For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.
En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.
Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.
Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…
Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.
Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.
Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.
