Udgivet den

Mandag morgen i et nyt år under en ny måne

Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.

Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.

Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.

Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.

Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.

Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.

Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.

Udgivet den

At Slå Rødder Mellem Vinteraftener

For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.

En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.

Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.

Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…

Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.

Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.

Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.

Udgivet den

Midt i en flytning

Jeg sidder alene i stuen i min lejlighed. Snart er det ikke min mere. De har endelig fjernet stilladserne, der har stået foran vinduerne i flere måneder. Så nu kan jeg kigge ud af de nye vinduer på min gamle, velkendte udsigt. Der er sol på hustagene og det øverste af træet ovre ved kirken. Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad det er for et træ, men det ligner et lindetræ. Ligesom træerne nede ved den gamle skole. Den gamle skole, som nu bliver mit nye hjem.

Jeg er ikke god til at flytte. Jeg tror ikke, jeg er skabt til det. Det river og flår i mit nervesystem. Det er alt for kaotisk, og jeg hader, at jeg ikke kan finde mine ting, at mine ting ikke har et sted at høre til, at jeg ikke har et sted at høre til. Ikke rigtigt. Ikke endnu. Et sted midt imellem. Den følelse bryder jeg mig ikke om, for jeg er ikke god til den. Jeg forstår ikke dem, der flytter hele tiden. Eller. Måske gør jeg lidt. For jeg mærker også udlængsel og eventyrlyst og higen efter nyt. Men det knuser mig, når jeg står midt i det. Ødelægger mig. Brækker mig i tusind stykker. Ud over hele gulvet. Flår mig over på midten. En halvdel hænger fast i det gamle, sørger over alt det velkendte, der må tages afsked med. Den anden halvdel træder modigt omend bævende ind i det fremmede og ukendte med et naivt håb om, at dét, der venter, er noget godt. Noget bedre.

Jeg har selv valgt det. Jeg har længtes og skreget efter det. Det er dét, jeg har drømt om så længe. Men jeg har også allerede ligget grædende i fosterstilling og fortrudt, fortrudt, fortrudt. For jeg har på ingen måde valgt den lette løsning. Jeg har givet mig selv den største udfordring, jeg kunne finde. For hvem gider det ordinære?

At købe et hus sammen med andre. Ikke bare mig og Bjørn – men også Bjørns bror med kæreste og barn – er en kæmpe udfordring. Det virker så nemt for de andre. Men mit indre barn vil ikke dele. Hun har brug for “mit og dit”. Og hun har brug for, at andre respekterer hendes ting. Min introverte side har brug for mit space, hvor jeg kan være mig og lade op. Så at have andres familie og venner rendende og hjælpe og have tusind holdninger til, hvordan vi kan gøre tingene trigger mine grænser og tester min tålmodighed helt vildt.

Og jeg har aldrig prøvet at købe et hus før. Og selv om jeg tænker, at jeg er bestået, og faktisk har virkelig godt styr på bank og forsikring, tinglysning og samejeoverenskomst. Så er jeg på bundløst dybt vand, når det kommer til istandsættelse og håndværkere.

Så en halvdel af mig har fortrudt. Hun kigger længselsfuldt tilbage mod min lille lejlighed med det fine badeværelse med varmt vand i bruseren, vores fine, nye opvaskemaskine, min dejlige altan – trygheden, roen, min smukke, lille hule. Den anden halvdel træder modigt frem mod det nye og ukendte. Hun er taknemmelig for de muligheder, jeg har skabt for mig selv og de muligheder, jeg har grebet. For hun ved godt, at jeg og vi er vokset ud af den lille lejlighed. Hun ved godt, at for at jeg kan vokse, må jeg have ny jord og en større potte. Som en fisk, der er blevet alt for stor til den lille pyt, den plasker rundt i, og som nu er skyllet over i den store skovsø. Pludselig er den store fisk blevet lille bitte. Eller også har verden omkring den bare udvidet sig.

Jeg lytter til musik, mens mørket langsomt sænker sig over min stue. Den musik, jeg har lyttet til så mange gange i den stue. Den lyder så velkendt på en fremmed måde. Eller måske så fremmed på en velkendt måde. Barndomsminder og ungdomsminder fletter sig sammen med stille tårer. Jeg mærker formødre og forfædre. Alle dem, der har været her før mig, gået vejen før mig. De står bag mig nu. De har min ryg og lægger kærligt og opmuntrende en hånd på min skulder. Himlen er lys blå og stille i sin skumring. Jeg er fyldt op af taknemmelighed og alle følelser. Mon det er ligeså hårdt for andre at flytte? Og hvordan holder de til at gøre det hele tiden?

Udgivet den

Det Gamle År og Det Nye År

Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.

Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!

Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.

Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.

Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.

Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.