Udgivet den

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.

Udgivet den

Morgen-Intermezzo

Jeg sidder og kigger. Sidder bare i sofaen med en kop te og kigger rundt. Kigger på stuen, på møblerne, på planterne. Planterne gør mig glad. De er liv. De er væsener. De har deres egen personlighed og deres egen energi. Jeg tænker tit på, hvordan det er at være en plante – eller et træ. Det er en helt anden måde at være i verden på. Det virker så meget mere simpelt at være plante. Bare strække sine rødder efter vandet og sine blade efter lyset.

Jeg kigger på lyset. Solen kaster gyldent morgenlys ind i stuen. Det rammer i tilfældige pletter sofaen, stuebordet, gulvet og et hjørne af væggen. Jeg elsker at sidde og kigge på lyset. Og skyggerne. Det gør mig glad. En solstråle har åbnet en bred lys-motorveje tværs gennem stuen. Støvkorn bevæger sig roligt hen ad vejen. Drejer behersket rundt og glimter kort. Det ser så fredfyldt ud. Men når de når hen over stearinlysene på sofabordet, så får de pludselig fart på. Usynlige, varme luftvinde hvirvler dem i hastig rotation opad. De forsvinder forvildet ud af solstrålens bane – og dermed ud af min mulighed for at se dem. Måske ophører de med at eksistere? Måske forsvinder de ind i en usynlig verden, som er lige her omkring os. Umærkeligt.

Jeg tænker på dengang, jeg var barn. Når jeg vågnede en solmættet søndag, hvor solstrålerne sprængte ind ad mit vindue og badede alt i strålende, varmt lys. Jeg kan huske, at jeg kiggede på de tykke strålers svævende støv og fór ud af mit værelse, for jeg kunne pludselig nærmest ikke trække vejret. Jeg kunne mærke, hvordan den luft, jeg indåndede, føltes mættet med små, bløde støvkorn, der satte sig i min næse og min hals.

Nu betragter jeg fredsommeligt de små, glimtende korn i luften. Her i stuen. Lige nu. Måske er mine luftveje blevet bredere og mere hærdede med tiden? De har jo trods alt efterhånden været udsat for en del almindelig hverdagsluftforurening. Man bliver nok bare mere hærdet. Vænner sig til ting. Bliver sværere at påvirke. Eller bliver påvirket af noget andet. Jeg nyder stille støvkornenes majestætiske dans. Den gør mig glad.

Mine øjne vandrer videre og fanges ind af drivende skyer på stuebordpladens blanke overflade. Jeg lader mine øjne trække mig med ned gennem bordpladen. Til en anden virkelighed på den anden side med en anden verdens himmel, hvor hvide skyer driver hastigt af sted på en blå himmel. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Dér er også en himmel med drivende skyer på en blå himmel. Men det er ikke den samme, som den i bordpladen. Den er anderledes. Bare en smule. En lille bitte smule, som man måske ikke opdager, hvis man ikke kigger nøje efter. Men den er der – den lille forskel. Som en lidt dybere, lidt forskudt fornemmelse.

Jeg vender tilbage til min egen himmel udenfor mit vindue. Skyerne har så mange historier med sig i dag. Men verden tænker mest på at skrue ned for tempoet og holde en pause. Skyer og mennesker fortsætter deres gøremål. Verden stopper op. Virkeligheden sitrer. Helt umærkeligt. Man ser det kun, hvis man sidder helt stille et øjeblik.

Mit stearinlys er gået ud. Min tekop er tom. Jeg skulle også i gang med at arbejde. Sofaen er ligeglad, den bliver bare, hvor den er. Verden ryster på hovedet. Skyerne sender en hurtig byge regndråber skråt ned på ruden i forbifarten. Min telefon blinker og bipper, trækker min opmærksomhed til sig. Jeg skulle også i gang med dagens gøremål.

Udgivet den

Et minde og en sang om Månen

Så sidder jeg her i bilen i den kolde, mørke morgen. Jeg kigger ud fra min lille boble på alt det, jeg kører forbi. Eller som kører forbi mig. Gad vide, hvem af os, der egentlig bevæger sig? Eller om der overhovedet er nogen af os, der bevæger sig. Var vi ikke også her igår? Og i forgårs? Og dagen før? Gad vide, hvor de skal hen, de frysende mennesker på cyklerne? Gad vide, om de selv ved det? Mon de når frem?

