Jeg har lige tilbragt fire dage på Samsø. Fire dage på breathwork retreat sammen med 16 andre kvinder. Jeg kunne skrive så meget. Der er så meget at fortælle. Det var fire vanvittigt intense dage. Men på den anden side kan det nok egentlig ikke rigtig forklares. Ikke med ord.
Breathwork er aktivt og fokuseret arbejde med åndedrættet. Vi trækker selvfølgelig allesammen vejret hele tiden, så egentlig laver vi altid en eller anden form for breathwork. Selv om det selvfølgelig ikke er så tit, vi fokuserer på vores åndedræt, eller overhovedet lægger mærke til, at det er der. Men med fokus på åndedrættet og en aktiv styring af det, kan man f.eks. lave aktive åndedrætsmeditationer eller traumeforløsning. (Traumer sætter sig fysisk i kroppen, og dem kan vi løsne op for med åndedræt og bevægelse.)
Så. Det var det, vi lavede. Vi trak vejret. Vi bevægede kroppen. Og vi havde fokus. Fokus på os selv. Fokus på hinanden. Fokus på at være til stede nu og her. Fokus på vores krop og hvordan den føltes indeni. Og fokus på vores følelser. Og dagene forløb nogenlunde sådan her:
Morgen. Septemberluften hænger klar og ren og skarpt blå over Samsø. Markerne rundt om gården, hvor retreatet finder sted er nøgne og brune. Tre dådyr står og nipper til stubbene med morgentågens hvide dis om benene. Det ene dyr løfter hovedet. Spejder ud over horisonten, lytter til stilheden. En flok fugle flyver i sort silhuet op fra et ensomt træ. Græsset er langt og vådt, blødt og koldt mod mine nøgne fødder. Jeg trækker vejret dybt ned i hele kroppen, strækker armene op over hovedet og mærker en gylden, boblende glæde i brystet.
Stilhed. Ingen snak. Bare nærvær med mine egne tanker, indtil vi mødes i cirkel til morgenmeditation og cacao. Cacaoen sendes rundt. Nærvær, samhørighed, kærlighed, styrke. En intention for dagen tager form i mit sind, bliver til en balletdanserinde med yndefulde bevægelser i min hånd. Jeg drysser den lille danserinde ned i koppen. Drikker af cacaoen. Mærker mit hjerte åbne sig.
Dagen væver sig ind og ud mellem gyldent solskin på gulvet i salen, hvor vi sammen og hver for sig trækker vejret, bevæger kroppen, dykker indad, skriger udad, græder, griner og holder hinanden oppe med rene kærlighedsvibrationer og rå kvindestyrke. Tiden findes ikke. Nu er alt, der er. Verden er skrumpet til en boble – en cirkel – af 16 kvinder, blå himmel, brune marker, magi og urkraft. Intet andet er virkeligt. Hverdagen er en tåget drøm.
Måltid – Morgenmad – Frokost – Aftensmad. Veganske retter, der på deres egen simple måde renser kroppen, og bringer sindet i tættere kontakt med naturen. Alting smager bare af mere her. Smager af det, det er. Smager af sundhed og kærlig tilberedning. Smager af tid nok og tilstedeværelse. Latter og samtaler og trætte, veltilpasse blikke hen over det lange bord. En kort stund til at samle sig om sig selv med sine tanker. Skrive dem ned eller lade dem blæse væk i vinden, mens man betragter de nikkende sensommerblomster i haven. Inden vi mødes igen. I cirklen. I salen ovenpå.
Breathwork session. Jeg forsøger at trække vejret på den rigtige måde. Forsøger at trække vejret helt ned i bunden af kroppen. Men åndedrættet vil ikke længere ned end solar plexus. Jeg rækker ud, beder om hjælp. Sammen trækker vi vejret. Stærke hænder på mit bryst og min mave. Sammen åbner vi min krop op. Åbner den op for åndedrættet. Jeg trækker vejret. Dybt. Min krop flækker på langs og åndedrættet strømmer ind i min krop. Jeg fyldes af ren, gylden energi. Hele min krop er ren energi. Den summer og snurrer og lyser. Min hud og mit hår er silkeblødt. Mine lemmer er stærke. Jeg mærker min krop. Indeni. Udenpå. Og jeg mærker ren lykke. Lykke over at være her på Jorden i denne smukke, stærke, fantastiske krop. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og latteren bobler op af min hals og ud i salen. Ud i universet. Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk.
Aftenmeditation. Stadig aktiv, men blid. Med lukkede øjne ryster jeg blidt kroppen. Ryster dagens oplevelser løs, lader dem svæve ud i salens dæmpede lys. Fejrer mig selv. Fejrer dagen. Løfter armene over hovedet, og nattens stjerner daler ned mod mig. Ned gennem taget, så jeg snart er omsluttet af nattehimlens dybblå, fløjsbløde kappe. Jeg kan mærke stjernernes nærvær og nysgerrighed. De ser min dans og blinker. Jeg lægger mig ned. Lader alting synke ind. Lader kroppen og sindet blive helt afslappet. Fornemmer skyggen af fortiden, der fejer forbi. En kroget, gammel kone, der efterlader et fjerlet kys på mine øjenvipper og duften af brænderøg.
Jeg står alene på marken. Nattemørket er lige bag mig, men foran mig flammer himlen i aftensolens vidunderlige farvepalette. Alt er lilla, og rosa og gyldent. Også følelserne, der eksploderer som fyrværkeri indeni mig. Jeg fylder øjnene med himlens farveeksplosioner, lader dem sive ned til hjertet, der svarer med taknemmelighed. Jeg lister stille og mæt ind i seng. I morgen er der endnu en dag.
