. Jeg har lagt byens evige summen bag mig. Stjernerne er stille trillet ind på himmelhvælvet. Lydløse. Blinkende. Evige. I et kort øjeblik. Skovens sorte skygger står tyste omkring mig. Vandets bundløse, bløde mørke er mit eget indre spejl. Jeg har været her før. Jeg vil komme her igen. Se mig! Jeg er ny og ren. Nøgen. Uden panser. Se mig! Jeg har kærlighed og tillid i mit åbne hjerte. Se mig! Jeg er et glimt af nyt og jomfrueligt håb.

Udgivet den

Fin og let, grå mandagsenergi

Der er sådan en fin energi i dag. Ved første øjekast ser det hele godt nok lidt gråt og klamt og trist ud. Men hvis du står stille et øjeblik, hvis du lukker øjnene og lytter med hjertet, så kan du høre Dagens klingende og lyse latter, mens eftermiddagstrafikken glider lidt mere gnidningsfrit, og dine skuldre og fødder virker bare en anelse lettere i vinterfrakken og vinterstøvlerne.

Jeg tog ud i skoven i dag. Ud i den grå, tågeudviskede, sovende vinterskov. Men den sov slet ikke. Den hviskede til min sjæl med tusinde klingende dråbers klokkespil og med tusinde småfuglestemmers sang og sludren. Træerne sagde dog ingenting. De stod sorte og blanke. Men de fulgte med i hvert et skridt, jeg tog. Jeg hilste, når jeg gik forbi dem. Søens vand var en stor, blank, grå flade, der gled lydløst op og smeltede sammen med himlens grå. Her på denne blanke flade kunne jeg skrive en helt ny historie. Men alt det gamle ligger stadig under overfladen.

Jeg gik langs vandet og tænkte på frygt. Frygt for monstre under sengen og hajer i svømmehallen. Frygt for at blive til grin, for at blive afsløret, for at stå frem og for ikke at være god nok. Jeg spekulerede over sammenhængen mellem vores følelser og vores drive i livet og til livet. Jeg undrede mig over, hvorfor fornuften øjensynligt er så dårlig til at samarbejde med følelserne. Og jeg blev enig med mig selv om, at dyr – ihvertfald pattedyr – bestemt også må have følelser.

En lille grøn plet midt i alt det vinterfarvede trak mig væk fra stien. Jeg endte for fødderne af et højt, lige egetræ, der stod i midten af en mose. Spinkle birketræer stod i en rundkreds omkring egen og rakte deres spøgelseshænder op mod dens krone. Den våde mosejord var lige her dækket af bregner. Jeg lænede mig op ad egetræets massive tryghed og forestillede mig moseofrenes sjæle rejse sig som hvide birketræer rundt om os. I tavshed ventede de på at blive trukket op af mosejorden. De grønne bregner dækkede deres øjne og kinder med fjerlette strøg.

Stien førte mig videre. Skoven var hele verden. Træer og mos, troldevæsner og hemmeligheder. Fjernt, fjernt borte kan jeg høre den evige susen fra motorvejen. Den er allestedsnærværende, og dog et spøgelse, som ikke rigtig findes i skovens verden. Den suser bare. Langt, langt borte. I en anden virkelighed.

Mine tanker er også evigt til stede. Jeg tror slet ikke, det er muligt at slukke for dem. De fortæller mig, hvad jeg oplever, diskuterer filosofi og politik, digter eventyr og fremtidsdrømme. Hvis jeg prøver at få dem til at være stille, fortæller de mig, at jeg prøver at få dem til at være stille. Mine tanker har så meget at fortælle. Jeg tænker tit, hvor smart det bliver, når vi engang kan koble vores hjerner direkte op på de sociale medier. Så behøver vi blot at tænke og “bling!”, så er det online. Det kommer nok til at kræve en del tankedisciplin.

Jeg tænker på mit arbejde, mens jeg går tilbage til bilen. Imorgen er ferien slut og jeg skal på arbejde igen. Jeg prøver på alle tænkelige snedige måder at skabe en positiv fortælling om det. Prøver at vende det på hovedet og se spændende udfordringer, muligheder og udviklingspotentialer. Men jeg kan ikke narre mig selv. Det er jeg alligevel for snu til. Jeg gider ikke på arbejde. Godt, det snart er weekend. En flok krager flyver ud over marken og forsvinder i tågen. Der er sådan en fin og magisk stemning i dag, hvis vi bare stopper op, lukker øjnene og lytter med hjertet.

