Udgivet den

Balancegang i Pinsevarmen

Så nu har jeg gjort det igen. Spredt mig ud over for meget, sat for mange ting i gang, tilmeldt mig et kursus mere. Købt en bog. Startet endnu et projekt op. Sagt ja til en aftale. Noget, som jeg tror, kan give mig rigtig meget. Noget, jeg rigtig gerne vil. Noget, der kan gøre en forskel. Så min kalender fyldes op. Min krop drænes. Mit hoved bliver tungt.

For jeg kan simpelthen ikke finde balancen. Jeg render frem og tilbage på bommen og får den konstant til at tippe. Bum! Ned i den ene side. Bum! Ned i den anden side. Frem og tilbage. Et kort øjeblik svæver bommen vægtløs i luften. Balancerer i verdensrummet. Jeg holder vejret. Jeg føler balancen i alle celler. Jeg føler letheden og energien. “Yes, nu har jeg den. Nu kører det sgu. Nu kan jeg alt!” Så trækker overmodet og tyngdekraften igen mig og bommen hårdt mod jorden.

Jeg rammer altanen og bliver liggende. Kigger op i himlen. Tyngdekraften er massiv i dag, og jeg tror ikke, jeg kan rejse mig igen ved egen kraft. Mit udsnit af verden er lysende blåt og gult. Det har de matchet godt – dem, der malede himlen i den blå farve – jeg tænker, at de har kigget på bygningens gule farve, inden de gik igang. Bambussen hvisker stille ord over mit hoved og slipper små glimt af sollys igennem.

Måske er min balance stilstand? Måske er det meningen, jeg bare skal ligge helt stille og betragte verden? Jeg skal ikke ud og lave revolutioner, stå på ølkasser og vifte med faner. Jeg skal ikke starte store projekter, opfinde nyt, skifte spor, have tusinde bolde i luften og skubbe stenen op ad det bjerg.

Mit hoved er tungt, men solen trækker snart varmen med ned bag hustaget. Alle duftene er ekstra skarpe i dag. Måske er det en slags omvendt corona. Luften har renset sig selv for al duftstøj og skidt og står ren og skarp. Jeg kan næsten se og gribe de tynde, snoede, fedtede duftbånd af grillet grisekotelet, syrener, nyslået græs, maling og cigaretrøg, der hænger i luften.

Træerne opfører en stille skyggepantomime af dansende blade på husmuren i de sidste aftensolstråler. Så nåede jeg heller ikke noget idag. Jeg fik ikke tænkt store tanker eller skrevet et manifest. Jeg fik ikke kloget mig på samfundssituationen eller skrevet en bevinget kronik. Der er ikke blevet produceret digte eller skønlitteratur her. Jeg har ikke engang læst noget af andre. Ingen indsigter – blot et par tilfældige tanker.

Men måske er det også nok for nu. Faktisk, så føles det som rigeligt for nu. Vi kan alligevel ikke kapere mere. Den varme Pinsedag har givet os en pause – Endnu en. Men vi har brug for mange pauser for tiden. Alting skal skiftes ud og gentænkes. Hver eneste lille Plejer og Altid skal tages op og drejes rundt. Og så er det vigtigt med de varme, langsomme, solskinnende pauser og små, luftige tanker til at lufte ud under vores hjerneskal, inden den igen skal igang med at se undersøgende og nysgerrigt på tingene.

Men jeg har været her før. Det hele kører i ring. Momentum og fremdrift overhales igen af træthed og stilstand. Tanker om, hvorvidt det hele overhovedet nytter noget. Er umagen værd. Overgivelse. Accept. Og nye spirer, der maser sig op gennem den ubevægelige, fastfrosne krop. Utålmodigt, med nye idéer, vibrerende af gå-på-mod og lyst til forandring. Lyst til at gøre en forskel.

Småbitte edderkopper har lavet småbitte spindelvævsbroer mellem de høje bambusskud. En due kurrer. En måge sejler. Nede i gården tændes grillene op. Utålmodigheden tapper med den ene fod; “Ja, ja. Det er meget fint og meget smukt. Men vi skal også videre. Vi bliver nødt til at gøre noget, udrette noget. Så i morgen skal vi igen forsøge at redde verden.”

Jeg har været her før. Det hele kører i ring. Men alting føles helt nyt. Alting har en duft af for-første-gang. Sikke en magisk og vidunderlig tid, vi lever i.

