Udgivet den

Et sted mellem meditation og revolution

“Jeg er simpelthen så træt, og jeg forstår det ikke,” sagde jeg til Kroppen. “Og vi har slet ikke tid til at være trætte. Vi skal da gøre noget, udrette noget.” Kroppen kiggede på mig. Så pegede den ud af vinduet, hvor den efterårsgrå morgen stadig var halvmørk og indhyllet i kolde, klamme tågeskyer. Og så pegede den på det røde blod, der dryppede fra min måneblødning. “Udenfor er det efterår. Indeni er det vinter. Du må gerne være træt, for det er tid til at give slip, hvile, restituere,” sagde Kroppen.

“Jo, jo,” mumlede jeg. “Men har vi ikke allerede gjort det? Det gjorde vi jo i går.” Men Kroppen lyttede ikke, den var allerede på vej tilbage mod den varme, bløde dynehule i soveværelsesgrotten. Vi blev dog hurtigt enige om et kompromis, og byggede en ny hule i sofaen. Det fejrede vi med en kop te.

Så nu sidder vi her. I sofahulen. Verden udenfor er stadig grå og kold og klam. Jeg tror slet ikke, Dagen kommer i dag. Den har nok også besluttet at blive i sin hule. Det er i grunden længe siden, vi har haft en længere periode med gråt vejr. Jeg synes, Solen har været yderst gavmild med den blå himmel i år. Førhen var der lange perioder med gråt. Jeg kan huske, at jeg tit tvivlede på, om Solen mon stadig eksisterede. Og om vi nogensinde ville få den at se igen.

Måske blev Verden så glad og mild, da vi lod alle flyene stå på jorden i en måned, at den åbnede op for uendelige dage med blå himmel. Måske er det bare min indre verden, der er skiftet. Måske ser jeg bare kun de strålende solskindage nu, mens de grå dage glider ligeså stille forbi bevidstheden uden at sætte sig fast. Gad vide, om der overhovedet er andre, der oplever den ydre verden, som jeg gør? Eller går alle rundt i hver deres boble af overbevisninger om sandheden? Måske er mine øjnes og min hjernes proces med at skabe et visuelt, forståeligt image helt anderledes end din? Det er ikke underligt, at mennesker har så svært ved at forstå hinanden.

Jeg veksler lidt mellem den bløde overgivelse til at kravle ind i min egen navle for at prøve bare at forstå et enkelt menneske – nemlig mig selv – en smule bedre. Og på den anden side en oprørsk trang til at forsøge at gøre en forskel og få alle mennesker til at forstå hinanden og sig selv bare en lille smule bedre. Kan jeg redde verden, når jeg nu kæmper så ihærdigt for bare at redde mig selv?

Jeg kan mærke, jeg har begge to i mig. Dagdrømmeren, der vender verden ryggen og sætter sig ud i skoven og betragter årstiderne skifte, mens det hvide skæg bliver længere og længere. Revolutionæren, der rejser næven og stemmen mod systemet, og som med brændende visioner og kærlighed til folket, bryder gamle dogmer ned for at bygge nye strukturer op. De er her begge to. Ingen af dem er gået ud for at følge deres vej endnu. De har begge en hånd på dørhåndtaget til hver deres dør. De kigger afventende bagud mod mig, der står imellem dem. “Nåh, hvad venter du på? Kom. Kom med mig. Vi skal denne vej.” synes de begge at sige med deres udtryksfulde, glimtende øjne.

Jeg bliver stående midt imellem dem. Ubeslutsom. Jeg føler mig draget af dem begge. Men begge to fylder mig også med frygt. Kroppen har lagt sig ned. Den ænser ikke de to. I dag er det hviledag. Det er efterår udenfor. Og vinter indeni. Meditativ opstigning og revolution må vente til i morgen.

Udgivet den

Under en morgenmeditation

Morgenens grå, stille timer krøb langsomt ind gennem sprækkerne og vækkede mig med en stille hvisken. Verden var stadig stille, og jeg listede ind i stuen til min halve times morgenmeditation. Tankerne var friske og klar til en ny dag, så de så straks muligheden for at fare af sted i alle mulige retninger med alle mulige idéer og projekter og påfund. Jeg fik dem samlet ind igen og centrerede dem omkring “JEG ER”.

