Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.

Udgivet den

Men når drømme møder handling…

Drømme. Drømme uden handling er bare drømme. Og drømme, der bare er drømme er en løgn? De er i hvert fald ikke en sandhed. Ikke endnu. Måske aldrig.

Men når drømme møder handling…

Handling. Den lille bevægelse, der gør den store forskel. De ringe af energi, der sendes ud. De universelle vibrationer et enkelt vift med din hånd sætter igang.

Da jeg flyttede til København for fire år siden glædede jeg mig til at udforske byens mange små teaterscener. Jeg ville lade mig opsluge af deres intense stemning, teaterrøg, eksperimental nutidssatire, højtravende, klassisk drama, smagen af sminke, et hurtigtbankende, opslugt hjerte, fugtige øjne og glitter-glimtende sceneskift. Jeg ville blive en kulturel kosmopolit og le på de smarte barer sammen med resten af kultureliten. Stjernenætter, cosmopolitans, elegante, dansende ben hen ad fortovet på vej til den næste scene, den næste forestilling, fulgt af forårsblomsterduft og en jazzsaxofons bølgende toner.

Men det var bare en drøm. En drøm i en hverdag, der hurtigt fandt sin vante gænge. Jeg holdt den i live, når jeg sad træt om aftenen i sofaen og scrollede gennem teaterscenernes Instagram-profiler. Men så forleden greb jeg ud efter handlingen. Vinkede med hånden og sendte vibrationer gennem universet. Jeg klikkede på et billede, på et link, og jeg bestilte billetter til en forestilling.

Og så stod vi dér. Foran Sort/Hvid i Kødbyen. De lukkede os ind i deres hemmelighedsfulde, bløde mørke og herinde bag de tunge gardiner havde de bygget deres bud på en bid af verden. Den elektroniske verden. Og der var farvet lys og teaterrøg. Og skuespillerne smøg sig rundt med dansende kroppe og intense øjne, smed deres replikker højt op i luften til DJ’enes lydtæpper, der regnede ned over dem i takt til de skiftende farver fra projektørerne. Jeg jublede og var plaskforelsket i hver og en af dem. “Luk mig ind i jeres verden, tag mig med,” bad jeg. Og det gjorde de. De tog mig helt ind, tog min hånd og inviterede mig ned på scenen sammen med resten af publikum til en kærlighedsdansende hyldest til techno-musikken.

På vej hjem sang metroen klagende ud i mørket, som den snoede sig gennem tunnelen. En punker med tis-orange hår og lang plasticlæderfrakke gik forbi. Han stod af på Nuuks Plads. En ung kvinde med mørkeblå jeans med bootcut og langt honningfarvet hår kom ind og satte sig foran os. Jeg kunne ikke se hendes ansigt for det bølgende honninghår, men jeg var sikker på, hun havde blomster på kinderne. Og i øjnene. Men hun vendte aldrig ansigtet mod os. Måske havde hun slet ikke noget ansigt. Kun brusende, honningfarvede bølger.

Opfyldt af den simple, barnlige glæde danser jeg hen ad metroens blanke, grå sten. “Tror du, mit liv er et teaterstykke?” spørger jeg Bjørn. “Ja,” svarer han. Der er ingen blomsterduft eller jazzsaxofon, da vi stiger op fra metroens undergrund. Kun den iskolde vintervind slår imod os. Jeg betragter Nordvests slidte bygninger, mens vi går hjemad, og jeg føler mig som en ægte, kulturel kosmopolit.

Så nemt og enkelt – og så uendeligt, forbandet svært – er det at omsætte en drøm til virkelighed. En simpel, lille handling, der sætter energier i bevægelse og skaber ringe. Jeg øver mig på at skabe hverdagseventyr og øjbliksmagi.

Udgivet den

Vinter-hi

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det er ikke længere en stue, et rum i en lejlighed, men en hule langt ude i skoven, hvor jeg har gjort det rart og hyggeligt. Her slæber jeg alle de skatte, som jeg finder, hen, så her er smukt og pænt. Jeg samler forråd, tæpper og puder og bygger en rede. Skaber en hule, hvor jeg kan gå i hi og overvintre. Her er blødt lys fra stearinlysene skær, og her dufter af fyrretræ og rosmarin. Stille musik og en stor bunke bøger. Her føler jeg mig helt tryg og afslappet.

