Udgivet den

Stille, indvendig fejring af absolut awesomness

I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Nogensinde i hele verden! I dag er det 1 år siden, at Tankerfradenhalvetime.dk materialiserede sig fra drømmevæverstof til fast, metallisk-skinnende cyber-lilla online-univers. Og faktisk er dette blog-indlæg nr. 50. Sikke nogle fantastiske milepæle. Sikke nogle præstationer. Så hvordan har det så været – det første år? Og hvad er de strålende planer for fremtiden?

Tja, det har jeg vel egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg er faktisk ikke så god til at fejre fødselsdage, jubilæer, succeser. De er der ligesom bare. Også uden at man tænker for meget over dem. Så jeg sidder bare i hyggetøj og dyne i sofaen med te og stearinlys. Men indeni er jeg glad og stolt. En stille, indvendig fejring. Af mig selv og mine kreationer. På den måde er jeg måske alligevel meget god til fejringer. De små, stille fejringer, når jeg sidder en langsom eftermiddagstime og scroller ned igennem mine egne blogindlæg eller mine egne billeder på Instagram. Jeg læser tidligere ord, genoplever tidligere stemninger. Og min sjæl fyldes op af hverdagseventyr og øjebliksmagi. “Har jeg virkelig skrevet det? Ej, hvor finurligt. Det billede er totalt skarpt og professionelt. Hvor snedigt fanget.”

Så min sjæl jubler, og jeg synes faktisk – hånden på hjertet – at jeg har den flotteste, mest fantastiske og eventyrlige blog og Instagram-profil. Jeg elsker selv mit univers. Og på den måde er det jo perfekt. På den måde har det opfyldt sit formål. At skabe glæde og magi for mig. Men – hånden på hjertet – jeg elsker også, når andre finder ind i mit univers og lader sig forbløffe, forundre, forføre eller blot inspirere. En kort stund. Et hvil i den cyber-lilla tusmørkestemning før de vandrende pilgrimme igen drager videre på hver deres egen personlige eventyr.

“Jeg laver en blog for min egen skyld. Med lige præcis det indhold, der kommer ud af mine tanker og min navle. Ingen regler, blot ren lyst.”

Sådan skrev jeg i mit allerførste blogindlæg for et år siden. Og det vil også blive rettesnoren for det næste år. Mine tanker, mine drømme – ingen regler, blot ren lyst. Og nogle gange synes jeg, mine tanker køre i ring, og at det er det samme, der kommer ned på papiret og ud gennem skærmen. Igen og igen. Samme tema. Samme stemning. Nye skyer. Men andre gange mærker jeg, at jeg har rykket mig til en ny dimension. Og jeg mærker, at jeg træder tydeligere og tydeligere frem. Smider mine filtrer og hæmninger, masker og reb. Tør mere. Åbner mere op. Hvirvler i berusende glædesdans rundt i efterårstågens spøgelsesgardiner, der kun halvt skjuler min vilde natur og sjæl, min nøgne krop og sandhed.

Mine tanker og drømme. Mine idéer og fantasier. Måske bare mine observationer på min vej gennem livet. Og bliver det i grunden ikke mærkeligere og mærkeligere, jo længere man bevæger sig frem? Det er blevet mørkt udenfor. Lige pludselig er det begyndt at blive mørkt igen. Alt for hurtigt. Alt for pludseligt. Mens vi stod og ventede på at sommeren skulle komme, fløj den lige forbi os. Jeg ved ikke, hvad der skal ske det næste år. Eller de næste 50 indlæg. Måske bliver det lutter gentagelser. Måske bliver det nye, tøvende, prøvende skridt på usikker og ukendt, gyngende grund. Men det bliver med en stille, indre glæde over de hverdagseventyr og den øjebliksmagi, jeg skaber. Lige her. I øjeblikket. I sofaens bløde aftenmørke.

Foto: Neell Foto
Udgivet den

En almindelig hverdag mellem 8-16

Så jeg gik. Ud af døren. Ud i solskinnet, der har fået en bidende skarphed over sig. Efteråret er på vej. Sommeren er bag os nu. Allerede. Nåede den overhovedet rigtigt at være her? Men vi er videre. Alle vender deres ansigter og opmærksomhed mod efteråret. Gør klar. Planlægger. Forventer. Hvad har efteråret med til os? Hvad skal vi nå?