Udgivet den

Tankefragmenter

Og der forsvandt den igen. Drev hurtigt og lydløst videre som en mursejler mod den åbne, blå himmel. Alle mine tanker og idéer hvirvler rundt disse dage. En lang monolog opstår om det smukke ved at genfinde barndommens briller og se alting i et skær af for-første-gang.

En beundrende, fascineret samtale om myrens utrættelige, uendelige arbejde med at flytte ét sandkorn ad gangen. Tænk engang, hvis vi mennesker stadig følte det samme fællesskab. Hvis vi stadig følte den samme forbundethed og kalden mod et projekt, der var større end os selv. Så vi utrætteligt ville flytte sandkorn eller slæbe sten for at være en del af opførslen af et tusindårsmonument. Tænk, at føle stoltheden over at bidrage med en lille del til noget større.

Et teenage-skænderi med Universet, der igen opfører sig som gamle, forstokkede og håbløst ude-af-takt-forældre. “Du er her jo for at mærke – også de trælse følelser – så her; mærk håbløshed og modløshed.” Ja tak, men jeg er her fandme også for at mærke de fede følelser. Så hvornår fyrer I op for en ordentlig omgang medgang, selvtillid og lykkerus?

En hurtig one-liner. Et genialt budskab. Visdomssten, guldord og fjolleri. Jeg holder dem i min bevidsthed et kort øjeblik, tænker, jeg vil skrive dem ned, gemme dem, huske dem, så jeg kan omdanne dem til blogindlæg eller dagbog. Men de opløses og flagrer væk. Mister deres aktualitet og magiske skær. Mister deres betydning og deres pust, inden jeg når at få den lille notesbog i min taske hevet op.

Jeg går videre. Eller sidder en hel dag stille og stirrer ud i luften. Rastløshed og komplet udmattelse. Jeg ligger stille i flere dage og venter. Så springer jeg op og sætter ti projekter i gang. Snurrer en omgang om mig selv. Bliver i tvivl. Om alting. Om ingenting. Jeg bestemmer jo selv. Men hvad skal jeg vælge?

Skal det egentlig for evigt være så svært at sætte noget igang? Skal jeg altid føle tvivlen, der lokker med en støvet solskinssøndag på sofaen? Eller kommer der et tidspunkt, hvor jeg har losset mig selv igang tilstrækkeligt mange gange, til at jeg genkender det fede ved handling og gøren og skabelse? Bliver jeg nogensinde så sikker i mine valg, at de vælger mig først? At jeg slet ikke kan lade være, fordi de trækker så hårdt i mit hjerte, at det galoperer jublende og syngende ud af sengen om morgenen. Fordi det slet ikke kan lade være. Fordi det hører kaldet – så højt og tydeligt – og fordi det besvarer det med stolthed og tro på sig selv.

Der er ikke noget, der er rigtigt vigtigt lige nu. Men der er heller ikke noget, der er ligegyldigt. Alting har bare sådan en umiddelbarhed over sig. Som den blå himmel med strøg af hvidt. Den er der bare. Helt rolig. Jeg kan fordybe mig i den, drukne, svæve væk. Eller jeg kan lade den være. Gå ind og lukke døren og ikke kigge ud mere i dag. Det betyder egentlig ikke så meget. Det er bare.

Og det er til mig. Og til dig. Værsgo’. Frit valg og kærlige, blå muligheder.

Udgivet den

Universel Sandhed eller Billig Rosé

Og mens jeg sad i meditationsstilling på altanen med tæpper og handsker og frossen næse og stirrede uden fokus på himlen, besluttede sommeren sig for at komme tilbage. Den trak temperaturen op og grillstartere og værktøj frem. Og folk ud af deres lejligheder. En kakafoni af skrigende børn, hamren og banken, transportable basrytmer og mumlende, længselsfulde stemmer. Tørstende efter sol og frihed fylder de famlende zombier byens grønne pletter op. Hælder grillpølser og billig rosé ind med en rungende latter. Solbriller og Instagram. Hvordan smager frihed egentlig?