Rummet indeni min krop har udvidet sig de seneste par år. Og det udvider sig stadig. Bliver større og større. Der findes en slette indeni mig, der strækker sig ud mod de lilla bjerge i horisonten, som strækker sig op mod de blinkende stjerner og snurrende galakser. Og her er Ro og Styrke. Og Magi. Her står jeg i min reneste essens. Jeg øver mig på at finde herind. Og blive herinde. En halv times tid hver morgen.

Tankerne forsøgte at forholde sig i ro, men det er så nemt at blive distraheret. Så mange spændende, frustrerende, sjove, underlige ting og tanker, vi bliver nødt til at vende. For første gang. Eller igen og igen og igen.

Jeg lagde mærke til, at der var en streg hen over stuegulvet. Som om laminatgulvet slet ikke var et laminatgulv, men bare et tæppe med laminatgulvstryk. Jeg tog fat i tæppet og løftede op. Det strakte sig helt ned til væggen. Jeg kiggede ind under tæppet og kunne se toppede brosten, der endte for foden af en væg af store, tunge kampesten. En mørk døråbning førte op. Eller ned. Eller ind i mørket. Jeg sænkede tæppet og kiggede hen over det. Laminatgulvet strakte sig hen under spisebordet til hvide fodpaneler og den hvide stuevæg. Jeg kiggede ind under tæppet igen. Tunge, mørke sten og den mørke døråbning. Jeg lagde tæppet på plads. “Ikke i dag,” tænkte jeg.

En frisk vind fejede ind af vinduet og fløj rundt langs stuens vægge, inden den ramte mig i ansigtet. “De er på vej,” bekendtgjorde den. Og jeg så den stolte brig med alle de hvide sejl bugnende af Vestenvinden pløje sig gennem det dybe blå hav, så det friske, hvide skum stod hende om stævnen. På dækket stod de barkede sømænd med de klare øjne rettet fremad. Opmærksomt skuende ud over horisonten. Stolthed. Råhed. Styrke. Handlekraft.

Jeg mærkede pludselig en frygt for at blive overrumplet, rendt over ende, drukne og bukke under for de fremadstormende pirater, når de gik i land. Hvad hvis de kom for at plyndre og myrde og voldtage og brænde ned? Hvordan skulle jeg kunne klare dem? Jeg greb ud efter en anden tanke. En idé om, at de ikke kom som fjender. Men at de kommer for at hjælpe mig. Jeg må hellere forberede mig på at kunne håndtere så megen råstyrke.

Vinden, der kom med budskabet, forsvandt ud af vinduet igen. Fejede hen over hustagene. Satte kursen mod havet og den åbne himmel. Endnu var riggen langt væk. Endnu havde de ikke land i sigte. Jeg har tid til at forberede mig. Men de er på vej. De kommer. Vinden ruskede i træerne udenfor, så de måtte give slip på deres blade.

Udgivet den

Universel Sandhed eller Billig Rosé

Og mens jeg sad i meditationsstilling på altanen med tæpper og handsker og frossen næse og stirrede uden fokus på himlen, besluttede sommeren sig for at komme tilbage. Den trak temperaturen op og grillstartere og værktøj frem. Og folk ud af deres lejligheder. En kakafoni af skrigende børn, hamren og banken, transportable basrytmer og mumlende, længselsfulde stemmer. Tørstende efter sol og frihed fylder de famlende zombier byens grønne pletter op. Hælder grillpølser og billig rosé ind med en rungende latter. Solbriller og Instagram. Hvordan smager frihed egentlig?