Hvor er der mange mennesker i byens billede midt på sådan en helt almindelig hverdag. I bil, på cykel, gående, i vinduet, på bænken, på tennisbanen. Nogle hastigt på vej til et bestemt mål, andre uden hastværk eller formål. Hvorfor er alle de mennesker ikke på arbejde? Hvorfor sidder de ikke spærret inde i et glaskastel omgivet af flimrende computerskærme? Og jeg dømmer dem ikke, for jeg kender ikke deres historie og deres baggrund. Måske er de arbejdsløse, måske har de natarbejde, måske er de selvstændige og har netop i dag givet sig selv årets eneste fridag. Men jeg mærker en længsel efter selv at være til stede i livet, midt i byen, på en helt almindelig hverdag. Mærke og opleve at livet sker. Bare suge til mig og lade det gennemvæde mig. Alt er i bevægelse. Alt fortsætter ufortrødent. Også mellem 8-16.

Men nu er jeg her. Går igennem det. Mærker pulsen. Ser menneskene. Oplever livshistorier flygtigt krydse forbi min egen, væve sig ind i andres, for så et øjeblik efter at fortabe sig over husenes tage sammen med en flok duer og et hurtigt lysglimt fra et vindue, der blev åbnet og fangede solens stråler. Lyden af travl trafik. Lige ved siden af, men samtidigt monotont drømmeagtigt. Baggrundssusen. En evig strøm, der fragter mennesker frem og tilbage. Altid på vej.

Jeg finder et åndehul af grønt. Træerne vinker venligt og imødekommende til mig. Barkede smil. En skole bruger området til idræt. Børnene bliver sendt løbende i hold ned ad bakken. De tager det meget seriøst. For det er dét, deres liv handler om. At løbe i fuld fart ned af bakker i det grønne græs. Mærke vinden, mærke energien, mærke livet og suset og glæden. Hvornår holdt det op med at være så simpelt? Hvornår mistede vi meningen med livet af syne? Har jeg glemt noget på vejen?

Jeg går op til Bellahøj svømmehal. Skyerne heroppe er altid så vanvittige, vilde og vidunderlige. Ellers også drages jeg bare mod højen, når skyerne er vanvittige, vilde og vidunderlige. For at komme tættere på himlen og dens fluffede, hvide, drivende eventyr-øer. Jeg lægger mig på ryggen på de store trappetrin. Kigger op i himlen. Spejder mod de fjerne sky-kyster. Ligesom da jeg var barn lader jeg øjnene glide langs kanten, for jeg er sikker på, der ligger nogen deroppe et sted og kigger ud over kanten, spejder ned mod den svævende Jord-ø. For en sikkerheds skyld vinker jeg. Tænk, hvis de nu så mig og sendte en luftballon ned efter mig, så jeg kunne besøge dem i deres sky-slot.

Jeg sætter mig op igen. Trafikstrømmen flyder stadig støt forbi. Mennesker, biler, dage, liv. En evig strøm uden den store eftertanke. Jeg begynder at gå hjemad. Jeg mærker efter for hvert skridt. Mærker min krop. Mærker mit system. Mærker efter. Mærker ind. Måske tænker jeg for meget? Måske tænker jeg for meget uden svar? Den næste tid vil jeg forsøge ikke at tænke så meget. Den næste tid vil jeg bare føle. Mærke. Lytte til kroppen og dens subtile sprog. Være til stede lige nu.
Jeg afslutter stille fortiden, så jeg kan begynde at vende mig mod fremtiden.

Udgivet den

Mandag i blåt og grønt

Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter feer og trolde. Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter mig selv. I dag tog jeg ud for at lede efter den blå himmel. Jeg kan se et lille udsnit af den fra min altan. Men jeg ville se den rigtige vare. Den kæmpestore, uendelige, overvældende blå himmel. Uden grænser.

Og jeg elsker simpelthen friheden ved at suse af sted i min lille bil. Den har godt nok ikke så meget power til at accelerere, men når den først er kommet op i fart, så flyver den af sted. Svæver hen over asfalten som en vinget pegasus. Let og hurtig. Vi griner, mens vinden pisker inden gennem de åbne vinduer, mens musikken sætter stemningen og naturen sætter scenen. Vi suser af sted, indtil vejen hvisker; “Kom. Det er nu. Nu du skal dreje.” Og træerne læner sig ned over vejen, mens de vinker med deres tusinde blade. De skinner i solen. Og nogle af dem er begyndt at blive gule.

Det minder mig om noget. Det minder mig om efterår og vinter. Det minder mig om kulde og mørke. Men ikke endnu. Lige nu er vi i den tungeste, varmeste sensommer. Det er nu, det for alvor gælder. Det er nu, det bliver alvor. Det er nu, vi er færdige med tidsfordriv og lege. Det er nu, vi bliver sanseligt modne. Bugnende, overdådige, frugtbare, gyldne, strålende. Med værdighed, lysende bær og runde frugter. Med overlegen mildhed og gyldent, hviskende, duftende korn.

