Udgivet den

Eftermiddag ud af vinduet

Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.

Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?

Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.

Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.

Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.

De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.

Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.

Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.

Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.

Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?

Udgivet den

I dag er det efterår

Der er så underligt koldt alle steder i dag. Ude på gaden, i vaskekælderen, i min halvfulde tekop, under fødderne, ja, selv min motivation er frossen. Verden udenfor er blevet grå igen. Skyerne er tunge, vinden er skarp. Gaderne er tomme og træernes grene er nøgne. Måske er det blevet efterår igen?

Det sker en gang imellem. Som om Verden går i stå, trækker sig baglæns og pludselig sender efteråret ind igen. Det kan ske midt på sommeren, hvor de lange stranddage og evige grillaftener pludselig bliver afbrudt af efterårsvinde, der trækker ispapir hen over de forladte strande. Eller en frostbidende vinter, der pludselig tør lidt op med efterårslunhed under de lavthængende, grå skyer.

Eller som nu, hvor de kvidrende fuglestemmer og dirrende, grønne knopper er trukket tilbage. Forstummet. Som om naturen har brug for en kort restitution midt i forårstravlheden: “Pyh, lige et par dage uden fremdrift og udvikling. Bare lige et par dage på sofaen med Netflix og ingen planer. Så er jeg klar igen. Klar til at brage af sted med morgensol, fuglesang, grønne, spirende, vajende, duftende træer og buske og milde kys på kinderne.”

Så vi kigger os lidt forhutlede omkring. Har vi sovet over os? Misset vækkeuret og gået glip af sommeren? Forårsfrakken blotter vores halse mod den hujende vind, der lystigt bider i det nøgne kød. Det kriller i halsen. Vi hoster. Forskrækkede ned i jakkeærmet. Forårsforkølelse er ikke længere en uskyldig folkesport, som der bliver smilet overbærende af.

Det er nemt at blive indendøre i dag. Bjørn har lavet æbleskiver. Måske er det blevet efterår igen? Måske er sommeren strøget forbi, mens jeg har siddet her og kigget ud af vinduet. Vinden rusker i taget, rusker i træerne. Æbleskiver og kaffe. Jeg får lyst til at puste til flormelissen, så der på magisk vis opstår et lokalt snevejr i vores stue. Bjørn synes, det er en dårlig idé. Jeg nøjes med at samle en lille skibakke på tallerkenen med fingeren. Tværer den så ud – jeg kan alligevel ikke stå på ski – og sutter eftertænksomt på fingeren. Det er egentlig sjovt, at sukker og flormelis smager så forskelligt.

Jeg skal ikke ud i dag. Jeg skal faktisk tilsyneladende ingenting i dag. Hele mit system er igang med at hente trøjer og tæpper frem og gøre klar til at gå i hi på sofaen med stearinlys og en bog. Mit system vinker fornøjet til mig med favnen fuld af tæpper. Et par enkelte tanker slipper ud og lander her på bloggen. Alt andet har gjort klar til dvale.

Vi ses igen til foråret.

Udgivet den

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.

Udgivet den

Morgen-Intermezzo

Jeg sidder og kigger. Sidder bare i sofaen med en kop te og kigger rundt. Kigger på stuen, på møblerne, på planterne. Planterne gør mig glad. De er liv. De er væsener. De har deres egen personlighed og deres egen energi. Jeg tænker tit på, hvordan det er at være en plante – eller et træ. Det er en helt anden måde at være i verden på. Det virker så meget mere simpelt at være plante. Bare strække sine rødder efter vandet og sine blade efter lyset.

Jeg kigger på lyset. Solen kaster gyldent morgenlys ind i stuen. Det rammer i tilfældige pletter sofaen, stuebordet, gulvet og et hjørne af væggen. Jeg elsker at sidde og kigge på lyset. Og skyggerne. Det gør mig glad. En solstråle har åbnet en bred lys-motorveje tværs gennem stuen. Støvkorn bevæger sig roligt hen ad vejen. Drejer behersket rundt og glimter kort. Det ser så fredfyldt ud. Men når de når hen over stearinlysene på sofabordet, så får de pludselig fart på. Usynlige, varme luftvinde hvirvler dem i hastig rotation opad. De forsvinder forvildet ud af solstrålens bane – og dermed ud af min mulighed for at se dem. Måske ophører de med at eksistere? Måske forsvinder de ind i en usynlig verden, som er lige her omkring os. Umærkeligt.

