Udgivet den

Når der pludselig går hul

Jeg kunne skrive mange indlæg om mine tanker og overvejelser omkring at tilmelde mig og starte på Essence Practitioner-uddannelsen. Jeg kunne skrive om, hvad der skete på Modul 1. Jeg kunne skrive om, hvad jeg tænker for fremtiden. Og måske gør jeg det. En anden dag. Men i dag vil jeg bare skrive om min oplevelse i den aktive meditation på den sidste dag af Modul 1:

I dag gik der hul. I dag fik jeg kontakt med mig selv. I dag fik jeg banket et lille bitte hul aller dybest nede i bunden af mig selv. Dernede i mørket var en del af mig selv – skjult og gemt. Så godt gemt, at min bevidsthed ikke kendte til den, og skjult for mig selv for at beskytte mig.

En gang for længe siden var den lille del af mig kravlet dybt ned i mørket, hvor den sad og holdt fast og holdt sammen. For at beskytte mig mod verden udenfor. Den havde lagt slør og glemsel ud, så jeg ikke kunne finde den. For at beskytte mig mod mig selv. Men nu ville den lille del gerne ud. Nu var der ikke længere brug for, at den holdt fast og beskyttede mig. Men den vidste ikke længere, hvordan den skulle give slip eller finde ud. Den havde siddet der så længe, at den havde glemt det, og den havde gemt sig så godt, at Bevidstheden ikke anede, at den fandtes.

Og sådan gik der mange år. Den lille del af mig, hun sad nede i mørket og holdt fast og passede på, og Bevidstheden havde travlt med at agere og være i verden. Tage uddannelse, være social, opleve ting, blive klog på livet og prøve at finde min vej. Men en dag stoppede Bevidstheden op og begyndte at mærke indad – mærke efter. Det var som om, der manglede noget. Der var en ubestemmelig følelse af sorg. En længsel efter noget. Så Bevidstheden begyndte at lede. Hvor kommer den sorg fra? Hvad betyder den? Hvad er det, jeg længes efter?

Og der var mange gode bud fra verden omkring mig på løsninger: Kig indad. Åben op. Tune ind. Lyt til din sjæl. Lyt til din intuition. Bed dine guider og engle om svar. Lyt, lyt, lyt. Åben, åben, åben. “MEN HVORDAN?” råbte Bevidstheden. Og opgivende, magtesløs spurgte den; “Er jeg åben nu? Jeg føler mig åben. Eller. Jeg ved det ikke.“

Men i dag gik der hul. Da jeg lærte at trække vejret igen. Åndedrættet sad ikke længere fast oppe i halsen. Det var bare i hele kroppen. Frit og uden grænser. Og pludselig gik der altså hul i den aller nederste del af mig. Jeg kiggede ned og opdagede et skjult rum i mørket. “Det var på tide, jeg er klar til at give slip nu.” råbte den lille, skjulte del af mig op til den del af mig, der kiggede ned i hullet. Hun rakte med lettelse armene op mod mig. Jeg rakte ned efter hende, og jeg mærkede hvordan mine ben rystede, da spændingerne i dem gav slip.

Ååhh, jeg har jo råbt og skreget til Universet, at jeg var klar til at give slip. At de bare kunne vise mig, hvordan jeg skulle gøre. Men der var ingen, der kunne fortælle mig eller vise mig, hvordan jeg skulle give slip. Selv om jeg forsøgte at efterligne, forsøgte at forstå og følge deres anvisninger.

Men nu har jeg altså slået hul i bunden af mig selv og fundet det sted, hvor længslen strålede ud fra. Nu kan jeg tage den tabte del til mig og give slip. Hun behøver ikke længere sidde nede i mørket og holde krampagtigt fast for at beskytte mig. Det har jeg ikke brug for længere. Nu kan jeg åbne det skjulte, mørke rum op og fylde det med bevidsthed, udforskning, nysgerrighed, leg og gyldent lys.

Udgivet den

Min proces

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.

De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.

Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.

Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.

Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.

Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”

Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.

En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.

De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.

Udgivet den

I proces

Jeg er i dyb proces. I en vild og forandrende proces. Transformation. Ekspansion.
Eller, det tror jeg. Håber jeg.

Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved det ikke. For hvor kan jeg få det bekræftet? Jeg ved, det sker, for jeg har set og hørt det nævnt ofte. At være i proces. For det er dét, man gør, når man arbejder med sig selv.
Dykker dybt.
Skræller lag af.
Smider gamle, brugte tanke-, og handlemønstre fra sig.
Og træder ud af asken. Ny, skinnende og ren. Som en gylden Fugl Føniks.

Og jeg vil også være en Fugl Føniks. Smide min gamle, grå skal. Smide min frygt, min tvivl, mit mindreværd, min usikkerhed. Smide alt det, der er grimt og som holder mig tilbage, holder mig nede. Træde frem fra asken med gylden styrke, guddommelig visdom og ophøjet ro. Træde frem fra skyggerne med viden og med erfaring – for nu har jeg set, hvad der gemmer sig på den anden side af mørket. Jeg ved det, og jeg kan kende det.

Men lige nu ved jeg ingenting. Jeg kender ingenting. Jeg famler mig frem i mørket. Tøver. Bider tænderne sammen og fortsætter stædigt fremad. Med panden mod den sorte mur. Jeg mærker efter forandringer, mærker efter opgraderinger på energi- og celleplan. Er det nu? Er det dét?

Men jeg ved det ikke. For hvad skal jeg egentlig mærke efter? Der er ingen, jeg kan spørge. Ingen, jeg kan bede række ind i min krop, i mit humør, i mine tanker, i mit sind. Række ind og mærke dét, som jeg mærker. Føle forsigtigt på det og nikke bekræftende; “Joo, det du mærker lige dér, lige nu. Det helt sikkert en indre transformation, der integrerer din nye bevidsthed og løfter din vibration. Det er fuldstændig, som alle vi andre også mærker det.”

Hvad er det, andre mærker? Hvad er det, de taler om, når de er i proces? Hvis bare jeg kunne række ud og forsigtigt føle på det. Eller se det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kigge efter.

Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Mærker søgende efter indeni. Men jeg er stadig mig. Det er ikke en fremmed, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Det er ikke en fremmedes tanker eller følelser, jeg mærker i mit indre. Jeg kender det hele. Jeg er stadig mig.

Jeg ved godt, forandring ofte kommer i små, bølgende bevægelser. Små skvulp, som man måske nærmest ikke ænser. Men jeg vil så gerne se dem, se forandringen, så jeg kan sige til min Fornuft, “Se! Se selv, der er de små krusninger i overfladen. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Det er virkeligt.” Fornuften kigger mistroisk på mig med løftede øjenbryn. Jeg lukker øjnene og kigger indad, kigger ned i det dybe, mørke vand efter små, bølgende bevægelser.

Udgivet den

Lige nu er der bare en hvid væg og ro

Lige nu er der ingen rød tråd. Jeg væver bare fra side til side. Skytten kører hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Men der er ingen tråd på. Og der kommer ikke noget ud i den anden ende. Intet produkt. Intet resultat. Jeg trykker hårdere. Der må da ske et eller andet.

Jeg har brug for et kvantespring, en åbenbaring, en omvæltning. Et skarpt hjørne. Et faldende tårn. Så jeg kan vende en ren side og sige “Se, det var det. Nu starter et helt nyt kapitel.” Men det sker ikke. Selv om det ellers tit føles som om, jeg står på tærsklen til noget. Til et gennembrud. Det sitrer i kroppen, bevidstheden er udvidet og udsvævende, husene og træerne omkring mig holder vejret. Jeg kan fornemme noget nyt og ukendt og eksotisk dér ude i mørket, men jeg kan ikke tage det sidste trin ud i det kaotiske ukendte. Så jeg bliver stående og mærker luften og spændingen sive ud af det forpassede øjeblik.