Jeg mærkede straks, jeg steg ud af bilen og gik ind i skovens kølige skygge, at min krop satte tempoet ned. Hele mit system havde kørt på forhøjet tempo. Pumpe, pumpe, pumpe. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Vi skal nå det hele, have krydset alting af på listen og have bekymret os rigeligt om det, vi ikke nåede, eller som kunne have været anderledes. Men så snart jeg overgiver mig selv i skovens favn, sænker mit system og min krop tempoet. Synkroniserer med Moder Jords sagte hjerteslag, som det er umuligt at høre inde midt i byens trafiklarmende kaos.

Jeg beruser mig i naturens skød, der driver af overflod, sødme og kærtegnende lyst. Luften er svirrende fuld af hvide sommerfugle og tunge suk. Men ellers er her stille. Fuglenes vilde forårskakafoni er for længst forstummet. Nu er det kun de fugle, der virkelig har noget på hjerte, der lader deres smukke røster klinge mellem træerne. Skovsøen blinker til mig, blank og dyb. Den varme vind smyger sig kælent om min krop, og solen bader mig i varme kærtegn.

Jeg ler, men min stemme er trist. Hvorfor bruger jeg så meget tid i voksenlivets kaotiske, samvittighedsnagende, stressende trædemølle? Hvorfor starter jeg ikke hver dag på ryggen i en kløvermark? Hvorfor gør vi så mange ting, der er så dårlige for os? Og så få, der er så gode for os? Eller er det kun mig? Er jeg kommet baglæns ind i verden og har derfor misforstået alting fra start af? Når jeg kigger mig omkring, finder jeg ingen genkendelse af mine spørgsmål i de andres ansigter. Verden virker mere og mere underlig og uvirkelig for hver dag. Jeg prøver undrende at forstå, hvad vi egentlig laver, mens jeg vader efter de andre frem og tilbage, frem og tilbage mellem kontoret og hjem.

Jeg trækker på skuldrene og skubbe det fra mig. I dag passer de andre kontoret. Og jeg har fundet den skjulte kløvereng. Jeg smider mig i det grønne. Lader de tre gamle graner våge over mig, mens jeg misser mod solen og følger de små, puffede skyer på vej. En af dem lader fem store regndråber dryppe på min solvarme hud.

Udgivet den

Pendulering

Jeg er her.

Jeg er her midt i den stormende, hvirvlende, snurrende, drejende, fantastisk verden. Jeg danser med de hvide skyer, og jeg mærker den friske vind smyge sig op ad mine bare arme. Lige nu, lige her, er livet smukt og enkelt. Træerne vinker til mig, og jeg griner stort tilbage. Trækker vejret helt ned i lilletæerne.

Og så er jeg tilbage i det gamle, trætte glasbur. Alting står stille. Tiden står stille, luften står stille. Selv computerskærmene med deres evige, usynlige blinken, står stille. Ingen gider længere lade som om, de laver noget vigtigt. Alle er taget på ferie hjem til dem selv. Ind i dem selv. Vi rykker tilbage i vores egne hjem. Har haft så travlt med at tage ud, at vi har glemt, hvordan de ser ud. Hvordan de føles. Jeg rykker ligegyldigt rundt på en stak papir. Måske skulle jeg bare smide den ud?

Og så er jeg her. Igen igang med at skabe mit eget eventyr. Lyset er skarpt. Alting står skåret ud i lysende blokke af klare farver. Verden stråler. Lyset er gyldent og spiller med skyggerne, der danser hen over muren, ind mellem de høje, svajende træer i skoven. Og verden synger. Fuglene synger. Og mit hjerte synger med.

Og så er jeg tilbage i den gamle tvivl. Tvivlen på mig selv. Tvivlen på, om noget overhovedet nytter noget. Jeg kigger mig omkring og bliver i tvivl om, hvad jeg egentlig var i færd med. Stille lusker jeg ned fra scenen, inden der er nogen, der opdager, at jeg for et øjeblik siden stod med udspredte arme midt i rampelyset. Dét nummer skal jeg nok lige øve mig lidt mere på. Eller måske bare vide, hvor jeg egentlig vil hen med det hele, inden jeg rager dirrigentstokken til mig.

Og så står jeg her. På kanten af den klippe, som jeg så mange gange har kigget beundrende op mod nede fra stranden. Set andre med rank ryg og elegante lemmer springe ud mod det glimtende, skinnende vand. Disse smukke væsener med særlige evner og talenter. Og nu står jeg her. Nu er det mig, der tager springet mod det glitrende, uendelige hav, og da jeg dykker ned i dybets omfavnelse, bobler indvielsens blå perler omkring min krop, og dråber af forundring og inspiration sprøjter op mod de måbende tilskuere på stranden.