Jeg elsker virkelig den hule, som jeg har bygget omkring mig og indeni mit hjerte. Det er sjovt, som de virker til at hænge sammen. Være det samme sted. Uden om mig og indeni mig. Måske sidder jeg i virkeligheden indeni mit eget hjertes trygge hule og skriver dette indlæg på min computer. Jeg ved det ikke, men udenfor min lille, hyggelige hule er verden mørk og sovende. Der er ingenting udenfor lige nu. Alting sover. Alt er gået i hi. Alting venter. Regenerer. Samler sig sammen igen efter at have skilt sig af med alt det, de ikke længere skulle bruge. Trækker sig sammen om sig selv og opgraderer til nyt. Udvikler sig. Vokser. Gør klar til et nyt forår med ekspansion og overdådig blomster-regn. For de kan ikke stråle ordentligt og fuldt ud, hvis de skal gøre det hele tiden.

Så hvorfor har vi fundet på, at vi skal det? Hvorfor skal vi stråle og stå i fuldt flor og yde vores bedste året rundt? Der er ikke noget at sige til, at jeg er træt. Min krop og min sjæl længes efter at gå i hi. Længes efter at kysse Månen godnat og kravle søvnigt ind i hulen, trække et forhæng af stjernelys for indgangen og grave mig godt ned i de varme dyner med kun næsen stikkende op, så jeg kan dufte, når den første, hvide sne begynder at dale ned over landskabet ude foran min hule.

Så vil jeg ligge og lytte til lyden af dalende snefnug, og jeg vil liste hen til hulens indgang og stikke snuden ud i den frostkolde luft. Se, hvordan verden er forvandlet til en hvirvlende snekugle, hvor der ikke længere findes noget op eller ned. Alt hvirvler bare rundt i hvid, dansende leg. Og jeg vil løbe ud og få røde kinder og rimende hænder, mens en snemand opstår af den fantastiske, uudtømmelige, gavmilde sne. Og jeg vil liste ud om natten. Lytte til stjernernes tavse sange. Se hvordan Månens projektør får hele snelandskabet til at glitre og lyne og blinke. Høre en gren lade en bunke sne dumpe hult til jorden som den eneste lyd i hele verden. For lige i det øjeblik eksisterer kun jeg og Månen og stjernerne. Alt andet sover. Alt andet er gået i hi. Alt andet venter på genfødsel. Venter i stilhed.

Jeg kravler ind i min hule igen. Jeg har stoppet uret på væggen. Ingen tik-tak, tik-tak. Der er ikke brug for det lige nu, så Tiden er taget et andet sted hen. Den skal nok vende tilbage. Det gør den altid. Før man aner det, står den klar igen og svinger med sit lommeur i den lange guldkæde. Tik-tak, tik-tak, tid til at komme i gang. Men ikke lige nu. Lige nu er der bare stilhed. Og stilstand. I min hule i det smukke, tyste vinterlandskab.

Men sådan er det bare ikke! Nogen har sat et kæmpe slagbor mod bjerget og banket huller i min hule. De har hamret lange kiler af “hverdag” og “produktion” og “vækst” og “handling” ind i revnerne. Lyden af dyttende bilkøer, fortravlede mennesker, summen og buzzen flyder ind gennem revnerne, sætter urets pendul i svingninger og forstyrrer stilheden i det sovende snelandskab udenfor indgangen til min hule. Jeg prøver at dække revnerne til, tysser på dem, skubber de lange, ravende arme tilbage gennem revnerne. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kan vi ikke bare sætte os lidt her i halvmørket og bare nyde stilheden og lade Tiden gå i stå? Samle energi til virkelig at blomstre. Lade de cykliske bevægelser sno vores samfund rundt i bløde spiraler?

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det bløde lys fra stearinlysene og den stille musik. Jeg har stoppet uret på væggen og holder den varme kop te ind mod mit bryst. Mærker varmen. Mærker trygheden og roen i min hule. Nyder mit mini-hi en stund. Inden jeg skal ned og hente vasketøj.

