Udgivet den

Vintervind & Det Gamle År

Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.

Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.

Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.

For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.

Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.

Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.

Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.

Udgivet den

Hvis Bare Jeg Var Et Træ

Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år.
Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.

Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare.
Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.

Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.

Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.

Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.

At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.

Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.

Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.

Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.

Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.

Udgivet den

At Slå Rødder Mellem Vinteraftener

For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.

En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.

Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.

Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…

Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.

Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.

Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Udgivet den

Efterårsregnvejrsgåtur

Jeg går ud i den grå, regnvåde efterårsmandag. Mine planer for i dag er blevet ændret. Min to do-liste er lang. Udenpå er alting kaos. Men indeni er alting gylden ro. Alting er nyt. Men med følelsen af at være kommet hjem.

Jeg går forbi de disede marker. Gråvejr giver mig altid en følelse af, at tiden er gået i stå. Tiden er stoppet, og verden er gået i hi. Her er ingen mennesker. Kun kragerne ude på marken og gæsene højt over mit hoved. Træerne er i gang med en efterårssonate. Tusinde af krystaldråber klinger omkring mig. Småfuglene stemmer i, mens granerne tilføjer en underliggende susen. Lige rækker af høje, lige stammer. Som en mystisk søjlegang, der fører mig ind i elverkongens slot. Plantager har en helt særlig magi. Som om samspillet mellem menneske og natur skaber en særlig alkymi.

Mennesket – med sine idéer og drømme, visioner og planer. Mennesket med sine handlinger, sin gøren, sin ageren. Sin arrangeren og omorganisering. Med hårdt arbejde og tålmodighed gør han plads, planter han til, måler op og sætter i rækker. Og så forlader han stedet. Lader naturen gøre, som naturen gør. Vokser, skyder, bærer frugt, sætter frø. Åbner op mod forårssolen og går i hi med efterårsvinden. Sirlige, lige rækker med naturligt kaos af nedfaldne grene, mos og svampe. De var ikke en del af menneskets planlægning. De joinede ligesom bare, improviserede. Men vi kan se, at mennesket har været her. Engang.

Det er den samme følelse, jeg får omkring ruiner. Det er ikke en kamp mellem menneske og natur. Det er samskabelse af overnaturlige, magiske steder. Det er ikke en kamp om pladsen, men et samspil, hvor begge parter med respekt for hinanden, tilføjer netop dét, som de kan. Eller sådan tænker jeg det i hvert fald.

Det knæhøje græs er tungt af dugperler. De gennemvæder mine bukser. Væden trænger ind i min hud, i mine knogler, mit blod, helt ind i det inderste af mine celler. Alt er vand. Våde efterår. Dit vand gennemtrænger alting. Jorden er mættet og våd. Træerne, bladene, vejene, markerne er våde. Luften er våd. Selv regnen føles mere våd mod mit fugtige ansigt. Det er ikke vand for næring, som forårets glade strømme. Det er vand til opløsning. Vand til renselse. Vand til død. For alt det, som ikke længere tjener et formål. De splattede blade og blomsterstængler på jorden. Snart opløses de og forsvinder. Ned i mørket. Der er ikke noget drama over det. Ingen voldsom kraftanstrengelse for at slippe. Det er en passiv handling. Det sker bare. Helt af sig selv. Det, der skal slippes, glider bare stille og roligt af. Glider væk. Det var det. Intet drama, ingen sorg. Det var bare.

Elmetræernes gule blade sludrer lystigt, da jeg går under dem. De har altid så mange ting at fortælle. Rådyrene springer forskrækkede op, løber et stykke og stirrer så vantro tilbage på mig. Jeg smiler og vinker til dem. De lusker ind i krattet. Der lyder høje bank fra et overdækket bålsted. “Vil du ikke have en krebs?” spørger en mand, da jeg kommer derhen. Ham og hans datter har fanget krebs i åen og kogt dem over bål. Jeg får stukket et stykke flutes med helt frisk, saftig krebs i hånden.

