Udgivet den

Hvis Bare Jeg Var Et Træ

Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år.
Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.

Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare.
Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.

Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.

Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.

Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.

At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.

Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.

Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.

Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.

Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.

Udgivet den

Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.

Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.

Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?

Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?

Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?

Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.

Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?

Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.

Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.

Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.