Udgivet den

Stille, indvendig fejring af absolut awesomness

I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Nogensinde i hele verden! I dag er det 1 år siden, at Tankerfradenhalvetime.dk materialiserede sig fra drømmevæverstof til fast, metallisk-skinnende cyber-lilla online-univers. Og faktisk er dette blog-indlæg nr. 50. Sikke nogle fantastiske milepæle. Sikke nogle præstationer. Så hvordan har det så været – det første år? Og hvad er de strålende planer for fremtiden?

Tja, det har jeg vel egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg er faktisk ikke så god til at fejre fødselsdage, jubilæer, succeser. De er der ligesom bare. Også uden at man tænker for meget over dem. Så jeg sidder bare i hyggetøj og dyne i sofaen med te og stearinlys. Men indeni er jeg glad og stolt. En stille, indvendig fejring. Af mig selv og mine kreationer. På den måde er jeg måske alligevel meget god til fejringer. De små, stille fejringer, når jeg sidder en langsom eftermiddagstime og scroller ned igennem mine egne blogindlæg eller mine egne billeder på Instagram. Jeg læser tidligere ord, genoplever tidligere stemninger. Og min sjæl fyldes op af hverdagseventyr og øjebliksmagi. “Har jeg virkelig skrevet det? Ej, hvor finurligt. Det billede er totalt skarpt og professionelt. Hvor snedigt fanget.”

Så min sjæl jubler, og jeg synes faktisk – hånden på hjertet – at jeg har den flotteste, mest fantastiske og eventyrlige blog og Instagram-profil. Jeg elsker selv mit univers. Og på den måde er det jo perfekt. På den måde har det opfyldt sit formål. At skabe glæde og magi for mig. Men – hånden på hjertet – jeg elsker også, når andre finder ind i mit univers og lader sig forbløffe, forundre, forføre eller blot inspirere. En kort stund. Et hvil i den cyber-lilla tusmørkestemning før de vandrende pilgrimme igen drager videre på hver deres egen personlige eventyr.

“Jeg laver en blog for min egen skyld. Med lige præcis det indhold, der kommer ud af mine tanker og min navle. Ingen regler, blot ren lyst.”

Sådan skrev jeg i mit allerførste blogindlæg for et år siden. Og det vil også blive rettesnoren for det næste år. Mine tanker, mine drømme – ingen regler, blot ren lyst. Og nogle gange synes jeg, mine tanker køre i ring, og at det er det samme, der kommer ned på papiret og ud gennem skærmen. Igen og igen. Samme tema. Samme stemning. Nye skyer. Men andre gange mærker jeg, at jeg har rykket mig til en ny dimension. Og jeg mærker, at jeg træder tydeligere og tydeligere frem. Smider mine filtrer og hæmninger, masker og reb. Tør mere. Åbner mere op. Hvirvler i berusende glædesdans rundt i efterårstågens spøgelsesgardiner, der kun halvt skjuler min vilde natur og sjæl, min nøgne krop og sandhed.

Mine tanker og drømme. Mine idéer og fantasier. Måske bare mine observationer på min vej gennem livet. Og bliver det i grunden ikke mærkeligere og mærkeligere, jo længere man bevæger sig frem? Det er blevet mørkt udenfor. Lige pludselig er det begyndt at blive mørkt igen. Alt for hurtigt. Alt for pludseligt. Mens vi stod og ventede på at sommeren skulle komme, fløj den lige forbi os. Jeg ved ikke, hvad der skal ske det næste år. Eller de næste 50 indlæg. Måske bliver det lutter gentagelser. Måske bliver det nye, tøvende, prøvende skridt på usikker og ukendt, gyngende grund. Men det bliver med en stille, indre glæde over de hverdagseventyr og den øjebliksmagi, jeg skaber. Lige her. I øjeblikket. I sofaens bløde aftenmørke.

