Udgivet den

Pendulering

Jeg er her.

Jeg er her midt i den stormende, hvirvlende, snurrende, drejende, fantastisk verden. Jeg danser med de hvide skyer, og jeg mærker den friske vind smyge sig op ad mine bare arme. Lige nu, lige her, er livet smukt og enkelt. Træerne vinker til mig, og jeg griner stort tilbage. Trækker vejret helt ned i lilletæerne.

Og så er jeg tilbage i det gamle, trætte glasbur. Alting står stille. Tiden står stille, luften står stille. Selv computerskærmene med deres evige, usynlige blinken, står stille. Ingen gider længere lade som om, de laver noget vigtigt. Alle er taget på ferie hjem til dem selv. Ind i dem selv. Vi rykker tilbage i vores egne hjem. Har haft så travlt med at tage ud, at vi har glemt, hvordan de ser ud. Hvordan de føles. Jeg rykker ligegyldigt rundt på en stak papir. Måske skulle jeg bare smide den ud?

Og så er jeg her. Igen igang med at skabe mit eget eventyr. Lyset er skarpt. Alting står skåret ud i lysende blokke af klare farver. Verden stråler. Lyset er gyldent og spiller med skyggerne, der danser hen over muren, ind mellem de høje, svajende træer i skoven. Og verden synger. Fuglene synger. Og mit hjerte synger med.

Og så er jeg tilbage i den gamle tvivl. Tvivlen på mig selv. Tvivlen på, om noget overhovedet nytter noget. Jeg kigger mig omkring og bliver i tvivl om, hvad jeg egentlig var i færd med. Stille lusker jeg ned fra scenen, inden der er nogen, der opdager, at jeg for et øjeblik siden stod med udspredte arme midt i rampelyset. Dét nummer skal jeg nok lige øve mig lidt mere på. Eller måske bare vide, hvor jeg egentlig vil hen med det hele, inden jeg rager dirrigentstokken til mig.

Og så står jeg her. På kanten af den klippe, som jeg så mange gange har kigget beundrende op mod nede fra stranden. Set andre med rank ryg og elegante lemmer springe ud mod det glimtende, skinnende vand. Disse smukke væsener med særlige evner og talenter. Og nu står jeg her. Nu er det mig, der tager springet mod det glitrende, uendelige hav, og da jeg dykker ned i dybets omfavnelse, bobler indvielsens blå perler omkring min krop, og dråber af forundring og inspiration sprøjter op mod de måbende tilskuere på stranden.

Jeg vokser, jeg folder mig ud, jeg stråler. Jeg trækker mig sammen, jeg tvivler, jeg går i opløsning. Jeg pendulerer frem og tilbage. Snurrer uhjælpsomt rundt. Trækkes ned, hvirvles op. Jeg har ikke lært at navigere i det. Men jeg har lært at lade mig flyde med, accepterer den øde ø, jeg skyller op på i dag, og gå nysgerrigt på udforskning på den.

Verden hvirvler rundt derude. Der er så meget ny energi, der driver ind over verden. Frisk og hvid og ren. Jeg har lyst til at springe ud og gribe fat i den, smage på den og forme den til nye projekter. Men i dag er jeg skyllet op på kokon-stranden. Langsomt, langsomt kravler jeg ind i mig selv. Jeg kaster et søvnigt blik tilbage mod de hurtige, dansende skyer. Det er okay. Jeg skal nok nå at fange min sky.

Lige nu. Er jeg her.

Udgivet den

Selvforstærkende evighedsdans

Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.

Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.

Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.

Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.

Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.

Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.

Udgivet den

The Chariot

Så står jeg her igen. Overfor min evige fjende. Min evige udfordring. Følelsen af at være fanget. Følelsen af at være magtesløs. Følelsen af at være fængslet. Skakmat. Uden muligheder.

Og jeg har kastet mig rasende og frustreret mod tremmerne igen og igen og igen. Jeg har flygtet. Hovedkulds maset mig gennem sumpens mørke vand med glammende, blodtørstige sporhunde i hælene. Jeg har vendt dem ryggen, jeg har ignoreret dem, været lige glad indtil jeg blev følelsesløs og tom og apatisk. Jeg har kastet mig i sommerens arme med kun en tynd sommerjakke og et løfte om at indtage alt, hvad der mødte mig af rusmidler og feststemt kærlighed og koncertvibes.

