I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.
Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”
Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.
Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.
Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“
Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.
En forudsigelse om vinter
Se mig! Jeg er en skygge mod mørket i din bevidsthed. Se mig! Jeg er de første gule blade, der daler lydløst mod jorden. Se mig! Jeg er den kølige, muldede duft af svampe i skovbunden. Se mig! Jeg er det tidlige aftenmørke. Se mig! Jeg trækker ind over landet. Som altid. Forventet. Alligevel ser folk forundrede og nervøse på mig. Allerede? Vi er ikke klar. Slet ikke klar. Aldrig klar.
Jeg danser med den første efterårsvind, der kryber rundt om hushjørnerne, og får folk til at trække kraven sammen om halsen. Jeg sidder på den sidste grønne bakke og betragter skovens klædedragt flamme op, skifte farve, gå i forfald, give slip, synke sammen for foden af træerne, der forvandler sig til stille, sorte skygger. Jeg trækker mørket længere og længere op om ørene på de sovende om morgenen. Hvisker dem morgendrømme i ørene om huler og vinterhi og kulde og julelys i mørket. Jeg lægger mig glitrende hvid – et tyndt spøgelsesslør – over hele verden for at lulle den i søvn. Snart, ven, snart, er det atter tid til at sove. Dine jorde er brune og nøgne. Dine blomster er visne. Dine sidste æbler rådner glemte i det gule græs.
Alle kigger sig forvildede omkring. Jagter dagene med de sidste sommersolstråler. Bare lidt mere. Bare lidt længere. Forlad os ikke allerede. Nåede vi egentlig alt det, vi havde planer om? Vi forsikrer hinanden om, at vi gjorde, hvad vi kunne. Frysende på en udendørscafé. Så nåede vi alligevel at bruge den sommerkjole i år. Men lad os ses igen til næste år, der har jeg plads i kalenderen.
Jeg tømmer stille strandende, parkerne, skovene og torvene. Trækker blidt folk indenfor. Trækker dem ind i deres vinterpels og deres indadvendte gemyt. Alle gemmer ansigterne. Alle mærker en ubestemmelig længsel gnave dybest inde i deres knogler. De trykker på telefonen. Lader dens blå, dansende, larmende lys kyse den ubehagelige fornemmelse væk. Dæmper det uforklarlige og ubehagelige med scroll og basdunkende, hurtigtblinkende videoklip.
Jeg går gennem verden. Langsomt. Mine bare fødder mod den sorte asfalt i gaderne. Vinden leger med mine klæder og mit hår – giver dem bølgende liv. Langsomt. Bølgende. Jeg skal ikke nå noget. Jeg kommer ikke for sent eller for tidligt. Jeg kommer lige i rette tid. Jeg observerer alting omkring mig i stadig accelerende fart. Det gør ingen forskel. Der spildes bare lidt mere, når det går hurtigere. Glemmes lidt mere i farten. Opleves lidt mindre af nuet.
Jeg trækker tempoet ud af naturen og af natten. Fuglenes vingeslag bliver langsommere, mens de som bløde, sorte streger søger mod syd. Natten strækker sig ud og tager sig god tid. Træernes hjerteslag går i stå. Et øjeblik. Panikken spreder sig. Der bliver sat projektører og lamper op alle steder. Vi har så meget, vi skal nå. Folk løber rundt med hænderne fulde af poser og tasker og pakker.
Jeg sætter mig ved bredden af en sø. Jeg har lagt byens evige summen bag mig. Stjernerne er stille trillet ind på himmelhvælvet. Lydløse. Blinkende. Evige. I et kort øjeblik. Skovens sorte skygger står tyste omkring mig. Vandets bundløse, bløde mørke er mit eget indre spejl. Jeg har været her før. Jeg vil komme her igen. Se mig! Jeg er ny og ren. Nøgen. Uden panser. Se mig! Jeg har kærlighed og tillid i mit åbne hjerte. Se mig! Jeg er et glimt af nyt og jomfrueligt håb.
Lidt om stress
Hvad sker der så i dag? Lige nu. Lige her. Rigtig meget og rigtig lidt. En lille smule udenpå. Virkelig meget indeni. Og måske mest det samme, som der også skete i går. Og dagen før. Og dagen før. Men alligevel hele tiden nye ting, nye tanker, nye impulser. Som dog alligevel minder lidt om dem, der var der før.
