Udgivet den

Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.

Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.

Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?

Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?

Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?

Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.

Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?

Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.

Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.

Udgivet den

Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.

Udgivet den

Allehelgenes Dag

Allehelgenes Dag. De Dødes Dag. Den sidste dag. Og den første. De døde har rejst længe og langt for at komme frem til den dag. Og lige midt imellem den sidste og den første dag er sløret helt tyndt. En silkegennemskinnelig ham, der strækkes og trækkes ud, vrides og vendes, når Verdensslangen ryster sig i kramper for at glide ud af sin gamle, døde hud. Hendes lydløse suk opfanges af sjælen i nattens mørke. De udenjordiske vibrationer vugger sagte sjælen i den sovende krop. Og sjælen kender klagesangen og nynner med på den sukkende melodi. Melankolske drømme hjemsøger den sovende. Alting må dø og slippe. Også denne dag, denne cyklus, denne tur rundt i Livets karrusel. Er I klar til en ny tur?

Verdensslangen bugter sig fri. Bugter sig videre hen over Universets stjernebanker. De døde skæl drysser stille ned over planeter på hendes vej, falder som stjerneskud gennem atmosfærer. Og de døde står klar med opadvendte ansigter. Da slangeskinnet sprak, strømmede de igennem. Ind i denne verden. Vores verden? Den verden, hvor du og jeg lige nu opholder os. Vi har den vist kun til låns, men vi ynder at lade som om, den er vores ejendom.

Og de døde fejer som grå tågetæpper ind over den allertidligste morgen. Dagen bliver skubbet til sidde og lukket ude. I dag bliver det ikke dag. I dag er det de dødes dag. Og de døde hænger over hele verden som et gråt, ubevægeligt tæppe. De står skulder ved skulder i gaderne og på markerne. Står vinkende mellem træerne i skovene og i parkerne. Løber efter bilerne og cyklerne og hvirvles ind i de roterende hjul. De lægger sig ned over hustagene, forsøger at glide ned gennem skorstene og ind gennem utætte vinduer og brevsprækker.

De døde plejer at lave en masse larm. Huje og skrige, fløjte og pifte, hulke og græde. Råbe forbandelser og fornærmelser og sønderrivende bønner efter de levende. Men ikke i år. I år er de alle sammen stille. I år står og ligger og hænger de døde bare. Helt stille kigger de på de levende. Venter. Observerer dem bare tavst. For i år er verden ikke, som den plejer at være. I år kan de døde ikke kende den verden, de tog af sted fra. I år er der ingen misundelse eller fortrydelse. I år venter de døde bare.

Der er stille i gaderne. Kun få levende har vovet sig ud. Der er underligt stille i hjemmene. Der er ikke mange, der har noget at sige. Alt er ligesom allerede blevet sagt for flere uger siden. Og de få, der stadig taler, gør det med hviskende stemmer. Som om ord også er blevet en forbrydelse. Der bliver skruet ned for radioer og fjernsyn. Folk lægger ikke selv mærke til det, men de skæver en gang imellem ud af vinduet. Ud på tågen. Og de skutter sig. Det er nok vinterkulden, tænker de og skruer lidt ekstra op for radiatoren. Men der bliver aldrig rigtig varmt i stuerne.

Tågen begynder at mørknes i kanten. Dagen fik aldrig lov til at komme frem, men aftenen ridder ind med hurtige skridt. Døden ridder ved hans side i den store, sorte kutte. Hans blåhvide dødningegrin titter frem under kutten, og hans le skinner skarpt og blankt højt over ham. Det bliver en travl nat.

De døde står langs vejene. Stille. Ventende. Svajende let fra side til side som til usynlig musik. Lys bliver tændt rundt om i husene. Men mange steder er der stadig mørkt. De få levende, der vover at kigge ud i skumringen kan se de blege, døde kroppe og ansigter stå tæt derude. De døde rykker sammen, rykker tættere på. Står nu helt tæt på vinduerne. De døde kravler ned fra tage og træer og stimler sammen om det varme lys, der strømmer ud fra vinduerne. De virker så skrøbelige – vinduerne – som små lysøer i et uendeligt hav af mørke og døde og ensomhed.