Og jeg sidder stadig på min altan. Jeg har smidt tæpper og handsker, men blikket er stadig fjernt og ufokuseret. “Hvorfor foretager du dig ikke noget, Marlene? Hvorfor sidder du bare dér og lader livet glide forbi? Lev dog livet! Berus dig i billig rosévin og livets banaliteter. For nu er det sommer. Og grillen er tændt. Og vi skal være sorgløse, for det står nu engang så godt til solbrune ben, tung, identitetsløs bas og sommerstemning.“

Men jeg havde faktisk lige gang i noget vigtigt. Jeg havde gang i et dybt kig indad. I kan ikke se det. For det kan ikke ses udenpå. Det hele foregår indeni. Her har jeg arbejdet hårdt på at udvide mit indre, skabe mere plads, skabe rummelighed, skabe forståelse, skabe tolerance, skabe robusthed. Sætte grænser, mærke efter, finde retning, finde forståelse. For pokker, der er da ikke noget at sige til, at jeg ofte er så træt.

Nu har jeg så fundet en plads midt i orkanens øje. Her kan jeg sidde stille og roligt og observere den hvirvlende, grumsede masse, der farer forbi mine øjne. Her i mit indre har jeg overtaget kontrollen. Det er mig, der styrer. Jeg bestemmer alt. Og jeg kan skifte mit humør fra opgivende til opløftende med et fingerknips. For jeg vælger selv. Jeg skaber selv min virkelighed og min verden. Fordi; i mit indre er jeg en gudinde, en titan, et væsen af ren energi.

Men den ydre verden banker på. Højt og larmende. Jeg prøver at lukke øjnene og ørerne. Lukke mig inde i min indre verden af ren power og kærligt lys. Men alle de ydre stimuli og muligheder får mig til at tvivle. Jeg åbner et øje på klem. Hvad er det egentlig, jeg vil? Mit hoved er ved at sprænges af tætheden i byen. Så meget larm og andre menneskers energi. Måske ville det være meget bedre at komme ud af byen. Købe et lille hus i skoven. Helt alene. Bare lytte til duerne og vinden i trækronerne. – Og de rastløse, hjemløse spøgelser og dine egne bange tanker om natten….

Måske har jeg slet ikke lyst til at dykke så dybt ind i mit eget indre. Finde oraklet på bunden og løse Universets gåde. I hvert fald ikke lige nu. Måske har jeg bare lyst til at sidde her med et glas billig rosé. Jeg vakler mellem den simple og den universelle sandhed om meningen med livet. Det er så småt ved at gå op for mig, at min opgave ikke er at vælge det ene frem for det andet. Min opgave er at finde balancen. Alt eksisterer samtidigt.

Udgivet den

Træthed – Og hvad man mon stiller op med den

Så sidder jeg bare her. Sidder og venter. Sidder og bliver gammel, mens jeg sidder og venter. Hvorfor er jeg også altid så træt? Er det normalt? Skal jeg bare altid sidde her og være så træt og vente? Vente, mens livet glider forbi. Hvorfor er der ingen, der tager mig med? Griber fat i mig og svinger mig om bord på en graciøs galej med kurs mod solnedgangen? Eller nogen, der bare skubber min trætte krop ud over skrænten og ned i livets strøm? Bare lader min trætte krop vælte i med et plump. Måske vil den hoppe hjælpeløst og klodset af sted i bølgerne. Måske vil den bare synke til bunds. Tung og træt.

Det er som om, at lige gyldigt hvilken vej jeg drejer ned ad og følger, så ender jeg altid her. Lige her. Træt og tung i sofaen. Ude af stand til at gøre noget. Ude af stand til at samle energi, springe op, gribe muligheder, handle på drømme og bygge nye verdener. Jeg sidder tilbage med en stille undren, for den vej, jeg netop var på vej ned af, virkede så ny og lovende og anderledes. Og nu sidder jeg her igen. Samme sted. Slået tilbage til start.

Men egentlig er jeg også for træt til at undre mig. Og jeg er for træt til at ærgre mig og blive frustreret. Jeg konstaterer bare træt, at nu sidder jeg her igen. Og venter. Venter på, om trætheden mon nogensinde forsvinder. Der er skyer ude på himlen. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide skyer. De passer til min træthed. Lige gyldigt om de bevæger sig langsomt eller hurtigt, så er det altid i et perfekt tempo til at observere dem. Så kan jeg bare sidde stille her og kigge på skyerne. Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne være tilfreds med.