Jeg har sygemeldt mig med stress. Nogle dage har jeg lyst til at skrive lange tekster om hvordan og hvorledes. Andre dage føles det mere ligegyldigt. Bare en dagligdagsbagatel. Der er så meget andet, der er større og vigtigere. Alting fortsætter jo. Dagene, trafikken, årstiderne, Instagram. Jeg har også på fornemmelsen at min arbejdsplads fortsætter som den hele tiden har gjort. Den store suppegryde røres stadig rundt og rundt og rundt. Måske bare med lidt andre ingredienser, men det er der ingen, der lægger mærke til.
Det var min krop, der sygemeldte mig. Min krop er nemlig den kloge af os. Den synes, at nu havde vi været i den her tilstand længe nok, og det var ikke noget, vi bare kunne vente på, ville løse sig af sig selv. Kunne jeg have fortsat, som jeg gjorde? Ork ja. Min lide i stilhed-udholdenhed er nærmest uudtømmelig. Det har tidligere generationer og tidligere liv indmejslet i min DNA. Trange kår, hårdt arbejde. Vi holder bare ud, bukker hovedet og fortsætter fremad. Ingen skal have noget at udsætte på os. Så jeg arbejder på at omkode min DNA til en ny tid. Nu skal vi ikke bare længere nøjes og finde os i. Nu er det faktisk i orden at sige stop, sige fra og mærke. Og det er nu, vi skal stræbe efter at have det godt. Ikke bare overleve, men leve.
Så da der stod række efter række af generationer af hårde, firkantede arbejdere og stille, mistænksomme bønder og mumlede mod mig: “Men er du egentlig syg? Er du syg nok? Hvad er der egentlig galt? Tiltrækker du dig ikke bare unødvendig opmærksomhed? Skal du ikke bare slappe lidt af? Har du ikke også gang i lidt for mange ting? Har du tænkt over konsekvenserne? Hvad hvis du bliver fyret? Kan du gøre de ting, du gør, når du er syg?” Så var jeg klar til at møde dem.
Jeg tog en dyb indånding og svarede: “Ja! Ja, jeg er syg nok. Og nej, jeg skal ikke længere bruge min weekend på febrilsk afslapning og hektiske forsøg på at tømme ud af min overfyldte stress-kop for at undgå, at den strømmer over en onsdag formiddag ned over mails og notater og halvlunken kaffe. Jeg skal gøre noget ved det nu og her. Og jeg skal gøre det helhjertet og fuld tid.“
Så det gør jeg. Og jeg mærker en enorm styrke. Jeg føler, at jeg har taget min power hjem. Jeg har taget ansvar for min situation. Og jeg bestemmer, hvad og hvordan og hvornår. Så at melde mig syg med stress er noget af det bedste, jeg længe har gjort. Måske skulle jeg have gjort det noget før? I stedet for at holde ud. Men jeg tror, at jeg gjorde det nu, fordi jeg nu er klar til at håndtere det. Jeg er klar til at møde de indre, kritiske stemmer. Jeg er klar til at gøre de ting, der er gode for mig. Jeg har indsigten i, hvad der foregår indeni mig. Og jeg ved, hvad der fungerer for mig udvendigt. Så jeg er helt rolig og tryg. Jeg har mig selv. Og derfor har jeg nu taget min power hjem.
Jeg samler stille og roligt de stykker af min power, der flyder omkring ude i verden. Stykker, jeg har efterladt eller tabt. Stykker, jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med. Stykker, jeg har sendt ud for at søge hjælp eller svar. Jeg samler dem indeni mig. Så jeg nu ikke længere behøver at søge ud, men kan finde svarene indeni mig selv. For jeg ved det. Jeg ved, hvad der er bedst for mig. Jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Hvad jeg vil og ikke vil. Og bliver jeg i tvivl, så spørger jeg mig selv.
Så det er bare det, der sker i dag. I min verden. Lidt om stress og power. Men ellers fortsætter verden ufortrødent fremad. Glider ind og ud mellem dag og nat, mens det langsomt bliver lidt køligere og lidt mørkere.
