Udgivet den

Efterårsregnvejrsgåtur

Jeg går ud i den grå, regnvåde efterårsmandag. Mine planer for i dag er blevet ændret. Min to do-liste er lang. Udenpå er alting kaos. Men indeni er alting gylden ro. Alting er nyt. Men med følelsen af at være kommet hjem.

Jeg går forbi de disede marker. Gråvejr giver mig altid en følelse af, at tiden er gået i stå. Tiden er stoppet, og verden er gået i hi. Her er ingen mennesker. Kun kragerne ude på marken og gæsene højt over mit hoved. Træerne er i gang med en efterårssonate. Tusinde af krystaldråber klinger omkring mig. Småfuglene stemmer i, mens granerne tilføjer en underliggende susen. Lige rækker af høje, lige stammer. Som en mystisk søjlegang, der fører mig ind i elverkongens slot. Plantager har en helt særlig magi. Som om samspillet mellem menneske og natur skaber en særlig alkymi.

Mennesket – med sine idéer og drømme, visioner og planer. Mennesket med sine handlinger, sin gøren, sin ageren. Sin arrangeren og omorganisering. Med hårdt arbejde og tålmodighed gør han plads, planter han til, måler op og sætter i rækker. Og så forlader han stedet. Lader naturen gøre, som naturen gør. Vokser, skyder, bærer frugt, sætter frø. Åbner op mod forårssolen og går i hi med efterårsvinden. Sirlige, lige rækker med naturligt kaos af nedfaldne grene, mos og svampe. De var ikke en del af menneskets planlægning. De joinede ligesom bare, improviserede. Men vi kan se, at mennesket har været her. Engang.

Det er den samme følelse, jeg får omkring ruiner. Det er ikke en kamp mellem menneske og natur. Det er samskabelse af overnaturlige, magiske steder. Det er ikke en kamp om pladsen, men et samspil, hvor begge parter med respekt for hinanden, tilføjer netop dét, som de kan. Eller sådan tænker jeg det i hvert fald.

Det knæhøje græs er tungt af dugperler. De gennemvæder mine bukser. Væden trænger ind i min hud, i mine knogler, mit blod, helt ind i det inderste af mine celler. Alt er vand. Våde efterår. Dit vand gennemtrænger alting. Jorden er mættet og våd. Træerne, bladene, vejene, markerne er våde. Luften er våd. Selv regnen føles mere våd mod mit fugtige ansigt. Det er ikke vand for næring, som forårets glade strømme. Det er vand til opløsning. Vand til renselse. Vand til død. For alt det, som ikke længere tjener et formål. De splattede blade og blomsterstængler på jorden. Snart opløses de og forsvinder. Ned i mørket. Der er ikke noget drama over det. Ingen voldsom kraftanstrengelse for at slippe. Det er en passiv handling. Det sker bare. Helt af sig selv. Det, der skal slippes, glider bare stille og roligt af. Glider væk. Det var det. Intet drama, ingen sorg. Det var bare.

Elmetræernes gule blade sludrer lystigt, da jeg går under dem. De har altid så mange ting at fortælle. Rådyrene springer forskrækkede op, løber et stykke og stirrer så vantro tilbage på mig. Jeg smiler og vinker til dem. De lusker ind i krattet. Der lyder høje bank fra et overdækket bålsted. “Vil du ikke have en krebs?” spørger en mand, da jeg kommer derhen. Ham og hans datter har fanget krebs i åen og kogt dem over bål. Jeg får stukket et stykke flutes med helt frisk, saftig krebs i hånden.

Jeg vandrer videre hen over marken under den grå himmel og tiden, der er gået i stå. Her findes ikke andre mennesker. En hel række af høje planter står med lysende gule blomster. Som om de ikke har fået beskeden om, at sommeren nu officielt er slut. “Hvem er du?” spørger jeg den gule blomst. Den svarer ikke. Jeg plukker en og tage med mig hjem. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende vandrer i et tåget eventyrland.