Lys. Røde og grønne, der skifter. Billygter i gult og rødt glider lydløst hen ad den asfaltsorte flod. Små, drivende, søvnige bobler. Det regner på forruden. Lydløst. Flere og flere små, skinnende diamanter lægger sig på ruden. Jeg visker dem ikke væk. De er så smukke. Lyskaleidoskop. Til sidst kan jeg næsten ikke se morgenverdenen udenfor. Vinduesviskeren fejer hen over forruden. Lydløst. Et par enkelte nye diamantdråber dukker forsigtigt op igen, da den er fejet tilbage.

Rødt lys. Venter. Tænker på min dyne. Hvorfor er jeg overhovedet stået op? Min næse er stoppet, og min hals er irriteret. Skyer af snot er begyndt at stige op og overskye min hjerne. Det føles egentlig meget rart. Som at blive bedøvet. Som at opleve verden igennem en slowmotion af vat. Mine øjne vender vrangen ud på sig selv, og ting ser på en gang velkendte og underligt fremmede ud. Som om de har stået der så længe og bare været, hvad de er, at meningen er gået tabt. Hvad er du nu, lygtepæl?

Trafikken glider. Lydløst. Det er for tidligt og for mørkt og for koldt til at nogen gider være aggressive. De skutter sig bare i deres små, ensomme bilbobler med blanke, søvnige øjne. Jeg mindes tidlige morgener, da jeg var barn. På vej til børnehave. På bagsædet af bilen, hvor jeg lå og kiggede op og ud på de forbipasserende vinduer og hustage, der lænede sig ud over vejen for at kigge ned på mig. Nogle morgener fulgte Månen os på vej. Den fulgte os hele vejen hjemmefra og ind gennem byen til dér, hvor vejen slog en bue udad igen. Her vinkede jeg altid farvel til Månen, mens min mor hørte Anne Linnet på bånd:

“Stjerne og Sol og Måne – Dem får vi lov at låne.
Time og Dag og Uge – Dem får vi lov at bruge.”

Så sang jeg med. For mig var teksten fuld af håb. Håb om muligheder. Håb om et uendeligt Univers. Håb om uendelig tid. Håb om at få lov. Drømme om dansende stjerne og sole, måner og timer, dage og uger. Det er mange år siden, jeg har hørt den sang.

Da jeg stiger ud af bilen, er det begyndt at regne. Jeg fryser, og vinden skubber til min paraply. Hvor har jeg egentlig lagt de stjerner og sole og måner, som jeg lånte af Anne Linnet dengang? Jeg må lige huske at lede efter dem, når jeg kommer hjem.

Udgivet den

Men når drømme møder handling…

Drømme. Drømme uden handling er bare drømme. Og drømme, der bare er drømme er en løgn? De er i hvert fald ikke en sandhed. Ikke endnu. Måske aldrig.

Men når drømme møder handling…

Handling. Den lille bevægelse, der gør den store forskel. De ringe af energi, der sendes ud. De universelle vibrationer et enkelt vift med din hånd sætter igang.

Da jeg flyttede til København for fire år siden glædede jeg mig til at udforske byens mange små teaterscener. Jeg ville lade mig opsluge af deres intense stemning, teaterrøg, eksperimental nutidssatire, højtravende, klassisk drama, smagen af sminke, et hurtigtbankende, opslugt hjerte, fugtige øjne og glitter-glimtende sceneskift. Jeg ville blive en kulturel kosmopolit og le på de smarte barer sammen med resten af kultureliten. Stjernenætter, cosmopolitans, elegante, dansende ben hen ad fortovet på vej til den næste scene, den næste forestilling, fulgt af forårsblomsterduft og en jazzsaxofons bølgende toner.

Men det var bare en drøm. En drøm i en hverdag, der hurtigt fandt sin vante gænge. Jeg holdt den i live, når jeg sad træt om aftenen i sofaen og scrollede gennem teaterscenernes Instagram-profiler. Men så forleden greb jeg ud efter handlingen. Vinkede med hånden og sendte vibrationer gennem universet. Jeg klikkede på et billede, på et link, og jeg bestilte billetter til en forestilling.