Stille, indvendig fejring af absolut awesomness
I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Nogensinde i hele verden! I dag er det 1 år siden, at Tankerfradenhalvetime.dk materialiserede sig fra drømmevæverstof til fast, metallisk-skinnende cyber-lilla online-univers. Og faktisk er dette blog-indlæg nr. 50. Sikke nogle fantastiske milepæle. Sikke nogle præstationer. Så hvordan har det så været – det første år? Og hvad er de strålende planer for fremtiden?
Tja, det har jeg vel egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg er faktisk ikke så god til at fejre fødselsdage, jubilæer, succeser. De er der ligesom bare. Også uden at man tænker for meget over dem. Så jeg sidder bare i hyggetøj og dyne i sofaen med te og stearinlys. Men indeni er jeg glad og stolt. En stille, indvendig fejring. Af mig selv og mine kreationer. På den måde er jeg måske alligevel meget god til fejringer. De små, stille fejringer, når jeg sidder en langsom eftermiddagstime og scroller ned igennem mine egne blogindlæg eller mine egne billeder på Instagram. Jeg læser tidligere ord, genoplever tidligere stemninger. Og min sjæl fyldes op af hverdagseventyr og øjebliksmagi. “Har jeg virkelig skrevet det? Ej, hvor finurligt. Det billede er totalt skarpt og professionelt. Hvor snedigt fanget.”
Så min sjæl jubler, og jeg synes faktisk – hånden på hjertet – at jeg har den flotteste, mest fantastiske og eventyrlige blog og Instagram-profil. Jeg elsker selv mit univers. Og på den måde er det jo perfekt. På den måde har det opfyldt sit formål. At skabe glæde og magi for mig. Men – hånden på hjertet – jeg elsker også, når andre finder ind i mit univers og lader sig forbløffe, forundre, forføre eller blot inspirere. En kort stund. Et hvil i den cyber-lilla tusmørkestemning før de vandrende pilgrimme igen drager videre på hver deres egen personlige eventyr.
“Jeg laver en blog for min egen skyld. Med lige præcis det indhold, der kommer ud af mine tanker og min navle. Ingen regler, blot ren lyst.”
Sådan skrev jeg i mit allerførste blogindlæg for et år siden. Og det vil også blive rettesnoren for det næste år. Mine tanker, mine drømme – ingen regler, blot ren lyst. Og nogle gange synes jeg, mine tanker køre i ring, og at det er det samme, der kommer ned på papiret og ud gennem skærmen. Igen og igen. Samme tema. Samme stemning. Nye skyer. Men andre gange mærker jeg, at jeg har rykket mig til en ny dimension. Og jeg mærker, at jeg træder tydeligere og tydeligere frem. Smider mine filtrer og hæmninger, masker og reb. Tør mere. Åbner mere op. Hvirvler i berusende glædesdans rundt i efterårstågens spøgelsesgardiner, der kun halvt skjuler min vilde natur og sjæl, min nøgne krop og sandhed.
Mine tanker og drømme. Mine idéer og fantasier. Måske bare mine observationer på min vej gennem livet. Og bliver det i grunden ikke mærkeligere og mærkeligere, jo længere man bevæger sig frem? Det er blevet mørkt udenfor. Lige pludselig er det begyndt at blive mørkt igen. Alt for hurtigt. Alt for pludseligt. Mens vi stod og ventede på at sommeren skulle komme, fløj den lige forbi os. Jeg ved ikke, hvad der skal ske det næste år. Eller de næste 50 indlæg. Måske bliver det lutter gentagelser. Måske bliver det nye, tøvende, prøvende skridt på usikker og ukendt, gyngende grund. Men det bliver med en stille, indre glæde over de hverdagseventyr og den øjebliksmagi, jeg skaber. Lige her. I øjeblikket. I sofaens bløde aftenmørke.
En almindelig hverdag mellem 8-16
Så jeg gik. Ud af døren. Ud i solskinnet, der har fået en bidende skarphed over sig. Efteråret er på vej. Sommeren er bag os nu. Allerede. Nåede den overhovedet rigtigt at være her? Men vi er videre. Alle vender deres ansigter og opmærksomhed mod efteråret. Gør klar. Planlægger. Forventer. Hvad har efteråret med til os? Hvad skal vi nå?