Udgivet den

Midt i en flytning

Jeg sidder alene i stuen i min lejlighed. Snart er det ikke min mere. De har endelig fjernet stilladserne, der har stået foran vinduerne i flere måneder. Så nu kan jeg kigge ud af de nye vinduer på min gamle, velkendte udsigt. Der er sol på hustagene og det øverste af træet ovre ved kirken. Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad det er for et træ, men det ligner et lindetræ. Ligesom træerne nede ved den gamle skole. Den gamle skole, som nu bliver mit nye hjem.

Jeg er ikke god til at flytte. Jeg tror ikke, jeg er skabt til det. Det river og flår i mit nervesystem. Det er alt for kaotisk, og jeg hader, at jeg ikke kan finde mine ting, at mine ting ikke har et sted at høre til, at jeg ikke har et sted at høre til. Ikke rigtigt. Ikke endnu. Et sted midt imellem. Den følelse bryder jeg mig ikke om, for jeg er ikke god til den. Jeg forstår ikke dem, der flytter hele tiden. Eller. Måske gør jeg lidt. For jeg mærker også udlængsel og eventyrlyst og higen efter nyt. Men det knuser mig, når jeg står midt i det. Ødelægger mig. Brækker mig i tusind stykker. Ud over hele gulvet. Flår mig over på midten. En halvdel hænger fast i det gamle, sørger over alt det velkendte, der må tages afsked med. Den anden halvdel træder modigt omend bævende ind i det fremmede og ukendte med et naivt håb om, at dét, der venter, er noget godt. Noget bedre.

Jeg har selv valgt det. Jeg har længtes og skreget efter det. Det er dét, jeg har drømt om så længe. Men jeg har også allerede ligget grædende i fosterstilling og fortrudt, fortrudt, fortrudt. For jeg har på ingen måde valgt den lette løsning. Jeg har givet mig selv den største udfordring, jeg kunne finde. For hvem gider det ordinære?

At købe et hus sammen med andre. Ikke bare mig og Bjørn – men også Bjørns bror med kæreste og barn – er en kæmpe udfordring. Det virker så nemt for de andre. Men mit indre barn vil ikke dele. Hun har brug for “mit og dit”. Og hun har brug for, at andre respekterer hendes ting. Min introverte side har brug for mit space, hvor jeg kan være mig og lade op. Så at have andres familie og venner rendende og hjælpe og have tusind holdninger til, hvordan vi kan gøre tingene trigger mine grænser og tester min tålmodighed helt vildt.

Og jeg har aldrig prøvet at købe et hus før. Og selv om jeg tænker, at jeg er bestået, og faktisk har virkelig godt styr på bank og forsikring, tinglysning og samejeoverenskomst. Så er jeg på bundløst dybt vand, når det kommer til istandsættelse og håndværkere.

Så en halvdel af mig har fortrudt. Hun kigger længselsfuldt tilbage mod min lille lejlighed med det fine badeværelse med varmt vand i bruseren, vores fine, nye opvaskemaskine, min dejlige altan – trygheden, roen, min smukke, lille hule. Den anden halvdel træder modigt frem mod det nye og ukendte. Hun er taknemmelig for de muligheder, jeg har skabt for mig selv og de muligheder, jeg har grebet. For hun ved godt, at jeg og vi er vokset ud af den lille lejlighed. Hun ved godt, at for at jeg kan vokse, må jeg have ny jord og en større potte. Som en fisk, der er blevet alt for stor til den lille pyt, den plasker rundt i, og som nu er skyllet over i den store skovsø. Pludselig er den store fisk blevet lille bitte. Eller også har verden omkring den bare udvidet sig.