Jeg tænker på dengang, jeg var barn. Når jeg vågnede en solmættet søndag, hvor solstrålerne sprængte ind ad mit vindue og badede alt i strålende, varmt lys. Jeg kan huske, at jeg kiggede på de tykke strålers svævende støv og fór ud af mit værelse, for jeg kunne pludselig nærmest ikke trække vejret. Jeg kunne mærke, hvordan den luft, jeg indåndede, føltes mættet med små, bløde støvkorn, der satte sig i min næse og min hals.

Nu betragter jeg fredsommeligt de små, glimtende korn i luften. Her i stuen. Lige nu. Måske er mine luftveje blevet bredere og mere hærdede med tiden? De har jo trods alt efterhånden været udsat for en del almindelig hverdagsluftforurening. Man bliver nok bare mere hærdet. Vænner sig til ting. Bliver sværere at påvirke. Eller bliver påvirket af noget andet. Jeg nyder stille støvkornenes majestætiske dans. Den gør mig glad.

Mine øjne vandrer videre og fanges ind af drivende skyer på stuebordpladens blanke overflade. Jeg lader mine øjne trække mig med ned gennem bordpladen. Til en anden virkelighed på den anden side med en anden verdens himmel, hvor hvide skyer driver hastigt af sted på en blå himmel. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Dér er også en himmel med drivende skyer på en blå himmel. Men det er ikke den samme, som den i bordpladen. Den er anderledes. Bare en smule. En lille bitte smule, som man måske ikke opdager, hvis man ikke kigger nøje efter. Men den er der – den lille forskel. Som en lidt dybere, lidt forskudt fornemmelse.

Jeg vender tilbage til min egen himmel udenfor mit vindue. Skyerne har så mange historier med sig i dag. Men verden tænker mest på at skrue ned for tempoet og holde en pause. Skyer og mennesker fortsætter deres gøremål. Verden stopper op. Virkeligheden sitrer. Helt umærkeligt. Man ser det kun, hvis man sidder helt stille et øjeblik.

Mit stearinlys er gået ud. Min tekop er tom. Jeg skulle også i gang med at arbejde. Sofaen er ligeglad, den bliver bare, hvor den er. Verden ryster på hovedet. Skyerne sender en hurtig byge regndråber skråt ned på ruden i forbifarten. Min telefon blinker og bipper, trækker min opmærksomhed til sig. Jeg skulle også i gang med dagens gøremål.

Udgivet den

Puppemetamorfose

Jeg pakker mig langsomt ind i mig selv. Jeg mærker mine bevægelser blive langsomme, træge, kraftesløse, stivnende. Min ydre skal bliver hård, stivner, visner. Jeg er en kålorm, en lille larve, der har boltret sig glad og sorgløs i en grøn verden af friske blade og spændende, nye tilbud. Jeg har rakt mine følehorn nysgerrigt frem, jeg har smilende fyldt min mund med saftige, spændende smage. Jeg har smasket og snoet mig. Jeg har krummet mig sammen, strakt mig ud og rullet af sted. Jeg har følt min krop blive fyldt op af næring. Jeg har taget for mig af verden. Og verden har tilbudt sig til mig. Bøjet sine stængler og blade ned mod min grådige mund, så jeg kunne tage endnu en bid.

Men nu er min krop ved at blive grå og stiv. Jeg har ikke længere nogen appetit. Jeg har ikke længere en nysgerrighed på verden. Jeg kigger på den – verden. Den er der. Men den betyder ikke længere noget for mig. Begreber og ting er bare. Men deres betydning er ikke længere væsentlig, og jeg kan ikke koncentrere mig længe nok om dem til at sætte dem ind i en meningsfuld kontekst med hinanden.

