Jeg længes efter min længsel.
Jeg længes efter min lille bitte dyblilla tusmørke-længsel. Den, der boede indeni mig. Den, jeg boede indeni. En lille bitte boble, der knugede mit hjerte. En lille bitte boble, hvor jeg knap kunne have mine arme og ben, hvor jeg knap kunne trække vejret frit.
Jeg følte mig fanget. Jeg følte mig fastlåst. Jeg følte mig berøvet for enhver mulighed. Jeg følte mig snydt for enhver chance. Men jeg havde min længsel. Og den flød tung og blød som smeltet karamel igennem mig. Den varmede mit indre i den lange, kolde, mørke vinter. Den gjorde mine tårer saltede søde, når de lydløst trillede ned ad mine kinder, hver aften, når jeg udmattet trådte ind af døren. I min lille lejlighed. I mit lille fængsel. I mit lille bitte liv, hvor jeg havde så svært ved at trække vejret, men hvor min længsel flød dybt og ubesværet.
Nu sidder jeg her – i en uendelig sommer med den uendelige blå himmel over mig.
Jeg spreder armene ud. Uendeligt, uendeligt rækker de. Verden er her kæmpe stor og åben. Jeg har kæmpe træer i kæmpe skove omkring mig. Jeg har bølgende marker, blomstrende enge og bløde bakker. Jeg har morgentimerne helt for mig selv. Jeg lader dem strække sig roligt og afslappet ind i dagen, der trisser af sted. Lange timer. Lange skygger. Solen er hver dag en evighed om at kravle over himmelbuen. Jeg betragter den, mens den skinner og glimter ned mellem de tusinde grønne blade.
Nu sidder jeg her. Midt i min længsels drømmeland. Min længselsboble er brast. Og jeg trækker vejret frit. Indåndingen fylder mit bryst, min krop, hele min verden. Jeg betragter det alt sammen. Igen og igen. Hver dag sidder jeg midt i et eventyr og bare suger det ind. Bare kigger. Betragter. Forundres. Glædes. Her er så meget forunderligt, at bare dét at være til, er nok. Er rigeligt. Faktisk er et fuldtidsjob.
Men jeg savner min lille bitte, dyblilla tusmørke-længsel. For det var den, der fik mig til at skrive. Og jeg savner at skrive.
Mord i påsken
Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?
Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.
Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.
Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.
Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.
Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.
Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.
Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?
Forventningsbananfluer
Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?
Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.
Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.
Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?
Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.
Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?
Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.
Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.
En god dag at holde syg på
Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.
Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.
Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.
Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”
Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.
Storm og Forfædres Genfærd
Det er længe siden, jeg har følt nærværet fra mine forfædre. Mærket det mørke, men trygge pust fra deres små stuer. Måske er det fordi, jeg er så rodløs for tiden. Måske strækker min sjæl sig ikke langt nok ned gennem tids-lagene til at ramme deres nerve. Måske er mit fokus bare et andet sted. Måske. Måske.
Men når jeg nu ligger her på gulvet i min stue. I mørket. Med vinden susende om hushjørnerne. Så kan jeg mærke, hvordan mine sjælsrødder søger nedad. Ned gennem gulvet. Ned gennem den tunge, våde jord. Ned gennem tidens lag. Strækker sig bagud. Griber efter mine forfædres genfærd, så de rejser sig nok engang. Rejser sig i blæsten derude. Står stærke på rækker. Spejder ind gennem vinduerne. Skriger i de pibende vinde.
Det er som om, noget har ændret sig. Det er ikke længere, de tyste skygger, som jeg plejede at besøge, der står derude. De er stadig stærke, men de er ikke stumme. De er stadig udholdende, men de er ikke passive. Deres blikke er hævede. Og deres stemmer insisterende. Jeg har vækket nogle forfædre, som skal hjælpe mig videre herfra, hvor jeg står. For hvis jeg skal videre herfra, har jeg brug for at vokse. Og for at vokse, har jeg brug for at strække mine rødder endnu længere ned. Gribe om grundfjeldet for stabilitet og styrke. Suge næring fra Kambrium.
Jeg mærker æternes storhed suse gennem mig. Et øjeblik. Historiens heroiske vingesus. Så er jeg igen bare lige her. Med blæsten, der hiver i træernes grene og kulden, der kryber hen over gulvet. De hviskende stemmer, der minder mig om mine halvt færdige historier og eventyr.
Det er egentlig sjovt. Jeg har vel egentlig aldrig haft så meget tid til at skrive som nu. Men det sidste års tid har jeg nærmest ikke skrevet. Og jeg er begyndt at føle en indre længsel. En hjemve, der gnaver hulkende i min sjæl. Men jeg tøver. Jeg sætter mig ikke med min computer og skriver. Jeg finder på undskyldninger for at lade være. Finder på andre ting at gøre.
For jeg er bange. Bange for at forfølge mine drømme. Bange for…. skuffelse. Hvad hvis jeg forsøger og fejler? Hvad hvis jeg opdager, at det slet ikke var dét? Hvad hvis jeg stiller mig frem i lyset og skuffer? Hvad hvis jeg skuffer mig selv?
