Udgivet den

Lige nu er der bare en hvid væg og ro

Lige nu er der ingen rød tråd. Jeg væver bare fra side til side. Skytten kører hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Men der er ingen tråd på. Og der kommer ikke noget ud i den anden ende. Intet produkt. Intet resultat. Jeg trykker hårdere. Der må da ske et eller andet.

Jeg har brug for et kvantespring, en åbenbaring, en omvæltning. Et skarpt hjørne. Et faldende tårn. Så jeg kan vende en ren side og sige “Se, det var det. Nu starter et helt nyt kapitel.” Men det sker ikke. Selv om det ellers tit føles som om, jeg står på tærsklen til noget. Til et gennembrud. Det sitrer i kroppen, bevidstheden er udvidet og udsvævende, husene og træerne omkring mig holder vejret. Jeg kan fornemme noget nyt og ukendt og eksotisk dér ude i mørket, men jeg kan ikke tage det sidste trin ud i det kaotiske ukendte. Så jeg bliver stående og mærker luften og spændingen sive ud af det forpassede øjeblik.

Eller også har jeg allerede gjort det. Måske har jeg allerede taget det sidste skridt ud i det ukendte mørke utallige gange. Vadet ud gennem det faldende tårns murbrokker så mange gange, at jeg slet ikke lægger mærke til det. Jeg skubber resterne af den brændende dør til side og råber til Universet:
“Skal vi ikke snart videre?”
Hvorhen?
“Det ved jeg ikke?”
Videre hvorfra?
“Fra det her. Bare videre.”
Hvorfor?
“Fordi stilstand slår mig ihjel. Fordi jeg bare ved, at jeg skal være et andet sted. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kalder på mig. Det kalder på hver eneste celle i min krop og hvert eneste molekyle i min sjæl. Det flænser min opmærksomhed og min tilstedeværelse med længsel. Fordi. Der må være noget mere, noget andet derude. Noget mere end det, der er lige nu og her. Noget andet end hverdagens søvngængeragtige gentagelser.”

“Men jeg kan ikke.”
Hvad kan du ikke?
“Jeg kan ikke. Det bølger hele tiden op og ned, frem og tilbage. Men jeg ender altid lige her.”

I går dansede jeg som Kvinden, der udforsker i dansen, og energien rejste sig som en brusende tsunami. Den bragede mod mig, men jeg var en søjle af rent lys, så jeg brød den, tog den ind, flød sammen med den. Jeg kunne klare alt, nå alt, være alt. Og de bølgende efterdønninger kildede mit indre, så det strømmede med følelser af glæde og velbehag hele eftermiddagen.

Om aftenen satte jeg mig stille og alene med en kop cacao, rolig musik og indadvendte tanker. Og Modløsheden slog ind over mig. Lagde sig tungt over mig. Og blev liggende. Den var ikke dramatisk eller skrigende. Den var ikke flæbende eller sønderknusende ulykkelig. Den var bare tom. Jeg puttede mig i Modløshedens varme tæppe og overgav mig. Nød tanken om, at jeg ikke længere behøvede at løbe så stærkt og prøve at opnå noget eller ændre noget. Tanken om, at jeg ikke behøvede banke mit hoved mod en tyk murstensmur for at forsøge at gennemtvinge et gennembrud. Jeg kunne bare stoppe op, give op. Bare være det, jeg nu er.

I dag har jeg pillet mit alter ned og renset krystallerne. Nu er der bare tomt. Ingenting. Kun den hvide væg bagved. Det er også sådan, der er indeni mig. En fremmedartet ro har taget plads i min krop. Og i mit sind. Jeg ved ikke, om den er min, men jeg hilser den stille velkommen.

Jeg kan godt mærke Eventyrlysten og Utålmodigheden røre på sig dybt, dybt nede i mit indre. Men lige nu er de langt væk. Bittesmå sorte prikker, der flimrer utydeligt under den sælsomme, tågede ro, der har lagt sig over alt. Jeg ved godt, de kommer springende igen. Venus ridende på Skytten og Månen ridende på Vædderen. Fuld fart frem uden fortrydelse. Men ikke lige nu. Lige nu er der blot en tom, hvid væg og en kop te mere.

