Udgivet den

Mord i påsken

Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?

Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.

Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.

Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.

Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.

Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.

Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.

Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?

Udgivet den

Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.

Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.

Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?

Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?

Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?

Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.

Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?

Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.

Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Udgivet den

Et sted mellem meditation og revolution

“Jeg er simpelthen så træt, og jeg forstår det ikke,” sagde jeg til Kroppen. “Og vi har slet ikke tid til at være trætte. Vi skal da gøre noget, udrette noget.” Kroppen kiggede på mig. Så pegede den ud af vinduet, hvor den efterårsgrå morgen stadig var halvmørk og indhyllet i kolde, klamme tågeskyer. Og så pegede den på det røde blod, der dryppede fra min måneblødning. “Udenfor er det efterår. Indeni er det vinter. Du må gerne være træt, for det er tid til at give slip, hvile, restituere,” sagde Kroppen.

“Jo, jo,” mumlede jeg. “Men har vi ikke allerede gjort det? Det gjorde vi jo i går.” Men Kroppen lyttede ikke, den var allerede på vej tilbage mod den varme, bløde dynehule i soveværelsesgrotten. Vi blev dog hurtigt enige om et kompromis, og byggede en ny hule i sofaen. Det fejrede vi med en kop te.

Så nu sidder vi her. I sofahulen. Verden udenfor er stadig grå og kold og klam. Jeg tror slet ikke, Dagen kommer i dag. Den har nok også besluttet at blive i sin hule. Det er i grunden længe siden, vi har haft en længere periode med gråt vejr. Jeg synes, Solen har været yderst gavmild med den blå himmel i år. Førhen var der lange perioder med gråt. Jeg kan huske, at jeg tit tvivlede på, om Solen mon stadig eksisterede. Og om vi nogensinde ville få den at se igen.

Måske blev Verden så glad og mild, da vi lod alle flyene stå på jorden i en måned, at den åbnede op for uendelige dage med blå himmel. Måske er det bare min indre verden, der er skiftet. Måske ser jeg bare kun de strålende solskindage nu, mens de grå dage glider ligeså stille forbi bevidstheden uden at sætte sig fast. Gad vide, om der overhovedet er andre, der oplever den ydre verden, som jeg gør? Eller går alle rundt i hver deres boble af overbevisninger om sandheden? Måske er mine øjnes og min hjernes proces med at skabe et visuelt, forståeligt image helt anderledes end din? Det er ikke underligt, at mennesker har så svært ved at forstå hinanden.

Jeg veksler lidt mellem den bløde overgivelse til at kravle ind i min egen navle for at prøve bare at forstå et enkelt menneske – nemlig mig selv – en smule bedre. Og på den anden side en oprørsk trang til at forsøge at gøre en forskel og få alle mennesker til at forstå hinanden og sig selv bare en lille smule bedre. Kan jeg redde verden, når jeg nu kæmper så ihærdigt for bare at redde mig selv?

Jeg kan mærke, jeg har begge to i mig. Dagdrømmeren, der vender verden ryggen og sætter sig ud i skoven og betragter årstiderne skifte, mens det hvide skæg bliver længere og længere. Revolutionæren, der rejser næven og stemmen mod systemet, og som med brændende visioner og kærlighed til folket, bryder gamle dogmer ned for at bygge nye strukturer op. De er her begge to. Ingen af dem er gået ud for at følge deres vej endnu. De har begge en hånd på dørhåndtaget til hver deres dør. De kigger afventende bagud mod mig, der står imellem dem. “Nåh, hvad venter du på? Kom. Kom med mig. Vi skal denne vej.” synes de begge at sige med deres udtryksfulde, glimtende øjne.

Jeg bliver stående midt imellem dem. Ubeslutsom. Jeg føler mig draget af dem begge. Men begge to fylder mig også med frygt. Kroppen har lagt sig ned. Den ænser ikke de to. I dag er det hviledag. Det er efterår udenfor. Og vinter indeni. Meditativ opstigning og revolution må vente til i morgen.

Udgivet den

Morgenobservationer

Jeg sidder her og ser morgenen kravle op over himlen. Langsomt. Stille. Der er mørkt i stuen. Kun to stearinlys bryder lidt af mørket med deres gyldne skær. Jeg sidder bare stille og kigger. Stilhed. En smule ferskenfarvet rødmen glider langsomt op og blender ind i nattehimlens dybe mørke. En enkelt fugl kan ikke sove længere og begynder nervøst at pippe. Den letter og flyver bort. Stille på lydløse vinger.

Jeg glider væk et øjeblik i tankestrømme. Fortidsminder og fremtidsplaner hvirvler drømmeagtigt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver nærværende igen. Ser, at det spæde ferskenfarvede lys nu har trukket en svag lyseblå farve med op over hele himmelbuen. Langsomt. Stille. Lyset tager til. Uden hastværk. Det glider bare ubemærket hen over kloden. Gradvist.

Jeg lægger mærke til den brusende summen af morgentrafik, der også er taget til. Langsomt. Umærkeligt er den steget i volumen. Har lagt sig som en bagtæppe til morgenscenen. Jeg kender den lyd helt ind i knoglerne og i sjælen. Og selv om jeg ved, at den kommer fra tunge lastbiler og små, gassende personbiler. Og selv om jeg ved, at den repræsenterer forurening og travlhed og stress og jag. Så er den lyd alligevel en del af min DNA. Jeg er barn af den industrialiserede verden. Jeg er flasket op ved brystet af effektivitetens beton og glas. Jeg er lullet i søvn under en lyssløret stjernehimmel til lyden af de sene lastbiltog på landevejen bag de høje træer, der omkransede min barndomsverden.

Det er lyden af en vågnende verden. Det er lyden af alle de mennesker, som jeg er i familie med. Og jeg rækker tråde af kærlig energi ud mod dem alle sammen. Rører hver enkelt person, som kører forbi i sin lille bil. Giver dem et strejf af kærlighed med på vejen mod dagens travle gøremål. Tager en smule af deres sorg eller bekymringer med tilbage. Vi er alle sammen familie. Jeg mærker jer. Vi støtter og bærer hinanden gennem livet og tilværelsen.

Himlen er helt lys nu. Mine øjne drikker lyset. Drukner i lyset. Hvis jeg lader mit blik glide ud af fokus, er det næsten som om, jeg kan kigge igennem det blå. Gennemtrænge det. Se i dybden. Se igennem. Til den anden side. En sky sejler ind i mit synsfelt og flammer op i orange. Et træ strækker sine grene og blade op over hustagene. De står tegnet i skarp silhouet mod den overjordiske, lyse morgenhimmel. Væsener og dyr træder frem af det skyggeagtige virvar. Tager form af grene og blade og skygger.

En trold vinker til mig. Jeg smiler og vinker tilbage. Jeg kender dem. Skyggevæsenerne. Dem er jeg også vokset op med. De bevæger sig ikke. Kan ikke. Gør ingenting. De er der bare. Men de er opmærksomme. Våger over mig. Passer på mig. Og jeg føler mig tryg med den vinkende trold, den lille hund og den store, forfjamskede haner, der alle troner på hustaget overfor.

Morgenen glider langsomt videre. Hen over kloden. Uden nogen rigtig lægger mærke til det. Jeg må også hellere komme i gang. Få ordnet gøremål. Få noget ud af dagen. Men jeg bliver siddende en stund endnu. Stille. Uden at røre mig. Bare observerer morgenen, der langsomt og umærkeligt bliver til dag.