Tag: hus

Har jeg mistet eventyret? Er eventyrlysten forduftet? Er længslen forstummet?

Måske. Eller også har den skiftet form. Den river og flår ikke længere mit indre til laser. Den kaster mig ikke længere rundt på følelsernes kolde, stormfulde hav. Den driver ikke længere ustoppelige strømme af bitre tårer ud af mine øjne.

Men hvor er eventyrlysten så? Hvad længes jeg efter?
Jeg længes efter at blive her. Jeg længes efter at dykke dybere ind i mit indre, der ikke længere er en dyb, sort skovsø, men en lysende, glitrende sø af ren energi. Jeg længes efter at folde det hele ud og ud og ud som en blomst med tusinde kronblade.
Jeg drømmer om de helt små, langsomme eventyr, som vi kun opdager, når vi sætter os ned i græsset, tæt på bier og sommerfugle, og giver os tid til at betragte deres svirrende liv.

Jeg drømmer om at gå i total symbiose med træernes rytme og lade alle mine blade falde, nu hvor det er efterår. Trække mig ind i min barkede stamme og gå i hi. Drømme sære drømme om fjerne lande langt, langt herfra under en anden sol, med høje vinkende palmer og fremmedartede dufte i vinden.
Vide – uden at vide hvorfra – at træerne stadig er telepatisk forbundne, selv om de er blevet fældet. Vide – uden at vide hvordan – at træerne stadig er levende, når de står som ranke master på skibe og sender mennesker mod sydlige himmelstrøg og sære drømme hjem til deres fætre og kusiner i nord.

Jeg er flyttet ind og min sjæl er landet. Huset og de gamle træer har budt os velkommen og accepteret os. Og vi har forpligtet os til at passe på dem.
Jeg er landet, og jeg har sat mit præg. Alferne og troldene er flyttet ind – eller måske har de boet her hele tiden?

Jeg mærker ikke længere nogen udlængsel rive og flå i mig. Jeg mærker en længsel efter at grave mine rødder dybere ned. En længsel efter at være lige her lige nu. En længsel efter at opdage og undersøge hver eneste krog og lære dens historier og hemmeligheder at kende. En længsel efter at undersøge dybden af at være endnu langsommere. En længsel efter at smelte ind i træernes stammer og røre deres sjæl.

Måske. Måske er jeg bare ved at blive voksen. Måske har jeg bare fundet mit eventyr.