Udgivet den

Drømme-arbejde

Jeg besøger ofte stadig min gamle arbejdsplads.
Den arbejdsplads, jeg forlod med en stress-sygemelding.
Jeg besøger den om natten.
I drømme.

Det er 3 år siden, jeg ringede og meldte mig syg.
Det er 2 år siden, jeg officielt stoppede på mit arbejde.
Jeg har været tilbage på min gamle arbejdsplads mange gange siden.
Mens jeg sover, vender Drømme-Marlene tilbage igen og igen for at afslutte dét, jeg ikke fik afsluttet i den vågne virkelighed.

I starten var drømmene hyppige.
Jeg opdagede, at jeg igen befandt mig på mit arbejde, og jeg mærkede tvivlen, sorgen og udmattelsen skylle ind over mig. “Åh nej, jeg er her igen. Jeg er her stadig.” Og med en klump i maven og tungt hjerte arbejdede jeg videre.

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk ikke arbejdede her længere.
Det tunge blev lidt mindre tungt. Men jeg blev alligevel.
Nu var jeg her jo. Og jeg måtte gøre mine arbejdsopgaver færdige, inden jeg kunne gå.
På et tidspunkt fandt jeg endelig modet til at forlade min arbejdsplads.
De første par gange snigende.
Jeg ville virkelig ikke møde nogle af mine kollegaer. Jeg ville virkelig ikke ses.
Jeg var flov. Og bange.

Men efter at have øvet mig på at forlade min arbejdsplads igen og igen i drømmene, blev det nemmere. Så snart jeg opdagede, at jeg igen var tilbage, sagde jeg til mig selv: “Nej, jeg behøver ikke være her. Jeg er færdig her.” Og jeg gik selvsikkert og resolut mod udgangen.

På nogle af mine rejser mod udgangen begyndte jeg at møde kollegaer.
De lykønskede mig, heppede på mig og ønskede mig god rejse videre.
Den ene gang holdt de faktisk en hel afskedsfest for mig. Og selv min tidligere chef, der ellers var gået på pension, kom forbi for at lykønske mig. Og sige undskyld for at have efterladt mig.
Den nat gik jeg derfra i triumf med lette, glade bobler i maven.
Og jeg vendte ikke tilbage i lang tid.

Men så alligevel vågner jeg til tider op i drømme-virkeligheden og finder mig tilbage på mit gamle arbejde.
Det arbejde, som jeg forlod gennem en stress-sygemelding.
Der er fortsat lag, der bliver blotlagt i mit indre.
Der er fortsat arbejdsopgaver, der skal løses.
Der er stadig sorg, der skal ses og slippes.

I nat var jeg på arbejde igen.
Der var festlig stemning, for der blev holdt julefrokost.
Jeg stod for underholdningen ved at opføre en parodi på en medarbejder, der gjorde alt for at ligne én, der havde rigtig travlt, men som i virkeligheden ikke lavede noget. Jeg tastede hårdt og hurtigt på mit tastatur og kiggede koncentreret ind i skærmen som forblev fuldstændig tom.
Mine kollegaer morede sig.
Og jeg forklarede dem, at det ikke var en parodi. Det var mig, som jeg havde siddet dag ud og dag ind. På mit arbejde. Forsøgt at udføre mine arbejdsopgaver. Forsøgt at gøre en forskel. Forsøgt at udrette noget.
Men der var intet andet end en tom skærm. Tomhed. Og ingen måde at gøre det godt nok eller gøre det rigtigt. Eller bare gøre det.

De spurgte ind til, hvad jeg lavede nu.
Og jeg fortalte dem om åndedrætsterapi. Om healing. Om kroppen og psyken. Om ceremoniel cacao.
De virkede forvirrede.
Stemningen blev endnu mere løssluppen, og der var drinks i lange bane.
En ung kvinde besvimede efter en drikkeleg, men en anden var klar til at tage hendes plads.
Kollegaer hev i mig, for at jeg skulle komme med hen og få et par drinks.
Jeg takkede nej.
Festlighederne var ikke for mig.
Jeg havde ikke mere, jeg skulle på min gamle arbejdsplads.
Ikke i denne omgang i hvert fald.
Jeg begyndte at gå hen ad stien med den store, grønne hæk.
Noget andet venter på mig.

Udgivet den

Jeg Går Igennem Mit Indres Krigshærgede Landskab

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab.
Øde lagt i ruin er.

Langsomme skridt tilbage ad min egen historie.
Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader.
Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker.
Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.

Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs.
Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.

Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.

Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.

Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op.
“Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.”
“Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.

Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.

Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.

Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.

Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.

Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.

Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.

Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.

Udgivet den

Jeg savner virkelig at skrive – Men jeg skriver ikke

Jeg savner virkelig at skrive.
Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe.
Men jeg savner virkelig at skrive.

Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud.
Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.

Jeg trasker rastløst rundt i huset.
Jeg trasker rastløst rundt i skovene.
Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget.
Men jeg skriver ikke.

Hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive?
Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord.
Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.

Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne.
Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm.
Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed.
Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.

Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket.
Men jeg fortsætter.
Og jeg fortsætter.
Et. Skridt. Ad. Gangen.
Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå?
Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen.
Hvor skal det ikke ende!