Jeg lytter til musik, mens mørket langsomt sænker sig over min stue. Den musik, jeg har lyttet til så mange gange i den stue. Den lyder så velkendt på en fremmed måde. Eller måske så fremmed på en velkendt måde. Barndomsminder og ungdomsminder fletter sig sammen med stille tårer. Jeg mærker formødre og forfædre. Alle dem, der har været her før mig, gået vejen før mig. De står bag mig nu. De har min ryg og lægger kærligt og opmuntrende en hånd på min skulder. Himlen er lys blå og stille i sin skumring. Jeg er fyldt op af taknemmelighed og alle følelser. Mon det er ligeså hårdt for andre at flytte? Og hvordan holder de til at gøre det hele tiden?

Udgivet den

Tanker om Et Samfund

Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.

Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?

Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“

Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.

Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“

Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?

Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.

Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.

Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.

Udgivet den

Tanker, der blæser ind med vinden

Jeg føler en sorg i dag.
Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen.
Forandringsvinde.
Stille sorg over dét, der er mistet.

Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne.
De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted.
Forandring er uundgåelig.
Vi kan ikke gemme os.
Alting forandrer sig altid.
Til sidst.
Før eller siden.
Hele tiden.
I én glidende bevægelse.
Hen over himmelhvælvingen.

Mit stearinlys er blæst ud.
Det holdt ikke længe mod vinden.
Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud.
Jeg er træt.
Også i dag.
Evigt træt.
Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted.
Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted.
Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang?
Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.

Cacaoen er blevet kold.
Men fuck, den smager godt.
Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase.
Jeg kan bare lave cacao.

Udgivet den

Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.

Udgivet den

2020 – Efterår

1. oktober 2020
Energierne har lagt op til en måned med venten. Det hele kommer når rette tid er. Jeg modnes nu. Alt er større og hurtigere, end det har været før. Alt før har bare været forberedelse til nu. Små skridt. Nu er jeg i gang med nogle store skridt. Men det glider ligesom bare af sig selv. Jeg skal bare være og vente og glide med. Jeg har gjort alt forarbejdet. Nu glider det. Kortene siger, det bliver en vild måned.

4. oktober 2020
Wow. Jeg har fundet og læst mine notesbøger tilbage fra 2017, hvor jeg startede min rejse med Shakti Circle. Det er allerede 3 år siden. Det føles som meget længere væk. Men tallet 3 virker stort. Det er sjovt, som jeg næsten bedre kan huske og mærke nogle af de første ting, jeg har skrevet, mens det fra januar i år virker meget fjernere. Men jeg kan se en udvikling – og det var det, jeg kom efter. Jeg kan virkelig se, at jeg er vokset. I starten var der så mange spørgsmål og så meget tvivl. Nu har jeg fundet min egen måde og min egen vej.

8. oktober 2020
Meldte mig syg igen. Kroppen reagerede alt for voldsomt. Og så fandt den tilbage i sit gamle overlevelsesmønster. Gemme mig på min plads, sortere mails, vente på, jeg kunne komme hjem igen. Lettelse. Kroppen er allerede meget roligere. Igen føles det godt og stærkt. Cacao Spirit og kortene kommer med healing. Gudinderne kommer med den rene, uforanderlige kerne, der er mit sande jeg. Og med betingelsesløs kærlighed. Jeg er holdt og støttet. Jeg er selv min egen, stærke, lysende kerne og varm, strålende kærlighed.

10. oktober 2020
JEG ER ET FRØ. LIGGER. VENTER. BETRAGTER SKYERNE. GRÅ. HVIDE. PÅ VEJ. OVER HIMLEN. REGN. JEG PAKKER TÆPPER OG DYNER TÆTTERE OMKRING MIG. BEGRAVER MIG SELV. DYBERE. JEG SKAL IKKE ANDET END AT VENTE. SÅ SKAL ALT DET ANDET NOK KOMME. NÅR JEG ER KLAR. SÅ FINDER DET MIG. JEG HAR SØGT LÆNGE NOK NU. NU KAN JEG BARE VENTE.