Udgivet den

Tanker om en blog

“Så, Marlene. Hvordan går det egentlig med din blog?” spurgte jeg mig selv. “Det går fint,” svarede jeg med et stort smil. “Eller… Altså, det synes jeg da.”

Jeg begyndte at tænke over det. Hvad er egentlig mit succeskriterie? Hvad er godt? Jeg kunne låne succeskriterier fra samfundet; antal læsere, kommentarer, eksponering og deling. Jeg fandt faktisk en side med statistik, da jeg sad og byggede min blog. Men jeg har ikke kunne finde den side siden, så jeg aner ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med. Om der overhovedet har været andre end mig herinde i min lille, private grotte i internettets uendelige ørkenlandskab. (Ud over Mette, som var forbi Samsø-indlægget og lægge en fin, lille kommentar.)

“Men giver det så overhovedet mening at skrive, hvis der ikke er nogen, der læser med?”
“Men gælder det så ikke om at blive populær og berømt og få en masse læsere?”
Demotivation og Motivation stod klar med hver deres forretningsplan. To små, ivrige djævle med hver deres stemning stod klar til at overtage og opfylde mit sind. Jeg vinkede dem begge to væk. “Nej. Mit succeskriterie – lige nu – er at skrive med bevidstheden om, at nogen kunne læse med.” De to smådjævle kiggede uforstående på mig. Jeg satte mig på hug foran dem og kiggede dem frotroligt ind i øjnene. “Det er en øvelse. Jeg øver mig på at stille mig frem. Jeg øver mig på at åbne op. Jeg øver mig på at fortælle fra hjertet. Jeg øver mig på at lade mit lys og min personlighed skinne uden at gemme mig væk. Jeg øver mig på at være i verden som mig. Og det er bloggen faktisk et rigtig fint sted til.”

“Men. Hvad vil du med det hele? Hvilken retning vil du gå? For du er vel nødt til at vælge? Vælge noget, folk kan forstå. Noget, de kan genkende. Noget normalt. Noget, de kan bruge til noget.“

“Jeg ved det ikke helt. Endnu.” svarer jeg og kan mærke Usikkerhed og Frygten. For ikke at være god nok. For ikke at blive accepteret. For ikke at gøre det rigtigt. For ikke at gøre det godt nok. For at blive til grin. Eller for at være ligegyldig og usynlig.

Og så får Fornuft og Rationalitet lov til at spinde tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skriver jeg, så folk har lyst til at læse med? Jeg har masser af idéer og historier oppe i hovedet. Men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får dem ud. Får udtrykt dem. Så jeg tøver. Jeg lader dem snurre. Jeg venter på det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige stemning og inspiration. Men det kommer ikke. Eller måske har det været her? Så jeg tøver.

Men så husker jeg på min intention for bloggen; Der er ingen regler. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til. Bloggen er til for mig. Og det skal være sjovt. Så jeg behøver ikke at vente på det rigtige tidspunkt til at dele et bestemt indlæg. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil være modeblogger, madblogger, livskriseblogger, personligudviklingsblogger, eller spiritualitetsblogger. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil skrive eventyr eller realisme, om jeg vil skrive om mig selv, om andre eller bare om “man”.

Jeg behøver ikke skrive dybt og mørkt og gravkammerlugtende i dag, bare fordi det er Allehelgens Aften, Halloween og Samhain. Jeg kan godt bare markere mærkedagen med letbenede tanker om min blog. Så i dag fejrer jeg mørkets højtider med uhøjtidelig lethed og lattermild lyst. I dag er min hverdagsmagi røgelsespinde, vingummier, cola og keltisk musik. Og det er dét, som jeg deler med dig på bloggen i dag.