Jeg er på vej videre. På vej ind i mig selv. Mit ydre stivner omkring mig, mens jeg kravler længere og længere indad. Jeg trækker mig selv sammen om mig som en vinterfrakke. Skærmer mig af for alle indtryk og påvirkninger udefra. Jeg er ikke på en rejse indad i mit eget dybe, stjernebestrøede mørke. Jeg er bare.

Jeg er ved at bygge en puppe ud af marts måned. En puppe af tid og væren. En puppe hvorfra jeg bare kan være til. Og i min stilstand vil jeg lade alting falde på plads. Integration. Transformation. Stykker vil falde fra, stykker er blevet føjet til, stykker vil bytte plads. Jeg ved ikke engang, om jeg vil observere det. Jeg risikere bare, at jeg får lyst til at begynde at analysere det, og påvirke det, gøre det anderledes, gøre det bedre, gøre det om. Jeg tror egentlig, jeg bare vil være. Ren væren. Tilstedeværelse i afventen.

Husker vi egentlig nogensinde at gøre det? Bare være til stede. Integrere. Vokse af os selv uden at blande os? Handler det ikke altid om udvikling? Om at komme videre? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg har gjort det i mere end bare en enkelt dag, når kroppen eller Universet engang imellem har overrumplet mig en lørdag og aflyst alle mine planer, og bare sat “lave ingenting” på skemaet.

Men jeg har øvet mig og varmet op den seneste tid. For jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, jeg vil få lyst til at springe ud af min puppe, før jeg er klar. Verden bugner i øjeblikket med fristelser. Det vælter frem med tilbud om uddannelser, forløb, retreats, nye spændende ting at dykke ned i. Men jeg øver mig hver dag på at stå imod. På at gå glip. På at give slip. For jeg skal nok nå det. Alle de tilbud kommer igen. Og igen.

Sidste år handlede om at springe på karrusellen og få en masse ture i det farvestrålende, blinkende, lysende tivoli. Men i år. I år handler det om at konsolidere fundamentet. Sidste år lærte vi, at alt er muligt. I år handler det om, at bygge det op fra grunden. Bygge det op fra noget solidt til noget blivende.

Og inden jeg for alvor går i gang med det – at bygge noget solidt og blivende op – har jeg altså brug for en pause. Brug for integration. For transformation. Jeg har brug for at afklæde mig alle de gamle lag, som jeg nu ikke længere har brug for. Jeg har brug for plads til at folde mine sommerfuglevinger ud, så de kan skinne og stråle og smælde i vinden. Jeg har brug for lethed i min krop, så jeg kan sætte af og lette. Og jeg har brug for at fintune mine følehorn, så de kan opfange Universets vibrationer.

Nu har jeg sovet hele weekenden. Mit måneblod har påbegyndt udrensningen. Jeg føler mig allerede lettere. Jeg er klar til at hvile i min puppe. Lade verden et øjeblik klare sig selv. Lade den gamle ham visne og dø. Og så vende tilbage igen. Til en ny, spændende og endnu smukkere tur rundt i hjulet.

Udgivet den

Tanken med Den Halve Time

Jeg spørger tit mig selv for tiden, om det ikke snart er på tide med et nyt blog-indlæg. Nye tanker skrevet ned og sendt ud i cyberspace. Men jeg bliver ved med at slå det hen; “Ikke lige nu. Jeg har ikke roen. Mine tanker vælter bare rundt i en stor pærevælling. De er ikke til at få styr på. Der er ingen hoveder eller haler at gribe fat i. Hvad skal jeg skrive om? Hvor skal jeg begynde?“

Men så slog det mig – det er jo netop dét, der er tanken med Den Halve Time. Sæt dig ned, max en halv time, og så bare tøm hovedet for tanker. Klik ventilen op, lad den værste damp fare ud, inden du letter på låget og bukker hovedet let fremover, så tankerne strømmer frit ned på papiret. Bare lad dem komme. Bare lad pærevællingen løbe ud. Du behøver ikke at gribe efter den eller prøve at forme den til noget. Bare lad dens form være en udflydende strøm af tilfældighed. Bare lad vildfarne tanker flagre op ad den åbne kranieskal som sorte, skræppende krager. Lad være med at forsøge at fange dem. Bare observér, hvordan de flyver forvildede og oprørte rundt, indtil de finder et åbent vindue og forsvinde mod den grå himmel med lange, længselsfulde skrig.