Og jeg sidder stadig på min altan. Jeg har smidt tæpper og handsker, men blikket er stadig fjernt og ufokuseret. “Hvorfor foretager du dig ikke noget, Marlene? Hvorfor sidder du bare dér og lader livet glide forbi? Lev dog livet! Berus dig i billig rosévin og livets banaliteter. For nu er det sommer. Og grillen er tændt. Og vi skal være sorgløse, for det står nu engang så godt til solbrune ben, tung, identitetsløs bas og sommerstemning.“

Men jeg havde faktisk lige gang i noget vigtigt. Jeg havde gang i et dybt kig indad. I kan ikke se det. For det kan ikke ses udenpå. Det hele foregår indeni. Her har jeg arbejdet hårdt på at udvide mit indre, skabe mere plads, skabe rummelighed, skabe forståelse, skabe tolerance, skabe robusthed. Sætte grænser, mærke efter, finde retning, finde forståelse. For pokker, der er da ikke noget at sige til, at jeg ofte er så træt.

Nu har jeg så fundet en plads midt i orkanens øje. Her kan jeg sidde stille og roligt og observere den hvirvlende, grumsede masse, der farer forbi mine øjne. Her i mit indre har jeg overtaget kontrollen. Det er mig, der styrer. Jeg bestemmer alt. Og jeg kan skifte mit humør fra opgivende til opløftende med et fingerknips. For jeg vælger selv. Jeg skaber selv min virkelighed og min verden. Fordi; i mit indre er jeg en gudinde, en titan, et væsen af ren energi.

Men den ydre verden banker på. Højt og larmende. Jeg prøver at lukke øjnene og ørerne. Lukke mig inde i min indre verden af ren power og kærligt lys. Men alle de ydre stimuli og muligheder får mig til at tvivle. Jeg åbner et øje på klem. Hvad er det egentlig, jeg vil? Mit hoved er ved at sprænges af tætheden i byen. Så meget larm og andre menneskers energi. Måske ville det være meget bedre at komme ud af byen. Købe et lille hus i skoven. Helt alene. Bare lytte til duerne og vinden i trækronerne. – Og de rastløse, hjemløse spøgelser og dine egne bange tanker om natten….

Måske har jeg slet ikke lyst til at dykke så dybt ind i mit eget indre. Finde oraklet på bunden og løse Universets gåde. I hvert fald ikke lige nu. Måske har jeg bare lyst til at sidde her med et glas billig rosé. Jeg vakler mellem den simple og den universelle sandhed om meningen med livet. Det er så småt ved at gå op for mig, at min opgave ikke er at vælge det ene frem for det andet. Min opgave er at finde balancen. Alt eksisterer samtidigt.

Udgivet den

Eftermiddag ud af vinduet

Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.

Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?

Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.

Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.

Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.

De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.

Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.

Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.

Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.

Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?

Udgivet den

Når der pludselig går hul

Jeg kunne skrive mange indlæg om mine tanker og overvejelser omkring at tilmelde mig og starte på Essence Practitioner-uddannelsen. Jeg kunne skrive om, hvad der skete på Modul 1. Jeg kunne skrive om, hvad jeg tænker for fremtiden. Og måske gør jeg det. En anden dag. Men i dag vil jeg bare skrive om min oplevelse i den aktive meditation på den sidste dag af Modul 1:

I dag gik der hul. I dag fik jeg kontakt med mig selv. I dag fik jeg banket et lille bitte hul aller dybest nede i bunden af mig selv. Dernede i mørket var en del af mig selv – skjult og gemt. Så godt gemt, at min bevidsthed ikke kendte til den, og skjult for mig selv for at beskytte mig.

En gang for længe siden var den lille del af mig kravlet dybt ned i mørket, hvor den sad og holdt fast og holdt sammen. For at beskytte mig mod verden udenfor. Den havde lagt slør og glemsel ud, så jeg ikke kunne finde den. For at beskytte mig mod mig selv. Men nu ville den lille del gerne ud. Nu var der ikke længere brug for, at den holdt fast og beskyttede mig. Men den vidste ikke længere, hvordan den skulle give slip eller finde ud. Den havde siddet der så længe, at den havde glemt det, og den havde gemt sig så godt, at Bevidstheden ikke anede, at den fandtes.

