Udgivet den

Jeg savner virkelig at skrive – Men jeg skriver ikke

Jeg savner virkelig at skrive.
Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe.
Men jeg savner virkelig at skrive.

Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud.
Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.

Jeg trasker rastløst rundt i huset.
Jeg trasker rastløst rundt i skovene.
Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget.
Men jeg skriver ikke.

Hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive?
Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord.
Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.

Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne.
Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm.
Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed.
Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.

Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket.
Men jeg fortsætter.
Og jeg fortsætter.
Et. Skridt. Ad. Gangen.
Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå?
Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen.
Hvor skal det ikke ende!

Udgivet den

Storm og Forfædres Genfærd

Det er længe siden, jeg har følt nærværet fra mine forfædre. Mærket det mørke, men trygge pust fra deres små stuer. Måske er det fordi, jeg er så rodløs for tiden. Måske strækker min sjæl sig ikke langt nok ned gennem tids-lagene til at ramme deres nerve. Måske er mit fokus bare et andet sted. Måske. Måske.

Men når jeg nu ligger her på gulvet i min stue. I mørket. Med vinden susende om hushjørnerne. Så kan jeg mærke, hvordan mine sjælsrødder søger nedad. Ned gennem gulvet. Ned gennem den tunge, våde jord. Ned gennem tidens lag. Strækker sig bagud. Griber efter mine forfædres genfærd, så de rejser sig nok engang. Rejser sig i blæsten derude. Står stærke på rækker. Spejder ind gennem vinduerne. Skriger i de pibende vinde.

Det er som om, noget har ændret sig. Det er ikke længere, de tyste skygger, som jeg plejede at besøge, der står derude. De er stadig stærke, men de er ikke stumme. De er stadig udholdende, men de er ikke passive. Deres blikke er hævede. Og deres stemmer insisterende. Jeg har vækket nogle forfædre, som skal hjælpe mig videre herfra, hvor jeg står. For hvis jeg skal videre herfra, har jeg brug for at vokse. Og for at vokse, har jeg brug for at strække mine rødder endnu længere ned. Gribe om grundfjeldet for stabilitet og styrke. Suge næring fra Kambrium.

Jeg mærker æternes storhed suse gennem mig. Et øjeblik. Historiens heroiske vingesus. Så er jeg igen bare lige her. Med blæsten, der hiver i træernes grene og kulden, der kryber hen over gulvet. De hviskende stemmer, der minder mig om mine halvt færdige historier og eventyr.

Det er egentlig sjovt. Jeg har vel egentlig aldrig haft så meget tid til at skrive som nu. Men det sidste års tid har jeg nærmest ikke skrevet. Og jeg er begyndt at føle en indre længsel. En hjemve, der gnaver hulkende i min sjæl. Men jeg tøver. Jeg sætter mig ikke med min computer og skriver. Jeg finder på undskyldninger for at lade være. Finder på andre ting at gøre.

For jeg er bange. Bange for at forfølge mine drømme. Bange for…. skuffelse. Hvad hvis jeg forsøger og fejler? Hvad hvis jeg opdager, at det slet ikke var dét? Hvad hvis jeg stiller mig frem i lyset og skuffer? Hvad hvis jeg skuffer mig selv?

Og jeg er blevet skuffet mange gange i livet. Livet er fandme ikke dét, de reklamerede så flot med i deres glittede brochurer, da jeg købte billet. Men jeg er også færdig med at lade frygten holde mig tilbage. For det er livet alligevel for fedt til. Jeg kommer med garanti til at gå rundt om mig selv og den varme grød mange gange endnu. Hvileløse dage vandrende fra vindue til vindue, mens jeg drømmer om at gøre det, som jeg ikke gør. Men tiden er min. Jeg når det i min egen tid.

Udgivet den

Lidt om ingenting

I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.

Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”

Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.

Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.

Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“

Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.