Men der er noget andet, der vil igennem. Der er livsmissioner og hverdagsopgaver. Der står både “redde verden” og “vaske tøj” på min to do-liste. Og de står i kulissen og tripper. “Hvornår bliver det vores tur? Vi skal til. Vi har ting, vi skal gøre”, mimer de med utålmodige positurer og hævede øjenbryn. Skyerne lægger ikke mærke til noget. De driver bare videre. Ud over scenekanten og videre ned i mørket.

Men hvad stiller jeg op med den træthed? Skal den omfavnes eller bekæmpes? Skal den danses og råbes og hoppes igang, eller skal den have lov til at sove i hundrede år? Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af det. Det virker som om, at lige gyldigt hvad jeg prøver, så ender jeg bare tilbage samme sted. Her. Ventende. Ventende på, at trætheden forsvinder. Ventende på, at nogen rækker hånden ud og trækker mig med. Med ud på livets strøm i en lille, rund jolle lavet ud af ét kæmpe blad. Vi snurrer rundt i strømmens hvirvler, og jeg mærker solen mod mit ansigt, vinden, der frisk og legesyg river en tåre fri fra mit øje. Jeg griner og mærker en æggende eventyrlyst rejse sig i mit hjerte. Sikke et fantastisk landskab, vi driver igennem.

Se, hvor solstrålerne danser ned gennem træernes skygger. Se, hvor strålende de tusinde markblomster står og nikker kækt med deres små hoveder. Se, hvor majestætisk bjergene rejser sig i landskabet. De ænser os ikke, for der er netop faldet ny, gnistrende hvid sne på deres toppe. Se, flodens hemmelighedsfulde bugtninger, der snedigt gemmer landskabets skatte for os lidt endnu. Se, dit strålende smil, dine funklende klare øjne låst fast i mine, mens vi snurrer og snurrer på livets strøm og din varme hånd lægger sig beskyttende og fortroligt om min.

Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg kan genfinde min energi og blive af med min træthed. Hvor lagde jeg nu mit skattekort og årerne til min kæmpebladsrobåd?

Udgivet den

Eftermiddag ud af vinduet

Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.

Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?

Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.

Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.

Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.

De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.

Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.

Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.

Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.

Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?

Udgivet den

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.

Udgivet den

Morgen-Intermezzo

Jeg sidder og kigger. Sidder bare i sofaen med en kop te og kigger rundt. Kigger på stuen, på møblerne, på planterne. Planterne gør mig glad. De er liv. De er væsener. De har deres egen personlighed og deres egen energi. Jeg tænker tit på, hvordan det er at være en plante – eller et træ. Det er en helt anden måde at være i verden på. Det virker så meget mere simpelt at være plante. Bare strække sine rødder efter vandet og sine blade efter lyset.

Jeg kigger på lyset. Solen kaster gyldent morgenlys ind i stuen. Det rammer i tilfældige pletter sofaen, stuebordet, gulvet og et hjørne af væggen. Jeg elsker at sidde og kigge på lyset. Og skyggerne. Det gør mig glad. En solstråle har åbnet en bred lys-motorveje tværs gennem stuen. Støvkorn bevæger sig roligt hen ad vejen. Drejer behersket rundt og glimter kort. Det ser så fredfyldt ud. Men når de når hen over stearinlysene på sofabordet, så får de pludselig fart på. Usynlige, varme luftvinde hvirvler dem i hastig rotation opad. De forsvinder forvildet ud af solstrålens bane – og dermed ud af min mulighed for at se dem. Måske ophører de med at eksistere? Måske forsvinder de ind i en usynlig verden, som er lige her omkring os. Umærkeligt.

Jeg tænker på dengang, jeg var barn. Når jeg vågnede en solmættet søndag, hvor solstrålerne sprængte ind ad mit vindue og badede alt i strålende, varmt lys. Jeg kan huske, at jeg kiggede på de tykke strålers svævende støv og fór ud af mit værelse, for jeg kunne pludselig nærmest ikke trække vejret. Jeg kunne mærke, hvordan den luft, jeg indåndede, føltes mættet med små, bløde støvkorn, der satte sig i min næse og min hals.

Nu betragter jeg fredsommeligt de små, glimtende korn i luften. Her i stuen. Lige nu. Måske er mine luftveje blevet bredere og mere hærdede med tiden? De har jo trods alt efterhånden været udsat for en del almindelig hverdagsluftforurening. Man bliver nok bare mere hærdet. Vænner sig til ting. Bliver sværere at påvirke. Eller bliver påvirket af noget andet. Jeg nyder stille støvkornenes majestætiske dans. Den gør mig glad.