Glædelig Allehelgens Aften/Halloween/Samhain/Merkur Retrograd/Torsdag…

Udgivet den

Skorpionens tid

Jeg åbner øjnene. Læner mig forover. Dykker ned i det dybe, mørke vand. Velkommen til Skorpionens sæson. Jeg mærker det bløde, kølige, natblå vand lukke sig om mig. “Aahh,” vandelementet omfavner mig, byder mig velkommen hjem.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad Vægten ville have af mig. Eller have mig til. Men jeg havde svært ved at finde ro i dens hvirvlende, omskiftelige, rundtossede vinde. Jeg havde svært ved at få luft og svært ved at følge med. Tiden var ikke min, men hele tiden blev jeg skubbet til fra alle sider. Hurtigere, mere, gør noget. Det grå skydække slørede vejen og målet og formålet. Alting blev ligegyldigt, ikke nok eller ikke til at nå. Jeg prøvede at følge med. Men tiden var ikke min, og den skubbede i andre retninger, end jeg selv ville, og efterlod mig handlingslammet.

For jeg havde masser af idéer og tanker. Jeg har formuleret mange blogindlæg og mange Instagram-opslag inde i mit hoved de sidste ugers tid. Men de kunne ikke rigtig komme ud. Der var ikke tid eller rum til dem. Endeløst kværnede de bare rundt i min hjernes rundtossede tanke-hvirvelvind, indtil de blev skubbet til side af nye tanker, der tog et par omgange i tankespinderiet. Og jeg stod bare småforvirret og måbende tilbage.

Men så tog Skorpionen over. Med det sølvskinnende nymåne-segl fejede den alle Vægtens grå tankeslørsskyer af himlen og efterlod den gispende frostklar og åben. Himlens uendelige, blå kuppel var det dybe, mørke vand over mit hoved, mens jeg gik gennem byen. Biler og cykler svømmede langsomt forbi mig hernede i bundens myldertidstrafik. Træerne og husene stod vagtsomt, stille og strakte sig mod skyerne, der hang højt oppe og havde en sær, lysende spøgelsesglød over sig, som fangede de de sidste døende stråler fra den nedgående sol. Og et sted ude bag byens tage – et sted langt ude mod vest – forsvandt solen ned i underverdenens rige, sank ned under oceanets overflade.

Det store, mørke vand over mit hoved blinkede af et par enkelte stjernegopler tæt på overfladen. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad der mon var oppe over overfladen, men så sank min opmærksomhed tilbage mod bunden. Aftenen smagte af kølighed og brændeovnsrøg. En solsort sang en tidlig, klagende aftensang. Der var en hemmelighedsfuld, men omfavnede stemning over den stille aftenby. Som et minde om et sted, hvor jeg havde været en gang for længe siden, men nu glemt. Måske i et tidligere liv. Eller i en drøm. “Kom, kom,” hviskede skyggerne. “Det er her, du hører til.” Jeg fulgte deres underligt velkendte stemmer ned ad små sidegader, men jeg fandt aldrig det sted, de havde hvisket om. Eller også huskede jeg det bare ikke, da jeg gik forbi. Søgende. Sørgende over at mangle noget, jeg ikke kunne få greb om i mit sinds skyggekroge.

Et par blinkende stjerner fulgte mig det sidste stykke hjem. “Det er sjovt“, tænkte jeg, “som jeg meget bedre kan trække vejret her nede i det mørke, dybe vand, end i den brusende, grå hvirvelvind.” Den frostklare luft fyldte mit bryst med renhed og klarhed og mit hjerte med glæde og genkendelse. “Jeg håber, jeg får tid til at dykke endnu dybere ned de kommende uger. For der er noget, jeg leder efter. Noget, som jeg kender, men som jeg har glemt. Noget, der dufter af brændeovnsrøg og frost og lyder som solsortens dybblå aftensang.”

Udgivet den

Hverdagstransformationer

I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.

Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.

Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.

Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.

Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.

Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?

Udgivet den

Efterårssolskinsgåtur

Efterårssolskin. Jeg går hen ad stien. Træthed. Tunghed. I kroppen. Og i hovedet. Min pande føles som en stor, tung port, der ligger på mit forhoved. Porten er låst, og jeg ved ikke, hvor nøglen er, så jeg har ingen chance for at åbne porten. Ingen chance for at lette tungheden, der hviler på mit hoved. Jeg lægger mærke til mit åndedræt. Det er kort og tilbageholdende. Næsten umærkeligt når det kun lige ned i toppen af brystkassen, før det lydløst vender om igen. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven. Og ånder ud, giver slip på brugte luftmolekyler, spændinger i kroppen og gamle tanker.