Foto: Neell Foto
Udgivet den

En almindelig hverdag mellem 8-16

Så jeg gik. Ud af døren. Ud i solskinnet, der har fået en bidende skarphed over sig. Efteråret er på vej. Sommeren er bag os nu. Allerede. Nåede den overhovedet rigtigt at være her? Men vi er videre. Alle vender deres ansigter og opmærksomhed mod efteråret. Gør klar. Planlægger. Forventer. Hvad har efteråret med til os? Hvad skal vi nå?

Hvor er der mange mennesker i byens billede midt på sådan en helt almindelig hverdag. I bil, på cykel, gående, i vinduet, på bænken, på tennisbanen. Nogle hastigt på vej til et bestemt mål, andre uden hastværk eller formål. Hvorfor er alle de mennesker ikke på arbejde? Hvorfor sidder de ikke spærret inde i et glaskastel omgivet af flimrende computerskærme? Og jeg dømmer dem ikke, for jeg kender ikke deres historie og deres baggrund. Måske er de arbejdsløse, måske har de natarbejde, måske er de selvstændige og har netop i dag givet sig selv årets eneste fridag. Men jeg mærker en længsel efter selv at være til stede i livet, midt i byen, på en helt almindelig hverdag. Mærke og opleve at livet sker. Bare suge til mig og lade det gennemvæde mig. Alt er i bevægelse. Alt fortsætter ufortrødent. Også mellem 8-16.

Men nu er jeg her. Går igennem det. Mærker pulsen. Ser menneskene. Oplever livshistorier flygtigt krydse forbi min egen, væve sig ind i andres, for så et øjeblik efter at fortabe sig over husenes tage sammen med en flok duer og et hurtigt lysglimt fra et vindue, der blev åbnet og fangede solens stråler. Lyden af travl trafik. Lige ved siden af, men samtidigt monotont drømmeagtigt. Baggrundssusen. En evig strøm, der fragter mennesker frem og tilbage. Altid på vej.

Jeg finder et åndehul af grønt. Træerne vinker venligt og imødekommende til mig. Barkede smil. En skole bruger området til idræt. Børnene bliver sendt løbende i hold ned ad bakken. De tager det meget seriøst. For det er dét, deres liv handler om. At løbe i fuld fart ned af bakker i det grønne græs. Mærke vinden, mærke energien, mærke livet og suset og glæden. Hvornår holdt det op med at være så simpelt? Hvornår mistede vi meningen med livet af syne? Har jeg glemt noget på vejen?

Jeg går op til Bellahøj svømmehal. Skyerne heroppe er altid så vanvittige, vilde og vidunderlige. Ellers også drages jeg bare mod højen, når skyerne er vanvittige, vilde og vidunderlige. For at komme tættere på himlen og dens fluffede, hvide, drivende eventyr-øer. Jeg lægger mig på ryggen på de store trappetrin. Kigger op i himlen. Spejder mod de fjerne sky-kyster. Ligesom da jeg var barn lader jeg øjnene glide langs kanten, for jeg er sikker på, der ligger nogen deroppe et sted og kigger ud over kanten, spejder ned mod den svævende Jord-ø. For en sikkerheds skyld vinker jeg. Tænk, hvis de nu så mig og sendte en luftballon ned efter mig, så jeg kunne besøge dem i deres sky-slot.

Jeg sætter mig op igen. Trafikstrømmen flyder stadig støt forbi. Mennesker, biler, dage, liv. En evig strøm uden den store eftertanke. Jeg begynder at gå hjemad. Jeg mærker efter for hvert skridt. Mærker min krop. Mærker mit system. Mærker efter. Mærker ind. Måske tænker jeg for meget? Måske tænker jeg for meget uden svar? Den næste tid vil jeg forsøge ikke at tænke så meget. Den næste tid vil jeg bare føle. Mærke. Lytte til kroppen og dens subtile sprog. Være til stede lige nu.
Jeg afslutter stille fortiden, så jeg kan begynde at vende mig mod fremtiden.

