Udgivet den

Tanker om en blog

“Så, Marlene. Hvordan går det egentlig med din blog?” spurgte jeg mig selv. “Det går fint,” svarede jeg med et stort smil. “Eller… Altså, det synes jeg da.”

Jeg begyndte at tænke over det. Hvad er egentlig mit succeskriterie? Hvad er godt? Jeg kunne låne succeskriterier fra samfundet; antal læsere, kommentarer, eksponering og deling. Jeg fandt faktisk en side med statistik, da jeg sad og byggede min blog. Men jeg har ikke kunne finde den side siden, så jeg aner ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med. Om der overhovedet har været andre end mig herinde i min lille, private grotte i internettets uendelige ørkenlandskab. (Ud over Mette, som var forbi Samsø-indlægget og lægge en fin, lille kommentar.)

“Men giver det så overhovedet mening at skrive, hvis der ikke er nogen, der læser med?”
“Men gælder det så ikke om at blive populær og berømt og få en masse læsere?”
Demotivation og Motivation stod klar med hver deres forretningsplan. To små, ivrige djævle med hver deres stemning stod klar til at overtage og opfylde mit sind. Jeg vinkede dem begge to væk. “Nej. Mit succeskriterie – lige nu – er at skrive med bevidstheden om, at nogen kunne læse med.” De to smådjævle kiggede uforstående på mig. Jeg satte mig på hug foran dem og kiggede dem frotroligt ind i øjnene. “Det er en øvelse. Jeg øver mig på at stille mig frem. Jeg øver mig på at åbne op. Jeg øver mig på at fortælle fra hjertet. Jeg øver mig på at lade mit lys og min personlighed skinne uden at gemme mig væk. Jeg øver mig på at være i verden som mig. Og det er bloggen faktisk et rigtig fint sted til.”

“Men. Hvad vil du med det hele? Hvilken retning vil du gå? For du er vel nødt til at vælge? Vælge noget, folk kan forstå. Noget, de kan genkende. Noget normalt. Noget, de kan bruge til noget.“

“Jeg ved det ikke helt. Endnu.” svarer jeg og kan mærke Usikkerhed og Frygten. For ikke at være god nok. For ikke at blive accepteret. For ikke at gøre det rigtigt. For ikke at gøre det godt nok. For at blive til grin. Eller for at være ligegyldig og usynlig.

Og så får Fornuft og Rationalitet lov til at spinde tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skriver jeg, så folk har lyst til at læse med? Jeg har masser af idéer og historier oppe i hovedet. Men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får dem ud. Får udtrykt dem. Så jeg tøver. Jeg lader dem snurre. Jeg venter på det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige stemning og inspiration. Men det kommer ikke. Eller måske har det været her? Så jeg tøver.

Men så husker jeg på min intention for bloggen; Der er ingen regler. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til. Bloggen er til for mig. Og det skal være sjovt. Så jeg behøver ikke at vente på det rigtige tidspunkt til at dele et bestemt indlæg. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil være modeblogger, madblogger, livskriseblogger, personligudviklingsblogger, eller spiritualitetsblogger. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil skrive eventyr eller realisme, om jeg vil skrive om mig selv, om andre eller bare om “man”.

Jeg behøver ikke skrive dybt og mørkt og gravkammerlugtende i dag, bare fordi det er Allehelgens Aften, Halloween og Samhain. Jeg kan godt bare markere mærkedagen med letbenede tanker om min blog. Så i dag fejrer jeg mørkets højtider med uhøjtidelig lethed og lattermild lyst. I dag er min hverdagsmagi røgelsespinde, vingummier, cola og keltisk musik. Og det er dét, som jeg deler med dig på bloggen i dag.

Glædelig Allehelgens Aften/Halloween/Samhain/Merkur Retrograd/Torsdag…

Udgivet den

Skorpionens tid

Jeg åbner øjnene. Læner mig forover. Dykker ned i det dybe, mørke vand. Velkommen til Skorpionens sæson. Jeg mærker det bløde, kølige, natblå vand lukke sig om mig. “Aahh,” vandelementet omfavner mig, byder mig velkommen hjem.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad Vægten ville have af mig. Eller have mig til. Men jeg havde svært ved at finde ro i dens hvirvlende, omskiftelige, rundtossede vinde. Jeg havde svært ved at få luft og svært ved at følge med. Tiden var ikke min, men hele tiden blev jeg skubbet til fra alle sider. Hurtigere, mere, gør noget. Det grå skydække slørede vejen og målet og formålet. Alting blev ligegyldigt, ikke nok eller ikke til at nå. Jeg prøvede at følge med. Men tiden var ikke min, og den skubbede i andre retninger, end jeg selv ville, og efterlod mig handlingslammet.

For jeg havde masser af idéer og tanker. Jeg har formuleret mange blogindlæg og mange Instagram-opslag inde i mit hoved de sidste ugers tid. Men de kunne ikke rigtig komme ud. Der var ikke tid eller rum til dem. Endeløst kværnede de bare rundt i min hjernes rundtossede tanke-hvirvelvind, indtil de blev skubbet til side af nye tanker, der tog et par omgange i tankespinderiet. Og jeg stod bare småforvirret og måbende tilbage.