Udgivet den

Mord i påsken

Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?

Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.

Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.

Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.

Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.

Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.

Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.

Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?

Udgivet den

Forventningsbananfluer

Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?

Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.

Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.

Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?

Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.

Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?

Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.

Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.

Udgivet den

En god dag at holde syg på

Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.

Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.

Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.

Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”

Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.

Udgivet den

Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.

Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.

Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?

Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?

Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?

Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.

Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?

Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.

Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.

Udgivet den

En kort, grå dag

Jeg har længe ville skrive her på bloggen. Finde tilbage til min lille boble af frie tanker og flyvske fantasier. Men jeg har ikke kunnet finde en måde at starte på. Her er ingen begyndelse. Ingen indledning. For jeg er midt i det hele. Et sted i midten. Midt mellem det ene og det andet. Mellem det gamle og noget nyt.

I dag er det mandag. Eller var. For dagene er kortest lige nu. Og de er forbi næsten inden, de kommer i gang. I dag er det mandag, og jeg har ligget på mit stuegulv hele dagen. Set det mørke morgengrå blive lysere, blive til dags-gråt-i-gråt, for så hurtigt igen at skumre til en mørkere nuance af grå og så endnu en og endnu en. Nu kan jeg ikke længere kalde det gråt. Jeg må acceptere, at den grå dag er forsvundet og erstattet af sort eftermiddag. Mens jeg har ligget her. Her på mit stuegulv.

Det er længe siden, jeg har gjort det. Ligget en hel dag på stuegulvet. Jeg har savnet det. Det var tiltrængt. Og det er et nyt stuegulv. Et større stuegulv. Dét stuegulv som jeg har drømt om så mange gange på mit lille stuegulv i min lejlighed i Nordvest. Jeg har haft så travlt med at skabe mit nye liv, at jeg ikke har haft tid til at nyde det. Eller tid til at slippe det gamle. Det kommer nu. Jeg stopper op. Sammen med naturen. Trækker mig indad, trækker mig ned i tempo. Jeg bliver til grå dage, der ikke gør noget, ikke skaber eller producerer noget – bare er. Bare er grå, kolde, våde timer, inden dagen igen er forbi. Og jeg har brug for det. Verden har brug for det. Vi har alle sammen brug for korte, uproduktive, grå dage. Dage, der bare er. Hvor vi bare er. Hvis vi bare tillod os selv flere grå dage.

Jeg har prinsesse-te i koppen. Det har jeg ikke haft i halvandet års tid. Pludselig var alle butikker lukket. Hele verden var lukket. Og jeg løb tør for prinsesse-te. Men nu har jeg fyldt op igen. I mit gamle krus, i min nye stue, i mit nye hus. I mit nye liv. Nogle ting bevæger sig i andre cyklusser.

De ringede tidligere og sagde, at min vaskemaskine, der ellers ville blive leveret på torsdag, er forsinket. 2 måneder. Måske kommer den til næste år. Verden lukker ned igen. Og det går mig egentlig ikke rigtigt på. For det føles næsten som om, at det må være sådan. Verden har brug for at lukke ned om vinteren, gå i dvale. Vi har bare ikke tilladt den det i så mange år. Verden har brug for en pause. Et pusterum. Vi må vænne os til, at vi ikke bare kan få alting lige nu. Vi må vænne os af med overdrevent forbrug. Og det føles rigtigt. I en del af mig. Den del, der er i forbindelse med naturen og mærker behovet for pause og venten.

Men en anden del af mig bliver vred. Vred på de generationer før os, der har fråset og forurenet. Umådeholdent. Vred på de generationer før os, der lovede os et samfund, der var endnu bedre og endnu rigere. De gav mig en fødselsgave – et bedre samfund – og lovede guld og grønne skove, rigdom, materiel overflod, fede jobs og fede liv. Men de har taget det hele fra mig igen ved deres eget overdrevne forbrug. De har taget det fra mig ved at fortsætte forurening og udnyttelse, udbytning og misbrug af vores natur, vores ressourcer, vores klode. Hvorfor er det mig, der skal holde igen og undvære og nøjes? Hvorfor er det mig, der skal vente 2 måneder mere på min vaskemaskine? Jeg var blevet lovet noget andet. Jeg håber, de skammer sig. Jeg ved, de ikke gør. Jeg trøster mig med, at på et tidspunkt er de generationer væk, og dermed kan deres forurening og udnyttelse ebbe ud. Forsvinde.

Verden er mere mild og tålmodig, end jeg er. Den holder alle sine børn – planter, dyr, mennesker kærligt i sin favn og luller stille ind i efterårets sidste grå dage. Nynner en vuggevise, mens Vinteren gør klar til at smide sin tunge dyne over landet. De ryster begge overbærende på hovedet og smiler til hinanden over de små mennesker, der stædigt nægter at lade sig putte. “Vi er ikke trætte. Vi vil lave mere, gøre mere. Vi behøver ikke hvile,” lyder det med grødede, små stemmer, mens de kæmper for at holde de tunge øjenlåg og tunge egoer oppe.

Udgivet den

Tanker om Et Samfund

Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.

Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?

Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“

Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.

Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“

Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?

Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.

Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.