Lev stærkt. Dø ung. Vær ansvarlig. Og klog. Planlæg. Eksekvér. Frem og tilbage i evig pendulering. Universitetsuddannelse og festrus. Karrierestræben og tømmermænd. Holde krampagtigt fast og give slip på alt. Selv på fornemmelsen for op og ned.

Hver gang jeg troede, jeg havde bevæget mig fremad, var jeg tilbage ved start. Tvivl. Usikkerhed. Ensomhed. Hvorfor blive ved? Hvorfor ikke bare give op? Hvorfor give op? Hvorfor ikke blive ved? Det er det eneste, jeg kan.

Og nu står jeg i min stridsvogn. Tremmerne er sprængt. Krænget til siden. Kraftesløse. Mine heste er stærke. Sort og hvid. Jeg står rank. Jeg har overblik over slagmarken. Men slaget er slut. Min indre kamp er vundet. For denne gang. For hver gang jeg sejrer, bliver jeg stærkere. Fjenden bliver svagere. Jeg kender snart alle dens tricks. Alle dens ansigter. Alle dens fælder. Jeg har set det hele. Mange gange. Og det rører mig ikke længere. Kan ikke nå mig her i min stridsvogn.

Hestene fnyser, så det damper ud af deres næsebor. Knogler knaser under hjulene, mens jeg i triumf indtager fjendens land. Det her er mit territorium nu. Og jeg tror, jeg planter tusindfryd og syrenbuske mellem kranier og bøjede sværd.

Udgivet den

Balancegang i Pinsevarmen

Så nu har jeg gjort det igen. Spredt mig ud over for meget, sat for mange ting i gang, tilmeldt mig et kursus mere. Købt en bog. Startet endnu et projekt op. Sagt ja til en aftale. Noget, som jeg tror, kan give mig rigtig meget. Noget, jeg rigtig gerne vil. Noget, der kan gøre en forskel. Så min kalender fyldes op. Min krop drænes. Mit hoved bliver tungt.

For jeg kan simpelthen ikke finde balancen. Jeg render frem og tilbage på bommen og får den konstant til at tippe. Bum! Ned i den ene side. Bum! Ned i den anden side. Frem og tilbage. Et kort øjeblik svæver bommen vægtløs i luften. Balancerer i verdensrummet. Jeg holder vejret. Jeg føler balancen i alle celler. Jeg føler letheden og energien. “Yes, nu har jeg den. Nu kører det sgu. Nu kan jeg alt!” Så trækker overmodet og tyngdekraften igen mig og bommen hårdt mod jorden.

Jeg rammer altanen og bliver liggende. Kigger op i himlen. Tyngdekraften er massiv i dag, og jeg tror ikke, jeg kan rejse mig igen ved egen kraft. Mit udsnit af verden er lysende blåt og gult. Det har de matchet godt – dem, der malede himlen i den blå farve – jeg tænker, at de har kigget på bygningens gule farve, inden de gik igang. Bambussen hvisker stille ord over mit hoved og slipper små glimt af sollys igennem.

Måske er min balance stilstand? Måske er det meningen, jeg bare skal ligge helt stille og betragte verden? Jeg skal ikke ud og lave revolutioner, stå på ølkasser og vifte med faner. Jeg skal ikke starte store projekter, opfinde nyt, skifte spor, have tusinde bolde i luften og skubbe stenen op ad det bjerg.

Mit hoved er tungt, men solen trækker snart varmen med ned bag hustaget. Alle duftene er ekstra skarpe i dag. Måske er det en slags omvendt corona. Luften har renset sig selv for al duftstøj og skidt og står ren og skarp. Jeg kan næsten se og gribe de tynde, snoede, fedtede duftbånd af grillet grisekotelet, syrener, nyslået græs, maling og cigaretrøg, der hænger i luften.

