I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.
Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.
Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.
Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.
Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.
Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.
Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.
