Udgivet den

Søndagsstille, sommerdiset pause-pause

Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?

Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.

Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.

Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.

Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.

Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.

Udgivet den

Lidt om ingenting

I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.

Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”

Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.

Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.

Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“

Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.