Og så stod vi dér. Foran Sort/Hvid i Kødbyen. De lukkede os ind i deres hemmelighedsfulde, bløde mørke og herinde bag de tunge gardiner havde de bygget deres bud på en bid af verden. Den elektroniske verden. Og der var farvet lys og teaterrøg. Og skuespillerne smøg sig rundt med dansende kroppe og intense øjne, smed deres replikker højt op i luften til DJ’enes lydtæpper, der regnede ned over dem i takt til de skiftende farver fra projektørerne. Jeg jublede og var plaskforelsket i hver og en af dem. “Luk mig ind i jeres verden, tag mig med,” bad jeg. Og det gjorde de. De tog mig helt ind, tog min hånd og inviterede mig ned på scenen sammen med resten af publikum til en kærlighedsdansende hyldest til techno-musikken.

På vej hjem sang metroen klagende ud i mørket, som den snoede sig gennem tunnelen. En punker med tis-orange hår og lang plasticlæderfrakke gik forbi. Han stod af på Nuuks Plads. En ung kvinde med mørkeblå jeans med bootcut og langt honningfarvet hår kom ind og satte sig foran os. Jeg kunne ikke se hendes ansigt for det bølgende honninghår, men jeg var sikker på, hun havde blomster på kinderne. Og i øjnene. Men hun vendte aldrig ansigtet mod os. Måske havde hun slet ikke noget ansigt. Kun brusende, honningfarvede bølger.

Opfyldt af den simple, barnlige glæde danser jeg hen ad metroens blanke, grå sten. “Tror du, mit liv er et teaterstykke?” spørger jeg Bjørn. “Ja,” svarer han. Der er ingen blomsterduft eller jazzsaxofon, da vi stiger op fra metroens undergrund. Kun den iskolde vintervind slår imod os. Jeg betragter Nordvests slidte bygninger, mens vi går hjemad, og jeg føler mig som en ægte, kulturel kosmopolit.

Så nemt og enkelt – og så uendeligt, forbandet svært – er det at omsætte en drøm til virkelighed. En simpel, lille handling, der sætter energier i bevægelse og skaber ringe. Jeg øver mig på at skabe hverdagseventyr og øjbliksmagi.

Udgivet den

Vinter-hi

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det er ikke længere en stue, et rum i en lejlighed, men en hule langt ude i skoven, hvor jeg har gjort det rart og hyggeligt. Her slæber jeg alle de skatte, som jeg finder, hen, så her er smukt og pænt. Jeg samler forråd, tæpper og puder og bygger en rede. Skaber en hule, hvor jeg kan gå i hi og overvintre. Her er blødt lys fra stearinlysene skær, og her dufter af fyrretræ og rosmarin. Stille musik og en stor bunke bøger. Her føler jeg mig helt tryg og afslappet.

Jeg elsker virkelig den hule, som jeg har bygget omkring mig og indeni mit hjerte. Det er sjovt, som de virker til at hænge sammen. Være det samme sted. Uden om mig og indeni mig. Måske sidder jeg i virkeligheden indeni mit eget hjertes trygge hule og skriver dette indlæg på min computer. Jeg ved det ikke, men udenfor min lille, hyggelige hule er verden mørk og sovende. Der er ingenting udenfor lige nu. Alting sover. Alt er gået i hi. Alting venter. Regenerer. Samler sig sammen igen efter at have skilt sig af med alt det, de ikke længere skulle bruge. Trækker sig sammen om sig selv og opgraderer til nyt. Udvikler sig. Vokser. Gør klar til et nyt forår med ekspansion og overdådig blomster-regn. For de kan ikke stråle ordentligt og fuldt ud, hvis de skal gøre det hele tiden.

Så hvorfor har vi fundet på, at vi skal det? Hvorfor skal vi stråle og stå i fuldt flor og yde vores bedste året rundt? Der er ikke noget at sige til, at jeg er træt. Min krop og min sjæl længes efter at gå i hi. Længes efter at kysse Månen godnat og kravle søvnigt ind i hulen, trække et forhæng af stjernelys for indgangen og grave mig godt ned i de varme dyner med kun næsen stikkende op, så jeg kan dufte, når den første, hvide sne begynder at dale ned over landskabet ude foran min hule.

