Har jeg mistet eventyret? Er eventyrlysten forduftet? Er længslen forstummet?
Måske. Eller også har den skiftet form. Den river og flår ikke længere mit indre til laser. Den kaster mig ikke længere rundt på følelsernes kolde, stormfulde hav. Den driver ikke længere ustoppelige strømme af bitre tårer ud af mine øjne.
Men hvor er eventyrlysten så? Hvad længes jeg efter?
Jeg længes efter at blive her. Jeg længes efter at dykke dybere ind i mit indre, der ikke længere er en dyb, sort skovsø, men en lysende, glitrende sø af ren energi. Jeg længes efter at folde det hele ud og ud og ud som en blomst med tusinde kronblade.
Jeg drømmer om de helt små, langsomme eventyr, som vi kun opdager, når vi sætter os ned i græsset, tæt på bier og sommerfugle, og giver os tid til at betragte deres svirrende liv.
Jeg drømmer om at gå i total symbiose med træernes rytme og lade alle mine blade falde, nu hvor det er efterår. Trække mig ind i min barkede stamme og gå i hi. Drømme sære drømme om fjerne lande langt, langt herfra under en anden sol, med høje vinkende palmer og fremmedartede dufte i vinden.
Vide – uden at vide hvorfra – at træerne stadig er telepatisk forbundne, selv om de er blevet fældet. Vide – uden at vide hvordan – at træerne stadig er levende, når de står som ranke master på skibe og sender mennesker mod sydlige himmelstrøg og sære drømme hjem til deres fætre og kusiner i nord.
Jeg er flyttet ind og min sjæl er landet. Huset og de gamle træer har budt os velkommen og accepteret os. Og vi har forpligtet os til at passe på dem.
Jeg er landet, og jeg har sat mit præg. Alferne og troldene er flyttet ind – eller måske har de boet her hele tiden?
Jeg mærker ikke længere nogen udlængsel rive og flå i mig. Jeg mærker en længsel efter at grave mine rødder dybere ned. En længsel efter at være lige her lige nu. En længsel efter at opdage og undersøge hver eneste krog og lære dens historier og hemmeligheder at kende. En længsel efter at undersøge dybden af at være endnu langsommere. En længsel efter at smelte ind i træernes stammer og røre deres sjæl.
Måske. Måske er jeg bare ved at blive voksen. Måske har jeg bare fundet mit eventyr.
Når Du Allerede Er Midt I Din Drøm
Efterårssolens gyldne lys vælter ind ad vinduet. Vælter skråt hen over det dugvåde græs. Trækker lange skygger. Trækker nattens væsener hjem i deres huler. Alting svulmer af dugvåd frodighed. Alting er så potent i sin modne ro.
Der hviler en højtidelighed over efterårsmorgenen.
Vi ved godt, at vi kun har det hele til låns. Og det er okay.
Men hvorfor har vi så så travlt?
Hun har gået rundt i duggen med bare fødder. Drivvåd kølighed mod tæerne.
Den dampende varme fra te-koppen, som hun holder ind mod brystet.
Varme. Og kulde.
Lys og mørke.
Det hele mødes lige her på Jævndøgns-vippen.
Hun kigger op. Misser mod solens stærke lys. Ser de tusindvis af vinkende grønne blade, der om et øjeblik skifter endegyldigt farve. Hun ser den uendeligt høje, blå september-himmel. Og hun ser en lille, gennemsigtig, hvid vattot-sky hurtigt dukke frem over trætoppene og sejle videre hen over himlen. Flere skyer. Efter hinanden. De folder sig ligesom ud, mens de glider hen over himlen. Spreder deres i forvejen tynde væsen endnu mere. Strækker sig ud for at få så meget som muligt med. Bliver endnu mere spøgelsesagtige i deres glidende flugt.
Hvor er de på vej hen?
En kuldegysning op langs benene, får hende til at vende tilbage til de dug-frosne tæer. Hun går indenfor igen. Laver sig halvt nærværende, halvt drømmende en ny kop te. Hun snupper computeren og et stort, blødt tæppe. Sætte sig til rette på sin yndlingsplads foran de store vinduer. Svøber de bare ben ind i tæppets varme favn. Sipper til teen og kigger ud på træerne, på haven, der strækker sig ned til søen. Kigger på de fjerne granskove, der zig-zagger horisonten.