Eller også har jeg allerede gjort det. Måske har jeg allerede taget det sidste skridt ud i det ukendte mørke utallige gange. Vadet ud gennem det faldende tårns murbrokker så mange gange, at jeg slet ikke lægger mærke til det. Jeg skubber resterne af den brændende dør til side og råber til Universet:
“Skal vi ikke snart videre?”
Hvorhen?
“Det ved jeg ikke?”
Videre hvorfra?
“Fra det her. Bare videre.”
Hvorfor?
“Fordi stilstand slår mig ihjel. Fordi jeg bare ved, at jeg skal være et andet sted. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kalder på mig. Det kalder på hver eneste celle i min krop og hvert eneste molekyle i min sjæl. Det flænser min opmærksomhed og min tilstedeværelse med længsel. Fordi. Der må være noget mere, noget andet derude. Noget mere end det, der er lige nu og her. Noget andet end hverdagens søvngængeragtige gentagelser.”

“Men jeg kan ikke.”
Hvad kan du ikke?
“Jeg kan ikke. Det bølger hele tiden op og ned, frem og tilbage. Men jeg ender altid lige her.”

I går dansede jeg som Kvinden, der udforsker i dansen, og energien rejste sig som en brusende tsunami. Den bragede mod mig, men jeg var en søjle af rent lys, så jeg brød den, tog den ind, flød sammen med den. Jeg kunne klare alt, nå alt, være alt. Og de bølgende efterdønninger kildede mit indre, så det strømmede med følelser af glæde og velbehag hele eftermiddagen.

Om aftenen satte jeg mig stille og alene med en kop cacao, rolig musik og indadvendte tanker. Og Modløsheden slog ind over mig. Lagde sig tungt over mig. Og blev liggende. Den var ikke dramatisk eller skrigende. Den var ikke flæbende eller sønderknusende ulykkelig. Den var bare tom. Jeg puttede mig i Modløshedens varme tæppe og overgav mig. Nød tanken om, at jeg ikke længere behøvede at løbe så stærkt og prøve at opnå noget eller ændre noget. Tanken om, at jeg ikke behøvede banke mit hoved mod en tyk murstensmur for at forsøge at gennemtvinge et gennembrud. Jeg kunne bare stoppe op, give op. Bare være det, jeg nu er.

I dag har jeg pillet mit alter ned og renset krystallerne. Nu er der bare tomt. Ingenting. Kun den hvide væg bagved. Det er også sådan, der er indeni mig. En fremmedartet ro har taget plads i min krop. Og i mit sind. Jeg ved ikke, om den er min, men jeg hilser den stille velkommen.

Jeg kan godt mærke Eventyrlysten og Utålmodigheden røre på sig dybt, dybt nede i mit indre. Men lige nu er de langt væk. Bittesmå sorte prikker, der flimrer utydeligt under den sælsomme, tågede ro, der har lagt sig over alt. Jeg ved godt, de kommer springende igen. Venus ridende på Skytten og Månen ridende på Vædderen. Fuld fart frem uden fortrydelse. Men ikke lige nu. Lige nu er der blot en tom, hvid væg og en kop te mere.

Udgivet den

Tanker om en blog

“Så, Marlene. Hvordan går det egentlig med din blog?” spurgte jeg mig selv. “Det går fint,” svarede jeg med et stort smil. “Eller… Altså, det synes jeg da.”

Jeg begyndte at tænke over det. Hvad er egentlig mit succeskriterie? Hvad er godt? Jeg kunne låne succeskriterier fra samfundet; antal læsere, kommentarer, eksponering og deling. Jeg fandt faktisk en side med statistik, da jeg sad og byggede min blog. Men jeg har ikke kunne finde den side siden, så jeg aner ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med. Om der overhovedet har været andre end mig herinde i min lille, private grotte i internettets uendelige ørkenlandskab. (Ud over Mette, som var forbi Samsø-indlægget og lægge en fin, lille kommentar.)

“Men giver det så overhovedet mening at skrive, hvis der ikke er nogen, der læser med?”
“Men gælder det så ikke om at blive populær og berømt og få en masse læsere?”
Demotivation og Motivation stod klar med hver deres forretningsplan. To små, ivrige djævle med hver deres stemning stod klar til at overtage og opfylde mit sind. Jeg vinkede dem begge to væk. “Nej. Mit succeskriterie – lige nu – er at skrive med bevidstheden om, at nogen kunne læse med.” De to smådjævle kiggede uforstående på mig. Jeg satte mig på hug foran dem og kiggede dem frotroligt ind i øjnene. “Det er en øvelse. Jeg øver mig på at stille mig frem. Jeg øver mig på at åbne op. Jeg øver mig på at fortælle fra hjertet. Jeg øver mig på at lade mit lys og min personlighed skinne uden at gemme mig væk. Jeg øver mig på at være i verden som mig. Og det er bloggen faktisk et rigtig fint sted til.”