18. oktober 2020
Landede efter Modul 5 på EP. Landede måske mest tilbage på Instagram, mail m.m. Og sådan gik dagen. Hurtigt. Mens jeg langsomt tager verden udenom ind igen. Kun i små doser. For jeg ved egentlig ikke, om jeg har lyst. Der er så fint og roligt og komplet indeni mig lige nu. Jeg har ikke rigtig lyst til alt det kaos og larm. Men på den anden siden vil jeg også gerne ud og gøre noget. Skabe noget. Skabe noget smukt. Gøre en forskel.

22. oktober 2020
Jeg prøver at holde fanen højt, men jeg er bare træt. Jeg prøver at skubbe på – bare en lille smule. Men jeg er træt. Jeg skal ting, og de ligger som store klodser og fylder nærmest hele min bevidsthed. “Så skal jeg det. Og så det.” Fra klods til klods. Nu giver jeg slip. Laver plads. Fylder min bevidsthed med store oceaner af “jeg skal ingenting.” Der flyder små klodser rundt i det uendelige ocean. Men de er små og langt væk. Jeg tager en kop te og kigger ud af vinduet, inden jeg går i land på den næste ø.

30. oktober 2020
Efteråret er her massivt. Nu er der ingen vej tilbage. Alting og Ingenting. Alt flyder. Regn. Vi har gemt os i vores hule. I morgen starter det sidste kapitel af 2020. Fårk, et underligt år. En del af mig hænger stadig i foråret. Er endnu ikke nået videre. En anden del af mig er transformeret ind til en anden, en ny mig. Og alligevel er alt roligt. Og straks – inden jeg har skrevet sætningen færdig – er alt kaos. Og uforståeligt.

31. oktober 2020
DØD OG GENFØDSEL. AFSKRÆLLET. NØGEN. BLIVER VED MED AT VÆRE TEMAET. JEG BEGYNDER AT MÆRKE UTÅLMODIGHEDEN. JEG HAR IKKE MERE AT SKRÆLLE AF NU. MEN DE BLIVER VED MED AT RIVE OG FLÅ I MINE BLOTTEDE KNOGLER. JEG ER TRÆT. TRÆT AF DEN EVIGT HYLENDE VIND. ET ØJEBLIK VARMER JEG MIG VED LYSET FRA FORHÅBNINGEN. FORHÅBNING OG FORVENTNING OM STRÅLENDE, SPIRITUEL GENFØDSEL PÅ DEN ANDEN SIDE. FUGL FØNIKS REJSER SIG AF FLAMMERNE. TVIVL OG MODLØSHED PUSTER GRINENDE FLAMMEN UD. HVAD ER DER I VERDEN TIL MIG? HVAD HAR LIVET TIL MIG? DU MÅ SELV SKABE. OG HER STÅR JEG. SANDSLOTTENE FALDER HJÆLPELØST SAMMEN MELLEM MINE HÆNDER. IRRITATION. JEG PRØVER JO. HVAD MED BARE EN ENKELT SUCCESOPLEVELSE? TIL EN AFVEKSLING. LAD OS PRØVE NOGET NYT.

5. november 2020
… Og Bjørn havde købt blomster og morgenmad. Og drysset flag ud over hele stuen.
Og inviteret mig ud at spise på Oyster & Grill.
Og blomster fra familien.

7. November 2020
Dagene flyder. Flyder af sted på en bred, langsom flod. Flyder uden pause. Uden hast. Flyder sammen. Den ene i den anden. Er det vigtigt at holde dem adskilt?
Jeg flyder mest bare med. Øver mig i at give slip og flyde ud. Men der er noget inderst inde, der stadig holder fast. Det ved ikke, hvordan det giver slip. Det er stadig ikke trygt. Jeg arbejder mig langsomt ind mod det. Rækker hånden ud. Tålmodig. Blid. Blød. Jeg skal ikke nå andet end at bevæge mig fremad. Langsomt. Et skridt ad gangen.