Efterårssolskinnet på den sprækkede asfalt. Børn, der samler blanke kastanjer. Løbere med stramme, svedige ansigter. Træernes dragter af gule, røde blade. Der ligger et støvet, diset skær over det hele. Som et gammelt fotografi. Fra min barndom. Fra nogens barndom. En barndom, der ikke er min, som jeg ikke kender, men som jeg alligevel fornemmer, husker i hurtige glimt. Glimt af støvet melankoli og naiv, øjeblikkelig glæde ved at finde endnu en skinnende kastanjeskat i det våde, grønne græs. Lykken over stolt at vise den frem for tågede, men kærlige ansigter af nogens forældre. Mine forældre.

Jeg opdager igen, at min vejrtrækning er blevet kort og umærkelig. Jeg trækker vejret dybt, dybt ned i maven. Helt ned til den lille, ensomme knude af melankolske minder. Giver den plads til at udvide sig, til at udtrykke sig og tage sin plads og sin tid. Og ånder ud. Lader spøgelserne danse ud i luften foran mig.

Efterårssolen blinker mellem de gule blade på grenene, mens jeg går. Tungheden trykker mig flad. Solens lys strækkes ud til blege gardiner. Tynde, blege gardiner der trækker gennemsigtige slør henover de forskellige verdener. Lag på lag på lag. Parallelle universer. Lagene ligger tæt i dag. Jeg føler næsten, jeg kan klemme mig ind imellem dem. Men kun næsten. Skyggerne bevæger sig bag slørene, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. Mit åndedræt er kort og stakåndet.

Jeg trækker vejret dybt, dybt ned. Pruster ud. Tømmer al gammel, brugt energi ud. Lægger panden mod den tunge port og skubber til. “Jeg ved godt, I ikke lukker mig igennem,” siger jeg til de utydelige spøgelser, “men jeg bliver ved med at skubbe.” Spøgelserne dirrer lidt og blæser så væk i vinden. Uden et svar. Verden snurrer – lidt hurtigere end normalt. Jeg bliver svimmel, men jeg stopper ikke med at skubbe. “Så se, om I kan skubbe mig ud over kanten,” hujer jeg efter spøgelserne. Deres sorte skygger følger tavse efter den nedgående sol hen over de røde tagrygge.

Efterårsolens sidste stråler ligger lange og gyldne på vejen foran mig. Mit åndedræt er utydeligt og kort. Jeg trækker vejret dybt. Ånder tungt ud. Prøver at slippe min træthed og min tunghed. Prøver at slippe mine begrænsninger og min irritation. Mit hoved snurrer. En smerte prikker i min højre skulder. Jeg åbner døren til min lejlighed. Smider jakken og skoene. Lægger mig på sofaen og trækker vejret. Overgiver mig til åndedrættet. Langsomt og dybt.

Udgivet den

Efterårshule

Vi har bygget en hule. En hule – midt i vores stue – ud af dyner, bøger, TV-serier, dovenskab, kærlighed, magelighed og hygge. Hér, midt imellem tekopper og frysepizzaer, med joggingbukser og fedtet hår, sidder jeg og kigger på det skiftende lys i vinduesrammens firkant. Efterårsregnen er livlig og trækker hurtige streger over husene på den anden side af vejen, mens den farver dagslyset gråt. Min Samvittighed bakker mig op i min beslutning om ikke at gå udenfor i dag. “Vi gør det bare imorgen,” argumenterer den. Jeg putter mig i sofaens blødhed, nipper til den varme te og læser videre i min bog.

Jeg falder i staver. Tiden er gået i stå. Bjørn står midt på stuegulvet og slås med vikinger. Han brokker sig lidt over, at hans health er for lav, og at hans sværd ikke giver nok skade. Så kaster han sig mod nye fjender. Lyset i vinduesrammens firkant er skiftet. Vinden har revet skyerne fra hinanden, og blå himmel og efterårsbladene på træerne bliver lyst op af strålende solskin. “Ååhh,” udbryder Samvittigheden, “så er der vel egentlig ingen undskyldning for ikke at gå ud. Men så må vi vel hellere….” Bjørn og jeg kigger på Samvittigheden, trækker på skuldrene og vender tilbage til vores tidsfordriv. “Vi har jo bygget en hule. Vi kommer ikke ud i dag.” Samvittigheden smiler lidt usikkert. “Vi gør det bare i morgen. Ik’?”

