Udgivet den

Mandag morgen i et nyt år under en ny måne

Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.

Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.

Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.

Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.

Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.

Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.

Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.

Udgivet den

Morgenobservationer

Jeg sidder her og ser morgenen kravle op over himlen. Langsomt. Stille. Der er mørkt i stuen. Kun to stearinlys bryder lidt af mørket med deres gyldne skær. Jeg sidder bare stille og kigger. Stilhed. En smule ferskenfarvet rødmen glider langsomt op og blender ind i nattehimlens dybe mørke. En enkelt fugl kan ikke sove længere og begynder nervøst at pippe. Den letter og flyver bort. Stille på lydløse vinger.

Jeg glider væk et øjeblik i tankestrømme. Fortidsminder og fremtidsplaner hvirvler drømmeagtigt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver nærværende igen. Ser, at det spæde ferskenfarvede lys nu har trukket en svag lyseblå farve med op over hele himmelbuen. Langsomt. Stille. Lyset tager til. Uden hastværk. Det glider bare ubemærket hen over kloden. Gradvist.

Jeg lægger mærke til den brusende summen af morgentrafik, der også er taget til. Langsomt. Umærkeligt er den steget i volumen. Har lagt sig som en bagtæppe til morgenscenen. Jeg kender den lyd helt ind i knoglerne og i sjælen. Og selv om jeg ved, at den kommer fra tunge lastbiler og små, gassende personbiler. Og selv om jeg ved, at den repræsenterer forurening og travlhed og stress og jag. Så er den lyd alligevel en del af min DNA. Jeg er barn af den industrialiserede verden. Jeg er flasket op ved brystet af effektivitetens beton og glas. Jeg er lullet i søvn under en lyssløret stjernehimmel til lyden af de sene lastbiltog på landevejen bag de høje træer, der omkransede min barndomsverden.

Det er lyden af en vågnende verden. Det er lyden af alle de mennesker, som jeg er i familie med. Og jeg rækker tråde af kærlig energi ud mod dem alle sammen. Rører hver enkelt person, som kører forbi i sin lille bil. Giver dem et strejf af kærlighed med på vejen mod dagens travle gøremål. Tager en smule af deres sorg eller bekymringer med tilbage. Vi er alle sammen familie. Jeg mærker jer. Vi støtter og bærer hinanden gennem livet og tilværelsen.

Himlen er helt lys nu. Mine øjne drikker lyset. Drukner i lyset. Hvis jeg lader mit blik glide ud af fokus, er det næsten som om, jeg kan kigge igennem det blå. Gennemtrænge det. Se i dybden. Se igennem. Til den anden side. En sky sejler ind i mit synsfelt og flammer op i orange. Et træ strækker sine grene og blade op over hustagene. De står tegnet i skarp silhouet mod den overjordiske, lyse morgenhimmel. Væsener og dyr træder frem af det skyggeagtige virvar. Tager form af grene og blade og skygger.

En trold vinker til mig. Jeg smiler og vinker tilbage. Jeg kender dem. Skyggevæsenerne. Dem er jeg også vokset op med. De bevæger sig ikke. Kan ikke. Gør ingenting. De er der bare. Men de er opmærksomme. Våger over mig. Passer på mig. Og jeg føler mig tryg med den vinkende trold, den lille hund og den store, forfjamskede haner, der alle troner på hustaget overfor.

Morgenen glider langsomt videre. Hen over kloden. Uden nogen rigtig lægger mærke til det. Jeg må også hellere komme i gang. Få ordnet gøremål. Få noget ud af dagen. Men jeg bliver siddende en stund endnu. Stille. Uden at røre mig. Bare observerer morgenen, der langsomt og umærkeligt bliver til dag.

Udgivet den

Under en morgenmeditation

Morgenens grå, stille timer krøb langsomt ind gennem sprækkerne og vækkede mig med en stille hvisken. Verden var stadig stille, og jeg listede ind i stuen til min halve times morgenmeditation. Tankerne var friske og klar til en ny dag, så de så straks muligheden for at fare af sted i alle mulige retninger med alle mulige idéer og projekter og påfund. Jeg fik dem samlet ind igen og centrerede dem omkring “JEG ER”.

Rummet indeni min krop har udvidet sig de seneste par år. Og det udvider sig stadig. Bliver større og større. Der findes en slette indeni mig, der strækker sig ud mod de lilla bjerge i horisonten, som strækker sig op mod de blinkende stjerner og snurrende galakser. Og her er Ro og Styrke. Og Magi. Her står jeg i min reneste essens. Jeg øver mig på at finde herind. Og blive herinde. En halv times tid hver morgen.

Tankerne forsøgte at forholde sig i ro, men det er så nemt at blive distraheret. Så mange spændende, frustrerende, sjove, underlige ting og tanker, vi bliver nødt til at vende. For første gang. Eller igen og igen og igen.