Og sådan gik der mange år. Den lille del af mig, hun sad nede i mørket og holdt fast og passede på, og Bevidstheden havde travlt med at agere og være i verden. Tage uddannelse, være social, opleve ting, blive klog på livet og prøve at finde min vej. Men en dag stoppede Bevidstheden op og begyndte at mærke indad – mærke efter. Det var som om, der manglede noget. Der var en ubestemmelig følelse af sorg. En længsel efter noget. Så Bevidstheden begyndte at lede. Hvor kommer den sorg fra? Hvad betyder den? Hvad er det, jeg længes efter?

Og der var mange gode bud fra verden omkring mig på løsninger: Kig indad. Åben op. Tune ind. Lyt til din sjæl. Lyt til din intuition. Bed dine guider og engle om svar. Lyt, lyt, lyt. Åben, åben, åben. “MEN HVORDAN?” råbte Bevidstheden. Og opgivende, magtesløs spurgte den; “Er jeg åben nu? Jeg føler mig åben. Eller. Jeg ved det ikke.“

Men i dag gik der hul. Da jeg lærte at trække vejret igen. Åndedrættet sad ikke længere fast oppe i halsen. Det var bare i hele kroppen. Frit og uden grænser. Og pludselig gik der altså hul i den aller nederste del af mig. Jeg kiggede ned og opdagede et skjult rum i mørket. “Det var på tide, jeg er klar til at give slip nu.” råbte den lille, skjulte del af mig op til den del af mig, der kiggede ned i hullet. Hun rakte med lettelse armene op mod mig. Jeg rakte ned efter hende, og jeg mærkede hvordan mine ben rystede, da spændingerne i dem gav slip.

Ååhh, jeg har jo råbt og skreget til Universet, at jeg var klar til at give slip. At de bare kunne vise mig, hvordan jeg skulle gøre. Men der var ingen, der kunne fortælle mig eller vise mig, hvordan jeg skulle give slip. Selv om jeg forsøgte at efterligne, forsøgte at forstå og følge deres anvisninger.

Men nu har jeg altså slået hul i bunden af mig selv og fundet det sted, hvor længslen strålede ud fra. Nu kan jeg tage den tabte del til mig og give slip. Hun behøver ikke længere sidde nede i mørket og holde krampagtigt fast for at beskytte mig. Det har jeg ikke brug for længere. Nu kan jeg åbne det skjulte, mørke rum op og fylde det med bevidsthed, udforskning, nysgerrighed, leg og gyldent lys.

Udgivet den

Breathwork Retreat – Samsø

Jeg har lige tilbragt fire dage på Samsø. Fire dage på breathwork retreat sammen med 16 andre kvinder. Jeg kunne skrive så meget. Der er så meget at fortælle. Det var fire vanvittigt intense dage. Men på den anden side kan det nok egentlig ikke rigtig forklares. Ikke med ord.

Breathwork er aktivt og fokuseret arbejde med åndedrættet. Vi trækker selvfølgelig allesammen vejret hele tiden, så egentlig laver vi altid en eller anden form for breathwork. Selv om det selvfølgelig ikke er så tit, vi fokuserer på vores åndedræt, eller overhovedet lægger mærke til, at det er der. Men med fokus på åndedrættet og en aktiv styring af det, kan man f.eks. lave aktive åndedrætsmeditationer eller traumeforløsning. (Traumer sætter sig fysisk i kroppen, og dem kan vi løsne op for med åndedræt og bevægelse.)

Så. Det var det, vi lavede. Vi trak vejret. Vi bevægede kroppen. Og vi havde fokus. Fokus på os selv. Fokus på hinanden. Fokus på at være til stede nu og her. Fokus på vores krop og hvordan den føltes indeni. Og fokus på vores følelser. Og dagene forløb nogenlunde sådan her:

Morgen. Septemberluften hænger klar og ren og skarpt blå over Samsø. Markerne rundt om gården, hvor retreatet finder sted er nøgne og brune. Tre dådyr står og nipper til stubbene med morgentågens hvide dis om benene. Det ene dyr løfter hovedet. Spejder ud over horisonten, lytter til stilheden. En flok fugle flyver i sort silhuet op fra et ensomt træ. Græsset er langt og vådt, blødt og koldt mod mine nøgne fødder. Jeg trækker vejret dybt ned i hele kroppen, strækker armene op over hovedet og mærker en gylden, boblende glæde i brystet.

