I onsdags besøgte jeg et sted, hvor jeg ikke har været længe.
Det er et sted, jeg selv har bygget. Engang. Jeg husker ikke præcis hvornår. Men det var et trygt sted, der beskyttede mig mod verdenen udenfor. Verden omkring mig. Muren omkring stedet var tyk og høj og hvid. Den buede i en cirkel og skabte et tårn. Et tårn med tyk mur, uden døre og vinduer. Derinde sad jeg og kiggede ud på verden gennem den halvgennemsigtige, men ubrydelig mur. Ingenting kunne nå mig her. Her var jeg i sikkerhed.
Det er et par år siden, jeg besluttede mig for at banke hul i muren og træde udenfor. Træde ud fra den trange plads og det dunkle mørke. I starten skete der ingenting, når jeg bankede mine knytnæver mod de kolde sten, og selv om jeg råbte af mine lungers fulde kraft, var der ingen på den anden side, der kunne høre mig. Alle gik bare forbi. Uden at ænse mig. Uden at gøre mine til at hjælpe. Jeg bankede og bandede. Der skete ingenting. Jeg var opgivende, utålmodig, frustreret. Men jeg fortsatte med at banke.
Og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg stod udenfor muren. Med mit bryst åbent og mit blottede, bankende hjerte i hænderne foran mig. Jeg strakte mit hjerte frem mod verden, frem mod mennesker, der gik forbi mig. Jeg tilbød dem mit hjertes varme og nærvær, kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed og omsorg. Jeg tilbød dem mit hjertes sårbarhed og styrke.
Og hvor var det skræmmende at stå derude – udenfor muren – midt i verden. Helt blottet og synlig. Og jeg fik blikke og slag fra de mennesker, der passerede forbi mig. Jeg udstillede min uvidenhed og min klodsethed. Jeg sagde dumme ting, gjorde mærkelige ting, havde underlige holdninger. I forhold til alle andre. Alle de andre mennesker, jeg nu lige pludselig stod midt imellem, og som kunne se mig.
Men jeg havde også pludselig masser af plads. Rum til at lege og udforske. Rum til at brede mine arme ud og til at sprede mine vinger og lade de regnbuefarvede fjer stråle. Jeg kunne pludselig se og høre og lugte og smage og føle alting meget tydeligere. Jeg kunne le højt sammen med fuglene på himlen. Og mit blod brusede og mit hjerte slog kraftfuldt.
Men nu er jeg tilbage. Jeg er trådt ind i det bløde, dunkle mørke igen. Jeg troede egentlig ikke, tårnet eksisterede længere. Jeg var så småt begyndt at farve det med mindernes gråbrune toner. Troede, den sidste sten for længst var pillet ned. Men her stod min mur, mit tårn, næsten intakt. Og jeg trådte indenfor. Og jeg følte mig straks hjemme.
Jeg kan mærke sikkerheden her bag muren. Jeg kan mærke styrken i min mur. Den kan holde alting ude. Jeg kigger ud på verden. Kigger efter mennesker, der har såret mig, eller fået mit hjerte til at svulme. Jeg ser dem. Derude. På den anden side af muren. Men jeg mærke ingenting. Her er rart og sikkert i tårnet. Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Bare for en stund.
