En Gylden Nøgle

I dag da jeg gik hjem fra arbejde, så jeg en stor rovfugl, der langsomt kredsede over Hellerup Station. Himlen var høj og blå. Solen kastede sine gyldne stråler skråt ind mellem træerne, der lod deres blade flamme op i gyldne toner – og selv om bladene var i fuld gang med at skifte til efterårskulør, hang de fleste af dem stadig fast på træernes grene. Skoven forberedte sig på vintersøvnen, iklædte sig sin pyjamas, men den var helt sikkert ikke klar til at putte endnu. Der var stadig masser af energi, latter og raslen med bladene, vågen, opmærksom svajen til Jordens indre rytme, hviskende småsnakken og strækken sig mod himlen hos skovens træer.

Jeg har siddet inde i mit Tryghedens Tårn et par dage. Siddet inde i trygheden og følelsesløsheden og kigget ud på folk. Ud på verden. Først var jeg slet ikke sikker på, jeg overhovedet havde lyst til at komme ud igen. Så blev jeg oprigtigt nervøs for, at jeg ikke kunne komme ud. At muren havde lukket sig bag mig og igen var hel og lige så ubrydelig, som den havde været første gang. Jeg kunne næsten ikke overskue tanken om de kraftanstrengelser, jeg skulle præstere for igen at banke mig vej ud – helt forfra. Så var det nemmere bare at give op. Lægge mig fladt ned på ryggen og blive inde i tårnet.

Men jeg vidste godt, at det ikke var det samme som dengang. Jeg følte mig anderledes end dengang. Og jeg mærkede, at min tur tilbage til mit tårn ikke betød, at jeg skulle blive der. Turen tilbage skulle vise mig, hvor jeg kom fra, og hvor meget jeg har rykket mig. Hvor meget jeg er vokset. Hvor meget jeg har udviklet mig. Og da jeg havde trøstet mig selv et par dage i tårnets bløde, følelsesløse, dunkelmørke omfavnelse ville jeg gerne ud igen. Ud og mærke verden. Mærke det hele. For jeg kan ingenting mærke, når jeg sidder bag min tykke mur i mit Tryghedens Tårn.

Og jeg vidste, hvordan jeg skulle åbne muren denne gang. Med den rene energi og styrke, der findes indeni mig. Jeg tog hånden op til brystet, og mærkede det stråle varmt og gyldent mod min hånd. En gylden nøgle materialiserede sig i min hånd fra den varme stråle. Jeg stak nøglen ind mellem stenblokkene i den tykke mur, drejede den rundt, og muren gled ubesværet til side, så jeg kunne træde ud. Ud af tårnet og ud i den friske, klare luft i efterårsskovens muntre, gyldne stemning. Jeg lukkede øjnene mod det gyldne lys og trak vejret dybt. Mærkede. Det hele.

Jeg kiggede op og skimtede den store rovfugl over hovedet på mig. Den havde fulgt mig eller en varm luftstrøm, og var nu på vej mod vest og den nedadgående sol. Ligesom mig. Da jeg kom ud af den lille skov, var den sorte rovfuglesilhuet på himlen imidlertid forduftet. Men himlen var tindrende høj og blå. Ude omkring solen samlede disede skyer sig i bløde gråtoner. Jeg trak igen vejret dybt ned i lungerne, mærkede mine fødders tryk mod Jorden – skridt for skridt – og jeg mærkede kulden lægge sig om min næse sammen med duften af brændeovn. Jeg mærkede bevægelse i kroppen og indtryk mod mine sanser. Jeg mærkede kærlighed i mit bryst og længslen mod et varmt og hjerteligt kram, der ventede derhjemme.

Tryghedens Tårn

I onsdags besøgte jeg et sted, hvor jeg ikke har været længe.

Det er et sted, jeg selv har bygget. Engang. Jeg husker ikke præcis hvornår. Men det var et trygt sted, der beskyttede mig mod verdenen udenfor. Verden omkring mig. Muren omkring stedet var tyk og høj og hvid. Den buede i en cirkel og skabte et tårn. Et tårn med tyk mur, uden døre og vinduer. Derinde sad jeg og kiggede ud på verden gennem den halvgennemsigtige, men ubrydelig mur. Ingenting kunne nå mig her. Her var jeg i sikkerhed.

Det er et par år siden, jeg besluttede mig for at banke hul i muren og træde udenfor. Træde ud fra den trange plads og det dunkle mørke. I starten skete der ingenting, når jeg bankede mine knytnæver mod de kolde sten, og selv om jeg råbte af mine lungers fulde kraft, var der ingen på den anden side, der kunne høre mig. Alle gik bare forbi. Uden at ænse mig. Uden at gøre mine til at hjælpe. Jeg bankede og bandede. Der skete ingenting. Jeg var opgivende, utålmodig, frustreret. Men jeg fortsatte med at banke.

Og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg stod udenfor muren. Med mit bryst åbent og mit blottede, bankende hjerte i hænderne foran mig. Jeg strakte mit hjerte frem mod verden, frem mod mennesker, der gik forbi mig. Jeg tilbød dem mit hjertes varme og nærvær, kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed og omsorg. Jeg tilbød dem mit hjertes sårbarhed og styrke.

Og hvor var det skræmmende at stå derude – udenfor muren – midt i verden. Helt blottet og synlig. Og jeg fik blikke og slag fra de mennesker, der passerede forbi mig. Jeg udstillede min uvidenhed og min klodsethed. Jeg sagde dumme ting, gjorde mærkelige ting, havde underlige holdninger. I forhold til alle andre. Alle de andre mennesker, jeg nu lige pludselig stod midt imellem, og som kunne se mig.

Men jeg havde også pludselig masser af plads. Rum til at lege og udforske. Rum til at brede mine arme ud og til at sprede mine vinger og lade de regnbuefarvede fjer stråle. Jeg kunne pludselig se og høre og lugte og smage og føle alting meget tydeligere. Jeg kunne le højt sammen med fuglene på himlen. Og mit blod brusede og mit hjerte slog kraftfuldt.

Men nu er jeg tilbage. Jeg er trådt ind i det bløde, dunkle mørke igen. Jeg troede egentlig ikke, tårnet eksisterede længere. Jeg var så småt begyndt at farve det med mindernes gråbrune toner. Troede, den sidste sten for længst var pillet ned. Men her stod min mur, mit tårn, næsten intakt. Og jeg trådte indenfor. Og jeg følte mig straks hjemme.

Jeg kan mærke sikkerheden her bag muren. Jeg kan mærke styrken i min mur. Den kan holde alting ude. Jeg kigger ud på verden. Kigger efter mennesker, der har såret mig, eller fået mit hjerte til at svulme. Jeg ser dem. Derude. På den anden side af muren. Men jeg mærke ingenting. Her er rart og sikkert i tårnet. Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Bare for en stund.