Udgivet den

Min rejse

Jeg oplever og prøver mange nye ting på denne rejse, som jeg har begivet mig ud på. Denne rejse, hvor jeg ikke kender retning eller mål, ja, jeg kan ikke engang se det næste skridt klart. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, eller hvor jeg egentlig er på vej hen. Men jeg ved, at det har en stærk følelse af “hjem”. Og når jeg finder det, så finder jeg også mig selv og hemmeligheden om meningen med livet.

Så det er lidt af et eventyr, jeg har begivet mig ud på. Og de dage, hvor jeg står en stille morgen – før Verden rigtig vågner – og kigger ud over et diset landskab af bløde, grønne bakker og små, tætte skove, den svagt blå himmel og Solens første dansende, gyldne stråler, som kilder græsstråene og den snoede vej for mine fødder – de dage jubler og synger og ler mit hjerte i mit bryst, så det føles som om, det skal sprænges i et regnbuefarvet glædesfyrværkeri.

Der er også dage, hvor jeg har vandret gennem mørkt, koldt mudder. Intet lys. Ingen glæde. Ingen fornøjelse. Bare vandre fremad, et skridt ad gangen, med bøjet hoved og værkende skuldre. Fremad, fremad. For der må være en ende. Lys på den anden side. Det må stoppe på et tidspunkt, og så er jeg kommet igennem dét. Har overvundet det, besejret det, er kommet ud på den anden side.

Eller de dage, hvor jeg skubber den store sten op ad bjerget. For jeg vil så gerne have den strålende udsigt på toppen. Jeg har hørt andre tale om den, og jeg vil så gerne selv opleve den. Så jeg skubber den store, tunge sten op. Aser og maser. For jeg kan ikke se nogen anden vej til toppen. Andre overhaler mig. Nogle er leende på vej ned ad bjerget igen. På vej mod nye, smukke tinder. Og jeg aser og maser. Ingen hjælper mig. Ingen tilbyder mig hvile eller et godt råd eller en anden vej. Og da skyggerne begynder at blive lange, kan jeg se, at jeg ikke engang er nået halvvejs op af bjerget. Så jeg sætter mig og græder. Opgivelse, afmagt, træthed. Men jeg holder stadig fast på stenen. For nu er jeg jo trods alt kommet et stykke op, så nu må jeg jo fortsætte. Jeg kan ikke se nogen anden vej.

Og så er der dage, hvor jeg mærker, at noget pludselig er skiftet. Faldet på plads. Har byttet plads. Eller helt er forsvundet. Indeni mig. Og jeg kigger på den sti, jeg er på vej hen af. Og jeg kigger på den sten, jeg så møjsommeligt har skubbet halvvejs op ad bjerget. Og jeg trækker på skuldrene. Mærker spændingerne løsne sig. Og jeg giver slip. Forlader den gamle sti. Lader stenen være. For en ny sti har pludselig åbnet sig foran mig. Dér – ude til højre i det høje græs, kan jeg pludselig se et lille spor åbne sig. Buskene trækker forsigtigt deres grene til side, holder øje med, at ingen andre opdager deres hemmelighed. En hvid sommerfugl vinker mig nærmere og viser vejen ind i vildnisset. Jeg mærker spændingen. Jeg mærker eventyrlysten. Jeg mærker mit hjerte vågne og slå et par hurtige, jublende slag.

Jeg standser kort, ser mig tilbage. Buskene har igen lukket indgangen bag mig. Jeg bevæger mig ind i vildnisset, ukendt land, nye steder. Den hvide sommerfugl flakser utålmodigt af mig. “Det her er din vej.” Her er grønt og stille. Men de hvide skyer driver af sted over mig. Jeg tager en dyb indånding, min krop fyldes af liv og ny energi. Jeg begynder at gå. Følger de hvide skyer.

