Har jeg mistet eventyret? Er eventyrlysten forduftet? Er længslen forstummet?
Måske. Eller også har den skiftet form. Den river og flår ikke længere mit indre til laser. Den kaster mig ikke længere rundt på følelsernes kolde, stormfulde hav. Den driver ikke længere ustoppelige strømme af bitre tårer ud af mine øjne.
Men hvor er eventyrlysten så? Hvad længes jeg efter?
Jeg længes efter at blive her. Jeg længes efter at dykke dybere ind i mit indre, der ikke længere er en dyb, sort skovsø, men en lysende, glitrende sø af ren energi. Jeg længes efter at folde det hele ud og ud og ud som en blomst med tusinde kronblade.
Jeg drømmer om de helt små, langsomme eventyr, som vi kun opdager, når vi sætter os ned i græsset, tæt på bier og sommerfugle, og giver os tid til at betragte deres svirrende liv.
Jeg drømmer om at gå i total symbiose med træernes rytme og lade alle mine blade falde, nu hvor det er efterår. Trække mig ind i min barkede stamme og gå i hi. Drømme sære drømme om fjerne lande langt, langt herfra under en anden sol, med høje vinkende palmer og fremmedartede dufte i vinden.
Vide – uden at vide hvorfra – at træerne stadig er telepatisk forbundne, selv om de er blevet fældet. Vide – uden at vide hvordan – at træerne stadig er levende, når de står som ranke master på skibe og sender mennesker mod sydlige himmelstrøg og sære drømme hjem til deres fætre og kusiner i nord.
Jeg er flyttet ind og min sjæl er landet. Huset og de gamle træer har budt os velkommen og accepteret os. Og vi har forpligtet os til at passe på dem.
Jeg er landet, og jeg har sat mit præg. Alferne og troldene er flyttet ind – eller måske har de boet her hele tiden?
Jeg mærker ikke længere nogen udlængsel rive og flå i mig. Jeg mærker en længsel efter at grave mine rødder dybere ned. En længsel efter at være lige her lige nu. En længsel efter at opdage og undersøge hver eneste krog og lære dens historier og hemmeligheder at kende. En længsel efter at undersøge dybden af at være endnu langsommere. En længsel efter at smelte ind i træernes stammer og røre deres sjæl.
Måske. Måske er jeg bare ved at blive voksen. Måske har jeg bare fundet mit eventyr.
Selvforstærkende evighedsdans
Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.
Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.
Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.
Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.
Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.
Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.
