Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.

Udgivet den

Min rejse

Jeg oplever og prøver mange nye ting på denne rejse, som jeg har begivet mig ud på. Denne rejse, hvor jeg ikke kender retning eller mål, ja, jeg kan ikke engang se det næste skridt klart. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, eller hvor jeg egentlig er på vej hen. Men jeg ved, at det har en stærk følelse af “hjem”. Og når jeg finder det, så finder jeg også mig selv og hemmeligheden om meningen med livet.

Så det er lidt af et eventyr, jeg har begivet mig ud på. Og de dage, hvor jeg står en stille morgen – før Verden rigtig vågner – og kigger ud over et diset landskab af bløde, grønne bakker og små, tætte skove, den svagt blå himmel og Solens første dansende, gyldne stråler, som kilder græsstråene og den snoede vej for mine fødder – de dage jubler og synger og ler mit hjerte i mit bryst, så det føles som om, det skal sprænges i et regnbuefarvet glædesfyrværkeri.

Der er også dage, hvor jeg har vandret gennem mørkt, koldt mudder. Intet lys. Ingen glæde. Ingen fornøjelse. Bare vandre fremad, et skridt ad gangen, med bøjet hoved og værkende skuldre. Fremad, fremad. For der må være en ende. Lys på den anden side. Det må stoppe på et tidspunkt, og så er jeg kommet igennem dét. Har overvundet det, besejret det, er kommet ud på den anden side.

Eller de dage, hvor jeg skubber den store sten op ad bjerget. For jeg vil så gerne have den strålende udsigt på toppen. Jeg har hørt andre tale om den, og jeg vil så gerne selv opleve den. Så jeg skubber den store, tunge sten op. Aser og maser. For jeg kan ikke se nogen anden vej til toppen. Andre overhaler mig. Nogle er leende på vej ned ad bjerget igen. På vej mod nye, smukke tinder. Og jeg aser og maser. Ingen hjælper mig. Ingen tilbyder mig hvile eller et godt råd eller en anden vej. Og da skyggerne begynder at blive lange, kan jeg se, at jeg ikke engang er nået halvvejs op af bjerget. Så jeg sætter mig og græder. Opgivelse, afmagt, træthed. Men jeg holder stadig fast på stenen. For nu er jeg jo trods alt kommet et stykke op, så nu må jeg jo fortsætte. Jeg kan ikke se nogen anden vej.

Og så er der dage, hvor jeg mærker, at noget pludselig er skiftet. Faldet på plads. Har byttet plads. Eller helt er forsvundet. Indeni mig. Og jeg kigger på den sti, jeg er på vej hen af. Og jeg kigger på den sten, jeg så møjsommeligt har skubbet halvvejs op ad bjerget. Og jeg trækker på skuldrene. Mærker spændingerne løsne sig. Og jeg giver slip. Forlader den gamle sti. Lader stenen være. For en ny sti har pludselig åbnet sig foran mig. Dér – ude til højre i det høje græs, kan jeg pludselig se et lille spor åbne sig. Buskene trækker forsigtigt deres grene til side, holder øje med, at ingen andre opdager deres hemmelighed. En hvid sommerfugl vinker mig nærmere og viser vejen ind i vildnisset. Jeg mærker spændingen. Jeg mærker eventyrlysten. Jeg mærker mit hjerte vågne og slå et par hurtige, jublende slag.

Jeg standser kort, ser mig tilbage. Buskene har igen lukket indgangen bag mig. Jeg bevæger mig ind i vildnisset, ukendt land, nye steder. Den hvide sommerfugl flakser utålmodigt af mig. “Det her er din vej.” Her er grønt og stille. Men de hvide skyer driver af sted over mig. Jeg tager en dyb indånding, min krop fyldes af liv og ny energi. Jeg begynder at gå. Følger de hvide skyer.

Udgivet den

Puppemetamorfose

Jeg pakker mig langsomt ind i mig selv. Jeg mærker mine bevægelser blive langsomme, træge, kraftesløse, stivnende. Min ydre skal bliver hård, stivner, visner. Jeg er en kålorm, en lille larve, der har boltret sig glad og sorgløs i en grøn verden af friske blade og spændende, nye tilbud. Jeg har rakt mine følehorn nysgerrigt frem, jeg har smilende fyldt min mund med saftige, spændende smage. Jeg har smasket og snoet mig. Jeg har krummet mig sammen, strakt mig ud og rullet af sted. Jeg har følt min krop blive fyldt op af næring. Jeg har taget for mig af verden. Og verden har tilbudt sig til mig. Bøjet sine stængler og blade ned mod min grådige mund, så jeg kunne tage endnu en bid.