Hvor er der mange mennesker i byens billede midt på sådan en helt almindelig hverdag. I bil, på cykel, gående, i vinduet, på bænken, på tennisbanen. Nogle hastigt på vej til et bestemt mål, andre uden hastværk eller formål. Hvorfor er alle de mennesker ikke på arbejde? Hvorfor sidder de ikke spærret inde i et glaskastel omgivet af flimrende computerskærme? Og jeg dømmer dem ikke, for jeg kender ikke deres historie og deres baggrund. Måske er de arbejdsløse, måske har de natarbejde, måske er de selvstændige og har netop i dag givet sig selv årets eneste fridag. Men jeg mærker en længsel efter selv at være til stede i livet, midt i byen, på en helt almindelig hverdag. Mærke og opleve at livet sker. Bare suge til mig og lade det gennemvæde mig. Alt er i bevægelse. Alt fortsætter ufortrødent. Også mellem 8-16.
Men nu er jeg her. Går igennem det. Mærker pulsen. Ser menneskene. Oplever livshistorier flygtigt krydse forbi min egen, væve sig ind i andres, for så et øjeblik efter at fortabe sig over husenes tage sammen med en flok duer og et hurtigt lysglimt fra et vindue, der blev åbnet og fangede solens stråler. Lyden af travl trafik. Lige ved siden af, men samtidigt monotont drømmeagtigt. Baggrundssusen. En evig strøm, der fragter mennesker frem og tilbage. Altid på vej.
Jeg finder et åndehul af grønt. Træerne vinker venligt og imødekommende til mig. Barkede smil. En skole bruger området til idræt. Børnene bliver sendt løbende i hold ned ad bakken. De tager det meget seriøst. For det er dét, deres liv handler om. At løbe i fuld fart ned af bakker i det grønne græs. Mærke vinden, mærke energien, mærke livet og suset og glæden. Hvornår holdt det op med at være så simpelt? Hvornår mistede vi meningen med livet af syne? Har jeg glemt noget på vejen?
Jeg går op til Bellahøj svømmehal. Skyerne heroppe er altid så vanvittige, vilde og vidunderlige. Ellers også drages jeg bare mod højen, når skyerne er vanvittige, vilde og vidunderlige. For at komme tættere på himlen og dens fluffede, hvide, drivende eventyr-øer. Jeg lægger mig på ryggen på de store trappetrin. Kigger op i himlen. Spejder mod de fjerne sky-kyster. Ligesom da jeg var barn lader jeg øjnene glide langs kanten, for jeg er sikker på, der ligger nogen deroppe et sted og kigger ud over kanten, spejder ned mod den svævende Jord-ø. For en sikkerheds skyld vinker jeg. Tænk, hvis de nu så mig og sendte en luftballon ned efter mig, så jeg kunne besøge dem i deres sky-slot.
Jeg sætter mig op igen. Trafikstrømmen flyder stadig støt forbi. Mennesker, biler, dage, liv. En evig strøm uden den store eftertanke. Jeg begynder at gå hjemad. Jeg mærker efter for hvert skridt. Mærker min krop. Mærker mit system. Mærker efter. Mærker ind. Måske tænker jeg for meget? Måske tænker jeg for meget uden svar? Den næste tid vil jeg forsøge ikke at tænke så meget. Den næste tid vil jeg bare føle. Mærke. Lytte til kroppen og dens subtile sprog. Være til stede lige nu.
Jeg afslutter stille fortiden, så jeg kan begynde at vende mig mod fremtiden.
Min rejse
Jeg oplever og prøver mange nye ting på denne rejse, som jeg har begivet mig ud på. Denne rejse, hvor jeg ikke kender retning eller mål, ja, jeg kan ikke engang se det næste skridt klart. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, eller hvor jeg egentlig er på vej hen. Men jeg ved, at det har en stærk følelse af “hjem”. Og når jeg finder det, så finder jeg også mig selv og hemmeligheden om meningen med livet.