Tiden er gået i stå. Men Skumringen har allerede lagt skygger i hjørnerne og tændt stearinlysene i vindueskarmen. Tiden og livet står stille her. Her i hulen. Men aftenhimlen udenfor er farvet af fremdrift og handling, hastige penselstrøg, løfter om forandring og planer for morgendagen. Jeg sætter vand over til en kop te mere. Prøver at komme i tanke om mine planer. Oprydning, rengøring, udrette noget, skabe noget. Det virker ikke særlig vigtigt. Vandet koger. Himlen udenfor er helt mørk nu. Jeg tager den varme kop te med ind i hulen. Jeg sætter mig i sofaen og stikker fødderne ned under dynen. Putter mig ind til Bjørn, der ser en film med en heftig biljagt. Lydene fylder stuen med ekkoer af brag og hvinende bildæk. Skiftende scener lyser rummet op i korte glimt.

Tiden er gået i stå her. Her i vores hule. Der er en hel verden af muligheder udenfor. Men det virker ikke vigtigt. Ikke lige i dag. Ikke lige nu. Måske kommer vi ud i morgen.

Udgivet den

En Gylden Nøgle

I dag da jeg gik hjem fra arbejde, så jeg en stor rovfugl, der langsomt kredsede over Hellerup Station. Himlen var høj og blå. Solen kastede sine gyldne stråler skråt ind mellem træerne, der lod deres blade flamme op i gyldne toner – og selv om bladene var i fuld gang med at skifte til efterårskulør, hang de fleste af dem stadig fast på træernes grene. Skoven forberedte sig på vintersøvnen, iklædte sig sin pyjamas, men den var helt sikkert ikke klar til at putte endnu. Der var stadig masser af energi, latter og raslen med bladene, vågen, opmærksom svajen til Jordens indre rytme, hviskende småsnakken og strækken sig mod himlen hos skovens træer.

Jeg har siddet inde i mit Tryghedens Tårn et par dage. Siddet inde i trygheden og følelsesløsheden og kigget ud på folk. Ud på verden. Først var jeg slet ikke sikker på, jeg overhovedet havde lyst til at komme ud igen. Så blev jeg oprigtigt nervøs for, at jeg ikke kunne komme ud. At muren havde lukket sig bag mig og igen var hel og lige så ubrydelig, som den havde været første gang. Jeg kunne næsten ikke overskue tanken om de kraftanstrengelser, jeg skulle præstere for igen at banke mig vej ud – helt forfra. Så var det nemmere bare at give op. Lægge mig fladt ned på ryggen og blive inde i tårnet.

Men jeg vidste godt, at det ikke var det samme som dengang. Jeg følte mig anderledes end dengang. Og jeg mærkede, at min tur tilbage til mit tårn ikke betød, at jeg skulle blive der. Turen tilbage skulle vise mig, hvor jeg kom fra, og hvor meget jeg har rykket mig. Hvor meget jeg er vokset. Hvor meget jeg har udviklet mig. Og da jeg havde trøstet mig selv et par dage i tårnets bløde, følelsesløse, dunkelmørke omfavnelse ville jeg gerne ud igen. Ud og mærke verden. Mærke det hele. For jeg kan ingenting mærke, når jeg sidder bag min tykke mur i mit Tryghedens Tårn.

Og jeg vidste, hvordan jeg skulle åbne muren denne gang. Med den rene energi og styrke, der findes indeni mig. Jeg tog hånden op til brystet, og mærkede det stråle varmt og gyldent mod min hånd. En gylden nøgle materialiserede sig i min hånd fra den varme stråle. Jeg stak nøglen ind mellem stenblokkene i den tykke mur, drejede den rundt, og muren gled ubesværet til side, så jeg kunne træde ud. Ud af tårnet og ud i den friske, klare luft i efterårsskovens muntre, gyldne stemning. Jeg lukkede øjnene mod det gyldne lys og trak vejret dybt. Mærkede. Det hele.