Men nu er min krop ved at blive grå og stiv. Jeg har ikke længere nogen appetit. Jeg har ikke længere en nysgerrighed på verden. Jeg kigger på den – verden. Den er der. Men den betyder ikke længere noget for mig. Begreber og ting er bare. Men deres betydning er ikke længere væsentlig, og jeg kan ikke koncentrere mig længe nok om dem til at sætte dem ind i en meningsfuld kontekst med hinanden.

Jeg er på vej videre. På vej ind i mig selv. Mit ydre stivner omkring mig, mens jeg kravler længere og længere indad. Jeg trækker mig selv sammen om mig som en vinterfrakke. Skærmer mig af for alle indtryk og påvirkninger udefra. Jeg er ikke på en rejse indad i mit eget dybe, stjernebestrøede mørke. Jeg er bare.

Jeg er ved at bygge en puppe ud af marts måned. En puppe af tid og væren. En puppe hvorfra jeg bare kan være til. Og i min stilstand vil jeg lade alting falde på plads. Integration. Transformation. Stykker vil falde fra, stykker er blevet føjet til, stykker vil bytte plads. Jeg ved ikke engang, om jeg vil observere det. Jeg risikere bare, at jeg får lyst til at begynde at analysere det, og påvirke det, gøre det anderledes, gøre det bedre, gøre det om. Jeg tror egentlig, jeg bare vil være. Ren væren. Tilstedeværelse i afventen.

Husker vi egentlig nogensinde at gøre det? Bare være til stede. Integrere. Vokse af os selv uden at blande os? Handler det ikke altid om udvikling? Om at komme videre? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg har gjort det i mere end bare en enkelt dag, når kroppen eller Universet engang imellem har overrumplet mig en lørdag og aflyst alle mine planer, og bare sat “lave ingenting” på skemaet.

Men jeg har øvet mig og varmet op den seneste tid. For jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, jeg vil få lyst til at springe ud af min puppe, før jeg er klar. Verden bugner i øjeblikket med fristelser. Det vælter frem med tilbud om uddannelser, forløb, retreats, nye spændende ting at dykke ned i. Men jeg øver mig hver dag på at stå imod. På at gå glip. På at give slip. For jeg skal nok nå det. Alle de tilbud kommer igen. Og igen.

Sidste år handlede om at springe på karrusellen og få en masse ture i det farvestrålende, blinkende, lysende tivoli. Men i år. I år handler det om at konsolidere fundamentet. Sidste år lærte vi, at alt er muligt. I år handler det om, at bygge det op fra grunden. Bygge det op fra noget solidt til noget blivende.

Og inden jeg for alvor går i gang med det – at bygge noget solidt og blivende op – har jeg altså brug for en pause. Brug for integration. For transformation. Jeg har brug for at afklæde mig alle de gamle lag, som jeg nu ikke længere har brug for. Jeg har brug for plads til at folde mine sommerfuglevinger ud, så de kan skinne og stråle og smælde i vinden. Jeg har brug for lethed i min krop, så jeg kan sætte af og lette. Og jeg har brug for at fintune mine følehorn, så de kan opfange Universets vibrationer.

Nu har jeg sovet hele weekenden. Mit måneblod har påbegyndt udrensningen. Jeg føler mig allerede lettere. Jeg er klar til at hvile i min puppe. Lade verden et øjeblik klare sig selv. Lade den gamle ham visne og dø. Og så vende tilbage igen. Til en ny, spændende og endnu smukkere tur rundt i hjulet.

Udgivet den

Min proces

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.

De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.

Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.

Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.

Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.

Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”

Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.

En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.

De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.

Udgivet den

I proces

Jeg er i dyb proces. I en vild og forandrende proces. Transformation. Ekspansion.
Eller, det tror jeg. Håber jeg.

Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved det ikke. For hvor kan jeg få det bekræftet? Jeg ved, det sker, for jeg har set og hørt det nævnt ofte. At være i proces. For det er dét, man gør, når man arbejder med sig selv.
Dykker dybt.
Skræller lag af.
Smider gamle, brugte tanke-, og handlemønstre fra sig.
Og træder ud af asken. Ny, skinnende og ren. Som en gylden Fugl Føniks.

Og jeg vil også være en Fugl Føniks. Smide min gamle, grå skal. Smide min frygt, min tvivl, mit mindreværd, min usikkerhed. Smide alt det, der er grimt og som holder mig tilbage, holder mig nede. Træde frem fra asken med gylden styrke, guddommelig visdom og ophøjet ro. Træde frem fra skyggerne med viden og med erfaring – for nu har jeg set, hvad der gemmer sig på den anden side af mørket. Jeg ved det, og jeg kan kende det.

Men lige nu ved jeg ingenting. Jeg kender ingenting. Jeg famler mig frem i mørket. Tøver. Bider tænderne sammen og fortsætter stædigt fremad. Med panden mod den sorte mur. Jeg mærker efter forandringer, mærker efter opgraderinger på energi- og celleplan. Er det nu? Er det dét?