Så det er lidt af et eventyr, jeg har begivet mig ud på. Og de dage, hvor jeg står en stille morgen – før Verden rigtig vågner – og kigger ud over et diset landskab af bløde, grønne bakker og små, tætte skove, den svagt blå himmel og Solens første dansende, gyldne stråler, som kilder græsstråene og den snoede vej for mine fødder – de dage jubler og synger og ler mit hjerte i mit bryst, så det føles som om, det skal sprænges i et regnbuefarvet glædesfyrværkeri.
Der er også dage, hvor jeg har vandret gennem mørkt, koldt mudder. Intet lys. Ingen glæde. Ingen fornøjelse. Bare vandre fremad, et skridt ad gangen, med bøjet hoved og værkende skuldre. Fremad, fremad. For der må være en ende. Lys på den anden side. Det må stoppe på et tidspunkt, og så er jeg kommet igennem dét. Har overvundet det, besejret det, er kommet ud på den anden side.
Eller de dage, hvor jeg skubber den store sten op ad bjerget. For jeg vil så gerne have den strålende udsigt på toppen. Jeg har hørt andre tale om den, og jeg vil så gerne selv opleve den. Så jeg skubber den store, tunge sten op. Aser og maser. For jeg kan ikke se nogen anden vej til toppen. Andre overhaler mig. Nogle er leende på vej ned ad bjerget igen. På vej mod nye, smukke tinder. Og jeg aser og maser. Ingen hjælper mig. Ingen tilbyder mig hvile eller et godt råd eller en anden vej. Og da skyggerne begynder at blive lange, kan jeg se, at jeg ikke engang er nået halvvejs op af bjerget. Så jeg sætter mig og græder. Opgivelse, afmagt, træthed. Men jeg holder stadig fast på stenen. For nu er jeg jo trods alt kommet et stykke op, så nu må jeg jo fortsætte. Jeg kan ikke se nogen anden vej.
Og så er der dage, hvor jeg mærker, at noget pludselig er skiftet. Faldet på plads. Har byttet plads. Eller helt er forsvundet. Indeni mig. Og jeg kigger på den sti, jeg er på vej hen af. Og jeg kigger på den sten, jeg så møjsommeligt har skubbet halvvejs op ad bjerget. Og jeg trækker på skuldrene. Mærker spændingerne løsne sig. Og jeg giver slip. Forlader den gamle sti. Lader stenen være. For en ny sti har pludselig åbnet sig foran mig. Dér – ude til højre i det høje græs, kan jeg pludselig se et lille spor åbne sig. Buskene trækker forsigtigt deres grene til side, holder øje med, at ingen andre opdager deres hemmelighed. En hvid sommerfugl vinker mig nærmere og viser vejen ind i vildnisset. Jeg mærker spændingen. Jeg mærker eventyrlysten. Jeg mærker mit hjerte vågne og slå et par hurtige, jublende slag.
Jeg standser kort, ser mig tilbage. Buskene har igen lukket indgangen bag mig. Jeg bevæger mig ind i vildnisset, ukendt land, nye steder. Den hvide sommerfugl flakser utålmodigt af mig. “Det her er din vej.” Her er grønt og stille. Men de hvide skyer driver af sted over mig. Jeg tager en dyb indånding, min krop fyldes af liv og ny energi. Jeg begynder at gå. Følger de hvide skyer.
Mandag i blåt og grønt
Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter feer og trolde. Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter mig selv. I dag tog jeg ud for at lede efter den blå himmel. Jeg kan se et lille udsnit af den fra min altan. Men jeg ville se den rigtige vare. Den kæmpestore, uendelige, overvældende blå himmel. Uden grænser.
Og jeg elsker simpelthen friheden ved at suse af sted i min lille bil. Den har godt nok ikke så meget power til at accelerere, men når den først er kommet op i fart, så flyver den af sted. Svæver hen over asfalten som en vinget pegasus. Let og hurtig. Vi griner, mens vinden pisker inden gennem de åbne vinduer, mens musikken sætter stemningen og naturen sætter scenen. Vi suser af sted, indtil vejen hvisker; “Kom. Det er nu. Nu du skal dreje.” Og træerne læner sig ned over vejen, mens de vinker med deres tusinde blade. De skinner i solen. Og nogle af dem er begyndt at blive gule.