Så vil jeg ligge og lytte til lyden af dalende snefnug, og jeg vil liste hen til hulens indgang og stikke snuden ud i den frostkolde luft. Se, hvordan verden er forvandlet til en hvirvlende snekugle, hvor der ikke længere findes noget op eller ned. Alt hvirvler bare rundt i hvid, dansende leg. Og jeg vil løbe ud og få røde kinder og rimende hænder, mens en snemand opstår af den fantastiske, uudtømmelige, gavmilde sne. Og jeg vil liste ud om natten. Lytte til stjernernes tavse sange. Se hvordan Månens projektør får hele snelandskabet til at glitre og lyne og blinke. Høre en gren lade en bunke sne dumpe hult til jorden som den eneste lyd i hele verden. For lige i det øjeblik eksisterer kun jeg og Månen og stjernerne. Alt andet sover. Alt andet er gået i hi. Alt andet venter på genfødsel. Venter i stilhed.

Jeg kravler ind i min hule igen. Jeg har stoppet uret på væggen. Ingen tik-tak, tik-tak. Der er ikke brug for det lige nu, så Tiden er taget et andet sted hen. Den skal nok vende tilbage. Det gør den altid. Før man aner det, står den klar igen og svinger med sit lommeur i den lange guldkæde. Tik-tak, tik-tak, tid til at komme i gang. Men ikke lige nu. Lige nu er der bare stilhed. Og stilstand. I min hule i det smukke, tyste vinterlandskab.

Men sådan er det bare ikke! Nogen har sat et kæmpe slagbor mod bjerget og banket huller i min hule. De har hamret lange kiler af “hverdag” og “produktion” og “vækst” og “handling” ind i revnerne. Lyden af dyttende bilkøer, fortravlede mennesker, summen og buzzen flyder ind gennem revnerne, sætter urets pendul i svingninger og forstyrrer stilheden i det sovende snelandskab udenfor indgangen til min hule. Jeg prøver at dække revnerne til, tysser på dem, skubber de lange, ravende arme tilbage gennem revnerne. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kan vi ikke bare sætte os lidt her i halvmørket og bare nyde stilheden og lade Tiden gå i stå? Samle energi til virkelig at blomstre. Lade de cykliske bevægelser sno vores samfund rundt i bløde spiraler?

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det bløde lys fra stearinlysene og den stille musik. Jeg har stoppet uret på væggen og holder den varme kop te ind mod mit bryst. Mærker varmen. Mærker trygheden og roen i min hule. Nyder mit mini-hi en stund. Inden jeg skal ned og hente vasketøj.

Udgivet den

Frostklare Morgensols-muligheder

Og lige så stille og umærkeligt som Håbløsheden sneg sig ind på mig og snurrede mig fortvivlet rundt i depression og fastlåsthed, lige så pludseligt springer jeg af karrusellen, når morgensolen sender nyt lys ud over byen. Jeg springer ud af døren efter morgenrødens sarte intensitet og efterlader ligegyldigt Håbløshedens karrusel i porten. Den ser ikke ud af meget i de blege, blå morgenskygger.

Med blussende røde kinder og tindrende klare øjne springer jeg gennem byens netop vågnende trafik. Jeg har fundet en ny vej, en ny dag, en ny mulighed. Jeg har forladt hverdagens nedtrådte travespor. Alt er friskt og nyt. Alt er et eventyr. Jeg suger alle indtryk ind med hele min krop og hele mit væsen. Mine øjne drukner i morgenhimlen. Solsorten synger fra 4. sal, at den også synes, morgenen er ualmindeligt dejligt, selv om den godt nok er lidt kold. En frossen vandpyt splintres under mine støvler. Jeg smiler til folk, der kommer forbi mig på min vej. Jeg titter ind af folks vinduer. Hvilke skatte gemmer de i deres vindueskarme? Hvilke historier spiller de mon hovedrollen i idag?