Jeg kan allerede mærke det. Som strømmen af pærevælling begynder at tage af, bliver mit hoved meget lettere. Det vipper lidt usikkert frem og tilbage på halsstilken, som nu virker lidt for lang og lidt for tynd. Mit hoved er nu en stor, tom valmuekapsel, der vugger let i den blide brise under den skyplettede, blå septemberhimmel på den vidstrakte valmuemark. Når vinden tager fat i mine kinder, kan jeg mærke og høre et par tørre frø rasle rundt inde i bunden af mit hoved. Men de fleste frø er allerede faldet ud, fløjet videre, ud mod havet. Der breder sig en stille ro. Fra hovedet glider den ned gennem kroppen. Det er lige præcis dét, jeg har manglet de sidste par uger.

Det er sjovt egentlig, som der hænger en umiskendelig efterårsstemning over dagen i dag. I går var fuld af forårsstemning. Lyset afslørede at alt var nyt og klar til begyndelse. I dag har Verden atter trukket sig ind i sig selv. Alt er gammelt og tynget af visdom og erfaringer. Alting vil bare gerne sætte tempoet ned, til det til sidst går i stå. Det kan ikke engang være min indre cyklus, der farver min verdensopfattelse, for den indre kalender siger sommer. Vi må nok bare berede os på, at intet er, som det burde være. Alting er i oprør mod det etablerede. Alting gør bare lige præcis, som det passer det.

Jeg kigger lidt på tanken om at skrive indlæg med temaer. Indlæg med en rød tråd, med et budskab og med hoved og hale. Tanken ligger dér på bordet som en grå klat. Den er begyndt at størkne i kanterne. Jeg kan godt se, hvor den kommer fra. Den har kigget rundt i verden og set, at sådan gør andre bloggere og Instagrammere. De skriver lange indlæg med store temaer og vigtige budskaber. “Det må være sådan, man gør. Det vil jeg også,” hvisker tanken. Jeg sender en kærlig tanke ned for at skrabe den op fra bordet.

“Men jeg er jo ikke alle andre. Og jeg vil nok heller ikke være alle andre. Jeg vil bare være mig,” indser jeg. Den grå tanke på bordet peger med en afkræftet finger op på min ene skulder. En lille djævel stikker sin lange, spidse næse ind i mit øre. “Men hvad nu hvis du er alt for sær? Hvad hvis der ikke er nogen, der forstår dig? Se, de andre har succes med deres formel. Du vil også gerne have succes, ik’? Kopiér deres formel. Alle gør det. Bruger formlen, som folk kender og forstår. Og alle har succes. Ingen forstår det, du gør.” Ordene triller ned i mit hjerte, der giver et forskrækket hop.

Men i dag er en dårlig dag for smådjævle og forræderiske, selvdestruktive tanker. Den grå efterårsstemning har et lag af gyldent lys over sig. Luften er tyk af gudinde-energi. Kali, som så insisterende sprang ud af kortbunken i går aftes, ligger på bordet ved siden af mig. Hendes gennemborende, intense øjne låser sig fast i mine, da hun springer op og uden tøven svinger sit sværd i en bue, der kløver djævelen i to stykker. I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

Udgivet den

Samtale om kærlighed og dans

Jeg ved ikke med jer. Men jeg er på vej mod stjernerne. Kom med!

Hvad? Hvem? Hvordan? Hvad tror du egentlig, du har gang i?

Jeg ved det ikke. Og det er faktisk heller ikke vigtigt. Det, som er vigtigt, det er lige nu. Det, som er vigtigt, er den følelse, der er indeni, lige nu. Kom med. Mærk den. Hvis du ikke kan mærke den, så får du lidt af min. Jeg har så meget af den indeni mig lige nu, at det flyder over. Kom med. Mærk. Kan du mærke den varme, gyldne strøm, der fylder din krop med bølgende glæde og orange kys?