Udgivet den

Hvad Mørket prøver at fortælle os

Så nu sidder jeg lige her. Igen. Sidder bare med en kop te og kigger ud på mørket. For nu er det der igen – Mørket. Lyset kigger kort frem et par timer, men hvis vi vender os væk et øjeblik, er det forsvundet igen, og alt er atter mørkt. Mørket prøver at fortælle os, at vi skal tage den med ro, men det virker nærmest modsat. Rastløshed og utålmodighed river i mig. “Hvad er det, du skal nå?” hvisker Mørket. Jeg svarer ikke, men tusind tanker og planer og idéer kværner rundt i hovedet på mig.

Jeg bliver nødt til at have en plan, skabe mig et overblik. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg har startet så mange ting og projekter op, så lige nu flakker jeg hvileløst fra det ene til det andet som en stor, ubeslutsom, forvirret natsværmer. Alting lyser op, alting virker vigtigt eller potentielt eller spændende. Men jeg kan ikke blive ved med at flakke rundt på denne her måde. Jeg bliver nødt til at sætte det lidt i system. “Men vendt! Er det ikke netop systemer og strukturer, der dræber kreativiteten?” Det kan godt være, men jeg bliver nødt til at prøve noget nyt. Jeg bliver nødt til at prøve at fokusere på én ting. Sætte mig stille og roligt med noget – et kursus, en bog, en hobby, en idé – og så gennemføre det. Fra enden til anden. Og øve mig. Færdiggøre noget. Afslutte det eller skære det væk. Rydde op og rydde ud.

Jeg sidder lidt og lader tankerne kværne rundt. Så mange storslåede idéer, så mange kloge tanker. Hvordan får jeg dog struktur på dem? Hvordan får jeg dem ud af hovedet og omsat til fast materie fra deres udsvævende skysubstans? Jeg griber ud efter en hvid tankesky, men da jeg kort tøver, opløser den sig mellem mine fingre. Hvad hvis det ikke er den, jeg skal starte med? Jeg bliver nok nødt til at starte fra starten. Tage det første først. Gå kronologisk frem. Og gemme guldkornene til et passende sted. Men hver gang jeg finder et sted, der virker passende at starte, er der straks grene, der skyder ud til alle sider og rækker bagud. Der er altid noget, der er gået forud, altid en forklarende anekdote, det ville give mening at fortælle først. En forhistorie til forhistorien. Skyformationerne spinder sig opad omkring mit hoved. Mørket kigger tavst på mig.

Jeg giver op og kigger ud i mørket, mens skytårne og tanker falder sammen omkring mig. De lander flade og slatne på sofaen omkring mig, glider ned på gulvet og opløses i uformelige pøle af tabte idéer. “Jeg kan godt selv se det,” fortæller jeg Mørket, “jeg har alt for mange ting, jeg gerne vil på en gang. Og de skal helst være perfekte fra start. Men der er jo aldrig noget, der starter ud perfekt. Så på den måde kommer jeg nok aldrig igang med noget.” Mørket svarer ikke, det er der bare. Gad vide om Mørket er perfekt, eller om det bare er tilfreds med, hvor mørkt det nu engang er i dag?

Jeg sidder stadig i mørket. Jeg har drukket min te. Jeg bliver nødt til at starte et sted. Et sted, der ikke er perfekt. Jeg lukker øjnene. Mærker, at jeg trækker vejret stille og lydløst. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og følger åndedrættet ned gennem kroppen. Og giver slip. Giver slip på alt, hvad jeg tror jeg skal og vil og ønsker. Giver slip på alle forventninger og drømme. Giver slip på al utålmodigheden. Prøver at finde ind til bare lige her og nu. Prøver at trække vejret og udvide det rum. Prøver at finde tilfredshed med bare at være her. Finder roen i ikke at være i tankerne om alt det, jeg ikke har gjort. Mørket og Roen. Men i morgen, når det er lyst, må jeg hellere lave en plan.

Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.