Trafikkens evige brummen og summen. Tidens susen. Byens puls. Jeg dykker ned i metroens varme bug. Med præcision slanger den sin stålkrop gennem Københavns undergrund. Folk står afslappede i deres vinterfrakker og morgentravlhed. Kigger ned i deres telefoner. Der er alligevel ikke meget at se ud af metroens vinduer. Jeg sender dem nysgerrige blikke og gylden kærlighed, de kan tage med videre ud i deres dag. Ingen af dem lægger mærke til det.

Jeg stiger atter op i morgenluftens frostklarhed. Verden er blå og klingende ren. Jeg studerer nysgerrigt og fornøjet de fremmede butiksvinduer på min vej. Tænk, at der ligger sådan nogle små, hyggelige bodegaer her. Jeg er lidt for tidligt på den, men det gør ingenting. Jeg skal ikke nå noget som helst i verden. Bare være her. Bare vente. Bare betragte morgenlivet, der glider forbi mig, mens solen stiger op over byens tage.

Jeg starter min dag med en stilhedsmeditation. Solens gyldne lys strømmer ind af vinduet. Energiens gyldne varme rammer mit sind. Bag mine lukkede øjne udvider min horisont sig. Der er plads og lys og lethed. Alt er rart og kærligt her i stilhedens rum.

Tænk, at stilhed kan fylde mig op med så meget. Tænk, at jeg så let kan vælge at stige af Håbløshedens karrusel, når jeg har fået nok af dens handlingslammende mørke. Tænk, at morgensol, frost og en tilfældig fremmedes smil på vejen er nok til at få hjertet til at synge af glæde. Tænk, at verden er så fuld af muligheder og valg og eventyr, som jeg bare kan række ud og vælge. Gad vide, om det egentlig er okay at skifte så hurtigt mellem sindstilstande og humør? Er der ikke engang nogen, der har kaldt det en sygdom?

Udgivet den

Håbløshedens Hjul drejer stadig

Pludselig var solen tilbage og smilede mildt og venligt ned på os, som om den bare havde været gemt bag en sky i fem minutter. Den friske frostluft fik mig til at gispe efter vejret. Fik mig til at mærke livet igen efter jeg havde været gemt væk langt, langt nede i november-mørket. Hele verden virkede lettere. Lettet.

Men før solen vendte tilbage, var mørket virkelig intenst. Jeg var dykket så dybt ned mod bunden i min indre, mørke sø, at jeg helt havde mistet retningssansen. Jeg flød rundt i det bløde mørke, men ingenting skete. Ingenting ændrede sig. Alting gik bare i opløsning og blev som før. Og så ramte Håbløsheden mig.

Den mørke november-eftermiddag fyldtes af regndråber. Som guldstriber igennem gadelygtens skær. Som sølvstriber ned ad ruderne. Som opgivende tårer ned ad mine kinder. Endnu engang trådte jeg ind i Håbløshedens Hjul. Endnu engang tog jeg hele turen rundt. Endnu engang lod jeg mig opsluge af håbløshed, opgivenhed, utilstrækkelighed, frustration og en gammel, dyb sorg.

I Håbløshedens Hjul ser jeg mig selv arbejde og kæmpe og prøve hårdt. Igen og igen og igen for at ændre noget, ændre mit liv, bryde ud, bryde normerne, bryde fri. Og igen og igen ser jeg mig selv støde mod en mur af andre menneskers handlinger eller mangel på handlinger. Jeg kan kun komme så langt selv. Nu er jeg afhængig af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget. Af deres handlinger mod mine. Men folk driver udtryksløst forbi mig. Jeg skriger af dem, stamper i jorden, river mig i håret. Men de driver udtryksløst forbi mig. Og gør ingenting. Gør, hvad de plejer at gøre.

Så jeg strander her. Her på bredden foran muren af afhængighed af andre mennesker. Og så er det, at Håbløsheden indhenter mig. Med sine tynde fingre peger den bagud på den lange vej, jeg har aset og maset for at komme hertil. Så peger den fremad, hvor der ikke er nogen mulig vej. Den kigger på mig med kolde øjne, når jeg grædende bryder sammen på den kolde jord.