Mine øjne vandrer videre og fanges ind af drivende skyer på stuebordpladens blanke overflade. Jeg lader mine øjne trække mig med ned gennem bordpladen. Til en anden virkelighed på den anden side med en anden verdens himmel, hvor hvide skyer driver hastigt af sted på en blå himmel. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Dér er også en himmel med drivende skyer på en blå himmel. Men det er ikke den samme, som den i bordpladen. Den er anderledes. Bare en smule. En lille bitte smule, som man måske ikke opdager, hvis man ikke kigger nøje efter. Men den er der – den lille forskel. Som en lidt dybere, lidt forskudt fornemmelse.

Jeg vender tilbage til min egen himmel udenfor mit vindue. Skyerne har så mange historier med sig i dag. Men verden tænker mest på at skrue ned for tempoet og holde en pause. Skyer og mennesker fortsætter deres gøremål. Verden stopper op. Virkeligheden sitrer. Helt umærkeligt. Man ser det kun, hvis man sidder helt stille et øjeblik.

Mit stearinlys er gået ud. Min tekop er tom. Jeg skulle også i gang med at arbejde. Sofaen er ligeglad, den bliver bare, hvor den er. Verden ryster på hovedet. Skyerne sender en hurtig byge regndråber skråt ned på ruden i forbifarten. Min telefon blinker og bipper, trækker min opmærksomhed til sig. Jeg skulle også i gang med dagens gøremål.

Udgivet den

Puppemetamorfose

Jeg pakker mig langsomt ind i mig selv. Jeg mærker mine bevægelser blive langsomme, træge, kraftesløse, stivnende. Min ydre skal bliver hård, stivner, visner. Jeg er en kålorm, en lille larve, der har boltret sig glad og sorgløs i en grøn verden af friske blade og spændende, nye tilbud. Jeg har rakt mine følehorn nysgerrigt frem, jeg har smilende fyldt min mund med saftige, spændende smage. Jeg har smasket og snoet mig. Jeg har krummet mig sammen, strakt mig ud og rullet af sted. Jeg har følt min krop blive fyldt op af næring. Jeg har taget for mig af verden. Og verden har tilbudt sig til mig. Bøjet sine stængler og blade ned mod min grådige mund, så jeg kunne tage endnu en bid.

Men nu er min krop ved at blive grå og stiv. Jeg har ikke længere nogen appetit. Jeg har ikke længere en nysgerrighed på verden. Jeg kigger på den – verden. Den er der. Men den betyder ikke længere noget for mig. Begreber og ting er bare. Men deres betydning er ikke længere væsentlig, og jeg kan ikke koncentrere mig længe nok om dem til at sætte dem ind i en meningsfuld kontekst med hinanden.

Jeg er på vej videre. På vej ind i mig selv. Mit ydre stivner omkring mig, mens jeg kravler længere og længere indad. Jeg trækker mig selv sammen om mig som en vinterfrakke. Skærmer mig af for alle indtryk og påvirkninger udefra. Jeg er ikke på en rejse indad i mit eget dybe, stjernebestrøede mørke. Jeg er bare.

Jeg er ved at bygge en puppe ud af marts måned. En puppe af tid og væren. En puppe hvorfra jeg bare kan være til. Og i min stilstand vil jeg lade alting falde på plads. Integration. Transformation. Stykker vil falde fra, stykker er blevet føjet til, stykker vil bytte plads. Jeg ved ikke engang, om jeg vil observere det. Jeg risikere bare, at jeg får lyst til at begynde at analysere det, og påvirke det, gøre det anderledes, gøre det bedre, gøre det om. Jeg tror egentlig, jeg bare vil være. Ren væren. Tilstedeværelse i afventen.

Husker vi egentlig nogensinde at gøre det? Bare være til stede. Integrere. Vokse af os selv uden at blande os? Handler det ikke altid om udvikling? Om at komme videre? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg har gjort det i mere end bare en enkelt dag, når kroppen eller Universet engang imellem har overrumplet mig en lørdag og aflyst alle mine planer, og bare sat “lave ingenting” på skemaet.

