Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?
Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.
Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.
Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.
Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.
Søndag morgen lister ind stille og blidt. Langsomt vågner jeg og gør mig fri af tunge drømme og tunge dyner. En blå stribe himmel lover mildhed, men jeg ved, søndag gemmer på noget mere, noget der lurer lige under overfladen, noget fordækt, der kryber ind og fordærver weekendens afslappede stemning. Grå skyer trækker ind og opsluger den blå stribe himmel. Min søndagsblues begynder at titte frem og stikke til min stadig nattetunge krop.
Min søndagsblues. Altid dér til at frarøve mig den sidste dag i weekenden. Og weekenden er ved Gud ikke for lang i forvejen. Jeg forsøger at klamre mig til lørdagens sorgløshed – de uendelige timer og uendelige muligheder – så længe som muligt. Men mandag er uundgåeligt på vej. Toget er kørt fra perronen, og jeg kan se røgen fra lokomotivet – stadig langt væk i horisonten, som et viftende, gråt spøgelse – men hele tiden lidt tættere på. Den kryber ind under huden på mig, som en indvendig eksem. Det klør og kradser. Hele kroppen vrider sig i ubehag.
“Nej,” skriger jeg. “Nej, det kan godt være, det er mandag lige om lidt, men nu er det stadig weekend. Den skal ikke få lov til at stjæle min søndag. Den skal ikke få lov til at skære min weekend over i to, så jeg kun får glæden ved det halve af noget, der i forvejen er så kort. Den skal ikke få lov.” Og jeg holder stædigt fast i søndagen med begge hænder, lukker øjnene, bider tænderne hårdt sammen i fornægtelse og trods.
Søndag er en styrkeprøve – en viljestyrkens test. Min søndagsblues har lukket op for posen med opgaver, pligter, to do-lister, dårlig samvittighed, skulle-burde-måtte, tanker om den kommende uges møder og dræbende lange dage på arbejdet. Det hele skyller ind over mig som kolde bølger, der får mig til at søge i fosterstilling tilbage under dynen igen. Jeg forsøger, så godt jeg kan, at holde tankerne ude, benægte deres eksistens eller ligefrem slå dem ihjel. Men det kan jeg ikke. Mandagstogets dampende lokomotiv rykker tættere på.
Jeg forlader dynens hule og vandrer hvileløst rundt i lejligheden. Prøver at finde noget, der kan aflede mine tanker, noget, der kan afhjælpe min utilpashed. Jeg prøver at læse en bog, jeg scroller igennem Instagram, jeg kigger opgivende på opvasken, jeg tømmer mit tøjskab halvt med en intention om at finde roden til min irritation i et par gamle trøjer, jeg ikke har brugt i flere år. Hvis jeg smider dem ud, kan det måske give mig lidt ro.
I min opgivende rastløshedståge ender jeg til sidst på en pude på gulvet i stuen. Rolig musik kommer ud af højtaleren, så jeg sætte mig til rette, lukker øjnene og tager et par dybe indåndinger. Tanker og dårlig samvittighed raser stadig rundt, men jeg skaber et lille rum i min bevidsthed, hvor der bare er ro. Langsomt udvider rummet sig og skubber tankerne lidt til side. Prøver ikke at fjerne tankerne, men lader dem kun husere i baggrunden. Kroppen begynder at bevæge sig fra side til side. Svajer. Svømmer som en fisk op igennem luftstrømmen. Fisken bevæger sig fremad og lader samtidig alt gammelt og brugt glide bagud, slipper bekymringer og dårlig samvittighed, slipper det i strømmen og bevæger sig fremad.
Jeg lægger mig ned på gulvet og åbner øjnene. Strækker kroppen. De grå skyer uden for vinduet farer forbi, haster af sted, smider en hidsig regnbyge, lader den kolde, hvide solskive titte igennem, lukker til, konstant bevægelse. I vindueskarmen står Buddha, totalt uberørt af den dramatiske baggrund bag ham. Han smiler stille til mig. Jeg ligger helt stille. Lader skyerne være bevægelsen i verden. Presser kinden og håndfladerne mod gulvet, mod Jorden, så jeg kan mærke, at jeg stadig hænger fast her og ikke er på vej ud i kosmos.
Jeg forsøger at slutte fred med det fremadstormende mandagstog. Acceptere det. Give det plads – men først i morgen. Søndag har også en vigtig funktion at udfylde. Den holder jeg fast i. Når alt kommer til alt, så er det jo bare mandag. Én dag i en lang række. Mandag slår mig ikke ihjel. Jeg behøver ikke frygte mandag. Og langt ude under horisonten, stadig i mørke, er tirsdagstoget ved at gøre klar til at sætte hjulene igang, køre ind over tidslinjen og overtage efter mandag. Lige om lidt er det mandag. Snart er det tirsdag. Men lige nu er det stadig søndag.