24. november 2020
Så prøver jeg igen. Tilbage på arbejde. Igen. Igen. Kroppen gik helt amok i går. Jeg havde session med Ida i går. Sov dårligt. Var til tandlæge i morges. Har bare ligget på stuegulvet hele dagen i dag. Kan ingenting. Stakkels krop. Hvornår eller hvordan lærer jeg at sige stop? I stedet for bare at blive ved og ved og ved. “Men hvad skal jeg så?” Det spørgsmål frygter jeg. For jeg har ikke noget svar. Hvornår bliver jeg modig nok til at gå ud og lede efter det svar? Nysgerrigt. Modigt. Stå åben og ren mod en ny verden. Den gamle giver ikke mening længere.

27. november 2020
Flyder. Igen. En uge. Igen. Vild. Igen.
Jeg gør det så godt jeg kan.
Meget. Alting og ingenting. Det er måske derfor, jeg ikke skriver. Alting – Hvor skal jeg starte og slutte. Ingenting – BARE ER.
Himlen er vanvittig blå og lys og ren.
Jeg har pakket og er klar til Silent Meditation Retreat. Det er bare det, der er.

8. december 2020
Og hver dag/aften tænker jeg, at jeg skal sætte mig og lige skrive et par ord. Jeg har tiden. Men måske har jeg ikke ordene. Eller roen. Eller lysten. Siderne er i hvert fald blanke. Jeg er færdig med noget uden at vide, hvad der så kommer. Hvad jeg skal. Limbo. Vente. Eller måske er jeg bare en zombie, der tror, jeg er i gang med at skabe et rigtigt liv, men i virkeligheden bliver jeg bare ved med at hænge fast i den samme sump. Hvem ved det? Og er det vigtigt?

9. december 2020
Og du troede, det var hårdt før. Du troede, at du havde det svært. Men se så nu. Alt er sprængt fuldt åbent. Blødende. Flænset. Blottet. Åbenbaret. Og alligevel fortsætter du. Bliver ved. Prøver. Igen. Og igen. Og igen. Alle ryster medlidende på hovedet. Nej, de lægger nok ikke mærke til noget. Men du kan ikke blive ved med at gøre det samme og forvente andre resultater. Hvordan bryder jeg ud? Hvis jeg bliver ved med at gøre det samme, må der da på et tidspunkt ske noget andet.

16. december 2020
Hvordan har jeg det lige nu?
Giver det spørgsmål egentlig mening?
Eller er det det eneste spørgsmål, der giver mening?
Lige nu let og tom og tilfreds.
Tidligere i dag fuldstændig kaotisk.
Jeg bliver træt, når jeg tænker på kaosset. Jeg bliver let og tilfreds, når jeg skubber kaosset væk. Giv slip.

27. december 2020
Det stormer udenfor. Gråt og vådt. Og nu også stormende. Én dag med solskin og blå himmel fik vi. Jeg håber, Solen kommer igen til næste år.
Limbo. Dagene mellem jul og nytår. Alle muskler i min krop gør ondt. Af stilstand. Af uvirksomhed. De knager og værker, mens de venter. Venter på at stormen og stilstanden skal drive over. Så de igen kan begynde at bevæge sig.
Jeg venter. Venter på at se, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg har et par planer. Jeg har drømme og håb og ønsker. Men jeg ved ingenting. Og lige nu føles det heller ikke som om, jeg kan bestemme nogen ting. Alt er bare stormende, grå vådhed. Så jeg venter. Min krop og mine muskler venter. Jeg venter tålmodigt på, at spændingerne skal slippe. At hårdheden skal fortage sig. At de skal blive bløde og slappe. Flyde ud og overgive sig.

Udgivet den

2020 – Sommer

4. juli 2020
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs.
Det hele er stop-go. Hele tiden.
Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.

8. juli 2020
Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt.
Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop.
Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.