En ung mand står på en stol i en mørk, kold lejlighed. Han har fået bundet et reb fast i loftet. Han stirrer med sammenbidte tænder og tårer i øjnene ud mod de kolde ansigter uden for vinduet. ”Så I gjorde ingenting!” Hvæser han, ”I gjorde ingenting, og nu står vi her! I skred fra jeres ansvar! I tænkte kun på jer selv! I gjorde ingenting for at række hånden ud! I gjorde ingenting for at forsøge at redde andre eller redde verden! I gad ikke engang forsøge at redde jer selv! I åd og drak bare! Festede og forbrugte og grinede sanseløst og hysterisk, når I hældte mere gift ud omkring jer! I GJORDE INGENTING! OG I SKRED BARE FRA JERES ANSVAR OG EFTERLOD ALT JERES LORT TIL ANDRE!

Men det skal være løgn! Det skal kraftedersuseme være løgn! Jeg rydder ikke jeres lort op! Jeg gider ikke rette op på jeres fejl og jeres totale kuldsejling af jordkloden, af samfundet, af menneskeheden! Jeg gider fandme ikke engang redde mig selv op af den sump, I har efterladt mig i! Tak, for lort og FUCK JER!!!” Han vifter vildt med fuckfingrene strakt stift frem foran sig. Truer af vinduerne og de døde ansigter. Så træder han ud fra stolen og bliver hængende i luften. Trukket ned af tyngdekraften. Holdt oppe af rebet. Et absolut nulpunkt mellem gulv og loft. De døde vender sig bort. Flyder videre i tusmørket. I nat vil der være mange flere som den unge mand. Aldrig har verden været så tæt på sin undergang som denne nat.

Udgivet den

Hvad Mørket prøver at fortælle os

Så nu sidder jeg lige her. Igen. Sidder bare med en kop te og kigger ud på mørket. For nu er det der igen – Mørket. Lyset kigger kort frem et par timer, men hvis vi vender os væk et øjeblik, er det forsvundet igen, og alt er atter mørkt. Mørket prøver at fortælle os, at vi skal tage den med ro, men det virker nærmest modsat. Rastløshed og utålmodighed river i mig. “Hvad er det, du skal nå?” hvisker Mørket. Jeg svarer ikke, men tusind tanker og planer og idéer kværner rundt i hovedet på mig.

Jeg bliver nødt til at have en plan, skabe mig et overblik. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg har startet så mange ting og projekter op, så lige nu flakker jeg hvileløst fra det ene til det andet som en stor, ubeslutsom, forvirret natsværmer. Alting lyser op, alting virker vigtigt eller potentielt eller spændende. Men jeg kan ikke blive ved med at flakke rundt på denne her måde. Jeg bliver nødt til at sætte det lidt i system. “Men vendt! Er det ikke netop systemer og strukturer, der dræber kreativiteten?” Det kan godt være, men jeg bliver nødt til at prøve noget nyt. Jeg bliver nødt til at prøve at fokusere på én ting. Sætte mig stille og roligt med noget – et kursus, en bog, en hobby, en idé – og så gennemføre det. Fra enden til anden. Og øve mig. Færdiggøre noget. Afslutte det eller skære det væk. Rydde op og rydde ud.

Jeg sidder lidt og lader tankerne kværne rundt. Så mange storslåede idéer, så mange kloge tanker. Hvordan får jeg dog struktur på dem? Hvordan får jeg dem ud af hovedet og omsat til fast materie fra deres udsvævende skysubstans? Jeg griber ud efter en hvid tankesky, men da jeg kort tøver, opløser den sig mellem mine fingre. Hvad hvis det ikke er den, jeg skal starte med? Jeg bliver nok nødt til at starte fra starten. Tage det første først. Gå kronologisk frem. Og gemme guldkornene til et passende sted. Men hver gang jeg finder et sted, der virker passende at starte, er der straks grene, der skyder ud til alle sider og rækker bagud. Der er altid noget, der er gået forud, altid en forklarende anekdote, det ville give mening at fortælle først. En forhistorie til forhistorien. Skyformationerne spinder sig opad omkring mit hoved. Mørket kigger tavst på mig.

Jeg giver op og kigger ud i mørket, mens skytårne og tanker falder sammen omkring mig. De lander flade og slatne på sofaen omkring mig, glider ned på gulvet og opløses i uformelige pøle af tabte idéer. “Jeg kan godt selv se det,” fortæller jeg Mørket, “jeg har alt for mange ting, jeg gerne vil på en gang. Og de skal helst være perfekte fra start. Men der er jo aldrig noget, der starter ud perfekt. Så på den måde kommer jeg nok aldrig igang med noget.” Mørket svarer ikke, det er der bare. Gad vide om Mørket er perfekt, eller om det bare er tilfreds med, hvor mørkt det nu engang er i dag?