Jeg kiggede op og skimtede den store rovfugl over hovedet på mig. Den havde fulgt mig eller en varm luftstrøm, og var nu på vej mod vest og den nedadgående sol. Ligesom mig. Da jeg kom ud af den lille skov, var den sorte rovfuglesilhuet på himlen imidlertid forduftet. Men himlen var tindrende høj og blå. Ude omkring solen samlede disede skyer sig i bløde gråtoner. Jeg trak igen vejret dybt ned i lungerne, mærkede mine fødders tryk mod Jorden – skridt for skridt – og jeg mærkede kulden lægge sig om min næse sammen med duften af brændeovn. Jeg mærkede bevægelse i kroppen og indtryk mod mine sanser. Jeg mærkede kærlighed i mit bryst og længslen mod et varmt og hjerteligt kram, der ventede derhjemme.

Udgivet den

Tryghedens Tårn

I onsdags besøgte jeg et sted, hvor jeg ikke har været længe.

Det er et sted, jeg selv har bygget. Engang. Jeg husker ikke præcis hvornår. Men det var et trygt sted, der beskyttede mig mod verdenen udenfor. Verden omkring mig. Muren omkring stedet var tyk og høj og hvid. Den buede i en cirkel og skabte et tårn. Et tårn med tyk mur, uden døre og vinduer. Derinde sad jeg og kiggede ud på verden gennem den halvgennemsigtige, men ubrydelig mur. Ingenting kunne nå mig her. Her var jeg i sikkerhed.

Det er et par år siden, jeg besluttede mig for at banke hul i muren og træde udenfor. Træde ud fra den trange plads og det dunkle mørke. I starten skete der ingenting, når jeg bankede mine knytnæver mod de kolde sten, og selv om jeg råbte af mine lungers fulde kraft, var der ingen på den anden side, der kunne høre mig. Alle gik bare forbi. Uden at ænse mig. Uden at gøre mine til at hjælpe. Jeg bankede og bandede. Der skete ingenting. Jeg var opgivende, utålmodig, frustreret. Men jeg fortsatte med at banke.

Og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg stod udenfor muren. Med mit bryst åbent og mit blottede, bankende hjerte i hænderne foran mig. Jeg strakte mit hjerte frem mod verden, frem mod mennesker, der gik forbi mig. Jeg tilbød dem mit hjertes varme og nærvær, kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed og omsorg. Jeg tilbød dem mit hjertes sårbarhed og styrke.

Og hvor var det skræmmende at stå derude – udenfor muren – midt i verden. Helt blottet og synlig. Og jeg fik blikke og slag fra de mennesker, der passerede forbi mig. Jeg udstillede min uvidenhed og min klodsethed. Jeg sagde dumme ting, gjorde mærkelige ting, havde underlige holdninger. I forhold til alle andre. Alle de andre mennesker, jeg nu lige pludselig stod midt imellem, og som kunne se mig.

Men jeg havde også pludselig masser af plads. Rum til at lege og udforske. Rum til at brede mine arme ud og til at sprede mine vinger og lade de regnbuefarvede fjer stråle. Jeg kunne pludselig se og høre og lugte og smage og føle alting meget tydeligere. Jeg kunne le højt sammen med fuglene på himlen. Og mit blod brusede og mit hjerte slog kraftfuldt.

Men nu er jeg tilbage. Jeg er trådt ind i det bløde, dunkle mørke igen. Jeg troede egentlig ikke, tårnet eksisterede længere. Jeg var så småt begyndt at farve det med mindernes gråbrune toner. Troede, den sidste sten for længst var pillet ned. Men her stod min mur, mit tårn, næsten intakt. Og jeg trådte indenfor. Og jeg følte mig straks hjemme.

Jeg kan mærke sikkerheden her bag muren. Jeg kan mærke styrken i min mur. Den kan holde alting ude. Jeg kigger ud på verden. Kigger efter mennesker, der har såret mig, eller fået mit hjerte til at svulme. Jeg ser dem. Derude. På den anden side af muren. Men jeg mærke ingenting. Her er rart og sikkert i tårnet. Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Bare for en stund.