Jeg lagde mærke til, at der var en streg hen over stuegulvet. Som om laminatgulvet slet ikke var et laminatgulv, men bare et tæppe med laminatgulvstryk. Jeg tog fat i tæppet og løftede op. Det strakte sig helt ned til væggen. Jeg kiggede ind under tæppet og kunne se toppede brosten, der endte for foden af en væg af store, tunge kampesten. En mørk døråbning førte op. Eller ned. Eller ind i mørket. Jeg sænkede tæppet og kiggede hen over det. Laminatgulvet strakte sig hen under spisebordet til hvide fodpaneler og den hvide stuevæg. Jeg kiggede ind under tæppet igen. Tunge, mørke sten og den mørke døråbning. Jeg lagde tæppet på plads. “Ikke i dag,” tænkte jeg.

En frisk vind fejede ind af vinduet og fløj rundt langs stuens vægge, inden den ramte mig i ansigtet. “De er på vej,” bekendtgjorde den. Og jeg så den stolte brig med alle de hvide sejl bugnende af Vestenvinden pløje sig gennem det dybe blå hav, så det friske, hvide skum stod hende om stævnen. På dækket stod de barkede sømænd med de klare øjne rettet fremad. Opmærksomt skuende ud over horisonten. Stolthed. Råhed. Styrke. Handlekraft.

Jeg mærkede pludselig en frygt for at blive overrumplet, rendt over ende, drukne og bukke under for de fremadstormende pirater, når de gik i land. Hvad hvis de kom for at plyndre og myrde og voldtage og brænde ned? Hvordan skulle jeg kunne klare dem? Jeg greb ud efter en anden tanke. En idé om, at de ikke kom som fjender. Men at de kommer for at hjælpe mig. Jeg må hellere forberede mig på at kunne håndtere så megen råstyrke.

Vinden, der kom med budskabet, forsvandt ud af vinduet igen. Fejede hen over hustagene. Satte kursen mod havet og den åbne himmel. Endnu var riggen langt væk. Endnu havde de ikke land i sigte. Jeg har tid til at forberede mig. Men de er på vej. De kommer. Vinden ruskede i træerne udenfor, så de måtte give slip på deres blade.

Udgivet den

Et minde og en sang om Månen

Så sidder jeg her i bilen i den kolde, mørke morgen. Jeg kigger ud fra min lille boble på alt det, jeg kører forbi. Eller som kører forbi mig. Gad vide, hvem af os, der egentlig bevæger sig? Eller om der overhovedet er nogen af os, der bevæger sig. Var vi ikke også her igår? Og i forgårs? Og dagen før? Gad vide, hvor de skal hen, de frysende mennesker på cyklerne? Gad vide, om de selv ved det? Mon de når frem?

Lys. Røde og grønne, der skifter. Billygter i gult og rødt glider lydløst hen ad den asfaltsorte flod. Små, drivende, søvnige bobler. Det regner på forruden. Lydløst. Flere og flere små, skinnende diamanter lægger sig på ruden. Jeg visker dem ikke væk. De er så smukke. Lyskaleidoskop. Til sidst kan jeg næsten ikke se morgenverdenen udenfor. Vinduesviskeren fejer hen over forruden. Lydløst. Et par enkelte nye diamantdråber dukker forsigtigt op igen, da den er fejet tilbage.

Rødt lys. Venter. Tænker på min dyne. Hvorfor er jeg overhovedet stået op? Min næse er stoppet, og min hals er irriteret. Skyer af snot er begyndt at stige op og overskye min hjerne. Det føles egentlig meget rart. Som at blive bedøvet. Som at opleve verden igennem en slowmotion af vat. Mine øjne vender vrangen ud på sig selv, og ting ser på en gang velkendte og underligt fremmede ud. Som om de har stået der så længe og bare været, hvad de er, at meningen er gået tabt. Hvad er du nu, lygtepæl?

Trafikken glider. Lydløst. Det er for tidligt og for mørkt og for koldt til at nogen gider være aggressive. De skutter sig bare i deres små, ensomme bilbobler med blanke, søvnige øjne. Jeg mindes tidlige morgener, da jeg var barn. På vej til børnehave. På bagsædet af bilen, hvor jeg lå og kiggede op og ud på de forbipasserende vinduer og hustage, der lænede sig ud over vejen for at kigge ned på mig. Nogle morgener fulgte Månen os på vej. Den fulgte os hele vejen hjemmefra og ind gennem byen til dér, hvor vejen slog en bue udad igen. Her vinkede jeg altid farvel til Månen, mens min mor hørte Anne Linnet på bånd:

“Stjerne og Sol og Måne – Dem får vi lov at låne.
Time og Dag og Uge – Dem får vi lov at bruge.”

Så sang jeg med. For mig var teksten fuld af håb. Håb om muligheder. Håb om et uendeligt Univers. Håb om uendelig tid. Håb om at få lov. Drømme om dansende stjerne og sole, måner og timer, dage og uger. Det er mange år siden, jeg har hørt den sang.

Da jeg stiger ud af bilen, er det begyndt at regne. Jeg fryser, og vinden skubber til min paraply. Hvor har jeg egentlig lagt de stjerner og sole og måner, som jeg lånte af Anne Linnet dengang? Jeg må lige huske at lede efter dem, når jeg kommer hjem.