Solen og den friske frostluft gav mig et tiltrængt åndehul. Jeg dukkede op gennem isen og trak vejret og lyset ind i store, tørstige åndedrag. Jeg omfavnede mig selv blidt og forsikrede mig selv om, at nu var jeg igennem mørket for denne gang. Nu havde jeg taget min tur rundt i hjulet. Nu var det tid til lettere energier, lettere tanker, glæde og fest.

Men dagene er korte i denne tid. Og de bliver stadig kortere. Solen er for længst trukket ned under horisonten. Natten er mørk og kold. Stjernerne blinker fjernt. Foruroligende drømme og fremmede minder kryber frem fra stuens mørke hjørner. Nu er jeg alene igen. Og Håbløshedens Hjul drejer stadig.

Udgivet den

Vintermørke og Hverdagens Slidte Spor

Vinduerne er helt sorte. Regndråber lyses op på den mørke glasflade af billygter, der kører forbi nede på gaden. Så igen bare mørke. Jeg sidder i sofaen og trækker trøjen tættere omkring mine frysende arme. Udenfor er en kold vind fløjet ind over landet. Lige pludselig dukkede den frem af mørket og blæste direkte igennem vores efterårsfrakker og sommercardigans. Den skubber og hiver i os, så vi hastigt vælter indendøre. Der er ikke mere for os at gøre udenfor. Ikke mere for os at komme efter. Vi må fortrække til vores huler, gå i hi, slikke vores sår og kigge dybt i vores sjæle, og vi må vente. Vente på at lyset igen forbarmer sig over os og får lyst til at vende tilbage.

Den kraftige vintervind suser hujende rundt om hushjørnerne på jagt efter uforsigtige folk, der kan miste en hat, et tørklæde eller grebet. Men gaden ligger øde hen. Et enligt, gult blad tumler hen over den sorte vej. Alle de andre blade er for længst faldet af træerne og forsvundet. Hvor forsvinder de egentlig hen? I et par uger i det strålende, smukke efterår, går man og tænker, at Jordens overflade bliver hævet et par centimeter af det tykke tæppe af nedfaldne blade. De er alle vegne. Farvestrålende dækker de alting, og støvlerne skovler sig igennem det tykke lag. Og så pludselig er de væk. Væk, sammen med det strålende efterårssolskin og den høje, blå himmel. Tilbage er bare mørket og den tomme, sorte vej. Og kulden. Alt er sort og tomt og koldt.

Jeg sidder i sofaen og kigger på de våde, sorte ruder. Jeg fornemmer kulden krybe ind gennem sprækkerne. Den kryber hen over gulvet og op i sofaen, hvor den bider i mine fødder. Hvordan blev det lige pludselig så mørkt? Det føles som om, mørket kom fra den ene dag til den anden. Som om, at Solen en dag valgte simpelthen ikke at stå op. Og vi har ikke set den siden. Måske kommer den aldrig tilbage? Måske er der nu kun det tågede, grå lys. Men vi vænner os nok til det. Det gør vi jo med så meget. Vi trækker på skuldrene, trækker dem op omkring ørerne og trasker så videre med bøjet nakke. Trasker videre i hverdagens tunge, sølede, nedtrådte spor.

Men jeg har aldrig følt mig helt tilpas i det spor. Jeg har ikke kunne lade være med at kigge op og til siderne. Spejde efter noget andet. Spejde efter en skjult sti, der ledte væk fra sporet og ind i skovens mørke, mystiske skygger. Spejde efter den vilde blomstereng, den stejle bjergskrænt og den snoede, uendelig strandbred. Spejde ud i det grå.

Og pludselig virker det som om, at tågen letter lidt, og vent; er det skoven og engen og bjerget og stranden, jeg kan begynde at skimte dér i disen? Skuldrene værker og gør ondt, da jeg forsøger at vriste dem fri under åget. De glatte sider på det nedtrådte spor er ikke længere så stejle og uoverstigelige. Forsigtigt sætter jeg den ene fod op på kanten. Så den anden. Jeg fortsætter fremad, balancerende på kanten af hverdagens dybe spor. Det må være nok for nu.

Udgivet den

Min proces

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.

De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.

Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.

Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.

Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.

Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”

Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.

En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.

De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.