Og jeg er blevet skuffet mange gange i livet. Livet er fandme ikke dét, de reklamerede så flot med i deres glittede brochurer, da jeg købte billet. Men jeg er også færdig med at lade frygten holde mig tilbage. For det er livet alligevel for fedt til. Jeg kommer med garanti til at gå rundt om mig selv og den varme grød mange gange endnu. Hvileløse dage vandrende fra vindue til vindue, mens jeg drømmer om at gøre det, som jeg ikke gør. Men tiden er min. Jeg når det i min egen tid.
Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.
Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.
Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?
Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?
Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?
Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.
Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?
Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.
Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.
Mandag morgen i et nyt år under en ny måne
Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.
Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.
Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.
Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.
Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.
Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.
Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.
At Slå Rødder Mellem Vinteraftener
For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.
En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.
Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.
Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…
Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.
Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.
Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.
En vandretur 7 generationer tilbage i tid
Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.
De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.
Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.
Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.
Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.
Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.
Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.
Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.
Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.
I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.
Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.
Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.
Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.
Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.
Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.
En kort, grå dag
Jeg har længe ville skrive her på bloggen. Finde tilbage til min lille boble af frie tanker og flyvske fantasier. Men jeg har ikke kunnet finde en måde at starte på. Her er ingen begyndelse. Ingen indledning. For jeg er midt i det hele. Et sted i midten. Midt mellem det ene og det andet. Mellem det gamle og noget nyt.
I dag er det mandag. Eller var. For dagene er kortest lige nu. Og de er forbi næsten inden, de kommer i gang. I dag er det mandag, og jeg har ligget på mit stuegulv hele dagen. Set det mørke morgengrå blive lysere, blive til dags-gråt-i-gråt, for så hurtigt igen at skumre til en mørkere nuance af grå og så endnu en og endnu en. Nu kan jeg ikke længere kalde det gråt. Jeg må acceptere, at den grå dag er forsvundet og erstattet af sort eftermiddag. Mens jeg har ligget her. Her på mit stuegulv.
Det er længe siden, jeg har gjort det. Ligget en hel dag på stuegulvet. Jeg har savnet det. Det var tiltrængt. Og det er et nyt stuegulv. Et større stuegulv. Dét stuegulv som jeg har drømt om så mange gange på mit lille stuegulv i min lejlighed i Nordvest. Jeg har haft så travlt med at skabe mit nye liv, at jeg ikke har haft tid til at nyde det. Eller tid til at slippe det gamle. Det kommer nu. Jeg stopper op. Sammen med naturen. Trækker mig indad, trækker mig ned i tempo. Jeg bliver til grå dage, der ikke gør noget, ikke skaber eller producerer noget – bare er. Bare er grå, kolde, våde timer, inden dagen igen er forbi. Og jeg har brug for det. Verden har brug for det. Vi har alle sammen brug for korte, uproduktive, grå dage. Dage, der bare er. Hvor vi bare er. Hvis vi bare tillod os selv flere grå dage.
Jeg har prinsesse-te i koppen. Det har jeg ikke haft i halvandet års tid. Pludselig var alle butikker lukket. Hele verden var lukket. Og jeg løb tør for prinsesse-te. Men nu har jeg fyldt op igen. I mit gamle krus, i min nye stue, i mit nye hus. I mit nye liv. Nogle ting bevæger sig i andre cyklusser.
De ringede tidligere og sagde, at min vaskemaskine, der ellers ville blive leveret på torsdag, er forsinket. 2 måneder. Måske kommer den til næste år. Verden lukker ned igen. Og det går mig egentlig ikke rigtigt på. For det føles næsten som om, at det må være sådan. Verden har brug for at lukke ned om vinteren, gå i dvale. Vi har bare ikke tilladt den det i så mange år. Verden har brug for en pause. Et pusterum. Vi må vænne os til, at vi ikke bare kan få alting lige nu. Vi må vænne os af med overdrevent forbrug. Og det føles rigtigt. I en del af mig. Den del, der er i forbindelse med naturen og mærker behovet for pause og venten.
Men en anden del af mig bliver vred. Vred på de generationer før os, der har fråset og forurenet. Umådeholdent. Vred på de generationer før os, der lovede os et samfund, der var endnu bedre og endnu rigere. De gav mig en fødselsgave – et bedre samfund – og lovede guld og grønne skove, rigdom, materiel overflod, fede jobs og fede liv. Men de har taget det hele fra mig igen ved deres eget overdrevne forbrug. De har taget det fra mig ved at fortsætte forurening og udnyttelse, udbytning og misbrug af vores natur, vores ressourcer, vores klode. Hvorfor er det mig, der skal holde igen og undvære og nøjes? Hvorfor er det mig, der skal vente 2 måneder mere på min vaskemaskine? Jeg var blevet lovet noget andet. Jeg håber, de skammer sig. Jeg ved, de ikke gør. Jeg trøster mig med, at på et tidspunkt er de generationer væk, og dermed kan deres forurening og udnyttelse ebbe ud. Forsvinde.
Verden er mere mild og tålmodig, end jeg er. Den holder alle sine børn – planter, dyr, mennesker kærligt i sin favn og luller stille ind i efterårets sidste grå dage. Nynner en vuggevise, mens Vinteren gør klar til at smide sin tunge dyne over landet. De ryster begge overbærende på hovedet og smiler til hinanden over de små mennesker, der stædigt nægter at lade sig putte. “Vi er ikke trætte. Vi vil lave mere, gøre mere. Vi behøver ikke hvile,” lyder det med grødede, små stemmer, mens de kæmper for at holde de tunge øjenlåg og tunge egoer oppe.