Jeg vokser, jeg folder mig ud, jeg stråler. Jeg trækker mig sammen, jeg tvivler, jeg går i opløsning. Jeg pendulerer frem og tilbage. Snurrer uhjælpsomt rundt. Trækkes ned, hvirvles op. Jeg har ikke lært at navigere i det. Men jeg har lært at lade mig flyde med, accepterer den øde ø, jeg skyller op på i dag, og gå nysgerrigt på udforskning på den.

Verden hvirvler rundt derude. Der er så meget ny energi, der driver ind over verden. Frisk og hvid og ren. Jeg har lyst til at springe ud og gribe fat i den, smage på den og forme den til nye projekter. Men i dag er jeg skyllet op på kokon-stranden. Langsomt, langsomt kravler jeg ind i mig selv. Jeg kaster et søvnigt blik tilbage mod de hurtige, dansende skyer. Det er okay. Jeg skal nok nå at fange min sky.

Lige nu. Er jeg her.

Udgivet den

Tankefragmenter

Og der forsvandt den igen. Drev hurtigt og lydløst videre som en mursejler mod den åbne, blå himmel. Alle mine tanker og idéer hvirvler rundt disse dage. En lang monolog opstår om det smukke ved at genfinde barndommens briller og se alting i et skær af for-første-gang.

En beundrende, fascineret samtale om myrens utrættelige, uendelige arbejde med at flytte ét sandkorn ad gangen. Tænk engang, hvis vi mennesker stadig følte det samme fællesskab. Hvis vi stadig følte den samme forbundethed og kalden mod et projekt, der var større end os selv. Så vi utrætteligt ville flytte sandkorn eller slæbe sten for at være en del af opførslen af et tusindårsmonument. Tænk, at føle stoltheden over at bidrage med en lille del til noget større.

Et teenage-skænderi med Universet, der igen opfører sig som gamle, forstokkede og håbløst ude-af-takt-forældre. “Du er her jo for at mærke – også de trælse følelser – så her; mærk håbløshed og modløshed.” Ja tak, men jeg er her fandme også for at mærke de fede følelser. Så hvornår fyrer I op for en ordentlig omgang medgang, selvtillid og lykkerus?

En hurtig one-liner. Et genialt budskab. Visdomssten, guldord og fjolleri. Jeg holder dem i min bevidsthed et kort øjeblik, tænker, jeg vil skrive dem ned, gemme dem, huske dem, så jeg kan omdanne dem til blogindlæg eller dagbog. Men de opløses og flagrer væk. Mister deres aktualitet og magiske skær. Mister deres betydning og deres pust, inden jeg når at få den lille notesbog i min taske hevet op.

Jeg går videre. Eller sidder en hel dag stille og stirrer ud i luften. Rastløshed og komplet udmattelse. Jeg ligger stille i flere dage og venter. Så springer jeg op og sætter ti projekter i gang. Snurrer en omgang om mig selv. Bliver i tvivl. Om alting. Om ingenting. Jeg bestemmer jo selv. Men hvad skal jeg vælge?

Skal det egentlig for evigt være så svært at sætte noget igang? Skal jeg altid føle tvivlen, der lokker med en støvet solskinssøndag på sofaen? Eller kommer der et tidspunkt, hvor jeg har losset mig selv igang tilstrækkeligt mange gange, til at jeg genkender det fede ved handling og gøren og skabelse? Bliver jeg nogensinde så sikker i mine valg, at de vælger mig først? At jeg slet ikke kan lade være, fordi de trækker så hårdt i mit hjerte, at det galoperer jublende og syngende ud af sengen om morgenen. Fordi det slet ikke kan lade være. Fordi det hører kaldet – så højt og tydeligt – og fordi det besvarer det med stolthed og tro på sig selv.

Der er ikke noget, der er rigtigt vigtigt lige nu. Men der er heller ikke noget, der er ligegyldigt. Alting har bare sådan en umiddelbarhed over sig. Som den blå himmel med strøg af hvidt. Den er der bare. Helt rolig. Jeg kan fordybe mig i den, drukne, svæve væk. Eller jeg kan lade den være. Gå ind og lukke døren og ikke kigge ud mere i dag. Det betyder egentlig ikke så meget. Det er bare.

Og det er til mig. Og til dig. Værsgo’. Frit valg og kærlige, blå muligheder.

Udgivet den

Pizza Nostalgia

Jeg sidder på min altan. Solen har endelig bevæget sig om på denne side af huset. Og den har også endelig gjort sig fri af de grå skyer, der farer af sted på himlen. Det blæser. Det er køligt. Det var ellers begyndt at minde om forår og endda lidt om sommer. Men i dag har kulden bidt sig fast. Heldigvis har Solen stadig varme og magt, når den får sig vristet fri af skyerne. Nogle ting er heldigvis stadig ved det gamle.

