Har jeg mistet eventyret? Er eventyrlysten forduftet? Er længslen forstummet?
Måske. Eller også har den skiftet form. Den river og flår ikke længere mit indre til laser. Den kaster mig ikke længere rundt på følelsernes kolde, stormfulde hav. Den driver ikke længere ustoppelige strømme af bitre tårer ud af mine øjne.
Men hvor er eventyrlysten så? Hvad længes jeg efter?
Jeg længes efter at blive her. Jeg længes efter at dykke dybere ind i mit indre, der ikke længere er en dyb, sort skovsø, men en lysende, glitrende sø af ren energi. Jeg længes efter at folde det hele ud og ud og ud som en blomst med tusinde kronblade.
Jeg drømmer om de helt små, langsomme eventyr, som vi kun opdager, når vi sætter os ned i græsset, tæt på bier og sommerfugle, og giver os tid til at betragte deres svirrende liv.
Jeg drømmer om at gå i total symbiose med træernes rytme og lade alle mine blade falde, nu hvor det er efterår. Trække mig ind i min barkede stamme og gå i hi. Drømme sære drømme om fjerne lande langt, langt herfra under en anden sol, med høje vinkende palmer og fremmedartede dufte i vinden.
Vide – uden at vide hvorfra – at træerne stadig er telepatisk forbundne, selv om de er blevet fældet. Vide – uden at vide hvordan – at træerne stadig er levende, når de står som ranke master på skibe og sender mennesker mod sydlige himmelstrøg og sære drømme hjem til deres fætre og kusiner i nord.
Jeg er flyttet ind og min sjæl er landet. Huset og de gamle træer har budt os velkommen og accepteret os. Og vi har forpligtet os til at passe på dem.
Jeg er landet, og jeg har sat mit præg. Alferne og troldene er flyttet ind – eller måske har de boet her hele tiden?
Jeg mærker ikke længere nogen udlængsel rive og flå i mig. Jeg mærker en længsel efter at grave mine rødder dybere ned. En længsel efter at være lige her lige nu. En længsel efter at opdage og undersøge hver eneste krog og lære dens historier og hemmeligheder at kende. En længsel efter at undersøge dybden af at være endnu langsommere. En længsel efter at smelte ind i træernes stammer og røre deres sjæl.
Måske. Måske er jeg bare ved at blive voksen. Måske har jeg bare fundet mit eventyr.
Mandag morgen i et nyt år under en ny måne
Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.
Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.
Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.
Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.
Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.
Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.
Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.