Men hvad er det?

Det er ren lykke og kærlighed. Tag bare noget mere, der er rigeligt. Der er nok. Der er uendeligt meget af det. Og det er til alle.

Men hvad skal vi bruge al den kærlighed til? Sådan noget tåbeligt pjat. Det kan vi jo ikke betale regninger med eller købe mad for.

Kom. Kom tag min hånd og dans. Dans med dine venner hen over græsset på en solskinsdag og grin mod solen. Dans gennem gaderne i aftensolens lange stråler og smil til folk på din vej og dig selv i butiksrudernes spejl. Dans med dig selv til dit ynglingsnummer på repeat en mørk vinteraften i din stue. Dans en pirouette, mens du står i kø ved kaffeautomaten på arbejdet. Dans. Dans, min ven. Og mærk det.

Men. Hvad hvis jeg ikke kan finde den? Hvad hvis jeg ikke kan høre musikken eller følge trinene?

Det kan du altid. Den bor i dit hjerte. Den synger til dig hver dag. Den holder dig i hånden, når det er svært, og når det er let. Den husker dine nøgler eller spiller dig et puds, så du tilfældigt støder ind i din soulmate. Kom ven. Et øjeblik. Læg dine hænder mod dit hjerte og luk øjnene. Træk vejret ind til den og lad den fylde dig med sin sang.

….

Aahh. Træk vejret. Kan du mærke den? Lad den lyse og fylde dig. Og giv den så videre. Del ud af din kærlighed. Lad den skyde knopper af smil og folde blomster af latter ud. Lad den bære frugter af gode gerninger. Og se, se hvordan du får andres kærlighed til at gro og folde sig ud.

Men hvad vil andre tænke om mig, hvis jeg sådan går rundt og smiler fjollet og danser?

Måske vil de tænke, at du er en værre hippie. Men så er jeg i hvert fald en lykkelig hippie. Fuld af kærlighed. Og jeg er ikke bange for at lyse og dele ud. Så kom. Kom og dans med mig. Vi er på vej mod stjernerne.

Udgivet den

Hvad der sker indeni mig lige nu

Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg vil skrive. Eller hvilken vej, det her indlæg skal gå. Hvilket tema, det skal udspringe fra. Alting tumler bare rundt indeni mig. Som en karrusel eller rutsjebane. Jeg tror faktisk, jeg har et helt tivoli indeni mig. Der er boblende idéer, små, glade indsigter, jublende energier, pludselige indskydelser og meget andet, der danser rundt blandt de drejende, svingende, gyngende forlystelser, de kulørte, blinkende lamper, latter, musik og duften af varm sukker og aftensolskin. Ja, sådan er det indeni mig lige nu.

Og jeg elsker mit indvendige tivoli. Også når rutsjebanen pludselig tager et drop nedad, så det hviner i maven, og tårerne presses ud af øjnene. Eller når jeg pludselig befinder mig tænderhakkende i fuldstændigt mørke med sukkende, slæbende, spindelvævstynde gespenster i spøgelseshuset.

Jeg har virkelig lyst til at trække mit tivoli ud og stille det op i verden. Lige her midt i det hele. Bygge små pandekageboder og invitere hele verden forbi. “Kom til mit tivoli og få pandekager og latter og kærlighed. Og værsgo’. Ta’ endelig lidt latter og kærlighedsfølelse med hjem. Der er nok til alle. Men pandekagen skal du spise, mens den er varm. Kom. Kom endelig forbi. Alle er velkomne.“

Men jeg ved bare ikke, hvordan man bygger et tivoli. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skal begynde. Når jeg så står her med en hammer og et par brædder, så virker det alt for uoverskueligt og svært. Jeg prøver at kigge indad og gribe fat i noget, men der er ikke noget, der vil lade sig håndgribeliggøre. Det suser ud mellem fingrene på mig og drøner videre rundt i mit hoved. En lille stemme fortæller mig, at det nok alligevel aldrig kommer til at virke eller blive til noget, så hvorfor overhovedet spilde tid og kræfter. Jeg kan godt se, hvad den mener.