Hun åbner computeren. Lader den roligt og forventningsfuldt blinke på den tomme side. Og med et hemmelighedsfuldt, legende smil printer hun de første ord på siden.
Jeg ser hende. Som hun sidder dér med det lange hår bølgende ned over nakken og den store skjorte. Med de bare ben viklet ind i tæppet. Med te-koppen. Og med efterårssolens støvede, gyldne lys ind gennem de store vinduer. Med de gamle træer ude i den store have. Med de små alfer, der flyver ind og ud, laver pirouetter i luften og hvisker eventyr i hendes øre. Eventyr, som hun lader flyde ind i computeren og videre ud i bogformat til hele verden.
Jeg mærker roen og latteren i hendes sind.
Jeg ser hende tydeligt, for hun er min drøm.
Og det går op for mig, at hun også er mig. Hun er mig. Og nu er jeg også hende.
Jeg træder forsigtigt nærmere. Skridt for skridt. Træder helt hen. Sætter mig på min yndlingsplads i stolen foran de store vinduer. Smelter sammen med drømmebilledet. Smelter sammen med mig selv.
Og jeg kigger mig omkring. Og jeg opdager, at alle elementerne allerede findes her i min verden omkring mig. Og det kan godt være, at vinduerne ikke er helt så store, som i min drøm. Og det kan godt være, at den mytiske silhouette af tryllegranskoven ikke er placeret bag ved søen. Men de er her begge to. Granskoven til den ene side, søen til den anden. Og de store, gamle træer i haven omkring det store, gamle hus.
Universet lytter til vores drømme. Og giver os byggestenene.
Så det eneste, vi skal gøre, er selv at lytte til vores drømme.
Leve vores drømme. Være vores drømme.
Jeg laver mig en kop varm te, går med bare tæer ud i det dugvåde græs og lader mig overvælde af solens gyldne stråler og skyggernes spil mellem de frodige blade.
Jeg snupper min computer og sætter mig op ved det lille skrivebord i gæsteværelset. Jeg åbner vinduet og ser træerne vinke til mig. Sommerfugle og alfer svirrer omkring.
Jeg mærker dyb ro og ægte glæde i min sjæl.
Og så lader jeg ordene flyde.
18. september 2023
Det er længe siden, jeg har været her.
Måske har jeg brug for at komme tilbage. Måske var det her, jeg hele tiden skulle være.
Måske er det bare endnu et forsøg på at finde noget, der kan dulme.
Eller en flugt. En undskyldning. En udskydelse.
Men nu er jeg her igen.
I min søgen efter succes.
I min søgen efter mening.
Og der bliver stille omkring mig, som jeg sidder her med computeren i skødet.
Vinden suser udenfor og rusker i træerne. Efterårsagtigt. Efter et par sommeragtige septemberdage. Midtvejs i september. Nu er det ægte efterår. Vi kan ikke længere lade som om, det stadig er sommer.
Sommeren føles alt for hurtig overstået. Jeg nåede slet ikke dét, jeg ville.
Jeg har allerede for længst givet slip på sommeren og budt efteråret velkommen.
I dybet af min sjæl i hvert fald. Min hjerne skal bare lige følge med. Og give slip. Det må være den, der hænger fast ved alt dét, vi ikke nåede at få ud af sommeren.
Kroppen og sjælen er allerede fyldt op af alt dét, som vi nåede at få ud af sommeren.
Alt det, vi sugede og dansede og grinede og græd og omfavnede og kastede op mod himlen og lå længe og kiggede efter helt tæt nede mellem græsstråene.
Så nu er jeg her.
Og det føltes, som om verden faldt en smule på plads. Faldt i det rigtige hak og faldt lidt til ro.
Måske er det her, jeg skal være.
Måske er det her, jeg hele tiden har skulle være.
Måske er det her, jeg har søgt efter hele tiden, mens jeg har rendt rundt i verden og afsøgt og afprøvet den ene livsvej efter den anden.
Imens sad min egen livsvej hele tiden her i sofaen – stille og betragtede mig – ventende på, at jeg fandt tilbage.
Jeg tror også, jeg er klar til at komme hjem nu.
Jeg mærker ikke hjemve, men jeg mærker en længsel efter at føle mig hjemme i mig selv. Som om jeg falder lidt mere i hak i mig selv. Dén følelse. Den længes jeg efter.