“Men. Hvad vil du med det hele? Hvilken retning vil du gå? For du er vel nødt til at vælge? Vælge noget, folk kan forstå. Noget, de kan genkende. Noget normalt. Noget, de kan bruge til noget.“

“Jeg ved det ikke helt. Endnu.” svarer jeg og kan mærke Usikkerhed og Frygten. For ikke at være god nok. For ikke at blive accepteret. For ikke at gøre det rigtigt. For ikke at gøre det godt nok. For at blive til grin. Eller for at være ligegyldig og usynlig.

Og så får Fornuft og Rationalitet lov til at spinde tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skriver jeg, så folk har lyst til at læse med? Jeg har masser af idéer og historier oppe i hovedet. Men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får dem ud. Får udtrykt dem. Så jeg tøver. Jeg lader dem snurre. Jeg venter på det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige stemning og inspiration. Men det kommer ikke. Eller måske har det været her? Så jeg tøver.

Men så husker jeg på min intention for bloggen; Der er ingen regler. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til. Bloggen er til for mig. Og det skal være sjovt. Så jeg behøver ikke at vente på det rigtige tidspunkt til at dele et bestemt indlæg. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil være modeblogger, madblogger, livskriseblogger, personligudviklingsblogger, eller spiritualitetsblogger. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil skrive eventyr eller realisme, om jeg vil skrive om mig selv, om andre eller bare om “man”.

Jeg behøver ikke skrive dybt og mørkt og gravkammerlugtende i dag, bare fordi det er Allehelgens Aften, Halloween og Samhain. Jeg kan godt bare markere mærkedagen med letbenede tanker om min blog. Så i dag fejrer jeg mørkets højtider med uhøjtidelig lethed og lattermild lyst. I dag er min hverdagsmagi røgelsespinde, vingummier, cola og keltisk musik. Og det er dét, som jeg deler med dig på bloggen i dag.

Glædelig Allehelgens Aften/Halloween/Samhain/Merkur Retrograd/Torsdag…

Udgivet den

Skorpionens tid

Jeg åbner øjnene. Læner mig forover. Dykker ned i det dybe, mørke vand. Velkommen til Skorpionens sæson. Jeg mærker det bløde, kølige, natblå vand lukke sig om mig. “Aahh,” vandelementet omfavner mig, byder mig velkommen hjem.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad Vægten ville have af mig. Eller have mig til. Men jeg havde svært ved at finde ro i dens hvirvlende, omskiftelige, rundtossede vinde. Jeg havde svært ved at få luft og svært ved at følge med. Tiden var ikke min, men hele tiden blev jeg skubbet til fra alle sider. Hurtigere, mere, gør noget. Det grå skydække slørede vejen og målet og formålet. Alting blev ligegyldigt, ikke nok eller ikke til at nå. Jeg prøvede at følge med. Men tiden var ikke min, og den skubbede i andre retninger, end jeg selv ville, og efterlod mig handlingslammet.

For jeg havde masser af idéer og tanker. Jeg har formuleret mange blogindlæg og mange Instagram-opslag inde i mit hoved de sidste ugers tid. Men de kunne ikke rigtig komme ud. Der var ikke tid eller rum til dem. Endeløst kværnede de bare rundt i min hjernes rundtossede tanke-hvirvelvind, indtil de blev skubbet til side af nye tanker, der tog et par omgange i tankespinderiet. Og jeg stod bare småforvirret og måbende tilbage.