Men jeg ved det ikke. For hvad skal jeg egentlig mærke efter? Der er ingen, jeg kan spørge. Ingen, jeg kan bede række ind i min krop, i mit humør, i mine tanker, i mit sind. Række ind og mærke dét, som jeg mærker. Føle forsigtigt på det og nikke bekræftende; “Joo, det du mærker lige dér, lige nu. Det helt sikkert en indre transformation, der integrerer din nye bevidsthed og løfter din vibration. Det er fuldstændig, som alle vi andre også mærker det.”

Hvad er det, andre mærker? Hvad er det, de taler om, når de er i proces? Hvis bare jeg kunne række ud og forsigtigt føle på det. Eller se det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kigge efter.

Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Mærker søgende efter indeni. Men jeg er stadig mig. Det er ikke en fremmed, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Det er ikke en fremmedes tanker eller følelser, jeg mærker i mit indre. Jeg kender det hele. Jeg er stadig mig.

Jeg ved godt, forandring ofte kommer i små, bølgende bevægelser. Små skvulp, som man måske nærmest ikke ænser. Men jeg vil så gerne se dem, se forandringen, så jeg kan sige til min Fornuft, “Se! Se selv, der er de små krusninger i overfladen. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Det er virkeligt.” Fornuften kigger mistroisk på mig med løftede øjenbryn. Jeg lukker øjnene og kigger indad, kigger ned i det dybe, mørke vand efter små, bølgende bevægelser.

Udgivet den

Lige nu er der bare en hvid væg og ro

Lige nu er der ingen rød tråd. Jeg væver bare fra side til side. Skytten kører hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Men der er ingen tråd på. Og der kommer ikke noget ud i den anden ende. Intet produkt. Intet resultat. Jeg trykker hårdere. Der må da ske et eller andet.

Jeg har brug for et kvantespring, en åbenbaring, en omvæltning. Et skarpt hjørne. Et faldende tårn. Så jeg kan vende en ren side og sige “Se, det var det. Nu starter et helt nyt kapitel.” Men det sker ikke. Selv om det ellers tit føles som om, jeg står på tærsklen til noget. Til et gennembrud. Det sitrer i kroppen, bevidstheden er udvidet og udsvævende, husene og træerne omkring mig holder vejret. Jeg kan fornemme noget nyt og ukendt og eksotisk dér ude i mørket, men jeg kan ikke tage det sidste trin ud i det kaotiske ukendte. Så jeg bliver stående og mærker luften og spændingen sive ud af det forpassede øjeblik.

Eller også har jeg allerede gjort det. Måske har jeg allerede taget det sidste skridt ud i det ukendte mørke utallige gange. Vadet ud gennem det faldende tårns murbrokker så mange gange, at jeg slet ikke lægger mærke til det. Jeg skubber resterne af den brændende dør til side og råber til Universet:
“Skal vi ikke snart videre?”
Hvorhen?
“Det ved jeg ikke?”
Videre hvorfra?
“Fra det her. Bare videre.”
Hvorfor?
“Fordi stilstand slår mig ihjel. Fordi jeg bare ved, at jeg skal være et andet sted. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kalder på mig. Det kalder på hver eneste celle i min krop og hvert eneste molekyle i min sjæl. Det flænser min opmærksomhed og min tilstedeværelse med længsel. Fordi. Der må være noget mere, noget andet derude. Noget mere end det, der er lige nu og her. Noget andet end hverdagens søvngængeragtige gentagelser.”

“Men jeg kan ikke.”
Hvad kan du ikke?
“Jeg kan ikke. Det bølger hele tiden op og ned, frem og tilbage. Men jeg ender altid lige her.”

I går dansede jeg som Kvinden, der udforsker i dansen, og energien rejste sig som en brusende tsunami. Den bragede mod mig, men jeg var en søjle af rent lys, så jeg brød den, tog den ind, flød sammen med den. Jeg kunne klare alt, nå alt, være alt. Og de bølgende efterdønninger kildede mit indre, så det strømmede med følelser af glæde og velbehag hele eftermiddagen.

Om aftenen satte jeg mig stille og alene med en kop cacao, rolig musik og indadvendte tanker. Og Modløsheden slog ind over mig. Lagde sig tungt over mig. Og blev liggende. Den var ikke dramatisk eller skrigende. Den var ikke flæbende eller sønderknusende ulykkelig. Den var bare tom. Jeg puttede mig i Modløshedens varme tæppe og overgav mig. Nød tanken om, at jeg ikke længere behøvede at løbe så stærkt og prøve at opnå noget eller ændre noget. Tanken om, at jeg ikke behøvede banke mit hoved mod en tyk murstensmur for at forsøge at gennemtvinge et gennembrud. Jeg kunne bare stoppe op, give op. Bare være det, jeg nu er.

