Måske har jeg brug for at komme tilbage. Måske var det her, jeg hele tiden skulle være.
Måske er det bare endnu et forsøg på at finde noget, der kan dulme. Eller en flugt. En undskyldning. En udskydelse.
Men nu er jeg her igen.
I min søgen efter succes. I min søgen efter mening.
Og der bliver stille omkring mig, som jeg sidder her med computeren i skødet. Vinden suser udenfor og rusker i træerne. Efterårsagtigt. Efter et par sommeragtige septemberdage. Midtvejs i september. Nu er det ægte efterår. Vi kan ikke længere lade som om, det stadig er sommer.
Sommeren føles alt for hurtig overstået. Jeg nåede slet ikke dét, jeg ville. Jeg har allerede for længst givet slip på sommeren og budt efteråret velkommen. I dybet af min sjæl i hvert fald. Min hjerne skal bare lige følge med. Og give slip. Det må være den, der hænger fast ved alt dét, vi ikke nåede at få ud af sommeren. Kroppen og sjælen er allerede fyldt op af alt dét, som vi nåede at få ud af sommeren. Alt det, vi sugede og dansede og grinede og græd og omfavnede og kastede op mod himlen og lå længe og kiggede efter helt tæt nede mellem græsstråene.
Så nu er jeg her.
Og det føltes, som om verden faldt en smule på plads. Faldt i det rigtige hak og faldt lidt til ro.
Måske er det her, jeg skal være.
Måske er det her, jeg hele tiden har skulle være.
Måske er det her, jeg har søgt efter hele tiden, mens jeg har rendt rundt i verden og afsøgt og afprøvet den ene livsvej efter den anden.
Imens sad min egen livsvej hele tiden her i sofaen – stille og betragtede mig – ventende på, at jeg fandt tilbage.
Jeg tror også, jeg er klar til at komme hjem nu.
Jeg mærker ikke hjemve, men jeg mærker en længsel efter at føle mig hjemme i mig selv. Som om jeg falder lidt mere i hak i mig selv. Dén følelse. Den længes jeg efter.
Mens den første efterårsblæst får bladene til at lave dansende mønstre af lys og skygge hen over mine gardiner og mit gulv.
Jeg besøger ofte stadig min gamle arbejdsplads. Den arbejdsplads, jeg forlod med en stress-sygemelding. Jeg besøger den om natten. I drømme.
Det er 3 år siden, jeg ringede og meldte mig syg. Det er 2 år siden, jeg officielt stoppede på mit arbejde. Jeg har været tilbage på min gamle arbejdsplads mange gange siden. Mens jeg sover, vender Drømme-Marlene tilbage igen og igen for at afslutte dét, jeg ikke fik afsluttet i den vågne virkelighed.
I starten var drømmene hyppige. Jeg opdagede, at jeg igen befandt mig på mit arbejde, og jeg mærkede tvivlen, sorgen og udmattelsen skylle ind over mig. “Åh nej, jeg er her igen. Jeg er her stadig.” Og med en klump i maven og tungt hjerte arbejdede jeg videre.
Så kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk ikke arbejdede her længere. Det tunge blev lidt mindre tungt. Men jeg blev alligevel. Nu var jeg her jo. Og jeg måtte gøre mine arbejdsopgaver færdige, inden jeg kunne gå. På et tidspunkt fandt jeg endelig modet til at forlade min arbejdsplads. De første par gange snigende. Jeg ville virkelig ikke møde nogle af mine kollegaer. Jeg ville virkelig ikke ses. Jeg var flov. Og bange.
Men efter at have øvet mig på at forlade min arbejdsplads igen og igen i drømmene, blev det nemmere. Så snart jeg opdagede, at jeg igen var tilbage, sagde jeg til mig selv: “Nej, jeg behøver ikke være her. Jeg er færdig her.” Og jeg gik selvsikkert og resolut mod udgangen.
På nogle af mine rejser mod udgangen begyndte jeg at møde kollegaer. De lykønskede mig, heppede på mig og ønskede mig god rejse videre. Den ene gang holdt de faktisk en hel afskedsfest for mig. Og selv min tidligere chef, der ellers var gået på pension, kom forbi for at lykønske mig. Og sige undskyld for at have efterladt mig. Den nat gik jeg derfra i triumf med lette, glade bobler i maven. Og jeg vendte ikke tilbage i lang tid.
Men så alligevel vågner jeg til tider op i drømme-virkeligheden og finder mig tilbage på mit gamle arbejde. Det arbejde, som jeg forlod gennem en stress-sygemelding. Der er fortsat lag, der bliver blotlagt i mit indre. Der er fortsat arbejdsopgaver, der skal løses. Der er stadig sorg, der skal ses og slippes.