Jeg sætter mig på gulvet og kigger ud af vinduet. Himlen er mild og lys i dag. Skyerne tumler forbi – både grå og hvide og helt tynde af slagsen. Indeni mig hvirvler tanker og idéer og impulser og drømme rundt i et drejende, blinkende inferno. En fugl flyver forbi højt oppe på et stykke blå himmel. “Det er ikke fordi, det er umuligt,” råber en tanke fra radiobilerne, “du skal bare ikke gøre det alene. Find nogle du kan bygge et tivoli sammen med. Find nogle, der ved hvordan man bygger et tivoli. Og lær at lave verdens bedste pandekager.”

Selvfølgelig. Det har aldrig været meningen, at nogen skulle bygge et helt tivoli selv. Måske finder jeg nogle, der også kan lide pandekager og latter og kærlighed. Og så bygger vi et tivoli. Sammen.

Udgivet den

Et minde og en sang om Månen

Så sidder jeg her i bilen i den kolde, mørke morgen. Jeg kigger ud fra min lille boble på alt det, jeg kører forbi. Eller som kører forbi mig. Gad vide, hvem af os, der egentlig bevæger sig? Eller om der overhovedet er nogen af os, der bevæger sig. Var vi ikke også her igår? Og i forgårs? Og dagen før? Gad vide, hvor de skal hen, de frysende mennesker på cyklerne? Gad vide, om de selv ved det? Mon de når frem?

Lys. Røde og grønne, der skifter. Billygter i gult og rødt glider lydløst hen ad den asfaltsorte flod. Små, drivende, søvnige bobler. Det regner på forruden. Lydløst. Flere og flere små, skinnende diamanter lægger sig på ruden. Jeg visker dem ikke væk. De er så smukke. Lyskaleidoskop. Til sidst kan jeg næsten ikke se morgenverdenen udenfor. Vinduesviskeren fejer hen over forruden. Lydløst. Et par enkelte nye diamantdråber dukker forsigtigt op igen, da den er fejet tilbage.

Rødt lys. Venter. Tænker på min dyne. Hvorfor er jeg overhovedet stået op? Min næse er stoppet, og min hals er irriteret. Skyer af snot er begyndt at stige op og overskye min hjerne. Det føles egentlig meget rart. Som at blive bedøvet. Som at opleve verden igennem en slowmotion af vat. Mine øjne vender vrangen ud på sig selv, og ting ser på en gang velkendte og underligt fremmede ud. Som om de har stået der så længe og bare været, hvad de er, at meningen er gået tabt. Hvad er du nu, lygtepæl?

Trafikken glider. Lydløst. Det er for tidligt og for mørkt og for koldt til at nogen gider være aggressive. De skutter sig bare i deres små, ensomme bilbobler med blanke, søvnige øjne. Jeg mindes tidlige morgener, da jeg var barn. På vej til børnehave. På bagsædet af bilen, hvor jeg lå og kiggede op og ud på de forbipasserende vinduer og hustage, der lænede sig ud over vejen for at kigge ned på mig. Nogle morgener fulgte Månen os på vej. Den fulgte os hele vejen hjemmefra og ind gennem byen til dér, hvor vejen slog en bue udad igen. Her vinkede jeg altid farvel til Månen, mens min mor hørte Anne Linnet på bånd:

“Stjerne og Sol og Måne – Dem får vi lov at låne.
Time og Dag og Uge – Dem får vi lov at bruge.”

Så sang jeg med. For mig var teksten fuld af håb. Håb om muligheder. Håb om et uendeligt Univers. Håb om uendelig tid. Håb om at få lov. Drømme om dansende stjerne og sole, måner og timer, dage og uger. Det er mange år siden, jeg har hørt den sang.

Da jeg stiger ud af bilen, er det begyndt at regne. Jeg fryser, og vinden skubber til min paraply. Hvor har jeg egentlig lagt de stjerner og sole og måner, som jeg lånte af Anne Linnet dengang? Jeg må lige huske at lede efter dem, når jeg kommer hjem.