Træerne opfører en stille skyggepantomime af dansende blade på husmuren i de sidste aftensolstråler. Så nåede jeg heller ikke noget idag. Jeg fik ikke tænkt store tanker eller skrevet et manifest. Jeg fik ikke kloget mig på samfundssituationen eller skrevet en bevinget kronik. Der er ikke blevet produceret digte eller skønlitteratur her. Jeg har ikke engang læst noget af andre. Ingen indsigter – blot et par tilfældige tanker.

Men måske er det også nok for nu. Faktisk, så føles det som rigeligt for nu. Vi kan alligevel ikke kapere mere. Den varme Pinsedag har givet os en pause – Endnu en. Men vi har brug for mange pauser for tiden. Alting skal skiftes ud og gentænkes. Hver eneste lille Plejer og Altid skal tages op og drejes rundt. Og så er det vigtigt med de varme, langsomme, solskinnende pauser og små, luftige tanker til at lufte ud under vores hjerneskal, inden den igen skal igang med at se undersøgende og nysgerrigt på tingene.

Men jeg har været her før. Det hele kører i ring. Momentum og fremdrift overhales igen af træthed og stilstand. Tanker om, hvorvidt det hele overhovedet nytter noget. Er umagen værd. Overgivelse. Accept. Og nye spirer, der maser sig op gennem den ubevægelige, fastfrosne krop. Utålmodigt, med nye idéer, vibrerende af gå-på-mod og lyst til forandring. Lyst til at gøre en forskel.

Småbitte edderkopper har lavet småbitte spindelvævsbroer mellem de høje bambusskud. En due kurrer. En måge sejler. Nede i gården tændes grillene op. Utålmodigheden tapper med den ene fod; “Ja, ja. Det er meget fint og meget smukt. Men vi skal også videre. Vi bliver nødt til at gøre noget, udrette noget. Så i morgen skal vi igen forsøge at redde verden.”

Jeg har været her før. Det hele kører i ring. Men alting føles helt nyt. Alting har en duft af for-første-gang. Sikke en magisk og vidunderlig tid, vi lever i.

Udgivet den

Tankefragmenter

Og der forsvandt den igen. Drev hurtigt og lydløst videre som en mursejler mod den åbne, blå himmel. Alle mine tanker og idéer hvirvler rundt disse dage. En lang monolog opstår om det smukke ved at genfinde barndommens briller og se alting i et skær af for-første-gang.

En beundrende, fascineret samtale om myrens utrættelige, uendelige arbejde med at flytte ét sandkorn ad gangen. Tænk engang, hvis vi mennesker stadig følte det samme fællesskab. Hvis vi stadig følte den samme forbundethed og kalden mod et projekt, der var større end os selv. Så vi utrætteligt ville flytte sandkorn eller slæbe sten for at være en del af opførslen af et tusindårsmonument. Tænk, at føle stoltheden over at bidrage med en lille del til noget større.

Et teenage-skænderi med Universet, der igen opfører sig som gamle, forstokkede og håbløst ude-af-takt-forældre. “Du er her jo for at mærke – også de trælse følelser – så her; mærk håbløshed og modløshed.” Ja tak, men jeg er her fandme også for at mærke de fede følelser. Så hvornår fyrer I op for en ordentlig omgang medgang, selvtillid og lykkerus?

En hurtig one-liner. Et genialt budskab. Visdomssten, guldord og fjolleri. Jeg holder dem i min bevidsthed et kort øjeblik, tænker, jeg vil skrive dem ned, gemme dem, huske dem, så jeg kan omdanne dem til blogindlæg eller dagbog. Men de opløses og flagrer væk. Mister deres aktualitet og magiske skær. Mister deres betydning og deres pust, inden jeg når at få den lille notesbog i min taske hevet op.

Jeg går videre. Eller sidder en hel dag stille og stirrer ud i luften. Rastløshed og komplet udmattelse. Jeg ligger stille i flere dage og venter. Så springer jeg op og sætter ti projekter i gang. Snurrer en omgang om mig selv. Bliver i tvivl. Om alting. Om ingenting. Jeg bestemmer jo selv. Men hvad skal jeg vælge?