Jeg lukker øjnene og nyder solens varme mod mit ansigt. Det her er mit fristed, min lille hemmelige oase. Jeg kan se ud på verden og himlen, men ingen kan se mig, når jeg læner mig tilbage mod muren. Jeg har puder og dyner, musik og bøger. Og jeg har lavet min hofret fra dengang, jeg var studerende i Odense; Små pizzaer lavet på pitabrød. Et pitabrød flækket på langs forvandles til to små pizzaer. En dåse tomatpuré, skinkestrimler, champignon, ananas og masser af ost. Sådan lavede jeg dem altid dengang. Sådan har jeg også lavet dem nu. Og jeg sidder i solskinnet på min altan og mindes mørke, våde efterårsaftener, hvor jeg hyggede mig i min lille lejlighed i Odense foran fjernsynet med pita-pizzaer. Og jeg hyggede mig virkelig. Jeg kan mærke stemningen vibrere blidt i mine celler.

Solens stråler trækker mig længere tilbage i tiden, trækker fjernere minder frem. Nogle af de første pizzaer, jeg kan huske. Åh jo! Pizza med skinke og champignon. Fra Bilka. Det lyder måske ikke særlig fancy, men Bilka havde et pizzaria, da jeg var barn. Det lå mellem bistroen med pølser og indgangen til havecenteret. Det var et rigtigt pizzaria med runde pizzaer i montren – man kunne købe et enkelt stykke eller en hel pizza – og henne for enden stod pizzabageren. Jeg er sikker på, han var italiensk. Han svingede i hvert fald pizzadejen i store buer over hovedet og stak dem ind og ud af de hede stenovne med de flade spatler, der lignede store årer, mens han råbte og hujede. Skinke og champignon. Det var vores pizza. Men jeg elskede også deres fantastisk pizza med rejer og tun. (Den kærlighed delte jeg dog ikke med resten af familien.)

Åh ja, jeg mindes fredagsture i Bilka med familien. Først en tur igennem et slaraffenland af materielle goder. Med strålende barneøjne kiggede jeg på alle de ting, jeg kunne ønske mig; legetøj, tøj, cd’er, store fjernsyn, cykler, malerier, bøger. Uendeligt, farvestrålende, skinnende, spændende. Jeg drømte tit om at blive lukket inde i Bilka i en uge. Tænk alt det, man kunne fornøje sig med. Og alt det slik og mad, man bare kunne valse forbi en hylde og mæske sig i.

Når øjnene og drømmene var mættede. (Og mor havde fået fyldt vognen med dagligvarer.) sluttede turen med pizza. Vi sad i hjørnet med ryggen ind mod havecenteret og gumlede, mens fyldte vogne med skrigende unger og alle slags sjove mennesker flød forbi i en uendelig, fredagshandlende strøm. Og pizzamanden svingede og svingede med dejen.

Jeg får helt lyst til at komme tilbage. Tilbage til det enkle og simple barneliv. Hvor der var plads til masser af drømme, selv om Odense udgjorde hele min verden. Og hvor lykken var en tur i Bilka, pizza med skinke og champignon og familien samlet i stuens halvmørke til en fredagsfilm. Mens løftet om, at næste dag stensikkert ville være en solbeskinnet, langsom lørdag svævede hviskende i luften, gled ens tunge øjenlåg tilfredse i. Trygt og godt. Og måske nærmest barnligt lykkeligt.

Udgivet den

Universel Sandhed eller Billig Rosé

Og mens jeg sad i meditationsstilling på altanen med tæpper og handsker og frossen næse og stirrede uden fokus på himlen, besluttede sommeren sig for at komme tilbage. Den trak temperaturen op og grillstartere og værktøj frem. Og folk ud af deres lejligheder. En kakafoni af skrigende børn, hamren og banken, transportable basrytmer og mumlende, længselsfulde stemmer. Tørstende efter sol og frihed fylder de famlende zombier byens grønne pletter op. Hælder grillpølser og billig rosé ind med en rungende latter. Solbriller og Instagram. Hvordan smager frihed egentlig?

Og jeg sidder stadig på min altan. Jeg har smidt tæpper og handsker, men blikket er stadig fjernt og ufokuseret. “Hvorfor foretager du dig ikke noget, Marlene? Hvorfor sidder du bare dér og lader livet glide forbi? Lev dog livet! Berus dig i billig rosévin og livets banaliteter. For nu er det sommer. Og grillen er tændt. Og vi skal være sorgløse, for det står nu engang så godt til solbrune ben, tung, identitetsløs bas og sommerstemning.“

Men jeg havde faktisk lige gang i noget vigtigt. Jeg havde gang i et dybt kig indad. I kan ikke se det. For det kan ikke ses udenpå. Det hele foregår indeni. Her har jeg arbejdet hårdt på at udvide mit indre, skabe mere plads, skabe rummelighed, skabe forståelse, skabe tolerance, skabe robusthed. Sætte grænser, mærke efter, finde retning, finde forståelse. For pokker, der er da ikke noget at sige til, at jeg ofte er så træt.

