Jeg er her.
Jeg er her midt i den stormende, hvirvlende, snurrende, drejende, fantastisk verden. Jeg danser med de hvide skyer, og jeg mærker den friske vind smyge sig op ad mine bare arme. Lige nu, lige her, er livet smukt og enkelt. Træerne vinker til mig, og jeg griner stort tilbage. Trækker vejret helt ned i lilletæerne.
Og så er jeg tilbage i det gamle, trætte glasbur. Alting står stille. Tiden står stille, luften står stille. Selv computerskærmene med deres evige, usynlige blinken, står stille. Ingen gider længere lade som om, de laver noget vigtigt. Alle er taget på ferie hjem til dem selv. Ind i dem selv. Vi rykker tilbage i vores egne hjem. Har haft så travlt med at tage ud, at vi har glemt, hvordan de ser ud. Hvordan de føles. Jeg rykker ligegyldigt rundt på en stak papir. Måske skulle jeg bare smide den ud?
Og så er jeg her. Igen igang med at skabe mit eget eventyr. Lyset er skarpt. Alting står skåret ud i lysende blokke af klare farver. Verden stråler. Lyset er gyldent og spiller med skyggerne, der danser hen over muren, ind mellem de høje, svajende træer i skoven. Og verden synger. Fuglene synger. Og mit hjerte synger med.
Og så er jeg tilbage i den gamle tvivl. Tvivlen på mig selv. Tvivlen på, om noget overhovedet nytter noget. Jeg kigger mig omkring og bliver i tvivl om, hvad jeg egentlig var i færd med. Stille lusker jeg ned fra scenen, inden der er nogen, der opdager, at jeg for et øjeblik siden stod med udspredte arme midt i rampelyset. Dét nummer skal jeg nok lige øve mig lidt mere på. Eller måske bare vide, hvor jeg egentlig vil hen med det hele, inden jeg rager dirrigentstokken til mig.
Og så står jeg her. På kanten af den klippe, som jeg så mange gange har kigget beundrende op mod nede fra stranden. Set andre med rank ryg og elegante lemmer springe ud mod det glimtende, skinnende vand. Disse smukke væsener med særlige evner og talenter. Og nu står jeg her. Nu er det mig, der tager springet mod det glitrende, uendelige hav, og da jeg dykker ned i dybets omfavnelse, bobler indvielsens blå perler omkring min krop, og dråber af forundring og inspiration sprøjter op mod de måbende tilskuere på stranden.
Jeg vokser, jeg folder mig ud, jeg stråler. Jeg trækker mig sammen, jeg tvivler, jeg går i opløsning. Jeg pendulerer frem og tilbage. Snurrer uhjælpsomt rundt. Trækkes ned, hvirvles op. Jeg har ikke lært at navigere i det. Men jeg har lært at lade mig flyde med, accepterer den øde ø, jeg skyller op på i dag, og gå nysgerrigt på udforskning på den.
Verden hvirvler rundt derude. Der er så meget ny energi, der driver ind over verden. Frisk og hvid og ren. Jeg har lyst til at springe ud og gribe fat i den, smage på den og forme den til nye projekter. Men i dag er jeg skyllet op på kokon-stranden. Langsomt, langsomt kravler jeg ind i mig selv. Jeg kaster et søvnigt blik tilbage mod de hurtige, dansende skyer. Det er okay. Jeg skal nok nå at fange min sky.
Lige nu. Er jeg her.