Skal det egentlig for evigt være så svært at sætte noget igang? Skal jeg altid føle tvivlen, der lokker med en støvet solskinssøndag på sofaen? Eller kommer der et tidspunkt, hvor jeg har losset mig selv igang tilstrækkeligt mange gange, til at jeg genkender det fede ved handling og gøren og skabelse? Bliver jeg nogensinde så sikker i mine valg, at de vælger mig først? At jeg slet ikke kan lade være, fordi de trækker så hårdt i mit hjerte, at det galoperer jublende og syngende ud af sengen om morgenen. Fordi det slet ikke kan lade være. Fordi det hører kaldet – så højt og tydeligt – og fordi det besvarer det med stolthed og tro på sig selv.

Der er ikke noget, der er rigtigt vigtigt lige nu. Men der er heller ikke noget, der er ligegyldigt. Alting har bare sådan en umiddelbarhed over sig. Som den blå himmel med strøg af hvidt. Den er der bare. Helt rolig. Jeg kan fordybe mig i den, drukne, svæve væk. Eller jeg kan lade den være. Gå ind og lukke døren og ikke kigge ud mere i dag. Det betyder egentlig ikke så meget. Det er bare.

Og det er til mig. Og til dig. Værsgo’. Frit valg og kærlige, blå muligheder.

Udgivet den

Pizza Nostalgia

Jeg sidder på min altan. Solen har endelig bevæget sig om på denne side af huset. Og den har også endelig gjort sig fri af de grå skyer, der farer af sted på himlen. Det blæser. Det er køligt. Det var ellers begyndt at minde om forår og endda lidt om sommer. Men i dag har kulden bidt sig fast. Heldigvis har Solen stadig varme og magt, når den får sig vristet fri af skyerne. Nogle ting er heldigvis stadig ved det gamle.

Jeg lukker øjnene og nyder solens varme mod mit ansigt. Det her er mit fristed, min lille hemmelige oase. Jeg kan se ud på verden og himlen, men ingen kan se mig, når jeg læner mig tilbage mod muren. Jeg har puder og dyner, musik og bøger. Og jeg har lavet min hofret fra dengang, jeg var studerende i Odense; Små pizzaer lavet på pitabrød. Et pitabrød flækket på langs forvandles til to små pizzaer. En dåse tomatpuré, skinkestrimler, champignon, ananas og masser af ost. Sådan lavede jeg dem altid dengang. Sådan har jeg også lavet dem nu. Og jeg sidder i solskinnet på min altan og mindes mørke, våde efterårsaftener, hvor jeg hyggede mig i min lille lejlighed i Odense foran fjernsynet med pita-pizzaer. Og jeg hyggede mig virkelig. Jeg kan mærke stemningen vibrere blidt i mine celler.

Solens stråler trækker mig længere tilbage i tiden, trækker fjernere minder frem. Nogle af de første pizzaer, jeg kan huske. Åh jo! Pizza med skinke og champignon. Fra Bilka. Det lyder måske ikke særlig fancy, men Bilka havde et pizzaria, da jeg var barn. Det lå mellem bistroen med pølser og indgangen til havecenteret. Det var et rigtigt pizzaria med runde pizzaer i montren – man kunne købe et enkelt stykke eller en hel pizza – og henne for enden stod pizzabageren. Jeg er sikker på, han var italiensk. Han svingede i hvert fald pizzadejen i store buer over hovedet og stak dem ind og ud af de hede stenovne med de flade spatler, der lignede store årer, mens han råbte og hujede. Skinke og champignon. Det var vores pizza. Men jeg elskede også deres fantastisk pizza med rejer og tun. (Den kærlighed delte jeg dog ikke med resten af familien.)

Åh ja, jeg mindes fredagsture i Bilka med familien. Først en tur igennem et slaraffenland af materielle goder. Med strålende barneøjne kiggede jeg på alle de ting, jeg kunne ønske mig; legetøj, tøj, cd’er, store fjernsyn, cykler, malerier, bøger. Uendeligt, farvestrålende, skinnende, spændende. Jeg drømte tit om at blive lukket inde i Bilka i en uge. Tænk alt det, man kunne fornøje sig med. Og alt det slik og mad, man bare kunne valse forbi en hylde og mæske sig i.