Men så tog Skorpionen over. Med det sølvskinnende nymåne-segl fejede den alle Vægtens grå tankeslørsskyer af himlen og efterlod den gispende frostklar og åben. Himlens uendelige, blå kuppel var det dybe, mørke vand over mit hoved, mens jeg gik gennem byen. Biler og cykler svømmede langsomt forbi mig hernede i bundens myldertidstrafik. Træerne og husene stod vagtsomt, stille og strakte sig mod skyerne, der hang højt oppe og havde en sær, lysende spøgelsesglød over sig, som fangede de de sidste døende stråler fra den nedgående sol. Og et sted ude bag byens tage – et sted langt ude mod vest – forsvandt solen ned i underverdenens rige, sank ned under oceanets overflade.

Det store, mørke vand over mit hoved blinkede af et par enkelte stjernegopler tæt på overfladen. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad der mon var oppe over overfladen, men så sank min opmærksomhed tilbage mod bunden. Aftenen smagte af kølighed og brændeovnsrøg. En solsort sang en tidlig, klagende aftensang. Der var en hemmelighedsfuld, men omfavnede stemning over den stille aftenby. Som et minde om et sted, hvor jeg havde været en gang for længe siden, men nu glemt. Måske i et tidligere liv. Eller i en drøm. “Kom, kom,” hviskede skyggerne. “Det er her, du hører til.” Jeg fulgte deres underligt velkendte stemmer ned ad små sidegader, men jeg fandt aldrig det sted, de havde hvisket om. Eller også huskede jeg det bare ikke, da jeg gik forbi. Søgende. Sørgende over at mangle noget, jeg ikke kunne få greb om i mit sinds skyggekroge.

Et par blinkende stjerner fulgte mig det sidste stykke hjem. “Det er sjovt“, tænkte jeg, “som jeg meget bedre kan trække vejret her nede i det mørke, dybe vand, end i den brusende, grå hvirvelvind.” Den frostklare luft fyldte mit bryst med renhed og klarhed og mit hjerte med glæde og genkendelse. “Jeg håber, jeg får tid til at dykke endnu dybere ned de kommende uger. For der er noget, jeg leder efter. Noget, som jeg kender, men som jeg har glemt. Noget, der dufter af brændeovnsrøg og frost og lyder som solsortens dybblå aftensang.”

Udgivet den

Hverdagstransformationer

I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.

Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.

Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.

Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.

Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.

Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?

Udgivet den

Efterårssolskinsgåtur

Efterårssolskin. Jeg går hen ad stien. Træthed. Tunghed. I kroppen. Og i hovedet. Min pande føles som en stor, tung port, der ligger på mit forhoved. Porten er låst, og jeg ved ikke, hvor nøglen er, så jeg har ingen chance for at åbne porten. Ingen chance for at lette tungheden, der hviler på mit hoved. Jeg lægger mærke til mit åndedræt. Det er kort og tilbageholdende. Næsten umærkeligt når det kun lige ned i toppen af brystkassen, før det lydløst vender om igen. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven. Og ånder ud, giver slip på brugte luftmolekyler, spændinger i kroppen og gamle tanker.

Efterårssolskinnet på den sprækkede asfalt. Børn, der samler blanke kastanjer. Løbere med stramme, svedige ansigter. Træernes dragter af gule, røde blade. Der ligger et støvet, diset skær over det hele. Som et gammelt fotografi. Fra min barndom. Fra nogens barndom. En barndom, der ikke er min, som jeg ikke kender, men som jeg alligevel fornemmer, husker i hurtige glimt. Glimt af støvet melankoli og naiv, øjeblikkelig glæde ved at finde endnu en skinnende kastanjeskat i det våde, grønne græs. Lykken over stolt at vise den frem for tågede, men kærlige ansigter af nogens forældre. Mine forældre.

Jeg opdager igen, at min vejrtrækning er blevet kort og umærkelig. Jeg trækker vejret dybt, dybt ned i maven. Helt ned til den lille, ensomme knude af melankolske minder. Giver den plads til at udvide sig, til at udtrykke sig og tage sin plads og sin tid. Og ånder ud. Lader spøgelserne danse ud i luften foran mig.

Efterårssolen blinker mellem de gule blade på grenene, mens jeg går. Tungheden trykker mig flad. Solens lys strækkes ud til blege gardiner. Tynde, blege gardiner der trækker gennemsigtige slør henover de forskellige verdener. Lag på lag på lag. Parallelle universer. Lagene ligger tæt i dag. Jeg føler næsten, jeg kan klemme mig ind imellem dem. Men kun næsten. Skyggerne bevæger sig bag slørene, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. Mit åndedræt er kort og stakåndet.

Jeg trækker vejret dybt, dybt ned. Pruster ud. Tømmer al gammel, brugt energi ud. Lægger panden mod den tunge port og skubber til. “Jeg ved godt, I ikke lukker mig igennem,” siger jeg til de utydelige spøgelser, “men jeg bliver ved med at skubbe.” Spøgelserne dirrer lidt og blæser så væk i vinden. Uden et svar. Verden snurrer – lidt hurtigere end normalt. Jeg bliver svimmel, men jeg stopper ikke med at skubbe. “Så se, om I kan skubbe mig ud over kanten,” hujer jeg efter spøgelserne. Deres sorte skygger følger tavse efter den nedgående sol hen over de røde tagrygge.

Efterårsolens sidste stråler ligger lange og gyldne på vejen foran mig. Mit åndedræt er utydeligt og kort. Jeg trækker vejret dybt. Ånder tungt ud. Prøver at slippe min træthed og min tunghed. Prøver at slippe mine begrænsninger og min irritation. Mit hoved snurrer. En smerte prikker i min højre skulder. Jeg åbner døren til min lejlighed. Smider jakken og skoene. Lægger mig på sofaen og trækker vejret. Overgiver mig til åndedrættet. Langsomt og dybt.