Udgivet den

Frostklare Morgensols-muligheder

Og lige så stille og umærkeligt som Håbløsheden sneg sig ind på mig og snurrede mig fortvivlet rundt i depression og fastlåsthed, lige så pludseligt springer jeg af karrusellen, når morgensolen sender nyt lys ud over byen. Jeg springer ud af døren efter morgenrødens sarte intensitet og efterlader ligegyldigt Håbløshedens karrusel i porten. Den ser ikke ud af meget i de blege, blå morgenskygger.

Med blussende røde kinder og tindrende klare øjne springer jeg gennem byens netop vågnende trafik. Jeg har fundet en ny vej, en ny dag, en ny mulighed. Jeg har forladt hverdagens nedtrådte travespor. Alt er friskt og nyt. Alt er et eventyr. Jeg suger alle indtryk ind med hele min krop og hele mit væsen. Mine øjne drukner i morgenhimlen. Solsorten synger fra 4. sal, at den også synes, morgenen er ualmindeligt dejligt, selv om den godt nok er lidt kold. En frossen vandpyt splintres under mine støvler. Jeg smiler til folk, der kommer forbi mig på min vej. Jeg titter ind af folks vinduer. Hvilke skatte gemmer de i deres vindueskarme? Hvilke historier spiller de mon hovedrollen i idag?

Trafikkens evige brummen og summen. Tidens susen. Byens puls. Jeg dykker ned i metroens varme bug. Med præcision slanger den sin stålkrop gennem Københavns undergrund. Folk står afslappede i deres vinterfrakker og morgentravlhed. Kigger ned i deres telefoner. Der er alligevel ikke meget at se ud af metroens vinduer. Jeg sender dem nysgerrige blikke og gylden kærlighed, de kan tage med videre ud i deres dag. Ingen af dem lægger mærke til det.

Jeg stiger atter op i morgenluftens frostklarhed. Verden er blå og klingende ren. Jeg studerer nysgerrigt og fornøjet de fremmede butiksvinduer på min vej. Tænk, at der ligger sådan nogle små, hyggelige bodegaer her. Jeg er lidt for tidligt på den, men det gør ingenting. Jeg skal ikke nå noget som helst i verden. Bare være her. Bare vente. Bare betragte morgenlivet, der glider forbi mig, mens solen stiger op over byens tage.

Jeg starter min dag med en stilhedsmeditation. Solens gyldne lys strømmer ind af vinduet. Energiens gyldne varme rammer mit sind. Bag mine lukkede øjne udvider min horisont sig. Der er plads og lys og lethed. Alt er rart og kærligt her i stilhedens rum.

Tænk, at stilhed kan fylde mig op med så meget. Tænk, at jeg så let kan vælge at stige af Håbløshedens karrusel, når jeg har fået nok af dens handlingslammende mørke. Tænk, at morgensol, frost og en tilfældig fremmedes smil på vejen er nok til at få hjertet til at synge af glæde. Tænk, at verden er så fuld af muligheder og valg og eventyr, som jeg bare kan række ud og vælge. Gad vide, om det egentlig er okay at skifte så hurtigt mellem sindstilstande og humør? Er der ikke engang nogen, der har kaldt det en sygdom?

Udgivet den

Vintermørke og Hverdagens Slidte Spor

Vinduerne er helt sorte. Regndråber lyses op på den mørke glasflade af billygter, der kører forbi nede på gaden. Så igen bare mørke. Jeg sidder i sofaen og trækker trøjen tættere omkring mine frysende arme. Udenfor er en kold vind fløjet ind over landet. Lige pludselig dukkede den frem af mørket og blæste direkte igennem vores efterårsfrakker og sommercardigans. Den skubber og hiver i os, så vi hastigt vælter indendøre. Der er ikke mere for os at gøre udenfor. Ikke mere for os at komme efter. Vi må fortrække til vores huler, gå i hi, slikke vores sår og kigge dybt i vores sjæle, og vi må vente. Vente på at lyset igen forbarmer sig over os og får lyst til at vende tilbage.