I dag har jeg pillet mit alter ned og renset krystallerne. Nu er der bare tomt. Ingenting. Kun den hvide væg bagved. Det er også sådan, der er indeni mig. En fremmedartet ro har taget plads i min krop. Og i mit sind. Jeg ved ikke, om den er min, men jeg hilser den stille velkommen.

Jeg kan godt mærke Eventyrlysten og Utålmodigheden røre på sig dybt, dybt nede i mit indre. Men lige nu er de langt væk. Bittesmå sorte prikker, der flimrer utydeligt under den sælsomme, tågede ro, der har lagt sig over alt. Jeg ved godt, de kommer springende igen. Venus ridende på Skytten og Månen ridende på Vædderen. Fuld fart frem uden fortrydelse. Men ikke lige nu. Lige nu er der blot en tom, hvid væg og en kop te mere.

Udgivet den

Skorpionens tid

Jeg åbner øjnene. Læner mig forover. Dykker ned i det dybe, mørke vand. Velkommen til Skorpionens sæson. Jeg mærker det bløde, kølige, natblå vand lukke sig om mig. “Aahh,” vandelementet omfavner mig, byder mig velkommen hjem.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad Vægten ville have af mig. Eller have mig til. Men jeg havde svært ved at finde ro i dens hvirvlende, omskiftelige, rundtossede vinde. Jeg havde svært ved at få luft og svært ved at følge med. Tiden var ikke min, men hele tiden blev jeg skubbet til fra alle sider. Hurtigere, mere, gør noget. Det grå skydække slørede vejen og målet og formålet. Alting blev ligegyldigt, ikke nok eller ikke til at nå. Jeg prøvede at følge med. Men tiden var ikke min, og den skubbede i andre retninger, end jeg selv ville, og efterlod mig handlingslammet.

For jeg havde masser af idéer og tanker. Jeg har formuleret mange blogindlæg og mange Instagram-opslag inde i mit hoved de sidste ugers tid. Men de kunne ikke rigtig komme ud. Der var ikke tid eller rum til dem. Endeløst kværnede de bare rundt i min hjernes rundtossede tanke-hvirvelvind, indtil de blev skubbet til side af nye tanker, der tog et par omgange i tankespinderiet. Og jeg stod bare småforvirret og måbende tilbage.

Men så tog Skorpionen over. Med det sølvskinnende nymåne-segl fejede den alle Vægtens grå tankeslørsskyer af himlen og efterlod den gispende frostklar og åben. Himlens uendelige, blå kuppel var det dybe, mørke vand over mit hoved, mens jeg gik gennem byen. Biler og cykler svømmede langsomt forbi mig hernede i bundens myldertidstrafik. Træerne og husene stod vagtsomt, stille og strakte sig mod skyerne, der hang højt oppe og havde en sær, lysende spøgelsesglød over sig, som fangede de de sidste døende stråler fra den nedgående sol. Og et sted ude bag byens tage – et sted langt ude mod vest – forsvandt solen ned i underverdenens rige, sank ned under oceanets overflade.

Det store, mørke vand over mit hoved blinkede af et par enkelte stjernegopler tæt på overfladen. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad der mon var oppe over overfladen, men så sank min opmærksomhed tilbage mod bunden. Aftenen smagte af kølighed og brændeovnsrøg. En solsort sang en tidlig, klagende aftensang. Der var en hemmelighedsfuld, men omfavnede stemning over den stille aftenby. Som et minde om et sted, hvor jeg havde været en gang for længe siden, men nu glemt. Måske i et tidligere liv. Eller i en drøm. “Kom, kom,” hviskede skyggerne. “Det er her, du hører til.” Jeg fulgte deres underligt velkendte stemmer ned ad små sidegader, men jeg fandt aldrig det sted, de havde hvisket om. Eller også huskede jeg det bare ikke, da jeg gik forbi. Søgende. Sørgende over at mangle noget, jeg ikke kunne få greb om i mit sinds skyggekroge.

Et par blinkende stjerner fulgte mig det sidste stykke hjem. “Det er sjovt“, tænkte jeg, “som jeg meget bedre kan trække vejret her nede i det mørke, dybe vand, end i den brusende, grå hvirvelvind.” Den frostklare luft fyldte mit bryst med renhed og klarhed og mit hjerte med glæde og genkendelse. “Jeg håber, jeg får tid til at dykke endnu dybere ned de kommende uger. For der er noget, jeg leder efter. Noget, som jeg kender, men som jeg har glemt. Noget, der dufter af brændeovnsrøg og frost og lyder som solsortens dybblå aftensang.”

Udgivet den

Hverdagstransformationer

I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.

Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.

Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.

Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.

Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.

Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.