Jeg vandrer videre hen over marken under den grå himmel og tiden, der er gået i stå. Her findes ikke andre mennesker. En hel række af høje planter står med lysende gule blomster. Som om de ikke har fået beskeden om, at sommeren nu officielt er slut. “Hvem er du?” spørger jeg den gule blomst. Den svarer ikke. Jeg plukker en og tage med mig hjem. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende vandrer i et tåget eventyrland.

Udgivet den

Mandag i blåt og grønt

Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter feer og trolde. Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter mig selv. I dag tog jeg ud for at lede efter den blå himmel. Jeg kan se et lille udsnit af den fra min altan. Men jeg ville se den rigtige vare. Den kæmpestore, uendelige, overvældende blå himmel. Uden grænser.

Og jeg elsker simpelthen friheden ved at suse af sted i min lille bil. Den har godt nok ikke så meget power til at accelerere, men når den først er kommet op i fart, så flyver den af sted. Svæver hen over asfalten som en vinget pegasus. Let og hurtig. Vi griner, mens vinden pisker inden gennem de åbne vinduer, mens musikken sætter stemningen og naturen sætter scenen. Vi suser af sted, indtil vejen hvisker; “Kom. Det er nu. Nu du skal dreje.” Og træerne læner sig ned over vejen, mens de vinker med deres tusinde blade. De skinner i solen. Og nogle af dem er begyndt at blive gule.

Det minder mig om noget. Det minder mig om efterår og vinter. Det minder mig om kulde og mørke. Men ikke endnu. Lige nu er vi i den tungeste, varmeste sensommer. Det er nu, det for alvor gælder. Det er nu, det bliver alvor. Det er nu, vi er færdige med tidsfordriv og lege. Det er nu, vi bliver sanseligt modne. Bugnende, overdådige, frugtbare, gyldne, strålende. Med værdighed, lysende bær og runde frugter. Med overlegen mildhed og gyldent, hviskende, duftende korn.

Jeg mærkede straks, jeg steg ud af bilen og gik ind i skovens kølige skygge, at min krop satte tempoet ned. Hele mit system havde kørt på forhøjet tempo. Pumpe, pumpe, pumpe. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Vi skal nå det hele, have krydset alting af på listen og have bekymret os rigeligt om det, vi ikke nåede, eller som kunne have været anderledes. Men så snart jeg overgiver mig selv i skovens favn, sænker mit system og min krop tempoet. Synkroniserer med Moder Jords sagte hjerteslag, som det er umuligt at høre inde midt i byens trafiklarmende kaos.

Jeg beruser mig i naturens skød, der driver af overflod, sødme og kærtegnende lyst. Luften er svirrende fuld af hvide sommerfugle og tunge suk. Men ellers er her stille. Fuglenes vilde forårskakafoni er for længst forstummet. Nu er det kun de fugle, der virkelig har noget på hjerte, der lader deres smukke røster klinge mellem træerne. Skovsøen blinker til mig, blank og dyb. Den varme vind smyger sig kælent om min krop, og solen bader mig i varme kærtegn.

Jeg ler, men min stemme er trist. Hvorfor bruger jeg så meget tid i voksenlivets kaotiske, samvittighedsnagende, stressende trædemølle? Hvorfor starter jeg ikke hver dag på ryggen i en kløvermark? Hvorfor gør vi så mange ting, der er så dårlige for os? Og så få, der er så gode for os? Eller er det kun mig? Er jeg kommet baglæns ind i verden og har derfor misforstået alting fra start af? Når jeg kigger mig omkring, finder jeg ingen genkendelse af mine spørgsmål i de andres ansigter. Verden virker mere og mere underlig og uvirkelig for hver dag. Jeg prøver undrende at forstå, hvad vi egentlig laver, mens jeg vader efter de andre frem og tilbage, frem og tilbage mellem kontoret og hjem.

Jeg trækker på skuldrene og skubbe det fra mig. I dag passer de andre kontoret. Og jeg har fundet den skjulte kløvereng. Jeg smider mig i det grønne. Lader de tre gamle graner våge over mig, mens jeg misser mod solen og følger de små, puffede skyer på vej. En af dem lader fem store regndråber dryppe på min solvarme hud.