Udgivet den

Mord i påsken

Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?

Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.

Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.

Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.

Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.

Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.

Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.

Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?

Udgivet den

Storm og Forfædres Genfærd

Det er længe siden, jeg har følt nærværet fra mine forfædre. Mærket det mørke, men trygge pust fra deres små stuer. Måske er det fordi, jeg er så rodløs for tiden. Måske strækker min sjæl sig ikke langt nok ned gennem tids-lagene til at ramme deres nerve. Måske er mit fokus bare et andet sted. Måske. Måske.

Men når jeg nu ligger her på gulvet i min stue. I mørket. Med vinden susende om hushjørnerne. Så kan jeg mærke, hvordan mine sjælsrødder søger nedad. Ned gennem gulvet. Ned gennem den tunge, våde jord. Ned gennem tidens lag. Strækker sig bagud. Griber efter mine forfædres genfærd, så de rejser sig nok engang. Rejser sig i blæsten derude. Står stærke på rækker. Spejder ind gennem vinduerne. Skriger i de pibende vinde.

Det er som om, noget har ændret sig. Det er ikke længere, de tyste skygger, som jeg plejede at besøge, der står derude. De er stadig stærke, men de er ikke stumme. De er stadig udholdende, men de er ikke passive. Deres blikke er hævede. Og deres stemmer insisterende. Jeg har vækket nogle forfædre, som skal hjælpe mig videre herfra, hvor jeg står. For hvis jeg skal videre herfra, har jeg brug for at vokse. Og for at vokse, har jeg brug for at strække mine rødder endnu længere ned. Gribe om grundfjeldet for stabilitet og styrke. Suge næring fra Kambrium.

Jeg mærker æternes storhed suse gennem mig. Et øjeblik. Historiens heroiske vingesus. Så er jeg igen bare lige her. Med blæsten, der hiver i træernes grene og kulden, der kryber hen over gulvet. De hviskende stemmer, der minder mig om mine halvt færdige historier og eventyr.

Det er egentlig sjovt. Jeg har vel egentlig aldrig haft så meget tid til at skrive som nu. Men det sidste års tid har jeg nærmest ikke skrevet. Og jeg er begyndt at føle en indre længsel. En hjemve, der gnaver hulkende i min sjæl. Men jeg tøver. Jeg sætter mig ikke med min computer og skriver. Jeg finder på undskyldninger for at lade være. Finder på andre ting at gøre.

For jeg er bange. Bange for at forfølge mine drømme. Bange for…. skuffelse. Hvad hvis jeg forsøger og fejler? Hvad hvis jeg opdager, at det slet ikke var dét? Hvad hvis jeg stiller mig frem i lyset og skuffer? Hvad hvis jeg skuffer mig selv?

Og jeg er blevet skuffet mange gange i livet. Livet er fandme ikke dét, de reklamerede så flot med i deres glittede brochurer, da jeg købte billet. Men jeg er også færdig med at lade frygten holde mig tilbage. For det er livet alligevel for fedt til. Jeg kommer med garanti til at gå rundt om mig selv og den varme grød mange gange endnu. Hvileløse dage vandrende fra vindue til vindue, mens jeg drømmer om at gøre det, som jeg ikke gør. Men tiden er min. Jeg når det i min egen tid.

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.