I nat var jeg på arbejde igen. Der var festlig stemning, for der blev holdt julefrokost. Jeg stod for underholdningen ved at opføre en parodi på en medarbejder, der gjorde alt for at ligne én, der havde rigtig travlt, men som i virkeligheden ikke lavede noget. Jeg tastede hårdt og hurtigt på mit tastatur og kiggede koncentreret ind i skærmen som forblev fuldstændig tom. Mine kollegaer morede sig. Og jeg forklarede dem, at det ikke var en parodi. Det var mig, som jeg havde siddet dag ud og dag ind. På mit arbejde. Forsøgt at udføre mine arbejdsopgaver. Forsøgt at gøre en forskel. Forsøgt at udrette noget. Men der var intet andet end en tom skærm. Tomhed. Og ingen måde at gøre det godt nok eller gøre det rigtigt. Eller bare gøre det.
De spurgte ind til, hvad jeg lavede nu. Og jeg fortalte dem om åndedrætsterapi. Om healing. Om kroppen og psyken. Om ceremoniel cacao. De virkede forvirrede. Stemningen blev endnu mere løssluppen, og der var drinks i lange bane. En ung kvinde besvimede efter en drikkeleg, men en anden var klar til at tage hendes plads. Kollegaer hev i mig, for at jeg skulle komme med hen og få et par drinks. Jeg takkede nej. Festlighederne var ikke for mig. Jeg havde ikke mere, jeg skulle på min gamle arbejdsplads. Ikke i denne omgang i hvert fald. Jeg begyndte at gå hen ad stien med den store, grønne hæk. Noget andet venter på mig.
Min verden er en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Centrum af verdenen er hængekøjen, hvor jeg ligger viklet ind i søvnighed. Jeg kan se det hvide hus. Vores hus. Jeg kan se haven. Vores smukke, grønne have, og de store træer, der omkranser den. Jeg kan se en smule af husene ude omkring vores. De er her også, men i dag er de alle sammen stille og mennesketomme.
Hele verden er tom og ekstra stille i dag. Fastfrosset. I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas. Det er så hårdt presset sammen, at jeg kan mærke tætheden i luften og i varmen. Tæt, tung og stille.
Her er lyde. Springvandet, der risler. Millioner af fugle, der synger og sladre og skælder ud og basker med vingerne. Millioner af insekter, der summer. En svag, ubestemmelig, fjern, vedvarende brummen. Som generatoren, der får hele verden til at bevæge sig. Men her er ingen lyde af mennesker. Ingen biler. Ingen snak eller råb. Ingen cykler eller musik. Ingen aktiviteter eller fræsende maskiner. Bare stilhed med dens millioner af naturlige lyde.
Der findes nok ikke andre mennesker i verden. I min lille, blå glaskugleverden. Måske findes Bjørn her heller ikke? Måske findes han et sted inde i det hvide hus. Snorkende på en sofa i en kølig stue, mens fjernsynet med blid kvindestemme fortæller om Universets uhyrlige uendelighed.
Og det smukke, lyseblå glas hvælver sig perfekt over mig. Gnistrende lyseblåt, når jeg forsøger at fokusere på det. Forsøger at kigge igennem det. Ud på den anden side af glaskuglen. Ud på den anden side af verden. Men det er gnistrende tæt og alt, jeg kan se, er lyseblåt glas. En gang imellem viser hvide skyggetegninger sig på det blå. Måske er det, når kuglen bliver rystet. Når den triller hen ad gulvet i den uendelige, sorte Univers-stue. Eller når nogen presser ansigtet mod kuglens yderside for at kigge ind. Kigge ind i den lille verden med det hvide hus i den grønne have. Og måske kan de endda se den lille bitte hængekøjen dér i græsset.
Tiden står for evigt stille her. Her i vores lille, blå glaskugleverden. Det hvide hus. Den grønne have. Den uendelige sommerdag. Vores egen, lille boble, som vi helt selv har skabt. Vi har ikke brug for andet.
Hvad hvis jeg bare gjorde det. Satte mig ned og skrev. Ord. Der kom til syne på skærmen som mine fingre klimrede hen over tastaturet. Hvad hvis jeg bare gjorde det? Uden at tænke for meget over det. Tænke over, hvad det skulle føre til. Eller bare tænkte handlingen ihjel, inden den var blevet til andet end en tanke.
Hvad hvis jeg bare gjorde det, er så besnærende nært ved. Men for hver dag, jeg ikke gør det, vokser der en kløft frem mellem mig og Hvad hvis jeg bare gjorde det. Og den bliver større. Og større. Hver gang jeg tænker tanken, men ikke udfører handlingen. Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Men det gjorde jeg så ikke. Dag efter dag gjorde jeg det bare ikke.
Jeg tøvede. Jeg ventede.
Og det var jo ikke fordi, jeg slet ikke gjorde noget overhovedet. Jeg gjorde en masse. Jeg gjorde alt muligt andet. Jeg gjorde nogle dage fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Alt muligt. Jeg gjorde bare ikke lige det.