Når øjnene og drømmene var mættede. (Og mor havde fået fyldt vognen med dagligvarer.) sluttede turen med pizza. Vi sad i hjørnet med ryggen ind mod havecenteret og gumlede, mens fyldte vogne med skrigende unger og alle slags sjove mennesker flød forbi i en uendelig, fredagshandlende strøm. Og pizzamanden svingede og svingede med dejen.

Jeg får helt lyst til at komme tilbage. Tilbage til det enkle og simple barneliv. Hvor der var plads til masser af drømme, selv om Odense udgjorde hele min verden. Og hvor lykken var en tur i Bilka, pizza med skinke og champignon og familien samlet i stuens halvmørke til en fredagsfilm. Mens løftet om, at næste dag stensikkert ville være en solbeskinnet, langsom lørdag svævede hviskende i luften, gled ens tunge øjenlåg tilfredse i. Trygt og godt. Og måske nærmest barnligt lykkeligt.

Udgivet den

Universel Sandhed eller Billig Rosé

Og mens jeg sad i meditationsstilling på altanen med tæpper og handsker og frossen næse og stirrede uden fokus på himlen, besluttede sommeren sig for at komme tilbage. Den trak temperaturen op og grillstartere og værktøj frem. Og folk ud af deres lejligheder. En kakafoni af skrigende børn, hamren og banken, transportable basrytmer og mumlende, længselsfulde stemmer. Tørstende efter sol og frihed fylder de famlende zombier byens grønne pletter op. Hælder grillpølser og billig rosé ind med en rungende latter. Solbriller og Instagram. Hvordan smager frihed egentlig?

Og jeg sidder stadig på min altan. Jeg har smidt tæpper og handsker, men blikket er stadig fjernt og ufokuseret. “Hvorfor foretager du dig ikke noget, Marlene? Hvorfor sidder du bare dér og lader livet glide forbi? Lev dog livet! Berus dig i billig rosévin og livets banaliteter. For nu er det sommer. Og grillen er tændt. Og vi skal være sorgløse, for det står nu engang så godt til solbrune ben, tung, identitetsløs bas og sommerstemning.“

Men jeg havde faktisk lige gang i noget vigtigt. Jeg havde gang i et dybt kig indad. I kan ikke se det. For det kan ikke ses udenpå. Det hele foregår indeni. Her har jeg arbejdet hårdt på at udvide mit indre, skabe mere plads, skabe rummelighed, skabe forståelse, skabe tolerance, skabe robusthed. Sætte grænser, mærke efter, finde retning, finde forståelse. For pokker, der er da ikke noget at sige til, at jeg ofte er så træt.

Nu har jeg så fundet en plads midt i orkanens øje. Her kan jeg sidde stille og roligt og observere den hvirvlende, grumsede masse, der farer forbi mine øjne. Her i mit indre har jeg overtaget kontrollen. Det er mig, der styrer. Jeg bestemmer alt. Og jeg kan skifte mit humør fra opgivende til opløftende med et fingerknips. For jeg vælger selv. Jeg skaber selv min virkelighed og min verden. Fordi; i mit indre er jeg en gudinde, en titan, et væsen af ren energi.

Men den ydre verden banker på. Højt og larmende. Jeg prøver at lukke øjnene og ørerne. Lukke mig inde i min indre verden af ren power og kærligt lys. Men alle de ydre stimuli og muligheder får mig til at tvivle. Jeg åbner et øje på klem. Hvad er det egentlig, jeg vil? Mit hoved er ved at sprænges af tætheden i byen. Så meget larm og andre menneskers energi. Måske ville det være meget bedre at komme ud af byen. Købe et lille hus i skoven. Helt alene. Bare lytte til duerne og vinden i trækronerne. – Og de rastløse, hjemløse spøgelser og dine egne bange tanker om natten….