Men så tog Skorpionen over. Med det sølvskinnende nymåne-segl fejede den alle Vægtens grå tankeslørsskyer af himlen og efterlod den gispende frostklar og åben. Himlens uendelige, blå kuppel var det dybe, mørke vand over mit hoved, mens jeg gik gennem byen. Biler og cykler svømmede langsomt forbi mig hernede i bundens myldertidstrafik. Træerne og husene stod vagtsomt, stille og strakte sig mod skyerne, der hang højt oppe og havde en sær, lysende spøgelsesglød over sig, som fangede de de sidste døende stråler fra den nedgående sol. Og et sted ude bag byens tage – et sted langt ude mod vest – forsvandt solen ned i underverdenens rige, sank ned under oceanets overflade.

Det store, mørke vand over mit hoved blinkede af et par enkelte stjernegopler tæt på overfladen. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad der mon var oppe over overfladen, men så sank min opmærksomhed tilbage mod bunden. Aftenen smagte af kølighed og brændeovnsrøg. En solsort sang en tidlig, klagende aftensang. Der var en hemmelighedsfuld, men omfavnede stemning over den stille aftenby. Som et minde om et sted, hvor jeg havde været en gang for længe siden, men nu glemt. Måske i et tidligere liv. Eller i en drøm. “Kom, kom,” hviskede skyggerne. “Det er her, du hører til.” Jeg fulgte deres underligt velkendte stemmer ned ad små sidegader, men jeg fandt aldrig det sted, de havde hvisket om. Eller også huskede jeg det bare ikke, da jeg gik forbi. Søgende. Sørgende over at mangle noget, jeg ikke kunne få greb om i mit sinds skyggekroge.

Et par blinkende stjerner fulgte mig det sidste stykke hjem. “Det er sjovt“, tænkte jeg, “som jeg meget bedre kan trække vejret her nede i det mørke, dybe vand, end i den brusende, grå hvirvelvind.” Den frostklare luft fyldte mit bryst med renhed og klarhed og mit hjerte med glæde og genkendelse. “Jeg håber, jeg får tid til at dykke endnu dybere ned de kommende uger. For der er noget, jeg leder efter. Noget, som jeg kender, men som jeg har glemt. Noget, der dufter af brændeovnsrøg og frost og lyder som solsortens dybblå aftensang.”

Udgivet den

Hverdagstransformationer

I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.

Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.

Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.

Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.

Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.

Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?

Udgivet den

Efterårssolskinsgåtur

Efterårssolskin. Jeg går hen ad stien. Træthed. Tunghed. I kroppen. Og i hovedet. Min pande føles som en stor, tung port, der ligger på mit forhoved. Porten er låst, og jeg ved ikke, hvor nøglen er, så jeg har ingen chance for at åbne porten. Ingen chance for at lette tungheden, der hviler på mit hoved. Jeg lægger mærke til mit åndedræt. Det er kort og tilbageholdende. Næsten umærkeligt når det kun lige ned i toppen af brystkassen, før det lydløst vender om igen. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven. Og ånder ud, giver slip på brugte luftmolekyler, spændinger i kroppen og gamle tanker.

Efterårssolskinnet på den sprækkede asfalt. Børn, der samler blanke kastanjer. Løbere med stramme, svedige ansigter. Træernes dragter af gule, røde blade. Der ligger et støvet, diset skær over det hele. Som et gammelt fotografi. Fra min barndom. Fra nogens barndom. En barndom, der ikke er min, som jeg ikke kender, men som jeg alligevel fornemmer, husker i hurtige glimt. Glimt af støvet melankoli og naiv, øjeblikkelig glæde ved at finde endnu en skinnende kastanjeskat i det våde, grønne græs. Lykken over stolt at vise den frem for tågede, men kærlige ansigter af nogens forældre. Mine forældre.

Jeg opdager igen, at min vejrtrækning er blevet kort og umærkelig. Jeg trækker vejret dybt, dybt ned i maven. Helt ned til den lille, ensomme knude af melankolske minder. Giver den plads til at udvide sig, til at udtrykke sig og tage sin plads og sin tid. Og ånder ud. Lader spøgelserne danse ud i luften foran mig.

Efterårssolen blinker mellem de gule blade på grenene, mens jeg går. Tungheden trykker mig flad. Solens lys strækkes ud til blege gardiner. Tynde, blege gardiner der trækker gennemsigtige slør henover de forskellige verdener. Lag på lag på lag. Parallelle universer. Lagene ligger tæt i dag. Jeg føler næsten, jeg kan klemme mig ind imellem dem. Men kun næsten. Skyggerne bevæger sig bag slørene, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. Mit åndedræt er kort og stakåndet.

