Udgivet den

Søndagsstille, sommerdiset pause-pause

Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?

Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.

Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.

Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.

Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.

Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.

Udgivet den

Tanker, der blæser ind med vinden

Jeg føler en sorg i dag.
Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen.
Forandringsvinde.
Stille sorg over dét, der er mistet.

Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne.
De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted.
Forandring er uundgåelig.
Vi kan ikke gemme os.
Alting forandrer sig altid.
Til sidst.
Før eller siden.
Hele tiden.
I én glidende bevægelse.
Hen over himmelhvælvingen.

Mit stearinlys er blæst ud.
Det holdt ikke længe mod vinden.
Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud.
Jeg er træt.
Også i dag.
Evigt træt.
Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted.
Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted.
Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang?
Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.

Cacaoen er blevet kold.
Men fuck, den smager godt.
Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase.
Jeg kan bare lave cacao.

Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

Udgivet den

Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.

Udgivet den

Sne. Snefnug. Snevejr.

Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.

Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?

Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.

Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.

På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.

Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.

Udgivet den

Mens vi sidder lige så stille og venter i et vakuumpakket kaos

Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.

Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.

Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.

Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.

Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.

Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.

Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.