Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

Udgivet den

Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.

Udgivet den

En plan om et tilbageblik

Jeg havde en masse små idéer om, hvad jeg skulle i det nye år. Ikke fordi, jeg lavede nytårsfortsætter. Heller ikke fordi, jeg egentlig mærkede noget særligt skift fra det ene til det andet. Egentlig flød jeg bare lidt fra det ene til det andet uden rigtigt at bemærke det. Men der var alligevel en stemning af “nyt år”. Og selv om jeg ikke ville tage fat på dag 1, så spirede der alligevel små idéer og ønsker og drømme om alle de ting, jeg kunne og gerne ville, når jeg endelig stod med et helt nyt år i hænderne.

Men det nye år har slet ikke haft energien af nyt med sig. Ikke endnu. Og jeg var ellers skiftet helt over allerede midt i januar. Der stod jeg. Helt klar til nye energier og planer. Men der var ingenting. Kun tåge og kulde og stilstand. En uendelig række af grå, sløve, lukkede dage. Dage i venten. Dage i træthed. Kun lejlighedsvis har en solstråle kunne finde en sprække i det grå og sende lidt lys og et strejf af ny, frisk energi ned til os. Så jeg ved jo, at den er på vej. Den nye, friske energi. Den suser rundt over de grå skyer, som en regnbue, der er faret vild. Det synger og drysser med stjernstøv, når den bugter sig hen over himlen i dens jagt på et hul i stilstanden, så den kan komme ned og stråle lidt farvelade ind i hjerterne på os.

En af de små idéer, jeg havde liggende klar til det nye år, var at lave en opsamling over sidste år her på bloggen. Jeg har min journal fra sidste år liggende under stuebordet. Dér har den ligget i to måneder. Jeg har forsøgt at dække den med andre bøger for at undgå dens bebrejdende blik. “Skal vi ikke snart komme i gang, eller hvad?” Og det ville jeg jo gerne. Altså, det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har ikke kunne.

For ligeså meget jeg mærker lysten til at skrive rive og flå i min sjæl. Ligeså meget modstand har jeg åbenbart mod det. Som en fysisk kraft bliver jeg stødt væk fra computeren, og får jeg den endelig tændt, overmandes jeg af træthed og slaphed. Jeg har flere ufærdige kladder end udgivne blogindlæg med 2021-mærket på. Det er som om ordene begynder at snuble over hinanden. At mine egne forventninger er blevet skruet alt for højt op. Hvis jeg ikke skriver om guldstrøgne åbenbaringer, hvad er min berettigelse så til at fylde mere ud på internettet?

Men her til aften fandt jeg Beslutsomheden frem. Jeg har gravet 2020-journalen ud fra bogbunken. Og nu ligger den her ved siden af mig, klar til at give et overblik over mine tanker hele sidste år, mens jeg skriver et blogindlæg om min plan om at skrive et blogindlæg om mine tanker i 2020…

Jeg giver slip på mine forventninger om “den rigtige måde at gøre det på.”
Jeg byder omveje og uventede oplevelser velkommen. Der er ikke noget her, der skal være perfekt. Nu er jeg i hvert fald i gang.

Udgivet den

Sne. Snefnug. Snevejr.

Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.

Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?

Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.

Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.

På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.

Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.

Udgivet den

Mens vi sidder lige så stille og venter i et vakuumpakket kaos

Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.

Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.

Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.

Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.

Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.

Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.

Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.

Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.

Udgivet den

Det Gamle År og Det Nye År

Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.

Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!

Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.

Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.

Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.

Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.

Udgivet den

Et kaos af larm

Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!”

Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.

Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.

Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.

Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?

Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?

Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.

Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.

Udgivet den

Et sted mellem meditation og revolution

“Jeg er simpelthen så træt, og jeg forstår det ikke,” sagde jeg til Kroppen. “Og vi har slet ikke tid til at være trætte. Vi skal da gøre noget, udrette noget.” Kroppen kiggede på mig. Så pegede den ud af vinduet, hvor den efterårsgrå morgen stadig var halvmørk og indhyllet i kolde, klamme tågeskyer. Og så pegede den på det røde blod, der dryppede fra min måneblødning. “Udenfor er det efterår. Indeni er det vinter. Du må gerne være træt, for det er tid til at give slip, hvile, restituere,” sagde Kroppen.

“Jo, jo,” mumlede jeg. “Men har vi ikke allerede gjort det? Det gjorde vi jo i går.” Men Kroppen lyttede ikke, den var allerede på vej tilbage mod den varme, bløde dynehule i soveværelsesgrotten. Vi blev dog hurtigt enige om et kompromis, og byggede en ny hule i sofaen. Det fejrede vi med en kop te.

Så nu sidder vi her. I sofahulen. Verden udenfor er stadig grå og kold og klam. Jeg tror slet ikke, Dagen kommer i dag. Den har nok også besluttet at blive i sin hule. Det er i grunden længe siden, vi har haft en længere periode med gråt vejr. Jeg synes, Solen har været yderst gavmild med den blå himmel i år. Førhen var der lange perioder med gråt. Jeg kan huske, at jeg tit tvivlede på, om Solen mon stadig eksisterede. Og om vi nogensinde ville få den at se igen.

