Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år.
Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.
Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare.
Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.
Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.
Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.
Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.
At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.
Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.
Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.
Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.
Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.
Tanker, der blæser ind med vinden
Jeg føler en sorg i dag.
Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen.
Forandringsvinde.
Stille sorg over dét, der er mistet.
Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne.
De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted.
Forandring er uundgåelig.
Vi kan ikke gemme os.
Alting forandrer sig altid.
Til sidst.
Før eller siden.
Hele tiden.
I én glidende bevægelse.
Hen over himmelhvælvingen.
Mit stearinlys er blæst ud.
Det holdt ikke længe mod vinden.
Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud.
Jeg er træt.
Også i dag.
Evigt træt.
Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted.
Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted.
Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang?
Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.
Cacaoen er blevet kold.
Men fuck, den smager godt.
Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase.
Jeg kan bare lave cacao.
Træthed – Og hvad man mon stiller op med den
Så sidder jeg bare her. Sidder og venter. Sidder og bliver gammel, mens jeg sidder og venter. Hvorfor er jeg også altid så træt? Er det normalt? Skal jeg bare altid sidde her og være så træt og vente? Vente, mens livet glider forbi. Hvorfor er der ingen, der tager mig med? Griber fat i mig og svinger mig om bord på en graciøs galej med kurs mod solnedgangen? Eller nogen, der bare skubber min trætte krop ud over skrænten og ned i livets strøm? Bare lader min trætte krop vælte i med et plump. Måske vil den hoppe hjælpeløst og klodset af sted i bølgerne. Måske vil den bare synke til bunds. Tung og træt.
Det er som om, at lige gyldigt hvilken vej jeg drejer ned ad og følger, så ender jeg altid her. Lige her. Træt og tung i sofaen. Ude af stand til at gøre noget. Ude af stand til at samle energi, springe op, gribe muligheder, handle på drømme og bygge nye verdener. Jeg sidder tilbage med en stille undren, for den vej, jeg netop var på vej ned af, virkede så ny og lovende og anderledes. Og nu sidder jeg her igen. Samme sted. Slået tilbage til start.
Men egentlig er jeg også for træt til at undre mig. Og jeg er for træt til at ærgre mig og blive frustreret. Jeg konstaterer bare træt, at nu sidder jeg her igen. Og venter. Venter på, om trætheden mon nogensinde forsvinder. Der er skyer ude på himlen. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide skyer. De passer til min træthed. Lige gyldigt om de bevæger sig langsomt eller hurtigt, så er det altid i et perfekt tempo til at observere dem. Så kan jeg bare sidde stille her og kigge på skyerne. Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne være tilfreds med.
Men der er noget andet, der vil igennem. Der er livsmissioner og hverdagsopgaver. Der står både “redde verden” og “vaske tøj” på min to do-liste. Og de står i kulissen og tripper. “Hvornår bliver det vores tur? Vi skal til. Vi har ting, vi skal gøre”, mimer de med utålmodige positurer og hævede øjenbryn. Skyerne lægger ikke mærke til noget. De driver bare videre. Ud over scenekanten og videre ned i mørket.
Men hvad stiller jeg op med den træthed? Skal den omfavnes eller bekæmpes? Skal den danses og råbes og hoppes igang, eller skal den have lov til at sove i hundrede år? Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af det. Det virker som om, at lige gyldigt hvad jeg prøver, så ender jeg bare tilbage samme sted. Her. Ventende. Ventende på, at trætheden forsvinder. Ventende på, at nogen rækker hånden ud og trækker mig med. Med ud på livets strøm i en lille, rund jolle lavet ud af ét kæmpe blad. Vi snurrer rundt i strømmens hvirvler, og jeg mærker solen mod mit ansigt, vinden, der frisk og legesyg river en tåre fri fra mit øje. Jeg griner og mærker en æggende eventyrlyst rejse sig i mit hjerte. Sikke et fantastisk landskab, vi driver igennem.
Se, hvor solstrålerne danser ned gennem træernes skygger. Se, hvor strålende de tusinde markblomster står og nikker kækt med deres små hoveder. Se, hvor majestætisk bjergene rejser sig i landskabet. De ænser os ikke, for der er netop faldet ny, gnistrende hvid sne på deres toppe. Se, flodens hemmelighedsfulde bugtninger, der snedigt gemmer landskabets skatte for os lidt endnu. Se, dit strålende smil, dine funklende klare øjne låst fast i mine, mens vi snurrer og snurrer på livets strøm og din varme hånd lægger sig beskyttende og fortroligt om min.
Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg kan genfinde min energi og blive af med min træthed. Hvor lagde jeg nu mit skattekort og årerne til min kæmpebladsrobåd?