Den kraftige vintervind suser hujende rundt om hushjørnerne på jagt efter uforsigtige folk, der kan miste en hat, et tørklæde eller grebet. Men gaden ligger øde hen. Et enligt, gult blad tumler hen over den sorte vej. Alle de andre blade er for længst faldet af træerne og forsvundet. Hvor forsvinder de egentlig hen? I et par uger i det strålende, smukke efterår, går man og tænker, at Jordens overflade bliver hævet et par centimeter af det tykke tæppe af nedfaldne blade. De er alle vegne. Farvestrålende dækker de alting, og støvlerne skovler sig igennem det tykke lag. Og så pludselig er de væk. Væk, sammen med det strålende efterårssolskin og den høje, blå himmel. Tilbage er bare mørket og den tomme, sorte vej. Og kulden. Alt er sort og tomt og koldt.

Jeg sidder i sofaen og kigger på de våde, sorte ruder. Jeg fornemmer kulden krybe ind gennem sprækkerne. Den kryber hen over gulvet og op i sofaen, hvor den bider i mine fødder. Hvordan blev det lige pludselig så mørkt? Det føles som om, mørket kom fra den ene dag til den anden. Som om, at Solen en dag valgte simpelthen ikke at stå op. Og vi har ikke set den siden. Måske kommer den aldrig tilbage? Måske er der nu kun det tågede, grå lys. Men vi vænner os nok til det. Det gør vi jo med så meget. Vi trækker på skuldrene, trækker dem op omkring ørerne og trasker så videre med bøjet nakke. Trasker videre i hverdagens tunge, sølede, nedtrådte spor.

Men jeg har aldrig følt mig helt tilpas i det spor. Jeg har ikke kunne lade være med at kigge op og til siderne. Spejde efter noget andet. Spejde efter en skjult sti, der ledte væk fra sporet og ind i skovens mørke, mystiske skygger. Spejde efter den vilde blomstereng, den stejle bjergskrænt og den snoede, uendelig strandbred. Spejde ud i det grå.

Og pludselig virker det som om, at tågen letter lidt, og vent; er det skoven og engen og bjerget og stranden, jeg kan begynde at skimte dér i disen? Skuldrene værker og gør ondt, da jeg forsøger at vriste dem fri under åget. De glatte sider på det nedtrådte spor er ikke længere så stejle og uoverstigelige. Forsigtigt sætter jeg den ene fod op på kanten. Så den anden. Jeg fortsætter fremad, balancerende på kanten af hverdagens dybe spor. Det må være nok for nu.

Udgivet den

Når der pludselig går hul

Jeg kunne skrive mange indlæg om mine tanker og overvejelser omkring at tilmelde mig og starte på Essence Practitioner-uddannelsen. Jeg kunne skrive om, hvad der skete på Modul 1. Jeg kunne skrive om, hvad jeg tænker for fremtiden. Og måske gør jeg det. En anden dag. Men i dag vil jeg bare skrive om min oplevelse i den aktive meditation på den sidste dag af Modul 1:

I dag gik der hul. I dag fik jeg kontakt med mig selv. I dag fik jeg banket et lille bitte hul aller dybest nede i bunden af mig selv. Dernede i mørket var en del af mig selv – skjult og gemt. Så godt gemt, at min bevidsthed ikke kendte til den, og skjult for mig selv for at beskytte mig.

En gang for længe siden var den lille del af mig kravlet dybt ned i mørket, hvor den sad og holdt fast og holdt sammen. For at beskytte mig mod verden udenfor. Den havde lagt slør og glemsel ud, så jeg ikke kunne finde den. For at beskytte mig mod mig selv. Men nu ville den lille del gerne ud. Nu var der ikke længere brug for, at den holdt fast og beskyttede mig. Men den vidste ikke længere, hvordan den skulle give slip eller finde ud. Den havde siddet der så længe, at den havde glemt det, og den havde gemt sig så godt, at Bevidstheden ikke anede, at den fandtes.

Og sådan gik der mange år. Den lille del af mig, hun sad nede i mørket og holdt fast og passede på, og Bevidstheden havde travlt med at agere og være i verden. Tage uddannelse, være social, opleve ting, blive klog på livet og prøve at finde min vej. Men en dag stoppede Bevidstheden op og begyndte at mærke indad – mærke efter. Det var som om, der manglede noget. Der var en ubestemmelig følelse af sorg. En længsel efter noget. Så Bevidstheden begyndte at lede. Hvor kommer den sorg fra? Hvad betyder den? Hvad er det, jeg længes efter?

