Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.

Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?