Det minder mig om noget. Det minder mig om efterår og vinter. Det minder mig om kulde og mørke. Men ikke endnu. Lige nu er vi i den tungeste, varmeste sensommer. Det er nu, det for alvor gælder. Det er nu, det bliver alvor. Det er nu, vi er færdige med tidsfordriv og lege. Det er nu, vi bliver sanseligt modne. Bugnende, overdådige, frugtbare, gyldne, strålende. Med værdighed, lysende bær og runde frugter. Med overlegen mildhed og gyldent, hviskende, duftende korn.
Jeg mærkede straks, jeg steg ud af bilen og gik ind i skovens kølige skygge, at min krop satte tempoet ned. Hele mit system havde kørt på forhøjet tempo. Pumpe, pumpe, pumpe. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Vi skal nå det hele, have krydset alting af på listen og have bekymret os rigeligt om det, vi ikke nåede, eller som kunne have været anderledes. Men så snart jeg overgiver mig selv i skovens favn, sænker mit system og min krop tempoet. Synkroniserer med Moder Jords sagte hjerteslag, som det er umuligt at høre inde midt i byens trafiklarmende kaos.
Jeg beruser mig i naturens skød, der driver af overflod, sødme og kærtegnende lyst. Luften er svirrende fuld af hvide sommerfugle og tunge suk. Men ellers er her stille. Fuglenes vilde forårskakafoni er for længst forstummet. Nu er det kun de fugle, der virkelig har noget på hjerte, der lader deres smukke røster klinge mellem træerne. Skovsøen blinker til mig, blank og dyb. Den varme vind smyger sig kælent om min krop, og solen bader mig i varme kærtegn.
Jeg ler, men min stemme er trist. Hvorfor bruger jeg så meget tid i voksenlivets kaotiske, samvittighedsnagende, stressende trædemølle? Hvorfor starter jeg ikke hver dag på ryggen i en kløvermark? Hvorfor gør vi så mange ting, der er så dårlige for os? Og så få, der er så gode for os? Eller er det kun mig? Er jeg kommet baglæns ind i verden og har derfor misforstået alting fra start af? Når jeg kigger mig omkring, finder jeg ingen genkendelse af mine spørgsmål i de andres ansigter. Verden virker mere og mere underlig og uvirkelig for hver dag. Jeg prøver undrende at forstå, hvad vi egentlig laver, mens jeg vader efter de andre frem og tilbage, frem og tilbage mellem kontoret og hjem.
Jeg trækker på skuldrene og skubbe det fra mig. I dag passer de andre kontoret. Og jeg har fundet den skjulte kløvereng. Jeg smider mig i det grønne. Lader de tre gamle graner våge over mig, mens jeg misser mod solen og følger de små, puffede skyer på vej. En af dem lader fem store regndråber dryppe på min solvarme hud.
Pendulering
Jeg er her.
Jeg er her midt i den stormende, hvirvlende, snurrende, drejende, fantastisk verden. Jeg danser med de hvide skyer, og jeg mærker den friske vind smyge sig op ad mine bare arme. Lige nu, lige her, er livet smukt og enkelt. Træerne vinker til mig, og jeg griner stort tilbage. Trækker vejret helt ned i lilletæerne.
Og så er jeg tilbage i det gamle, trætte glasbur. Alting står stille. Tiden står stille, luften står stille. Selv computerskærmene med deres evige, usynlige blinken, står stille. Ingen gider længere lade som om, de laver noget vigtigt. Alle er taget på ferie hjem til dem selv. Ind i dem selv. Vi rykker tilbage i vores egne hjem. Har haft så travlt med at tage ud, at vi har glemt, hvordan de ser ud. Hvordan de føles. Jeg rykker ligegyldigt rundt på en stak papir. Måske skulle jeg bare smide den ud?
Og så er jeg her. Igen igang med at skabe mit eget eventyr. Lyset er skarpt. Alting står skåret ud i lysende blokke af klare farver. Verden stråler. Lyset er gyldent og spiller med skyggerne, der danser hen over muren, ind mellem de høje, svajende træer i skoven. Og verden synger. Fuglene synger. Og mit hjerte synger med.