Stilhed. Ingen snak. Bare nærvær med mine egne tanker, indtil vi mødes i cirkel til morgenmeditation og cacao. Cacaoen sendes rundt. Nærvær, samhørighed, kærlighed, styrke. En intention for dagen tager form i mit sind, bliver til en balletdanserinde med yndefulde bevægelser i min hånd. Jeg drysser den lille danserinde ned i koppen. Drikker af cacaoen. Mærker mit hjerte åbne sig.

Dagen væver sig ind og ud mellem gyldent solskin på gulvet i salen, hvor vi sammen og hver for sig trækker vejret, bevæger kroppen, dykker indad, skriger udad, græder, griner og holder hinanden oppe med rene kærlighedsvibrationer og rå kvindestyrke. Tiden findes ikke. Nu er alt, der er. Verden er skrumpet til en boble – en cirkel – af 16 kvinder, blå himmel, brune marker, magi og urkraft. Intet andet er virkeligt. Hverdagen er en tåget drøm.

Måltid – Morgenmad – Frokost – Aftensmad. Veganske retter, der på deres egen simple måde renser kroppen, og bringer sindet i tættere kontakt med naturen. Alting smager bare af mere her. Smager af det, det er. Smager af sundhed og kærlig tilberedning. Smager af tid nok og tilstedeværelse. Latter og samtaler og trætte, veltilpasse blikke hen over det lange bord. En kort stund til at samle sig om sig selv med sine tanker. Skrive dem ned eller lade dem blæse væk i vinden, mens man betragter de nikkende sensommerblomster i haven. Inden vi mødes igen. I cirklen. I salen ovenpå.

Breathwork session. Jeg forsøger at trække vejret på den rigtige måde. Forsøger at trække vejret helt ned i bunden af kroppen. Men åndedrættet vil ikke længere ned end solar plexus. Jeg rækker ud, beder om hjælp. Sammen trækker vi vejret. Stærke hænder på mit bryst og min mave. Sammen åbner vi min krop op. Åbner den op for åndedrættet. Jeg trækker vejret. Dybt. Min krop flækker på langs og åndedrættet strømmer ind i min krop. Jeg fyldes af ren, gylden energi. Hele min krop er ren energi. Den summer og snurrer og lyser. Min hud og mit hår er silkeblødt. Mine lemmer er stærke. Jeg mærker min krop. Indeni. Udenpå. Og jeg mærker ren lykke. Lykke over at være her på Jorden i denne smukke, stærke, fantastiske krop. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og latteren bobler op af min hals og ud i salen. Ud i universet. Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk.

Aftenmeditation. Stadig aktiv, men blid. Med lukkede øjne ryster jeg blidt kroppen. Ryster dagens oplevelser løs, lader dem svæve ud i salens dæmpede lys. Fejrer mig selv. Fejrer dagen. Løfter armene over hovedet, og nattens stjerner daler ned mod mig. Ned gennem taget, så jeg snart er omsluttet af nattehimlens dybblå, fløjsbløde kappe. Jeg kan mærke stjernernes nærvær og nysgerrighed. De ser min dans og blinker. Jeg lægger mig ned. Lader alting synke ind. Lader kroppen og sindet blive helt afslappet. Fornemmer skyggen af fortiden, der fejer forbi. En kroget, gammel kone, der efterlader et fjerlet kys på mine øjenvipper og duften af brænderøg.

Jeg står alene på marken. Nattemørket er lige bag mig, men foran mig flammer himlen i aftensolens vidunderlige farvepalette. Alt er lilla, og rosa og gyldent. Også følelserne, der eksploderer som fyrværkeri indeni mig. Jeg fylder øjnene med himlens farveeksplosioner, lader dem sive ned til hjertet, der svarer med taknemmelighed. Jeg lister stille og mæt ind i seng. I morgen er der endnu en dag.