Udgivet den

Fin og let, grå mandagsenergi

Der er sådan en fin energi i dag. Ved første øjekast ser det hele godt nok lidt gråt og klamt og trist ud. Men hvis du står stille et øjeblik, hvis du lukker øjnene og lytter med hjertet, så kan du høre Dagens klingende og lyse latter, mens eftermiddagstrafikken glider lidt mere gnidningsfrit, og dine skuldre og fødder virker bare en anelse lettere i vinterfrakken og vinterstøvlerne.

Jeg tog ud i skoven i dag. Ud i den grå, tågeudviskede, sovende vinterskov. Men den sov slet ikke. Den hviskede til min sjæl med tusinde klingende dråbers klokkespil og med tusinde småfuglestemmers sang og sludren. Træerne sagde dog ingenting. De stod sorte og blanke. Men de fulgte med i hvert et skridt, jeg tog. Jeg hilste, når jeg gik forbi dem. Søens vand var en stor, blank, grå flade, der gled lydløst op og smeltede sammen med himlens grå. Her på denne blanke flade kunne jeg skrive en helt ny historie. Men alt det gamle ligger stadig under overfladen.

Jeg gik langs vandet og tænkte på frygt. Frygt for monstre under sengen og hajer i svømmehallen. Frygt for at blive til grin, for at blive afsløret, for at stå frem og for ikke at være god nok. Jeg spekulerede over sammenhængen mellem vores følelser og vores drive i livet og til livet. Jeg undrede mig over, hvorfor fornuften øjensynligt er så dårlig til at samarbejde med følelserne. Og jeg blev enig med mig selv om, at dyr – ihvertfald pattedyr – bestemt også må have følelser.

En lille grøn plet midt i alt det vinterfarvede trak mig væk fra stien. Jeg endte for fødderne af et højt, lige egetræ, der stod i midten af en mose. Spinkle birketræer stod i en rundkreds omkring egen og rakte deres spøgelseshænder op mod dens krone. Den våde mosejord var lige her dækket af bregner. Jeg lænede mig op ad egetræets massive tryghed og forestillede mig moseofrenes sjæle rejse sig som hvide birketræer rundt om os. I tavshed ventede de på at blive trukket op af mosejorden. De grønne bregner dækkede deres øjne og kinder med fjerlette strøg.

Stien førte mig videre. Skoven var hele verden. Træer og mos, troldevæsner og hemmeligheder. Fjernt, fjernt borte kan jeg høre den evige susen fra motorvejen. Den er allestedsnærværende, og dog et spøgelse, som ikke rigtig findes i skovens verden. Den suser bare. Langt, langt borte. I en anden virkelighed.

Mine tanker er også evigt til stede. Jeg tror slet ikke, det er muligt at slukke for dem. De fortæller mig, hvad jeg oplever, diskuterer filosofi og politik, digter eventyr og fremtidsdrømme. Hvis jeg prøver at få dem til at være stille, fortæller de mig, at jeg prøver at få dem til at være stille. Mine tanker har så meget at fortælle. Jeg tænker tit, hvor smart det bliver, når vi engang kan koble vores hjerner direkte op på de sociale medier. Så behøver vi blot at tænke og “bling!”, så er det online. Det kommer nok til at kræve en del tankedisciplin.

Jeg tænker på mit arbejde, mens jeg går tilbage til bilen. Imorgen er ferien slut og jeg skal på arbejde igen. Jeg prøver på alle tænkelige snedige måder at skabe en positiv fortælling om det. Prøver at vende det på hovedet og se spændende udfordringer, muligheder og udviklingspotentialer. Men jeg kan ikke narre mig selv. Det er jeg alligevel for snu til. Jeg gider ikke på arbejde. Godt, det snart er weekend. En flok krager flyver ud over marken og forsvinder i tågen. Der er sådan en fin og magisk stemning i dag, hvis vi bare stopper op, lukker øjnene og lytter med hjertet.