Og så er jeg tilbage i den gamle tvivl. Tvivlen på mig selv. Tvivlen på, om noget overhovedet nytter noget. Jeg kigger mig omkring og bliver i tvivl om, hvad jeg egentlig var i færd med. Stille lusker jeg ned fra scenen, inden der er nogen, der opdager, at jeg for et øjeblik siden stod med udspredte arme midt i rampelyset. Dét nummer skal jeg nok lige øve mig lidt mere på. Eller måske bare vide, hvor jeg egentlig vil hen med det hele, inden jeg rager dirrigentstokken til mig.
Og så står jeg her. På kanten af den klippe, som jeg så mange gange har kigget beundrende op mod nede fra stranden. Set andre med rank ryg og elegante lemmer springe ud mod det glimtende, skinnende vand. Disse smukke væsener med særlige evner og talenter. Og nu står jeg her. Nu er det mig, der tager springet mod det glitrende, uendelige hav, og da jeg dykker ned i dybets omfavnelse, bobler indvielsens blå perler omkring min krop, og dråber af forundring og inspiration sprøjter op mod de måbende tilskuere på stranden.
Jeg vokser, jeg folder mig ud, jeg stråler. Jeg trækker mig sammen, jeg tvivler, jeg går i opløsning. Jeg pendulerer frem og tilbage. Snurrer uhjælpsomt rundt. Trækkes ned, hvirvles op. Jeg har ikke lært at navigere i det. Men jeg har lært at lade mig flyde med, accepterer den øde ø, jeg skyller op på i dag, og gå nysgerrigt på udforskning på den.
Verden hvirvler rundt derude. Der er så meget ny energi, der driver ind over verden. Frisk og hvid og ren. Jeg har lyst til at springe ud og gribe fat i den, smage på den og forme den til nye projekter. Men i dag er jeg skyllet op på kokon-stranden. Langsomt, langsomt kravler jeg ind i mig selv. Jeg kaster et søvnigt blik tilbage mod de hurtige, dansende skyer. Det er okay. Jeg skal nok nå at fange min sky.
Lige nu. Er jeg her.
Selvforstærkende evighedsdans
Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.
Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.
Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.
Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.
Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.
Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.
The Chariot
Så står jeg her igen. Overfor min evige fjende. Min evige udfordring. Følelsen af at være fanget. Følelsen af at være magtesløs. Følelsen af at være fængslet. Skakmat. Uden muligheder.
Og jeg har kastet mig rasende og frustreret mod tremmerne igen og igen og igen. Jeg har flygtet. Hovedkulds maset mig gennem sumpens mørke vand med glammende, blodtørstige sporhunde i hælene. Jeg har vendt dem ryggen, jeg har ignoreret dem, været lige glad indtil jeg blev følelsesløs og tom og apatisk. Jeg har kastet mig i sommerens arme med kun en tynd sommerjakke og et løfte om at indtage alt, hvad der mødte mig af rusmidler og feststemt kærlighed og koncertvibes.
Lev stærkt. Dø ung. Vær ansvarlig. Og klog. Planlæg. Eksekvér. Frem og tilbage i evig pendulering. Universitetsuddannelse og festrus. Karrierestræben og tømmermænd. Holde krampagtigt fast og give slip på alt. Selv på fornemmelsen for op og ned.
Hver gang jeg troede, jeg havde bevæget mig fremad, var jeg tilbage ved start. Tvivl. Usikkerhed. Ensomhed. Hvorfor blive ved? Hvorfor ikke bare give op? Hvorfor give op? Hvorfor ikke blive ved? Det er det eneste, jeg kan.
Og nu står jeg i min stridsvogn. Tremmerne er sprængt. Krænget til siden. Kraftesløse. Mine heste er stærke. Sort og hvid. Jeg står rank. Jeg har overblik over slagmarken. Men slaget er slut. Min indre kamp er vundet. For denne gang. For hver gang jeg sejrer, bliver jeg stærkere. Fjenden bliver svagere. Jeg kender snart alle dens tricks. Alle dens ansigter. Alle dens fælder. Jeg har set det hele. Mange gange. Og det rører mig ikke længere. Kan ikke nå mig her i min stridsvogn.
Hestene fnyser, så det damper ud af deres næsebor. Knogler knaser under hjulene, mens jeg i triumf indtager fjendens land. Det her er mit territorium nu. Og jeg tror, jeg planter tusindfryd og syrenbuske mellem kranier og bøjede sværd.