Men jeg har øvet mig og varmet op den seneste tid. For jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, jeg vil få lyst til at springe ud af min puppe, før jeg er klar. Verden bugner i øjeblikket med fristelser. Det vælter frem med tilbud om uddannelser, forløb, retreats, nye spændende ting at dykke ned i. Men jeg øver mig hver dag på at stå imod. På at gå glip. På at give slip. For jeg skal nok nå det. Alle de tilbud kommer igen. Og igen.

Sidste år handlede om at springe på karrusellen og få en masse ture i det farvestrålende, blinkende, lysende tivoli. Men i år. I år handler det om at konsolidere fundamentet. Sidste år lærte vi, at alt er muligt. I år handler det om, at bygge det op fra grunden. Bygge det op fra noget solidt til noget blivende.

Og inden jeg for alvor går i gang med det – at bygge noget solidt og blivende op – har jeg altså brug for en pause. Brug for integration. For transformation. Jeg har brug for at afklæde mig alle de gamle lag, som jeg nu ikke længere har brug for. Jeg har brug for plads til at folde mine sommerfuglevinger ud, så de kan skinne og stråle og smælde i vinden. Jeg har brug for lethed i min krop, så jeg kan sætte af og lette. Og jeg har brug for at fintune mine følehorn, så de kan opfange Universets vibrationer.

Nu har jeg sovet hele weekenden. Mit måneblod har påbegyndt udrensningen. Jeg føler mig allerede lettere. Jeg er klar til at hvile i min puppe. Lade verden et øjeblik klare sig selv. Lade den gamle ham visne og dø. Og så vende tilbage igen. Til en ny, spændende og endnu smukkere tur rundt i hjulet.

Udgivet den

Tanken med Den Halve Time

Jeg spørger tit mig selv for tiden, om det ikke snart er på tide med et nyt blog-indlæg. Nye tanker skrevet ned og sendt ud i cyberspace. Men jeg bliver ved med at slå det hen; “Ikke lige nu. Jeg har ikke roen. Mine tanker vælter bare rundt i en stor pærevælling. De er ikke til at få styr på. Der er ingen hoveder eller haler at gribe fat i. Hvad skal jeg skrive om? Hvor skal jeg begynde?“

Men så slog det mig – det er jo netop dét, der er tanken med Den Halve Time. Sæt dig ned, max en halv time, og så bare tøm hovedet for tanker. Klik ventilen op, lad den værste damp fare ud, inden du letter på låget og bukker hovedet let fremover, så tankerne strømmer frit ned på papiret. Bare lad dem komme. Bare lad pærevællingen løbe ud. Du behøver ikke at gribe efter den eller prøve at forme den til noget. Bare lad dens form være en udflydende strøm af tilfældighed. Bare lad vildfarne tanker flagre op ad den åbne kranieskal som sorte, skræppende krager. Lad være med at forsøge at fange dem. Bare observér, hvordan de flyver forvildede og oprørte rundt, indtil de finder et åbent vindue og forsvinde mod den grå himmel med lange, længselsfulde skrig.

Jeg kan allerede mærke det. Som strømmen af pærevælling begynder at tage af, bliver mit hoved meget lettere. Det vipper lidt usikkert frem og tilbage på halsstilken, som nu virker lidt for lang og lidt for tynd. Mit hoved er nu en stor, tom valmuekapsel, der vugger let i den blide brise under den skyplettede, blå septemberhimmel på den vidstrakte valmuemark. Når vinden tager fat i mine kinder, kan jeg mærke og høre et par tørre frø rasle rundt inde i bunden af mit hoved. Men de fleste frø er allerede faldet ud, fløjet videre, ud mod havet. Der breder sig en stille ro. Fra hovedet glider den ned gennem kroppen. Det er lige præcis dét, jeg har manglet de sidste par uger.

Det er sjovt egentlig, som der hænger en umiskendelig efterårsstemning over dagen i dag. I går var fuld af forårsstemning. Lyset afslørede at alt var nyt og klar til begyndelse. I dag har Verden atter trukket sig ind i sig selv. Alt er gammelt og tynget af visdom og erfaringer. Alting vil bare gerne sætte tempoet ned, til det til sidst går i stå. Det kan ikke engang være min indre cyklus, der farver min verdensopfattelse, for den indre kalender siger sommer. Vi må nok bare berede os på, at intet er, som det burde være. Alting er i oprør mod det etablerede. Alting gør bare lige præcis, som det passer det.