Udgivet den

Lige nu er der bare en hvid væg og ro

Lige nu er der ingen rød tråd. Jeg væver bare fra side til side. Skytten kører hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Men der er ingen tråd på. Og der kommer ikke noget ud i den anden ende. Intet produkt. Intet resultat. Jeg trykker hårdere. Der må da ske et eller andet.

Jeg har brug for et kvantespring, en åbenbaring, en omvæltning. Et skarpt hjørne. Et faldende tårn. Så jeg kan vende en ren side og sige “Se, det var det. Nu starter et helt nyt kapitel.” Men det sker ikke. Selv om det ellers tit føles som om, jeg står på tærsklen til noget. Til et gennembrud. Det sitrer i kroppen, bevidstheden er udvidet og udsvævende, husene og træerne omkring mig holder vejret. Jeg kan fornemme noget nyt og ukendt og eksotisk dér ude i mørket, men jeg kan ikke tage det sidste trin ud i det kaotiske ukendte. Så jeg bliver stående og mærker luften og spændingen sive ud af det forpassede øjeblik.

Eller også har jeg allerede gjort det. Måske har jeg allerede taget det sidste skridt ud i det ukendte mørke utallige gange. Vadet ud gennem det faldende tårns murbrokker så mange gange, at jeg slet ikke lægger mærke til det. Jeg skubber resterne af den brændende dør til side og råber til Universet:
“Skal vi ikke snart videre?”
Hvorhen?
“Det ved jeg ikke?”
Videre hvorfra?
“Fra det her. Bare videre.”
Hvorfor?
“Fordi stilstand slår mig ihjel. Fordi jeg bare ved, at jeg skal være et andet sted. Jeg ved ikke hvor. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kalder på mig. Det kalder på hver eneste celle i min krop og hvert eneste molekyle i min sjæl. Det flænser min opmærksomhed og min tilstedeværelse med længsel. Fordi. Der må være noget mere, noget andet derude. Noget mere end det, der er lige nu og her. Noget andet end hverdagens søvngængeragtige gentagelser.”

“Men jeg kan ikke.”
Hvad kan du ikke?
“Jeg kan ikke. Det bølger hele tiden op og ned, frem og tilbage. Men jeg ender altid lige her.”

I går dansede jeg som Kvinden, der udforsker i dansen, og energien rejste sig som en brusende tsunami. Den bragede mod mig, men jeg var en søjle af rent lys, så jeg brød den, tog den ind, flød sammen med den. Jeg kunne klare alt, nå alt, være alt. Og de bølgende efterdønninger kildede mit indre, så det strømmede med følelser af glæde og velbehag hele eftermiddagen.

Om aftenen satte jeg mig stille og alene med en kop cacao, rolig musik og indadvendte tanker. Og Modløsheden slog ind over mig. Lagde sig tungt over mig. Og blev liggende. Den var ikke dramatisk eller skrigende. Den var ikke flæbende eller sønderknusende ulykkelig. Den var bare tom. Jeg puttede mig i Modløshedens varme tæppe og overgav mig. Nød tanken om, at jeg ikke længere behøvede at løbe så stærkt og prøve at opnå noget eller ændre noget. Tanken om, at jeg ikke behøvede banke mit hoved mod en tyk murstensmur for at forsøge at gennemtvinge et gennembrud. Jeg kunne bare stoppe op, give op. Bare være det, jeg nu er.

I dag har jeg pillet mit alter ned og renset krystallerne. Nu er der bare tomt. Ingenting. Kun den hvide væg bagved. Det er også sådan, der er indeni mig. En fremmedartet ro har taget plads i min krop. Og i mit sind. Jeg ved ikke, om den er min, men jeg hilser den stille velkommen.

Jeg kan godt mærke Eventyrlysten og Utålmodigheden røre på sig dybt, dybt nede i mit indre. Men lige nu er de langt væk. Bittesmå sorte prikker, der flimrer utydeligt under den sælsomme, tågede ro, der har lagt sig over alt. Jeg ved godt, de kommer springende igen. Venus ridende på Skytten og Månen ridende på Vædderen. Fuld fart frem uden fortrydelse. Men ikke lige nu. Lige nu er der blot en tom, hvid væg og en kop te mere.