9. juli 2020
Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer.
Frihed.
Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.)
Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.

23. juli 2020
En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.

25. juli 2020
Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.

28. juli 2020
Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.

8. august 2020
Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.

13. august 2020
August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.

18. august 2020
Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.

24. august 2020
MELDTE MIG SYG MED STRESS.

28. august 2020
Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.

2. september 2020
Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.

11. september 2020
Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.

16. september 2020
Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.

19. september 2020
Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld.
Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.

29. september 2020
Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.

Udgivet den

2020 – Vinter

1. januar 2020
NULSTILLE. GÅ I STYKKER. RIVE. FLÅ.
SMADRER. HELT UD TIL KANTEN. UD OVER KANTEN.
TOMHED.
DØD. GENFØDSEL.
JEG KAN IKKE GØRE ANDET END BARE LIGGE HER OG VENTE…

2. januar 2020
JEG VENTER STADIG. LIGGER BARE. KAN IKKE ANDET.
HAR IKKE LYST TIL ANDET.
MEN NU KOMMER RASTLØSHEDEN. OG IRRITATIONEN.
JEG HAR IKKE TID TIL AT LIGGE HER.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT LIGGE HER.
JEG VIL I GANG. JEG VIL UDRETTE NOGET.
SÆTTE HAK. KOMME FREMAD.
JEG LIGGER BARE. ENDNU.

6. januar 2020
Det har været en helt vildt dejlig dag. Fyldt med gode og dejlige ting. Kropsbehandling, tur i skoven, skrive blog-indlæg i min dejlige hule, meditation og bookning af prøve-sessioner. Jeg har ovenikøbet også nået vasketøj og at lave lækker salat til aftensmad. Fed, fed dag – Det er sådan mit liv skal være. I morgen skal jeg på arbejde igen. Det er jeg faktisk ret nervøs for.

15. januar 2020
Jeg er gået i stå. Stoppet. Står stille. Eller min proces gør. Eller. Min proces kører for fuld fart. Der sker virkelig noget. Nedenunder. Men jeg er røget af og står helt stille – måske lidt fortabt? – ved siden af proces-toget, der bare buldrer forbi. En underlig, dualistisk følelse af at være gået i stå og samtidig på fuld fart fremad.

19. januar 2020
I går var det gråvejr, og jeg var helt nede i det mørkeste hul med de mørkeste, mest opgivende følelser.
I dag skinnede solen. Alt var godt, og følelserne var lette og boblende.
Nu er det søndag aften. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville i weekenden. I år. Sidste år. Nogensinde.
Utidig rastløshed. Jeg er en tømmerflåde, der kastes rundt på Følelsernes Oprørte Have.

3. februar 2020
Mandag. Igen. Det er hele tiden mandag.
Og dagen er gået. Igen.
Det går hurtigt for tiden. Jeg hænger bare i. Prøver at hænge på. Ingen daglig praksis. Bare overlevelse.
Da jeg besluttede mig for at skære ind til benet og skære fra, blev min kalender fyldt helt op med ting. Men det er fede ting. Ting, jeg gerne vil. Så jeg hænger på og flyder med.

7. februar 2020
Roen og langsomheden er ved at indfinde sig. Stille og roligt. Inden i mig. Og forandringer. Der er forandringer på vej. I det ydre. Men jeg tror, de er startet inden i. Inden i mig. Og nu har de bredt sig ud i det ydre. Materialiseret sig. Sat noget i gang. Men der er stadig en fortid. Jeg skal ikke ændre den eller løsrive mig fra den. Men hvad skal jeg så?