Og der var mange gode bud fra verden omkring mig på løsninger: Kig indad. Åben op. Tune ind. Lyt til din sjæl. Lyt til din intuition. Bed dine guider og engle om svar. Lyt, lyt, lyt. Åben, åben, åben. “MEN HVORDAN?” råbte Bevidstheden. Og opgivende, magtesløs spurgte den; “Er jeg åben nu? Jeg føler mig åben. Eller. Jeg ved det ikke.“

Men i dag gik der hul. Da jeg lærte at trække vejret igen. Åndedrættet sad ikke længere fast oppe i halsen. Det var bare i hele kroppen. Frit og uden grænser. Og pludselig gik der altså hul i den aller nederste del af mig. Jeg kiggede ned og opdagede et skjult rum i mørket. “Det var på tide, jeg er klar til at give slip nu.” råbte den lille, skjulte del af mig op til den del af mig, der kiggede ned i hullet. Hun rakte med lettelse armene op mod mig. Jeg rakte ned efter hende, og jeg mærkede hvordan mine ben rystede, da spændingerne i dem gav slip.

Ååhh, jeg har jo råbt og skreget til Universet, at jeg var klar til at give slip. At de bare kunne vise mig, hvordan jeg skulle gøre. Men der var ingen, der kunne fortælle mig eller vise mig, hvordan jeg skulle give slip. Selv om jeg forsøgte at efterligne, forsøgte at forstå og følge deres anvisninger.

Men nu har jeg altså slået hul i bunden af mig selv og fundet det sted, hvor længslen strålede ud fra. Nu kan jeg tage den tabte del til mig og give slip. Hun behøver ikke længere sidde nede i mørket og holde krampagtigt fast for at beskytte mig. Det har jeg ikke brug for længere. Nu kan jeg åbne det skjulte, mørke rum op og fylde det med bevidsthed, udforskning, nysgerrighed, leg og gyldent lys.

Udgivet den

Min proces

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.

De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.

Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.

Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.

Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.

Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”

Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.

En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.

De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.

Udgivet den

I proces

Jeg er i dyb proces. I en vild og forandrende proces. Transformation. Ekspansion.
Eller, det tror jeg. Håber jeg.

Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved det ikke. For hvor kan jeg få det bekræftet? Jeg ved, det sker, for jeg har set og hørt det nævnt ofte. At være i proces. For det er dét, man gør, når man arbejder med sig selv.
Dykker dybt.
Skræller lag af.
Smider gamle, brugte tanke-, og handlemønstre fra sig.
Og træder ud af asken. Ny, skinnende og ren. Som en gylden Fugl Føniks.

Og jeg vil også være en Fugl Føniks. Smide min gamle, grå skal. Smide min frygt, min tvivl, mit mindreværd, min usikkerhed. Smide alt det, der er grimt og som holder mig tilbage, holder mig nede. Træde frem fra asken med gylden styrke, guddommelig visdom og ophøjet ro. Træde frem fra skyggerne med viden og med erfaring – for nu har jeg set, hvad der gemmer sig på den anden side af mørket. Jeg ved det, og jeg kan kende det.

Men lige nu ved jeg ingenting. Jeg kender ingenting. Jeg famler mig frem i mørket. Tøver. Bider tænderne sammen og fortsætter stædigt fremad. Med panden mod den sorte mur. Jeg mærker efter forandringer, mærker efter opgraderinger på energi- og celleplan. Er det nu? Er det dét?

Men jeg ved det ikke. For hvad skal jeg egentlig mærke efter? Der er ingen, jeg kan spørge. Ingen, jeg kan bede række ind i min krop, i mit humør, i mine tanker, i mit sind. Række ind og mærke dét, som jeg mærker. Føle forsigtigt på det og nikke bekræftende; “Joo, det du mærker lige dér, lige nu. Det helt sikkert en indre transformation, der integrerer din nye bevidsthed og løfter din vibration. Det er fuldstændig, som alle vi andre også mærker det.”

Hvad er det, andre mærker? Hvad er det, de taler om, når de er i proces? Hvis bare jeg kunne række ud og forsigtigt føle på det. Eller se det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kigge efter.

Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Mærker søgende efter indeni. Men jeg er stadig mig. Det er ikke en fremmed, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Det er ikke en fremmedes tanker eller følelser, jeg mærker i mit indre. Jeg kender det hele. Jeg er stadig mig.