Jeg kigger lidt på tanken om at skrive indlæg med temaer. Indlæg med en rød tråd, med et budskab og med hoved og hale. Tanken ligger dér på bordet som en grå klat. Den er begyndt at størkne i kanterne. Jeg kan godt se, hvor den kommer fra. Den har kigget rundt i verden og set, at sådan gør andre bloggere og Instagrammere. De skriver lange indlæg med store temaer og vigtige budskaber. “Det må være sådan, man gør. Det vil jeg også,” hvisker tanken. Jeg sender en kærlig tanke ned for at skrabe den op fra bordet.

“Men jeg er jo ikke alle andre. Og jeg vil nok heller ikke være alle andre. Jeg vil bare være mig,” indser jeg. Den grå tanke på bordet peger med en afkræftet finger op på min ene skulder. En lille djævel stikker sin lange, spidse næse ind i mit øre. “Men hvad nu hvis du er alt for sær? Hvad hvis der ikke er nogen, der forstår dig? Se, de andre har succes med deres formel. Du vil også gerne have succes, ik’? Kopiér deres formel. Alle gør det. Bruger formlen, som folk kender og forstår. Og alle har succes. Ingen forstår det, du gør.” Ordene triller ned i mit hjerte, der giver et forskrækket hop.

Men i dag er en dårlig dag for smådjævle og forræderiske, selvdestruktive tanker. Den grå efterårsstemning har et lag af gyldent lys over sig. Luften er tyk af gudinde-energi. Kali, som så insisterende sprang ud af kortbunken i går aftes, ligger på bordet ved siden af mig. Hendes gennemborende, intense øjne låser sig fast i mine, da hun springer op og uden tøven svinger sit sværd i en bue, der kløver djævelen i to stykker. I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

Udgivet den

Samtale om kærlighed og dans

Jeg ved ikke med jer. Men jeg er på vej mod stjernerne. Kom med!

Hvad? Hvem? Hvordan? Hvad tror du egentlig, du har gang i?

Jeg ved det ikke. Og det er faktisk heller ikke vigtigt. Det, som er vigtigt, det er lige nu. Det, som er vigtigt, er den følelse, der er indeni, lige nu. Kom med. Mærk den. Hvis du ikke kan mærke den, så får du lidt af min. Jeg har så meget af den indeni mig lige nu, at det flyder over. Kom med. Mærk. Kan du mærke den varme, gyldne strøm, der fylder din krop med bølgende glæde og orange kys?

Men hvad er det?

Det er ren lykke og kærlighed. Tag bare noget mere, der er rigeligt. Der er nok. Der er uendeligt meget af det. Og det er til alle.

Men hvad skal vi bruge al den kærlighed til? Sådan noget tåbeligt pjat. Det kan vi jo ikke betale regninger med eller købe mad for.

Kom. Kom tag min hånd og dans. Dans med dine venner hen over græsset på en solskinsdag og grin mod solen. Dans gennem gaderne i aftensolens lange stråler og smil til folk på din vej og dig selv i butiksrudernes spejl. Dans med dig selv til dit ynglingsnummer på repeat en mørk vinteraften i din stue. Dans en pirouette, mens du står i kø ved kaffeautomaten på arbejdet. Dans. Dans, min ven. Og mærk det.

Men. Hvad hvis jeg ikke kan finde den? Hvad hvis jeg ikke kan høre musikken eller følge trinene?

Det kan du altid. Den bor i dit hjerte. Den synger til dig hver dag. Den holder dig i hånden, når det er svært, og når det er let. Den husker dine nøgler eller spiller dig et puds, så du tilfældigt støder ind i din soulmate. Kom ven. Et øjeblik. Læg dine hænder mod dit hjerte og luk øjnene. Træk vejret ind til den og lad den fylde dig med sin sang.

….

Aahh. Træk vejret. Kan du mærke den? Lad den lyse og fylde dig. Og giv den så videre. Del ud af din kærlighed. Lad den skyde knopper af smil og folde blomster af latter ud. Lad den bære frugter af gode gerninger. Og se, se hvordan du får andres kærlighed til at gro og folde sig ud.

Men hvad vil andre tænke om mig, hvis jeg sådan går rundt og smiler fjollet og danser?

Måske vil de tænke, at du er en værre hippie. Men så er jeg i hvert fald en lykkelig hippie. Fuld af kærlighed. Og jeg er ikke bange for at lyse og dele ud. Så kom. Kom og dans med mig. Vi er på vej mod stjernerne.