Måske har jeg slet ikke lyst til at dykke så dybt ind i mit eget indre. Finde oraklet på bunden og løse Universets gåde. I hvert fald ikke lige nu. Måske har jeg bare lyst til at sidde her med et glas billig rosé. Jeg vakler mellem den simple og den universelle sandhed om meningen med livet. Det er så småt ved at gå op for mig, at min opgave ikke er at vælge det ene frem for det andet. Min opgave er at finde balancen. Alt eksisterer samtidigt.

Udgivet den

Træthed – Og hvad man mon stiller op med den

Så sidder jeg bare her. Sidder og venter. Sidder og bliver gammel, mens jeg sidder og venter. Hvorfor er jeg også altid så træt? Er det normalt? Skal jeg bare altid sidde her og være så træt og vente? Vente, mens livet glider forbi. Hvorfor er der ingen, der tager mig med? Griber fat i mig og svinger mig om bord på en graciøs galej med kurs mod solnedgangen? Eller nogen, der bare skubber min trætte krop ud over skrænten og ned i livets strøm? Bare lader min trætte krop vælte i med et plump. Måske vil den hoppe hjælpeløst og klodset af sted i bølgerne. Måske vil den bare synke til bunds. Tung og træt.

Det er som om, at lige gyldigt hvilken vej jeg drejer ned ad og følger, så ender jeg altid her. Lige her. Træt og tung i sofaen. Ude af stand til at gøre noget. Ude af stand til at samle energi, springe op, gribe muligheder, handle på drømme og bygge nye verdener. Jeg sidder tilbage med en stille undren, for den vej, jeg netop var på vej ned af, virkede så ny og lovende og anderledes. Og nu sidder jeg her igen. Samme sted. Slået tilbage til start.

Men egentlig er jeg også for træt til at undre mig. Og jeg er for træt til at ærgre mig og blive frustreret. Jeg konstaterer bare træt, at nu sidder jeg her igen. Og venter. Venter på, om trætheden mon nogensinde forsvinder. Der er skyer ude på himlen. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide skyer. De passer til min træthed. Lige gyldigt om de bevæger sig langsomt eller hurtigt, så er det altid i et perfekt tempo til at observere dem. Så kan jeg bare sidde stille her og kigge på skyerne. Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne være tilfreds med.

Men der er noget andet, der vil igennem. Der er livsmissioner og hverdagsopgaver. Der står både “redde verden” og “vaske tøj” på min to do-liste. Og de står i kulissen og tripper. “Hvornår bliver det vores tur? Vi skal til. Vi har ting, vi skal gøre”, mimer de med utålmodige positurer og hævede øjenbryn. Skyerne lægger ikke mærke til noget. De driver bare videre. Ud over scenekanten og videre ned i mørket.

Men hvad stiller jeg op med den træthed? Skal den omfavnes eller bekæmpes? Skal den danses og råbes og hoppes igang, eller skal den have lov til at sove i hundrede år? Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af det. Det virker som om, at lige gyldigt hvad jeg prøver, så ender jeg bare tilbage samme sted. Her. Ventende. Ventende på, at trætheden forsvinder. Ventende på, at nogen rækker hånden ud og trækker mig med. Med ud på livets strøm i en lille, rund jolle lavet ud af ét kæmpe blad. Vi snurrer rundt i strømmens hvirvler, og jeg mærker solen mod mit ansigt, vinden, der frisk og legesyg river en tåre fri fra mit øje. Jeg griner og mærker en æggende eventyrlyst rejse sig i mit hjerte. Sikke et fantastisk landskab, vi driver igennem.

Se, hvor solstrålerne danser ned gennem træernes skygger. Se, hvor strålende de tusinde markblomster står og nikker kækt med deres små hoveder. Se, hvor majestætisk bjergene rejser sig i landskabet. De ænser os ikke, for der er netop faldet ny, gnistrende hvid sne på deres toppe. Se, flodens hemmelighedsfulde bugtninger, der snedigt gemmer landskabets skatte for os lidt endnu. Se, dit strålende smil, dine funklende klare øjne låst fast i mine, mens vi snurrer og snurrer på livets strøm og din varme hånd lægger sig beskyttende og fortroligt om min.

Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg kan genfinde min energi og blive af med min træthed. Hvor lagde jeg nu mit skattekort og årerne til min kæmpebladsrobåd?