Jeg ved godt, forandring ofte kommer i små, bølgende bevægelser. Små skvulp, som man måske nærmest ikke ænser. Men jeg vil så gerne se dem, se forandringen, så jeg kan sige til min Fornuft, “Se! Se selv, der er de små krusninger i overfladen. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Det er virkeligt.” Fornuften kigger mistroisk på mig med løftede øjenbryn. Jeg lukker øjnene og kigger indad, kigger ned i det dybe, mørke vand efter små, bølgende bevægelser.

Udgivet den

Lige nu er der bare en hvid væg og ro

Lige nu er der ingen rød tråd. Jeg væver bare fra side til side. Skytten kører hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Men der er ingen tråd på. Og der kommer ikke noget ud i den anden ende. Intet produkt. Intet resultat. Jeg trykker hårdere. Der må da ske et eller andet.

Jeg har brug for et kvantespring, en åbenbaring, en omvæltning. Et skarpt hjørne. Et faldende tårn. Så jeg kan vende en ren side og sige “Se, det var det. Nu starter et helt nyt kapitel.” Men det sker ikke. Selv om det ellers tit føles som om, jeg står på tærsklen til noget. Til et gennembrud. Det sitrer i kroppen, bevidstheden er udvidet og udsvævende, husene og træerne omkring mig holder vejret. Jeg kan fornemme noget nyt og ukendt og eksotisk dér ude i mørket, men jeg kan ikke tage det sidste trin ud i det kaotiske ukendte. Så jeg bliver stående og mærker luften og spændingen sive ud af det forpassede øjeblik.

Eller også har jeg allerede gjort det. Måske har jeg allerede taget det sidste skridt ud i det ukendte mørke utallige gange. Vadet ud gennem det faldende tårns murbrokker så mange gange, at jeg slet ikke lægger mærke til det. Jeg skubber resterne af den brændende dør til side og råber til Universet:
“Skal vi ikke snart videre?”
Hvorhen?
“Det ved jeg ikke?”
Videre hvorfra?
“Fra det her. Bare videre.”
Hvorfor?
“Fordi stilstand slår mig ihjel. Fordi jeg bare ved, at jeg skal være et andet sted. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kalder på mig. Det kalder på hver eneste celle i min krop og hvert eneste molekyle i min sjæl. Det flænser min opmærksomhed og min tilstedeværelse med længsel. Fordi. Der må være noget mere, noget andet derude. Noget mere end det, der er lige nu og her. Noget andet end hverdagens søvngængeragtige gentagelser.”

“Men jeg kan ikke.”
Hvad kan du ikke?
“Jeg kan ikke. Det bølger hele tiden op og ned, frem og tilbage. Men jeg ender altid lige her.”

I går dansede jeg som Kvinden, der udforsker i dansen, og energien rejste sig som en brusende tsunami. Den bragede mod mig, men jeg var en søjle af rent lys, så jeg brød den, tog den ind, flød sammen med den. Jeg kunne klare alt, nå alt, være alt. Og de bølgende efterdønninger kildede mit indre, så det strømmede med følelser af glæde og velbehag hele eftermiddagen.

Om aftenen satte jeg mig stille og alene med en kop cacao, rolig musik og indadvendte tanker. Og Modløsheden slog ind over mig. Lagde sig tungt over mig. Og blev liggende. Den var ikke dramatisk eller skrigende. Den var ikke flæbende eller sønderknusende ulykkelig. Den var bare tom. Jeg puttede mig i Modløshedens varme tæppe og overgav mig. Nød tanken om, at jeg ikke længere behøvede at løbe så stærkt og prøve at opnå noget eller ændre noget. Tanken om, at jeg ikke behøvede banke mit hoved mod en tyk murstensmur for at forsøge at gennemtvinge et gennembrud. Jeg kunne bare stoppe op, give op. Bare være det, jeg nu er.

I dag har jeg pillet mit alter ned og renset krystallerne. Nu er der bare tomt. Ingenting. Kun den hvide væg bagved. Det er også sådan, der er indeni mig. En fremmedartet ro har taget plads i min krop. Og i mit sind. Jeg ved ikke, om den er min, men jeg hilser den stille velkommen.