Måske blev Verden så glad og mild, da vi lod alle flyene stå på jorden i en måned, at den åbnede op for uendelige dage med blå himmel. Måske er det bare min indre verden, der er skiftet. Måske ser jeg bare kun de strålende solskindage nu, mens de grå dage glider ligeså stille forbi bevidstheden uden at sætte sig fast. Gad vide, om der overhovedet er andre, der oplever den ydre verden, som jeg gør? Eller går alle rundt i hver deres boble af overbevisninger om sandheden? Måske er mine øjnes og min hjernes proces med at skabe et visuelt, forståeligt image helt anderledes end din? Det er ikke underligt, at mennesker har så svært ved at forstå hinanden.

Jeg veksler lidt mellem den bløde overgivelse til at kravle ind i min egen navle for at prøve bare at forstå et enkelt menneske – nemlig mig selv – en smule bedre. Og på den anden side en oprørsk trang til at forsøge at gøre en forskel og få alle mennesker til at forstå hinanden og sig selv bare en lille smule bedre. Kan jeg redde verden, når jeg nu kæmper så ihærdigt for bare at redde mig selv?

Jeg kan mærke, jeg har begge to i mig. Dagdrømmeren, der vender verden ryggen og sætter sig ud i skoven og betragter årstiderne skifte, mens det hvide skæg bliver længere og længere. Revolutionæren, der rejser næven og stemmen mod systemet, og som med brændende visioner og kærlighed til folket, bryder gamle dogmer ned for at bygge nye strukturer op. De er her begge to. Ingen af dem er gået ud for at følge deres vej endnu. De har begge en hånd på dørhåndtaget til hver deres dør. De kigger afventende bagud mod mig, der står imellem dem. “Nåh, hvad venter du på? Kom. Kom med mig. Vi skal denne vej.” synes de begge at sige med deres udtryksfulde, glimtende øjne.

Jeg bliver stående midt imellem dem. Ubeslutsom. Jeg føler mig draget af dem begge. Men begge to fylder mig også med frygt. Kroppen har lagt sig ned. Den ænser ikke de to. I dag er det hviledag. Det er efterår udenfor. Og vinter indeni. Meditativ opstigning og revolution må vente til i morgen.

Udgivet den

Morgenobservationer

Jeg sidder her og ser morgenen kravle op over himlen. Langsomt. Stille. Der er mørkt i stuen. Kun to stearinlys bryder lidt af mørket med deres gyldne skær. Jeg sidder bare stille og kigger. Stilhed. En smule ferskenfarvet rødmen glider langsomt op og blender ind i nattehimlens dybe mørke. En enkelt fugl kan ikke sove længere og begynder nervøst at pippe. Den letter og flyver bort. Stille på lydløse vinger.

Jeg glider væk et øjeblik i tankestrømme. Fortidsminder og fremtidsplaner hvirvler drømmeagtigt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver nærværende igen. Ser, at det spæde ferskenfarvede lys nu har trukket en svag lyseblå farve med op over hele himmelbuen. Langsomt. Stille. Lyset tager til. Uden hastværk. Det glider bare ubemærket hen over kloden. Gradvist.

Jeg lægger mærke til den brusende summen af morgentrafik, der også er taget til. Langsomt. Umærkeligt er den steget i volumen. Har lagt sig som en bagtæppe til morgenscenen. Jeg kender den lyd helt ind i knoglerne og i sjælen. Og selv om jeg ved, at den kommer fra tunge lastbiler og små, gassende personbiler. Og selv om jeg ved, at den repræsenterer forurening og travlhed og stress og jag. Så er den lyd alligevel en del af min DNA. Jeg er barn af den industrialiserede verden. Jeg er flasket op ved brystet af effektivitetens beton og glas. Jeg er lullet i søvn under en lyssløret stjernehimmel til lyden af de sene lastbiltog på landevejen bag de høje træer, der omkransede min barndomsverden.

Det er lyden af en vågnende verden. Det er lyden af alle de mennesker, som jeg er i familie med. Og jeg rækker tråde af kærlig energi ud mod dem alle sammen. Rører hver enkelt person, som kører forbi i sin lille bil. Giver dem et strejf af kærlighed med på vejen mod dagens travle gøremål. Tager en smule af deres sorg eller bekymringer med tilbage. Vi er alle sammen familie. Jeg mærker jer. Vi støtter og bærer hinanden gennem livet og tilværelsen.

Himlen er helt lys nu. Mine øjne drikker lyset. Drukner i lyset. Hvis jeg lader mit blik glide ud af fokus, er det næsten som om, jeg kan kigge igennem det blå. Gennemtrænge det. Se i dybden. Se igennem. Til den anden side. En sky sejler ind i mit synsfelt og flammer op i orange. Et træ strækker sine grene og blade op over hustagene. De står tegnet i skarp silhouet mod den overjordiske, lyse morgenhimmel. Væsener og dyr træder frem af det skyggeagtige virvar. Tager form af grene og blade og skygger.

En trold vinker til mig. Jeg smiler og vinker tilbage. Jeg kender dem. Skyggevæsenerne. Dem er jeg også vokset op med. De bevæger sig ikke. Kan ikke. Gør ingenting. De er der bare. Men de er opmærksomme. Våger over mig. Passer på mig. Og jeg føler mig tryg med den vinkende trold, den lille hund og den store, forfjamskede haner, der alle troner på hustaget overfor.

Morgenen glider langsomt videre. Hen over kloden. Uden nogen rigtig lægger mærke til det. Jeg må også hellere komme i gang. Få ordnet gøremål. Få noget ud af dagen. Men jeg bliver siddende en stund endnu. Stille. Uden at røre mig. Bare observerer morgenen, der langsomt og umærkeligt bliver til dag.