Udgivet den

Entropi af et fornuftigt menneske

Jeg tror ikke, det er det her, buddhisterne mener, når de snakker om, at man skal glemme sin krop og flyde ud og svæve sammen med alting.

Jeg ligger bare her på yogamåtten og kigger op. Kigger ud af vinduet. Der er små, drivende, hvide skyer. Jeg havde den bedste og meget fornuftige intention om at lave morgenyoga. Jeg har tit gode og fornuftige intentioner. Om at lave motion, spise sundt, droppe sukker, gå tidligt i seng, stå tidligt op, gøre rent, rydde op, være en god og arbejdsom medarbejder, være smilende og social og invitere alle på hjemmelavede måltider.

Og så ender jeg med at ligge her. På yogamåtten. På gulvet. I stuen. Alle mine gode intentioner damper ligeså stille og roligt ud gennem vinduet. Jeg får en indskydelse til at række en arm op efter dem. Prøve at standse dem. Samle dem ind som små, forvildede får. Tilbage i burde-skulle-fornuftigheds-folden. Men armen ligger bare slapt på gulvet. Ikke engang den simple intention kunne jeg føre ud i livet. Den hopper som et lille, sort lam brægende efter de andre puffede intentionsfår. Ud af vinduet. Måske bliver de til små, hvide skyer, der driver hen forbi en andens vindue. Måske er det en andens tabte intentioner, der svæver hen over hovedet på mig netop nu.

Den dårlige samvittighed er ankommet. Med sine lange, spidse ører og sin lange, spidse næse, de tynde arme, tynde ben og den lille, tykke krop, sidder den klar til at dunke mig oveni hovedet.

Jeg kigger på den et øjeblik. “Jeg tror ikke, du får så meget ud af,” siger jeg til den, “jeg kan nemlig ikke mærke min krop. Jeg er nok i en slags numbness-zen. Gad vide, om det er det, buddhisterne taler om, når de siger, man skal glemme sin krop og svæve sammen med verden?“

Den dårlige samvittighed kigger spørgende på mig. Så rynker den på næsen og vrænger: “det er helt sikkert ikke dét, de mener. De taler om noget, man har arbejdet hårdt og dedikeret for at opnå. Noget, hvor man har trænet og fejlet utallige gange. Noget, hvor man har bragt ofre. Noget, hvor man har følt afsavn og smerte. Ikke bare noget, hvor man har givet op og er smeltet slapt ud over gulvet.”

Jeg ligger et øjeblik uden at sige noget. Tænker på at rejse mig op, men der er ingen kraft i min krop. Jeg har også glemt, hvordan jeg gør. Kropsaktiveringscenteret er blevet nedlagt. Lukket på ubestemt tid. Ligesom resten af verden. Hvordan kan man overhovedet forvente, at kroppen bare skal køre videre som normalt, når halvdelen af medarbejderne er sendt hjem og centrene står tomme tilbage?

Jeg nikker til den dårlige samvittighed, “jeg kan godt se, hvad du mener. Der er ikke noget, der er ment til at skulle være nemt. Alting kræver noget. Hårdt arbejde. Dedikation. Øvelse. Passion. – Bevægelse.”

Min krop er et fremmedlegeme på en yogamåtte. Jeg har ingen forbindelse til den, ingen kontakt. Jeg kender den ikke. Og den vil ikke kendes ved mig. Den har gang i sin egen proces. Den skal ikke opnå noget. Den skal ikke være et bedre, sundere, dygtigere, mere succesfuldt menneske. Den skal bare være et sandslot, midt på stuegulvet, der langsomt falder sammen. Smuldrer, eroderer, til uformelighed. Èt sandkorn ad gangen.

“Jeg tror, du skal prøve med den store Generelt-Udueligt-Menneske-Hammer i dag“, siger jeg til den dårlige samvittighed. Den roder sin sæk igennem og trækker hammeren frem.

Udgivet den

Eftermiddag ud af vinduet

Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.

Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?

Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.

Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.

Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.

De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.

Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.

Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.

Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.

Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?