Jeg kan godt mærke Eventyrlysten og Utålmodigheden røre på sig dybt, dybt nede i mit indre. Men lige nu er de langt væk. Bittesmå sorte prikker, der flimrer utydeligt under den sælsomme, tågede ro, der har lagt sig over alt. Jeg ved godt, de kommer springende igen. Venus ridende på Skytten og Månen ridende på Vædderen. Fuld fart frem uden fortrydelse. Men ikke lige nu. Lige nu er der blot en tom, hvid væg og en kop te mere.

Udgivet den

Tanker om en blog

“Så, Marlene. Hvordan går det egentlig med din blog?” spurgte jeg mig selv. “Det går fint,” svarede jeg med et stort smil. “Eller… Altså, det synes jeg da.”

Jeg begyndte at tænke over det. Hvad er egentlig mit succeskriterie? Hvad er godt? Jeg kunne låne succeskriterier fra samfundet; antal læsere, kommentarer, eksponering og deling. Jeg fandt faktisk en side med statistik, da jeg sad og byggede min blog. Men jeg har ikke kunne finde den side siden, så jeg aner ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med. Om der overhovedet har været andre end mig herinde i min lille, private grotte i internettets uendelige ørkenlandskab. (Ud over Mette, som var forbi Samsø-indlægget og lægge en fin, lille kommentar.)

“Men giver det så overhovedet mening at skrive, hvis der ikke er nogen, der læser med?”
“Men gælder det så ikke om at blive populær og berømt og få en masse læsere?”
Demotivation og Motivation stod klar med hver deres forretningsplan. To små, ivrige djævle med hver deres stemning stod klar til at overtage og opfylde mit sind. Jeg vinkede dem begge to væk. “Nej. Mit succeskriterie – lige nu – er at skrive med bevidstheden om, at nogen kunne læse med.” De to smådjævle kiggede uforstående på mig. Jeg satte mig på hug foran dem og kiggede dem frotroligt ind i øjnene. “Det er en øvelse. Jeg øver mig på at stille mig frem. Jeg øver mig på at åbne op. Jeg øver mig på at fortælle fra hjertet. Jeg øver mig på at lade mit lys og min personlighed skinne uden at gemme mig væk. Jeg øver mig på at være i verden som mig. Og det er bloggen faktisk et rigtig fint sted til.”

“Men. Hvad vil du med det hele? Hvilken retning vil du gå? For du er vel nødt til at vælge? Vælge noget, folk kan forstå. Noget, de kan genkende. Noget normalt. Noget, de kan bruge til noget.“

“Jeg ved det ikke helt. Endnu.” svarer jeg og kan mærke Usikkerhed og Frygten. For ikke at være god nok. For ikke at blive accepteret. For ikke at gøre det rigtigt. For ikke at gøre det godt nok. For at blive til grin. Eller for at være ligegyldig og usynlig.

Og så får Fornuft og Rationalitet lov til at spinde tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skriver jeg, så folk har lyst til at læse med? Jeg har masser af idéer og historier oppe i hovedet. Men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får dem ud. Får udtrykt dem. Så jeg tøver. Jeg lader dem snurre. Jeg venter på det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige stemning og inspiration. Men det kommer ikke. Eller måske har det været her? Så jeg tøver.

Men så husker jeg på min intention for bloggen; Der er ingen regler. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til. Bloggen er til for mig. Og det skal være sjovt. Så jeg behøver ikke at vente på det rigtige tidspunkt til at dele et bestemt indlæg. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil være modeblogger, madblogger, livskriseblogger, personligudviklingsblogger, eller spiritualitetsblogger. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil skrive eventyr eller realisme, om jeg vil skrive om mig selv, om andre eller bare om “man”.

Jeg behøver ikke skrive dybt og mørkt og gravkammerlugtende i dag, bare fordi det er Allehelgens Aften, Halloween og Samhain. Jeg kan godt bare markere mærkedagen med letbenede tanker om min blog. Så i dag fejrer jeg mørkets højtider med uhøjtidelig lethed og lattermild lyst. I dag er min hverdagsmagi røgelsespinde, vingummier, cola og keltisk musik. Og det er dét, som jeg deler med dig på bloggen i dag.

Glædelig Allehelgens Aften/Halloween/Samhain/Merkur Retrograd/Torsdag…