Udgivet den

Vintervind & Det Gamle År

Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.

Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.

Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.

For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.

Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.

Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.

Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.

Udgivet den

Storm og Forfædres Genfærd

Det er længe siden, jeg har følt nærværet fra mine forfædre. Mærket det mørke, men trygge pust fra deres små stuer. Måske er det fordi, jeg er så rodløs for tiden. Måske strækker min sjæl sig ikke langt nok ned gennem tids-lagene til at ramme deres nerve. Måske er mit fokus bare et andet sted. Måske. Måske.

Men når jeg nu ligger her på gulvet i min stue. I mørket. Med vinden susende om hushjørnerne. Så kan jeg mærke, hvordan mine sjælsrødder søger nedad. Ned gennem gulvet. Ned gennem den tunge, våde jord. Ned gennem tidens lag. Strækker sig bagud. Griber efter mine forfædres genfærd, så de rejser sig nok engang. Rejser sig i blæsten derude. Står stærke på rækker. Spejder ind gennem vinduerne. Skriger i de pibende vinde.

Det er som om, noget har ændret sig. Det er ikke længere, de tyste skygger, som jeg plejede at besøge, der står derude. De er stadig stærke, men de er ikke stumme. De er stadig udholdende, men de er ikke passive. Deres blikke er hævede. Og deres stemmer insisterende. Jeg har vækket nogle forfædre, som skal hjælpe mig videre herfra, hvor jeg står. For hvis jeg skal videre herfra, har jeg brug for at vokse. Og for at vokse, har jeg brug for at strække mine rødder endnu længere ned. Gribe om grundfjeldet for stabilitet og styrke. Suge næring fra Kambrium.

Jeg mærker æternes storhed suse gennem mig. Et øjeblik. Historiens heroiske vingesus. Så er jeg igen bare lige her. Med blæsten, der hiver i træernes grene og kulden, der kryber hen over gulvet. De hviskende stemmer, der minder mig om mine halvt færdige historier og eventyr.

Det er egentlig sjovt. Jeg har vel egentlig aldrig haft så meget tid til at skrive som nu. Men det sidste års tid har jeg nærmest ikke skrevet. Og jeg er begyndt at føle en indre længsel. En hjemve, der gnaver hulkende i min sjæl. Men jeg tøver. Jeg sætter mig ikke med min computer og skriver. Jeg finder på undskyldninger for at lade være. Finder på andre ting at gøre.

For jeg er bange. Bange for at forfølge mine drømme. Bange for…. skuffelse. Hvad hvis jeg forsøger og fejler? Hvad hvis jeg opdager, at det slet ikke var dét? Hvad hvis jeg stiller mig frem i lyset og skuffer? Hvad hvis jeg skuffer mig selv?

Og jeg er blevet skuffet mange gange i livet. Livet er fandme ikke dét, de reklamerede så flot med i deres glittede brochurer, da jeg købte billet. Men jeg er også færdig med at lade frygten holde mig tilbage. For det er livet alligevel for fedt til. Jeg kommer med garanti til at gå rundt om mig selv og den varme grød mange gange endnu. Hvileløse dage vandrende fra vindue til vindue, mens jeg drømmer om at gøre det, som jeg ikke gør. Men tiden er min. Jeg når det i min egen tid.