Jeg trækker vejret dybt, dybt ned. Pruster ud. Tømmer al gammel, brugt energi ud. Lægger panden mod den tunge port og skubber til. “Jeg ved godt, I ikke lukker mig igennem,” siger jeg til de utydelige spøgelser, “men jeg bliver ved med at skubbe.” Spøgelserne dirrer lidt og blæser så væk i vinden. Uden et svar. Verden snurrer – lidt hurtigere end normalt. Jeg bliver svimmel, men jeg stopper ikke med at skubbe. “Så se, om I kan skubbe mig ud over kanten,” hujer jeg efter spøgelserne. Deres sorte skygger følger tavse efter den nedgående sol hen over de røde tagrygge.

Efterårsolens sidste stråler ligger lange og gyldne på vejen foran mig. Mit åndedræt er utydeligt og kort. Jeg trækker vejret dybt. Ånder tungt ud. Prøver at slippe min træthed og min tunghed. Prøver at slippe mine begrænsninger og min irritation. Mit hoved snurrer. En smerte prikker i min højre skulder. Jeg åbner døren til min lejlighed. Smider jakken og skoene. Lægger mig på sofaen og trækker vejret. Overgiver mig til åndedrættet. Langsomt og dybt.

Udgivet den

Efterårshule

Vi har bygget en hule. En hule – midt i vores stue – ud af dyner, bøger, TV-serier, dovenskab, kærlighed, magelighed og hygge. Hér, midt imellem tekopper og frysepizzaer, med joggingbukser og fedtet hår, sidder jeg og kigger på det skiftende lys i vinduesrammens firkant. Efterårsregnen er livlig og trækker hurtige streger over husene på den anden side af vejen, mens den farver dagslyset gråt. Min Samvittighed bakker mig op i min beslutning om ikke at gå udenfor i dag. “Vi gør det bare imorgen,” argumenterer den. Jeg putter mig i sofaens blødhed, nipper til den varme te og læser videre i min bog.

Jeg falder i staver. Tiden er gået i stå. Bjørn står midt på stuegulvet og slås med vikinger. Han brokker sig lidt over, at hans health er for lav, og at hans sværd ikke giver nok skade. Så kaster han sig mod nye fjender. Lyset i vinduesrammens firkant er skiftet. Vinden har revet skyerne fra hinanden, og blå himmel og efterårsbladene på træerne bliver lyst op af strålende solskin. “Ååhh,” udbryder Samvittigheden, “så er der vel egentlig ingen undskyldning for ikke at gå ud. Men så må vi vel hellere….” Bjørn og jeg kigger på Samvittigheden, trækker på skuldrene og vender tilbage til vores tidsfordriv. “Vi har jo bygget en hule. Vi kommer ikke ud i dag.” Samvittigheden smiler lidt usikkert. “Vi gør det bare i morgen. Ik’?”

Tiden er gået i stå. Men Skumringen har allerede lagt skygger i hjørnerne og tændt stearinlysene i vindueskarmen. Tiden og livet står stille her. Her i hulen. Men aftenhimlen udenfor er farvet af fremdrift og handling, hastige penselstrøg, løfter om forandring og planer for morgendagen. Jeg sætter vand over til en kop te mere. Prøver at komme i tanke om mine planer. Oprydning, rengøring, udrette noget, skabe noget. Det virker ikke særlig vigtigt. Vandet koger. Himlen udenfor er helt mørk nu. Jeg tager den varme kop te med ind i hulen. Jeg sætter mig i sofaen og stikker fødderne ned under dynen. Putter mig ind til Bjørn, der ser en film med en heftig biljagt. Lydene fylder stuen med ekkoer af brag og hvinende bildæk. Skiftende scener lyser rummet op i korte glimt.

Tiden er gået i stå her. Her i vores hule. Der er en hel verden af muligheder udenfor. Men det virker ikke vigtigt. Ikke lige i dag. Ikke lige nu. Måske kommer vi ud i morgen.