Udgivet den

Drømme-arbejde

Jeg besøger ofte stadig min gamle arbejdsplads.
Den arbejdsplads, jeg forlod med en stress-sygemelding.
Jeg besøger den om natten.
I drømme.

Det er 3 år siden, jeg ringede og meldte mig syg.
Det er 2 år siden, jeg officielt stoppede på mit arbejde.
Jeg har været tilbage på min gamle arbejdsplads mange gange siden.
Mens jeg sover, vender Drømme-Marlene tilbage igen og igen for at afslutte dét, jeg ikke fik afsluttet i den vågne virkelighed.

I starten var drømmene hyppige.
Jeg opdagede, at jeg igen befandt mig på mit arbejde, og jeg mærkede tvivlen, sorgen og udmattelsen skylle ind over mig. “Åh nej, jeg er her igen. Jeg er her stadig.” Og med en klump i maven og tungt hjerte arbejdede jeg videre.

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk ikke arbejdede her længere.
Det tunge blev lidt mindre tungt. Men jeg blev alligevel.
Nu var jeg her jo. Og jeg måtte gøre mine arbejdsopgaver færdige, inden jeg kunne gå.
På et tidspunkt fandt jeg endelig modet til at forlade min arbejdsplads.
De første par gange snigende.
Jeg ville virkelig ikke møde nogle af mine kollegaer. Jeg ville virkelig ikke ses.
Jeg var flov. Og bange.

Men efter at have øvet mig på at forlade min arbejdsplads igen og igen i drømmene, blev det nemmere. Så snart jeg opdagede, at jeg igen var tilbage, sagde jeg til mig selv: “Nej, jeg behøver ikke være her. Jeg er færdig her.” Og jeg gik selvsikkert og resolut mod udgangen.

På nogle af mine rejser mod udgangen begyndte jeg at møde kollegaer.
De lykønskede mig, heppede på mig og ønskede mig god rejse videre.
Den ene gang holdt de faktisk en hel afskedsfest for mig. Og selv min tidligere chef, der ellers var gået på pension, kom forbi for at lykønske mig. Og sige undskyld for at have efterladt mig.
Den nat gik jeg derfra i triumf med lette, glade bobler i maven.
Og jeg vendte ikke tilbage i lang tid.

Men så alligevel vågner jeg til tider op i drømme-virkeligheden og finder mig tilbage på mit gamle arbejde.
Det arbejde, som jeg forlod gennem en stress-sygemelding.
Der er fortsat lag, der bliver blotlagt i mit indre.
Der er fortsat arbejdsopgaver, der skal løses.
Der er stadig sorg, der skal ses og slippes.

I nat var jeg på arbejde igen.
Der var festlig stemning, for der blev holdt julefrokost.
Jeg stod for underholdningen ved at opføre en parodi på en medarbejder, der gjorde alt for at ligne én, der havde rigtig travlt, men som i virkeligheden ikke lavede noget. Jeg tastede hårdt og hurtigt på mit tastatur og kiggede koncentreret ind i skærmen som forblev fuldstændig tom.
Mine kollegaer morede sig.
Og jeg forklarede dem, at det ikke var en parodi. Det var mig, som jeg havde siddet dag ud og dag ind. På mit arbejde. Forsøgt at udføre mine arbejdsopgaver. Forsøgt at gøre en forskel. Forsøgt at udrette noget.
Men der var intet andet end en tom skærm. Tomhed. Og ingen måde at gøre det godt nok eller gøre det rigtigt. Eller bare gøre det.

De spurgte ind til, hvad jeg lavede nu.
Og jeg fortalte dem om åndedrætsterapi. Om healing. Om kroppen og psyken. Om ceremoniel cacao.
De virkede forvirrede.
Stemningen blev endnu mere løssluppen, og der var drinks i lange bane.
En ung kvinde besvimede efter en drikkeleg, men en anden var klar til at tage hendes plads.
Kollegaer hev i mig, for at jeg skulle komme med hen og få et par drinks.
Jeg takkede nej.
Festlighederne var ikke for mig.
Jeg havde ikke mere, jeg skulle på min gamle arbejdsplads.
Ikke i denne omgang i hvert fald.
Jeg begyndte at gå hen ad stien med den store, grønne hæk.
Noget andet venter på mig.

Udgivet den

Jeg Går Igennem Mit Indres Krigshærgede Landskab

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab.
Øde lagt i ruin er.

Langsomme skridt tilbage ad min egen historie.
Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader.
Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker.
Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.

Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs.
Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.

Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.

Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.

Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op.
“Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.”
“Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.

Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.

Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.

Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.

Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.

Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.

Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.

Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.

Udgivet den

Tanker om Et Samfund

Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.

Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?

Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“

Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.

Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“

Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?

Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.

Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.

Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?