Ikke før nu. Hvor jeg så bare gjorde det. Jeg stoppede min egen tankerække, inden den igen nåede at slå handlingen ihjel. Uden tanke rakte jeg hånden ud og åbnede computeren. Jeg mærkede en svag modstand i mit indre. For selv dét at ikke gøre noget kan blive en indgroet vane. Og vi har det bedst med vaner, ik’. Noget trygt og vant, som vi kan læne os tilbage i. Aaahh, jeg synes ligesom ikke, jeg har brug for mere nyt lige nu. Ikke engang gammelt nyt.
Men jeg gjorde det alligevel. Jeg åbnede computeren. Og jeg åbnede min blog. Og jeg lod fingrene klimprer og danse hen over tastaturet. Og se! Bogstaver og ord og sætninger foldede sig ud på skærmen. Som havde de hele tiden gjort det. Som havde de aldrig været stoppet og gemt væk i støvede spindelvævskasser bagerst i min hjerne.
Jeg mærker en stille triumf. Jeg viser den ikke til nogen. (Her er heller ikke nogen, så ingen ville se den, selv om jeg viste den.) Men jeg viser den ikke. Ikke engang til væggene og møblerne og det blå aftenlys i stuen. Det er min lille, stille, indre triumf. Jeg værner om den i mit indre. Lader den brede sig ud i mit bryst.
En sølvpil skyder hundrede kilometer oppe på den blå himmel mod sydvest. Den flyver lige igennem de spæde, lysegrønne skud på spidslønnen. Det er alt, der er i min verden lige nu. Det er alt, jeg behøver i min verden lige nu. En sølvpil på en blå forårsaftenhimmel. Og en stille, indre triumf over ord.
Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab. Øde lagt i ruin er.
Langsomme skridt tilbage ad min egen historie. Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader. Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.
Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker. Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.
Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs. Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.
Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.
Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.
Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op. “Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.” “Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.
Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.
Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.
Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.
Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.
Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.
Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.
Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.
Jeg savner virkelig at skrive. Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe. Men jeg savner virkelig at skrive.
Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud. Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.
Jeg trasker rastløst rundt i huset. Jeg trasker rastløst rundt i skovene. Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget. Men jeg skriver ikke.
Hvorfor gør jeg egentlig ikke det? Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive? Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord. Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.
Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne. Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm. Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed. Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.
Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket. Men jeg fortsætter. Og jeg fortsætter. Et. Skridt. Ad. Gangen. Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå? Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen. Hvor skal det ikke ende!
Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år. Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.
Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare. Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.
Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.
Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.
Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.
At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.
Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.
Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.
Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.
Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.
Jeg længes efter min lille bitte dyblilla tusmørke-længsel. Den, der boede indeni mig. Den, jeg boede indeni. En lille bitte boble, der knugede mit hjerte. En lille bitte boble, hvor jeg knap kunne have mine arme og ben, hvor jeg knap kunne trække vejret frit.
Jeg følte mig fanget. Jeg følte mig fastlåst. Jeg følte mig berøvet for enhver mulighed. Jeg følte mig snydt for enhver chance. Men jeg havde min længsel. Og den flød tung og blød som smeltet karamel igennem mig. Den varmede mit indre i den lange, kolde, mørke vinter. Den gjorde mine tårer saltede søde, når de lydløst trillede ned ad mine kinder, hver aften, når jeg udmattet trådte ind af døren. I min lille lejlighed. I mit lille fængsel. I mit lille bitte liv, hvor jeg havde så svært ved at trække vejret, men hvor min længsel flød dybt og ubesværet.
Nu sidder jeg her – i en uendelig sommer med den uendelige blå himmel over mig. Jeg spreder armene ud. Uendeligt, uendeligt rækker de. Verden er her kæmpe stor og åben. Jeg har kæmpe træer i kæmpe skove omkring mig. Jeg har bølgende marker, blomstrende enge og bløde bakker. Jeg har morgentimerne helt for mig selv. Jeg lader dem strække sig roligt og afslappet ind i dagen, der trisser af sted. Lange timer. Lange skygger. Solen er hver dag en evighed om at kravle over himmelbuen. Jeg betragter den, mens den skinner og glimter ned mellem de tusinde grønne blade.
Nu sidder jeg her. Midt i min længsels drømmeland. Min længselsboble er brast. Og jeg trækker vejret frit. Indåndingen fylder mit bryst, min krop, hele min verden. Jeg betragter det alt sammen. Igen og igen. Hver dag sidder jeg midt i et eventyr og bare suger det ind. Bare kigger. Betragter. Forundres. Glædes. Her er så meget forunderligt, at bare dét at være til, er nok. Er rigeligt. Faktisk er et fuldtidsjob.
Men jeg savner min lille bitte, dyblilla tusmørke-længsel. For det var den, der fik mig til at skrive. Og jeg savner at skrive.
Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?
Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.
Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.
Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?
Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.
Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?
Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.
Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.
Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.
Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.
Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.
Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”
Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag. I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.