Jeg sidder stadig i mørket. Jeg har drukket min te. Jeg bliver nødt til at starte et sted. Et sted, der ikke er perfekt. Jeg lukker øjnene. Mærker, at jeg trækker vejret stille og lydløst. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og følger åndedrættet ned gennem kroppen. Og giver slip. Giver slip på alt, hvad jeg tror jeg skal og vil og ønsker. Giver slip på alle forventninger og drømme. Giver slip på al utålmodigheden. Prøver at finde ind til bare lige her og nu. Prøver at trække vejret og udvide det rum. Prøver at finde tilfredshed med bare at være her. Finder roen i ikke at være i tankerne om alt det, jeg ikke har gjort. Mørket og Roen. Men i morgen, når det er lyst, må jeg hellere lave en plan.

Udgivet den

Vintermørke og Hverdagens Slidte Spor

Vinduerne er helt sorte. Regndråber lyses op på den mørke glasflade af billygter, der kører forbi nede på gaden. Så igen bare mørke. Jeg sidder i sofaen og trækker trøjen tættere omkring mine frysende arme. Udenfor er en kold vind fløjet ind over landet. Lige pludselig dukkede den frem af mørket og blæste direkte igennem vores efterårsfrakker og sommercardigans. Den skubber og hiver i os, så vi hastigt vælter indendøre. Der er ikke mere for os at gøre udenfor. Ikke mere for os at komme efter. Vi må fortrække til vores huler, gå i hi, slikke vores sår og kigge dybt i vores sjæle, og vi må vente. Vente på at lyset igen forbarmer sig over os og får lyst til at vende tilbage.

Den kraftige vintervind suser hujende rundt om hushjørnerne på jagt efter uforsigtige folk, der kan miste en hat, et tørklæde eller grebet. Men gaden ligger øde hen. Et enligt, gult blad tumler hen over den sorte vej. Alle de andre blade er for længst faldet af træerne og forsvundet. Hvor forsvinder de egentlig hen? I et par uger i det strålende, smukke efterår, går man og tænker, at Jordens overflade bliver hævet et par centimeter af det tykke tæppe af nedfaldne blade. De er alle vegne. Farvestrålende dækker de alting, og støvlerne skovler sig igennem det tykke lag. Og så pludselig er de væk. Væk, sammen med det strålende efterårssolskin og den høje, blå himmel. Tilbage er bare mørket og den tomme, sorte vej. Og kulden. Alt er sort og tomt og koldt.

Jeg sidder i sofaen og kigger på de våde, sorte ruder. Jeg fornemmer kulden krybe ind gennem sprækkerne. Den kryber hen over gulvet og op i sofaen, hvor den bider i mine fødder. Hvordan blev det lige pludselig så mørkt? Det føles som om, mørket kom fra den ene dag til den anden. Som om, at Solen en dag valgte simpelthen ikke at stå op. Og vi har ikke set den siden. Måske kommer den aldrig tilbage? Måske er der nu kun det tågede, grå lys. Men vi vænner os nok til det. Det gør vi jo med så meget. Vi trækker på skuldrene, trækker dem op omkring ørerne og trasker så videre med bøjet nakke. Trasker videre i hverdagens tunge, sølede, nedtrådte spor.

Men jeg har aldrig følt mig helt tilpas i det spor. Jeg har ikke kunne lade være med at kigge op og til siderne. Spejde efter noget andet. Spejde efter en skjult sti, der ledte væk fra sporet og ind i skovens mørke, mystiske skygger. Spejde efter den vilde blomstereng, den stejle bjergskrænt og den snoede, uendelig strandbred. Spejde ud i det grå.

Og pludselig virker det som om, at tågen letter lidt, og vent; er det skoven og engen og bjerget og stranden, jeg kan begynde at skimte dér i disen? Skuldrene værker og gør ondt, da jeg forsøger at vriste dem fri under åget. De glatte sider på det nedtrådte spor er ikke længere så stejle og uoverstigelige. Forsigtigt sætter jeg den ene fod op på kanten. Så den anden. Jeg fortsætter fremad, balancerende på kanten af hverdagens dybe spor. Det må være nok for nu.