Nu har jeg så fundet en plads midt i orkanens øje. Her kan jeg sidde stille og roligt og observere den hvirvlende, grumsede masse, der farer forbi mine øjne. Her i mit indre har jeg overtaget kontrollen. Det er mig, der styrer. Jeg bestemmer alt. Og jeg kan skifte mit humør fra opgivende til opløftende med et fingerknips. For jeg vælger selv. Jeg skaber selv min virkelighed og min verden. Fordi; i mit indre er jeg en gudinde, en titan, et væsen af ren energi.

Men den ydre verden banker på. Højt og larmende. Jeg prøver at lukke øjnene og ørerne. Lukke mig inde i min indre verden af ren power og kærligt lys. Men alle de ydre stimuli og muligheder får mig til at tvivle. Jeg åbner et øje på klem. Hvad er det egentlig, jeg vil? Mit hoved er ved at sprænges af tætheden i byen. Så meget larm og andre menneskers energi. Måske ville det være meget bedre at komme ud af byen. Købe et lille hus i skoven. Helt alene. Bare lytte til duerne og vinden i trækronerne. – Og de rastløse, hjemløse spøgelser og dine egne bange tanker om natten….

Måske har jeg slet ikke lyst til at dykke så dybt ind i mit eget indre. Finde oraklet på bunden og løse Universets gåde. I hvert fald ikke lige nu. Måske har jeg bare lyst til at sidde her med et glas billig rosé. Jeg vakler mellem den simple og den universelle sandhed om meningen med livet. Det er så småt ved at gå op for mig, at min opgave ikke er at vælge det ene frem for det andet. Min opgave er at finde balancen. Alt eksisterer samtidigt.

Udgivet den

Træthed – Og hvad man mon stiller op med den

Så sidder jeg bare her. Sidder og venter. Sidder og bliver gammel, mens jeg sidder og venter. Hvorfor er jeg også altid så træt? Er det normalt? Skal jeg bare altid sidde her og være så træt og vente? Vente, mens livet glider forbi. Hvorfor er der ingen, der tager mig med? Griber fat i mig og svinger mig om bord på en graciøs galej med kurs mod solnedgangen? Eller nogen, der bare skubber min trætte krop ud over skrænten og ned i livets strøm? Bare lader min trætte krop vælte i med et plump. Måske vil den hoppe hjælpeløst og klodset af sted i bølgerne. Måske vil den bare synke til bunds. Tung og træt.

Det er som om, at lige gyldigt hvilken vej jeg drejer ned ad og følger, så ender jeg altid her. Lige her. Træt og tung i sofaen. Ude af stand til at gøre noget. Ude af stand til at samle energi, springe op, gribe muligheder, handle på drømme og bygge nye verdener. Jeg sidder tilbage med en stille undren, for den vej, jeg netop var på vej ned af, virkede så ny og lovende og anderledes. Og nu sidder jeg her igen. Samme sted. Slået tilbage til start.

Men egentlig er jeg også for træt til at undre mig. Og jeg er for træt til at ærgre mig og blive frustreret. Jeg konstaterer bare træt, at nu sidder jeg her igen. Og venter. Venter på, om trætheden mon nogensinde forsvinder. Der er skyer ude på himlen. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide skyer. De passer til min træthed. Lige gyldigt om de bevæger sig langsomt eller hurtigt, så er det altid i et perfekt tempo til at observere dem. Så kan jeg bare sidde stille her og kigge på skyerne. Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne være tilfreds med.

Men der er noget andet, der vil igennem. Der er livsmissioner og hverdagsopgaver. Der står både “redde verden” og “vaske tøj” på min to do-liste. Og de står i kulissen og tripper. “Hvornår bliver det vores tur? Vi skal til. Vi har ting, vi skal gøre”, mimer de med utålmodige positurer og hævede øjenbryn. Skyerne lægger ikke mærke til noget. De driver bare videre. Ud over scenekanten og videre ned i mørket.