18. februar 2020
OG JEG TOG MUSIK I ØRENE OG DANSEDE.
OG JEG GIK UD PÅ ALTANEN MED BARE FØDDER. KULDE OG MØRKE.
JEG HILSTE DEN STORE, LYSENDE PLANET, DER HANG OVER HUSTAGET. JEG GRÆD TIL DEN OG STJERNERNE, AT DE VAR SÅ LANGT VÆK OG AT JEG IKKE ENGANG KENDTE DERES NAVNE.
ENSOMHED OG KULDE OG AFSTAND OG TÅRER.
STJERNERNE SVAREDE MIG MED ET LYSENDE STJERNESKUD HEN OVER HIMLEN. KÆRLIGHED.
DE ER DER. OG DE SER OG LYTTER. OG DE ELSKER OS – DERES STJERNEBØRN. JEG MÆRKER DET INDENI. OG JEG PRØVER IKKE AT HOLDE IGEN, NÅR DET REJSER SIG. LADER ENERGIEN FLYDE. FRIT.

19. februar 2020
Det fede ved at være mig lige nu er ikke, at jeg har et mål eller en retning eller ved, hvor jeg er på vej hen. For det ved jeg ikke. Det fede er, at jeg laver ting, som jeg synes er fede og sjove og spændende og udfordrende. Jeg ved ikke, hvor de fører mig hen. Eller om de fører til noget. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, den følelse det giver mig.
… Men derfor kan jeg alligevel godt blive lidt skuffet over ikke at modtage instant succes-feedback i form af likes og followers. (Hej Ego.)

23. februar 2020
JEG ER EN LARVE, DER LANGSOMT STIVNER I MIN FORGÆNGELIGHED – OPBRUGT TID, OPBRUGT FORM.
JEG BYGGER MIN KOKOON UD AF MARTS MÅNED. SPINNER PUPPEN AF MIN EGEN OPLØSELIGE KROP. VIKLER MIG IND I VRANGEN PÅ MIG SELV. RENHED, STILHED, STILSTAND.
ALT SKÆRES FRA, BLIVER STILLE, GÅR I STÅ I UENDELIGHEDEN MELLEM TO HJERTESLAG.
JEG TRÆKKER VEJRET IND PÅ NY, FOLDER LANGSOMT MINE NYE VINGER UD, LADER DEM TØRRE, GLITRE, MÆRKER DERES TYNGDE, NYDER ROEN.

14. marts 2020
Og jeg vidste godt, at jeg ville blive stille efter EP Modul 2. Jeg havde regnet med det og planlagt efter det. Og jeg tror egentlig også, der har været noget ro udenpå. På overfladen. Hele verden er gået i stå nu. Men det er som om, jeg ikke helt kan finde ro indvendig. Inderst inde. Jeg har stadig en følelse af eller en idé om, at jeg skal nå noget i denne pause. Så i dag arbejder jeg med stilhed og ro og stilstand indvendigt. Og jeg tænker, det er vejen frem. Nu fik jeg da hul på journalen igen. Og de tomme sider – er bare præcis, som de skal være.

17. marts 2020
Jeg ville have skrevet i går. Og i forgårs. Dagene flyder sammen. Jeg har lyst til at skrive ned. Alt dét, der foregår i mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg har gode intentioner om morgenen. Og så går der et øjeblik. Og så sidder jeg igen om aftenen og kigger tomt og ugideligt på journalen. Hvorfor er jeg blevet givet al den tid, hvis det alligevel ikke føles som om, jeg kan bruge den til noget?

30. marts 2020
Dag 1. Så. En cyklus endte. En ny begynder. Jeg havde heldigvis friheden til at ligge på sofaen under dynen hele dagen. Blodet kom med enormt træk. Jeg var helt rundtosset. Det kom også fyldt med kærlighed. Senere kom sorgen og vreden. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg sætter mig for, der skal lykkes? Vrede mod Verden og Universet. De kan passe sig selv. Aftenhimlen var klar og blå. Falmende. Stille. Smuk. Uvirkelig. Det eneste virkelige i verden. Den kølige vind strømmede ind ad vinduet og tørrede blidt mine tårer af mine kinder.

Udgivet den

Sne. Snefnug. Snevejr.

Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.

Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?

Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.

Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.

På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.

Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.