Udgivet den

Frustrationer på en mandag

Ååhh, hvor er det besværligt og svært og frustrerende at være menneske. At være nødt til at interagere med andre mennesker. At være afhængig af andre mennesker – og deres handlinger eller ikke-handlinger. Det sker ofte, at når jeg lige har rigtig god fart på, det hele spiller, alting kører, vejen er bare lige ud og let ned ad bakke, så støder jeg ind i en mur af et andet menneskes handling eller undladelse af at handle. Bang! så ligger jeg dér på vejen, men benene i vejret og hjulene snurrende tomt i luften.

For der er rigtig mange situationer, hvor jeg er afhængig af, at der er andre mennesker, der gør et eller andet. Eller undlader at gøre noget. Hvis jeg siger noget, stiller et spørgsmål eller kommer med en påstand, har jeg brug for, at en anden person svarer. Ellers hænger mine ord bare tomme i luften til de mister betydningen og falder fladt til jorden. Hvis jeg sender noget ud, en mail, en jobansøgning, en tilmelding til et arrangement, så har jeg igen brug for, at der er en anden person, der reagerer på det, jeg har sendt. Hvis jeg står i en kø, gerne vil have en parkeringsplads, nå et tog, bestille mad på en restaurant, videre i mit liv, så støder jeg konstant ind i en afhængighed af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget.

Et evigt spil tennis, hvor jeg utrætteligt sender den ene gule bold over nettet efter den anden. Nogle af dem kommer tilbage, og kan jeg en gang imellem ramme en af dem, ja så kan vi faktisk have et helt godt spil kørende. For en stund. Men på et tidspunkt når jeg en blindgyde i labyrinten. Jeg kan ikke kravle over, jeg kan ikke kravle under, og jeg kan helt bestemt ikke komme igennem. Jeg har med møje arbejdet mig den lange og snørklede vej frem hertil, bare for at støde ind i et andet menneskes handling eller ikke-handling, der fuldstændigt blokerer min mulighed for at komme videre frem.

Og jeg kan ikke bare stille mig på deres tæer og råbe dem ind i ansigtet, indtil de fjerner deres mur og sender den gule bold tilbage til mig. En af de første læresætninger i Livets Håndbog er nemlig, at jeg ikke kan styre andre. Jeg kan kun styre mig selv og mine egne handlinger. Så hvis jeg rammer en blindgyde af andres handlinger eller undladelser, ja så kan jeg kun kigge på mine egne handlinger. Som en skakspiller kan jeg granske mine egne brikkers mulige bevægelser, vælge en af dem, forsøge at trække mig tilbage på brættet, omrokere, skræve sidelæns og møjsommeligt forsøge at komme hele vejen uden om deres dronning. Men jeg kan kun bevæge mine egne brikker. Aldrig andres. Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre skal handle. Eller ikke handle.

Det er frustrerende. Opslidende. Og det virker overhovedet ikke til, at andre ænser alt det hårde arbejde, jeg har lagt i blot at ende med at støde hovedet mod deres mur. Det kan tværtimod virke, som om de med vilje stiller deres handlinger eller ikke-handlinger op lige dér, hvor de med al tydelighed kunne se, at jeg kom susende.

Jeg forstår godt de mennesker, der melder sig ud af samfundet. Melder sig ud af tennis- og skakklubben. Flytter ud i skoven eller op på et bjerg, hvor der ikke er nogle menneskemure, der kan stå i vejen for deres frihed og deres handlinger. De kan gøre lige, hvad de vil, når de vil. De kan køre for fuld fart ned ad den vej, de vælger. Vind i håret og sol i øjnene, mens verden suser forbi. Ingen mure eller forhindringer eller afhængighed af andres handlinger. Kun frihed.

… Og måske ensomhed.

Hvorfor skal der altid være et valg? Og et fravalg? Et paradoks. Hvorfor kan man ikke få både og? Få det hele? Jeg kigger på mine skakbrikker. Overveje mulighederne. Jeg vil have det hele. Både og.