Men hvad stiller jeg op med den træthed? Skal den omfavnes eller bekæmpes? Skal den danses og råbes og hoppes igang, eller skal den have lov til at sove i hundrede år? Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af det. Det virker som om, at lige gyldigt hvad jeg prøver, så ender jeg bare tilbage samme sted. Her. Ventende. Ventende på, at trætheden forsvinder. Ventende på, at nogen rækker hånden ud og trækker mig med. Med ud på livets strøm i en lille, rund jolle lavet ud af ét kæmpe blad. Vi snurrer rundt i strømmens hvirvler, og jeg mærker solen mod mit ansigt, vinden, der frisk og legesyg river en tåre fri fra mit øje. Jeg griner og mærker en æggende eventyrlyst rejse sig i mit hjerte. Sikke et fantastisk landskab, vi driver igennem.

Se, hvor solstrålerne danser ned gennem træernes skygger. Se, hvor strålende de tusinde markblomster står og nikker kækt med deres små hoveder. Se, hvor majestætisk bjergene rejser sig i landskabet. De ænser os ikke, for der er netop faldet ny, gnistrende hvid sne på deres toppe. Se, flodens hemmelighedsfulde bugtninger, der snedigt gemmer landskabets skatte for os lidt endnu. Se, dit strålende smil, dine funklende klare øjne låst fast i mine, mens vi snurrer og snurrer på livets strøm og din varme hånd lægger sig beskyttende og fortroligt om min.

Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg kan genfinde min energi og blive af med min træthed. Hvor lagde jeg nu mit skattekort og årerne til min kæmpebladsrobåd?

Udgivet den

Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

“Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Jeg sender spørgsmålet op i den strålende klare aftenhimmel. Op til Venus, som hænger ulasteligt, skinnende hvid helt alene på deroppe. Himmelhvælvingen er ved at skifte fra dagsklæder til nattedragt, men lige nu befinder den sig i tusmørkets ubestemmelige rum. Alle farverne glider ligesom ind i hinanden. Blå, gul, hvid. Og jo mere intenst jeg kigger, jo mere flyder det hele ud. Flyder sammen. Ingenting er virkeligt imellem dag og nat. Kun Venus. Og solsortens aftensang.

Åh, den aftensang. Så fuld af vitalitet og håb og ren og skær glæde. Min sjæl drikker den sammen med aftenhimlens intense glød. “Kan du huske…?” hvisker aftenen, og sender minder om uendelige, sorgløse sommeraftener fulde af latter og magi ned til mig med den kølige nattevind. Jeg nikker og smiler. Jeg husker. Og glæder mig.

Venus besvarer ikke mit spørgsmål. Hun kigger bare insisterende på mig. Uden at blinke. Spøgelsesbilleder fra oldtidens Ægypten og det gamle Grækenland blafrer og flimrer som tynde slør mellem universernes lag på den skumrende himmel. Venus går sikkert igennem dem allesammen med langsomme, majestætiske skridt. Hun ved det. Hun var der. Hun er her. Hun kender budskaberne, indsigterne, visdommen og hemmelighederne fra dem, der var der før, og hun tager dem med til dem, der kommer efter. Men hun siger ingenting. Det er op til dem selv, om de vil hente budskaberne ned.

Jeg mærker min sjæl flakke usikkert som en flamme i vilde vinde. “Men det er jo nemt nok for dig, når du var der. Jeg forstår ikke budskaberne. Jeg kan ikke nå indsigterne. Jeg har glemt hemmelighederne. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal, og jeg er i tvivl om hvert eneste skridt.“

En flagermus cirkler i lydløs, halsbrækkende flugt rundt mellem bygningerne. Den tvivler ikke. Følger bare de usynlige impulser fra byttet i mørket.

“Behøver det egentlig altid handle om udvikling, evolution, revolution, at nå noget, opnå noget og at ændre verden? Kan det ikke tænkes, at selv udødelige sjæle har brug for ferie? Bare slappe af og tage en inkarnation med fred og ro. Bare sidde en forårsaften og betragte en flagermus mod den indigoblå himmel, lytte til ekkoerne af fuglenes søvnige aftensange, mærke et usynligt kærtegn af kølig aftenvind mod den nøgne hud. Bare suge al verdens uendelige skønhed til sig. Bare sanse. Mærke, dufte, smage, høre, se. Bare tage det ind. Bare nyde det. Bare drikke det og lade sjælen flyde over af indtryk. Uden at skulle nå noget.”

Venus betragter mig med ophøjet tavshed. Flagermusen er forsvundet. Garanteret mæt og veltilfreds. Den har opnået alt, den satte sig for her til aften. Solsortens sidste toner rinder ud. Stilheden sænker sig, mens aftenstjernerne en for en træder ind på den blå scene bag ved Venus. Alt er uendeligt. Langt borte. Og dog helt tæt på. Der findes kun min altan, gården og bygningen overfor. Lukket inde i vores egen lille verden af en blå glaskuppel lige over mit hoved.

Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke. Noget trækker i mig og råber på handling. Noget andet bliver træt ved tanken og beder om ro. Hvordan giver jeg begge sider, hvad de beder om? Her i det stille tusmørke ved jeg ingenting. Jo mere, jeg prøver at se konturerne klart i mørket, jo mere flyder de ud. Bliver formløse, uvirkelige, måske-eksisterende. Jo mere jeg forsøger at finde hoved og hale og mening med det hele, jo mere glider det ud og bliver meningsløst. Hvordan skal jeg finde en mening, når jeg ikke engang ved, hvordan en mening ser ud? Og hvordan skal jeg bruge den, når jeg finder den?

Mit spørgsmål hænger stadig et sted mellem stjernerne, da jeg rejser mig for at gå ind: “Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Inden altandøren lukker bag mig, hører jeg Venus hviske: “Hvem har du lyst til at være?”

Udgivet den

Entropi af et fornuftigt menneske

Jeg tror ikke, det er det her, buddhisterne mener, når de snakker om, at man skal glemme sin krop og flyde ud og svæve sammen med alting.

Jeg ligger bare her på yogamåtten og kigger op. Kigger ud af vinduet. Der er små, drivende, hvide skyer. Jeg havde den bedste og meget fornuftige intention om at lave morgenyoga. Jeg har tit gode og fornuftige intentioner. Om at lave motion, spise sundt, droppe sukker, gå tidligt i seng, stå tidligt op, gøre rent, rydde op, være en god og arbejdsom medarbejder, være smilende og social og invitere alle på hjemmelavede måltider.

Og så ender jeg med at ligge her. På yogamåtten. På gulvet. I stuen. Alle mine gode intentioner damper ligeså stille og roligt ud gennem vinduet. Jeg får en indskydelse til at række en arm op efter dem. Prøve at standse dem. Samle dem ind som små, forvildede får. Tilbage i burde-skulle-fornuftigheds-folden. Men armen ligger bare slapt på gulvet. Ikke engang den simple intention kunne jeg føre ud i livet. Den hopper som et lille, sort lam brægende efter de andre puffede intentionsfår. Ud af vinduet. Måske bliver de til små, hvide skyer, der driver hen forbi en andens vindue. Måske er det en andens tabte intentioner, der svæver hen over hovedet på mig netop nu.

Den dårlige samvittighed er ankommet. Med sine lange, spidse ører og sin lange, spidse næse, de tynde arme, tynde ben og den lille, tykke krop, sidder den klar til at dunke mig oveni hovedet.

Jeg kigger på den et øjeblik. “Jeg tror ikke, du får så meget ud af,” siger jeg til den, “jeg kan nemlig ikke mærke min krop. Jeg er nok i en slags numbness-zen. Gad vide, om det er det, buddhisterne taler om, når de siger, man skal glemme sin krop og svæve sammen med verden?“

Den dårlige samvittighed kigger spørgende på mig. Så rynker den på næsen og vrænger: “det er helt sikkert ikke dét, de mener. De taler om noget, man har arbejdet hårdt og dedikeret for at opnå. Noget, hvor man har trænet og fejlet utallige gange. Noget, hvor man har bragt ofre. Noget, hvor man har følt afsavn og smerte. Ikke bare noget, hvor man har givet op og er smeltet slapt ud over gulvet.”

Jeg ligger et øjeblik uden at sige noget. Tænker på at rejse mig op, men der er ingen kraft i min krop. Jeg har også glemt, hvordan jeg gør. Kropsaktiveringscenteret er blevet nedlagt. Lukket på ubestemt tid. Ligesom resten af verden. Hvordan kan man overhovedet forvente, at kroppen bare skal køre videre som normalt, når halvdelen af medarbejderne er sendt hjem og centrene står tomme tilbage?

Jeg nikker til den dårlige samvittighed, “jeg kan godt se, hvad du mener. Der er ikke noget, der er ment til at skulle være nemt. Alting kræver noget. Hårdt arbejde. Dedikation. Øvelse. Passion. – Bevægelse.”

Min krop er et fremmedlegeme på en yogamåtte. Jeg har ingen forbindelse til den, ingen kontakt. Jeg kender den ikke. Og den vil ikke kendes ved mig. Den har gang i sin egen proces. Den skal ikke opnå noget. Den skal ikke være et bedre, sundere, dygtigere, mere succesfuldt menneske. Den skal bare være et sandslot, midt på stuegulvet, der langsomt falder sammen. Smuldrer, eroderer, til uformelighed. Èt sandkorn ad gangen.

“Jeg tror, du skal prøve med den store Generelt-Udueligt-Menneske-Hammer i dag“, siger jeg til den dårlige samvittighed. Den roder sin sæk igennem og trækker hammeren frem.