Udgivet den

Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

“Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Jeg sender spørgsmålet op i den strålende klare aftenhimmel. Op til Venus, som hænger ulasteligt, skinnende hvid helt alene på deroppe. Himmelhvælvingen er ved at skifte fra dagsklæder til nattedragt, men lige nu befinder den sig i tusmørkets ubestemmelige rum. Alle farverne glider ligesom ind i hinanden. Blå, gul, hvid. Og jo mere intenst jeg kigger, jo mere flyder det hele ud. Flyder sammen. Ingenting er virkeligt imellem dag og nat. Kun Venus. Og solsortens aftensang.

Åh, den aftensang. Så fuld af vitalitet og håb og ren og skær glæde. Min sjæl drikker den sammen med aftenhimlens intense glød. “Kan du huske…?” hvisker aftenen, og sender minder om uendelige, sorgløse sommeraftener fulde af latter og magi ned til mig med den kølige nattevind. Jeg nikker og smiler. Jeg husker. Og glæder mig.

Venus besvarer ikke mit spørgsmål. Hun kigger bare insisterende på mig. Uden at blinke. Spøgelsesbilleder fra oldtidens Ægypten og det gamle Grækenland blafrer og flimrer som tynde slør mellem universernes lag på den skumrende himmel. Venus går sikkert igennem dem allesammen med langsomme, majestætiske skridt. Hun ved det. Hun var der. Hun er her. Hun kender budskaberne, indsigterne, visdommen og hemmelighederne fra dem, der var der før, og hun tager dem med til dem, der kommer efter. Men hun siger ingenting. Det er op til dem selv, om de vil hente budskaberne ned.

Jeg mærker min sjæl flakke usikkert som en flamme i vilde vinde. “Men det er jo nemt nok for dig, når du var der. Jeg forstår ikke budskaberne. Jeg kan ikke nå indsigterne. Jeg har glemt hemmelighederne. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal, og jeg er i tvivl om hvert eneste skridt.“

En flagermus cirkler i lydløs, halsbrækkende flugt rundt mellem bygningerne. Den tvivler ikke. Følger bare de usynlige impulser fra byttet i mørket.

“Behøver det egentlig altid handle om udvikling, evolution, revolution, at nå noget, opnå noget og at ændre verden? Kan det ikke tænkes, at selv udødelige sjæle har brug for ferie? Bare slappe af og tage en inkarnation med fred og ro. Bare sidde en forårsaften og betragte en flagermus mod den indigoblå himmel, lytte til ekkoerne af fuglenes søvnige aftensange, mærke et usynligt kærtegn af kølig aftenvind mod den nøgne hud. Bare suge al verdens uendelige skønhed til sig. Bare sanse. Mærke, dufte, smage, høre, se. Bare tage det ind. Bare nyde det. Bare drikke det og lade sjælen flyde over af indtryk. Uden at skulle nå noget.”

Venus betragter mig med ophøjet tavshed. Flagermusen er forsvundet. Garanteret mæt og veltilfreds. Den har opnået alt, den satte sig for her til aften. Solsortens sidste toner rinder ud. Stilheden sænker sig, mens aftenstjernerne en for en træder ind på den blå scene bag ved Venus. Alt er uendeligt. Langt borte. Og dog helt tæt på. Der findes kun min altan, gården og bygningen overfor. Lukket inde i vores egen lille verden af en blå glaskuppel lige over mit hoved.

Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke. Noget trækker i mig og råber på handling. Noget andet bliver træt ved tanken og beder om ro. Hvordan giver jeg begge sider, hvad de beder om? Her i det stille tusmørke ved jeg ingenting. Jo mere, jeg prøver at se konturerne klart i mørket, jo mere flyder de ud. Bliver formløse, uvirkelige, måske-eksisterende. Jo mere jeg forsøger at finde hoved og hale og mening med det hele, jo mere glider det ud og bliver meningsløst. Hvordan skal jeg finde en mening, når jeg ikke engang ved, hvordan en mening ser ud? Og hvordan skal jeg bruge den, når jeg finder den?