Mens den første efterårsblæst får bladene til at lave dansende mønstre af lys og skygge hen over mine gardiner og mit gulv.
I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas
Min verden er en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Centrum af verdenen er hængekøjen, hvor jeg ligger viklet ind i søvnighed.
Jeg kan se det hvide hus. Vores hus.
Jeg kan se haven. Vores smukke, grønne have, og de store træer, der omkranser den.
Jeg kan se en smule af husene ude omkring vores. De er her også, men i dag er de alle sammen stille og mennesketomme.
Hele verden er tom og ekstra stille i dag.
Fastfrosset.
I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Det er så hårdt presset sammen, at jeg kan mærke tætheden i luften og i varmen.
Tæt, tung og stille.
Her er lyde. Springvandet, der risler. Millioner af fugle, der synger og sladre og skælder ud og basker med vingerne. Millioner af insekter, der summer. En svag, ubestemmelig, fjern, vedvarende brummen. Som generatoren, der får hele verden til at bevæge sig.
Men her er ingen lyde af mennesker. Ingen biler. Ingen snak eller råb. Ingen cykler eller musik. Ingen aktiviteter eller fræsende maskiner.
Bare stilhed med dens millioner af naturlige lyde.
Der findes nok ikke andre mennesker i verden.
I min lille, blå glaskugleverden.
Måske findes Bjørn her heller ikke?
Måske findes han et sted inde i det hvide hus. Snorkende på en sofa i en kølig stue, mens fjernsynet med blid kvindestemme fortæller om Universets uhyrlige uendelighed.
Og det smukke, lyseblå glas hvælver sig perfekt over mig.
Gnistrende lyseblåt, når jeg forsøger at fokusere på det. Forsøger at kigge igennem det. Ud på den anden side af glaskuglen. Ud på den anden side af verden. Men det er gnistrende tæt og alt, jeg kan se, er lyseblåt glas.
En gang imellem viser hvide skyggetegninger sig på det blå.
Måske er det, når kuglen bliver rystet.
Når den triller hen ad gulvet i den uendelige, sorte Univers-stue.
Eller når nogen presser ansigtet mod kuglens yderside for at kigge ind.
Kigge ind i den lille verden med det hvide hus i den grønne have.
Og måske kan de endda se den lille bitte hængekøjen dér i græsset.
Tiden står for evigt stille her.
Her i vores lille, blå glaskugleverden.
Det hvide hus. Den grønne have. Den uendelige sommerdag.
Vores egen, lille boble, som vi helt selv har skabt.
Vi har ikke brug for andet.
Hvis jeg bare gjorde det
Hvad hvis jeg bare gjorde det. Satte mig ned og skrev.
Ord. Der kom til syne på skærmen som mine fingre klimrede hen over tastaturet.
Hvad hvis jeg bare gjorde det? Uden at tænke for meget over det. Tænke over, hvad det skulle føre til. Eller bare tænkte handlingen ihjel, inden den var blevet til andet end en tanke.
Hvad hvis jeg bare gjorde det, er så besnærende nært ved.
Men for hver dag, jeg ikke gør det, vokser der en kløft frem mellem mig og Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Og den bliver større. Og større.
Hver gang jeg tænker tanken, men ikke udfører handlingen.
Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Men det gjorde jeg så ikke.
Dag efter dag gjorde jeg det bare ikke.
Jeg tøvede.
Jeg ventede.
Og det var jo ikke fordi, jeg slet ikke gjorde noget overhovedet.
Jeg gjorde en masse.
Jeg gjorde alt muligt andet.
Jeg gjorde nogle dage fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Alt muligt.
Jeg gjorde bare ikke lige det.
Ikke før nu.
Hvor jeg så bare gjorde det.
Jeg stoppede min egen tankerække, inden den igen nåede at slå handlingen ihjel.
Uden tanke rakte jeg hånden ud og åbnede computeren.
Jeg mærkede en svag modstand i mit indre. For selv dét at ikke gøre noget kan blive en indgroet vane. Og vi har det bedst med vaner, ik’. Noget trygt og vant, som vi kan læne os tilbage i.
Aaahh, jeg synes ligesom ikke, jeg har brug for mere nyt lige nu. Ikke engang gammelt nyt.
