Udgivet den

Mord i påsken

Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?

Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.

Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.

Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.

Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.

Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.

Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.

Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.