Mit spørgsmål hænger stadig et sted mellem stjernerne, da jeg rejser mig for at gå ind: “Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Inden altandøren lukker bag mig, hører jeg Venus hviske: “Hvem har du lyst til at være?”

Udgivet den

Entropi af et fornuftigt menneske

Jeg tror ikke, det er det her, buddhisterne mener, når de snakker om, at man skal glemme sin krop og flyde ud og svæve sammen med alting.

Jeg ligger bare her på yogamåtten og kigger op. Kigger ud af vinduet. Der er små, drivende, hvide skyer. Jeg havde den bedste og meget fornuftige intention om at lave morgenyoga. Jeg har tit gode og fornuftige intentioner. Om at lave motion, spise sundt, droppe sukker, gå tidligt i seng, stå tidligt op, gøre rent, rydde op, være en god og arbejdsom medarbejder, være smilende og social og invitere alle på hjemmelavede måltider.

Og så ender jeg med at ligge her. På yogamåtten. På gulvet. I stuen. Alle mine gode intentioner damper ligeså stille og roligt ud gennem vinduet. Jeg får en indskydelse til at række en arm op efter dem. Prøve at standse dem. Samle dem ind som små, forvildede får. Tilbage i burde-skulle-fornuftigheds-folden. Men armen ligger bare slapt på gulvet. Ikke engang den simple intention kunne jeg føre ud i livet. Den hopper som et lille, sort lam brægende efter de andre puffede intentionsfår. Ud af vinduet. Måske bliver de til små, hvide skyer, der driver hen forbi en andens vindue. Måske er det en andens tabte intentioner, der svæver hen over hovedet på mig netop nu.

Den dårlige samvittighed er ankommet. Med sine lange, spidse ører og sin lange, spidse næse, de tynde arme, tynde ben og den lille, tykke krop, sidder den klar til at dunke mig oveni hovedet.

Jeg kigger på den et øjeblik. “Jeg tror ikke, du får så meget ud af,” siger jeg til den, “jeg kan nemlig ikke mærke min krop. Jeg er nok i en slags numbness-zen. Gad vide, om det er det, buddhisterne taler om, når de siger, man skal glemme sin krop og svæve sammen med verden?“

Den dårlige samvittighed kigger spørgende på mig. Så rynker den på næsen og vrænger: “det er helt sikkert ikke dét, de mener. De taler om noget, man har arbejdet hårdt og dedikeret for at opnå. Noget, hvor man har trænet og fejlet utallige gange. Noget, hvor man har bragt ofre. Noget, hvor man har følt afsavn og smerte. Ikke bare noget, hvor man har givet op og er smeltet slapt ud over gulvet.”

Jeg ligger et øjeblik uden at sige noget. Tænker på at rejse mig op, men der er ingen kraft i min krop. Jeg har også glemt, hvordan jeg gør. Kropsaktiveringscenteret er blevet nedlagt. Lukket på ubestemt tid. Ligesom resten af verden. Hvordan kan man overhovedet forvente, at kroppen bare skal køre videre som normalt, når halvdelen af medarbejderne er sendt hjem og centrene står tomme tilbage?

Jeg nikker til den dårlige samvittighed, “jeg kan godt se, hvad du mener. Der er ikke noget, der er ment til at skulle være nemt. Alting kræver noget. Hårdt arbejde. Dedikation. Øvelse. Passion. – Bevægelse.”

Min krop er et fremmedlegeme på en yogamåtte. Jeg har ingen forbindelse til den, ingen kontakt. Jeg kender den ikke. Og den vil ikke kendes ved mig. Den har gang i sin egen proces. Den skal ikke opnå noget. Den skal ikke være et bedre, sundere, dygtigere, mere succesfuldt menneske. Den skal bare være et sandslot, midt på stuegulvet, der langsomt falder sammen. Smuldrer, eroderer, til uformelighed. Èt sandkorn ad gangen.

“Jeg tror, du skal prøve med den store Generelt-Udueligt-Menneske-Hammer i dag“, siger jeg til den dårlige samvittighed. Den roder sin sæk igennem og trækker hammeren frem.