Men jeg gjorde det alligevel.
Jeg åbnede computeren. Og jeg åbnede min blog. Og jeg lod fingrene klimprer og danse hen over tastaturet. Og se! Bogstaver og ord og sætninger foldede sig ud på skærmen.
Som havde de hele tiden gjort det. Som havde de aldrig været stoppet og gemt væk i støvede spindelvævskasser bagerst i min hjerne.
Jeg mærker en stille triumf.
Jeg viser den ikke til nogen. (Her er heller ikke nogen, så ingen ville se den, selv om jeg viste den.)
Men jeg viser den ikke. Ikke engang til væggene og møblerne og det blå aftenlys i stuen.
Det er min lille, stille, indre triumf.
Jeg værner om den i mit indre. Lader den brede sig ud i mit bryst.
En sølvpil skyder hundrede kilometer oppe på den blå himmel mod sydvest. Den flyver lige igennem de spæde, lysegrønne skud på spidslønnen.
Det er alt, der er i min verden lige nu.
Det er alt, jeg behøver i min verden lige nu.
En sølvpil på en blå forårsaftenhimmel. Og en stille, indre triumf over ord.
Vintervind & Det Gamle År
Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.
Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.
Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.
For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.
Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.
Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.
Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.
Jeg savner virkelig at skrive – Men jeg skriver ikke
Jeg savner virkelig at skrive.
Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe.
Men jeg savner virkelig at skrive.
Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud.
Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.
Jeg trasker rastløst rundt i huset.
Jeg trasker rastløst rundt i skovene.
Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget.
Men jeg skriver ikke.
Hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive?
Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord.
Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.
Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne.
Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm.
Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed.
Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.
Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket.
Men jeg fortsætter.
Og jeg fortsætter.
Et. Skridt. Ad. Gangen.
Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå?
Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen.
Hvor skal det ikke ende!
Jeg Længes Efter Min Længsel
Jeg længes efter min længsel.
Jeg længes efter min lille bitte dyblilla tusmørke-længsel. Den, der boede indeni mig. Den, jeg boede indeni. En lille bitte boble, der knugede mit hjerte. En lille bitte boble, hvor jeg knap kunne have mine arme og ben, hvor jeg knap kunne trække vejret frit.
Jeg følte mig fanget. Jeg følte mig fastlåst. Jeg følte mig berøvet for enhver mulighed. Jeg følte mig snydt for enhver chance. Men jeg havde min længsel. Og den flød tung og blød som smeltet karamel igennem mig. Den varmede mit indre i den lange, kolde, mørke vinter. Den gjorde mine tårer saltede søde, når de lydløst trillede ned ad mine kinder, hver aften, når jeg udmattet trådte ind af døren. I min lille lejlighed. I mit lille fængsel. I mit lille bitte liv, hvor jeg havde så svært ved at trække vejret, men hvor min længsel flød dybt og ubesværet.
Nu sidder jeg her – i en uendelig sommer med den uendelige blå himmel over mig.
Jeg spreder armene ud. Uendeligt, uendeligt rækker de. Verden er her kæmpe stor og åben. Jeg har kæmpe træer i kæmpe skove omkring mig. Jeg har bølgende marker, blomstrende enge og bløde bakker. Jeg har morgentimerne helt for mig selv. Jeg lader dem strække sig roligt og afslappet ind i dagen, der trisser af sted. Lange timer. Lange skygger. Solen er hver dag en evighed om at kravle over himmelbuen. Jeg betragter den, mens den skinner og glimter ned mellem de tusinde grønne blade.
Nu sidder jeg her. Midt i min længsels drømmeland. Min længselsboble er brast. Og jeg trækker vejret frit. Indåndingen fylder mit bryst, min krop, hele min verden. Jeg betragter det alt sammen. Igen og igen. Hver dag sidder jeg midt i et eventyr og bare suger det ind. Bare kigger. Betragter. Forundres. Glædes. Her er så meget forunderligt, at bare dét at være til, er nok. Er rigeligt. Faktisk er et fuldtidsjob.
Men jeg savner min lille bitte, dyblilla tusmørke-længsel. For det var den, der fik mig til at skrive. Og jeg savner at skrive.
Forventningsbananfluer
Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?
Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.
Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.
Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?
Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.
Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?
Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.
Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.
En god dag at holde syg på
Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.
Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.
Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.
Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”
Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.
