Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.
Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.
Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.
Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”
Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.
