Udgivet den

Pizza Nostalgia

Jeg sidder på min altan. Solen har endelig bevæget sig om på denne side af huset. Og den har også endelig gjort sig fri af de grå skyer, der farer af sted på himlen. Det blæser. Det er køligt. Det var ellers begyndt at minde om forår og endda lidt om sommer. Men i dag har kulden bidt sig fast. Heldigvis har Solen stadig varme og magt, når den får sig vristet fri af skyerne. Nogle ting er heldigvis stadig ved det gamle.

Jeg lukker øjnene og nyder solens varme mod mit ansigt. Det her er mit fristed, min lille hemmelige oase. Jeg kan se ud på verden og himlen, men ingen kan se mig, når jeg læner mig tilbage mod muren. Jeg har puder og dyner, musik og bøger. Og jeg har lavet min hofret fra dengang, jeg var studerende i Odense; Små pizzaer lavet på pitabrød. Et pitabrød flækket på langs forvandles til to små pizzaer. En dåse tomatpuré, skinkestrimler, champignon, ananas og masser af ost. Sådan lavede jeg dem altid dengang. Sådan har jeg også lavet dem nu. Og jeg sidder i solskinnet på min altan og mindes mørke, våde efterårsaftener, hvor jeg hyggede mig i min lille lejlighed i Odense foran fjernsynet med pita-pizzaer. Og jeg hyggede mig virkelig. Jeg kan mærke stemningen vibrere blidt i mine celler.

Solens stråler trækker mig længere tilbage i tiden, trækker fjernere minder frem. Nogle af de første pizzaer, jeg kan huske. Åh jo! Pizza med skinke og champignon. Fra Bilka. Det lyder måske ikke særlig fancy, men Bilka havde et pizzaria, da jeg var barn. Det lå mellem bistroen med pølser og indgangen til havecenteret. Det var et rigtigt pizzaria med runde pizzaer i montren – man kunne købe et enkelt stykke eller en hel pizza – og henne for enden stod pizzabageren. Jeg er sikker på, han var italiensk. Han svingede i hvert fald pizzadejen i store buer over hovedet og stak dem ind og ud af de hede stenovne med de flade spatler, der lignede store årer, mens han råbte og hujede. Skinke og champignon. Det var vores pizza. Men jeg elskede også deres fantastisk pizza med rejer og tun. (Den kærlighed delte jeg dog ikke med resten af familien.)

Åh ja, jeg mindes fredagsture i Bilka med familien. Først en tur igennem et slaraffenland af materielle goder. Med strålende barneøjne kiggede jeg på alle de ting, jeg kunne ønske mig; legetøj, tøj, cd’er, store fjernsyn, cykler, malerier, bøger. Uendeligt, farvestrålende, skinnende, spændende. Jeg drømte tit om at blive lukket inde i Bilka i en uge. Tænk alt det, man kunne fornøje sig med. Og alt det slik og mad, man bare kunne valse forbi en hylde og mæske sig i.

Når øjnene og drømmene var mættede. (Og mor havde fået fyldt vognen med dagligvarer.) sluttede turen med pizza. Vi sad i hjørnet med ryggen ind mod havecenteret og gumlede, mens fyldte vogne med skrigende unger og alle slags sjove mennesker flød forbi i en uendelig, fredagshandlende strøm. Og pizzamanden svingede og svingede med dejen.

Jeg får helt lyst til at komme tilbage. Tilbage til det enkle og simple barneliv. Hvor der var plads til masser af drømme, selv om Odense udgjorde hele min verden. Og hvor lykken var en tur i Bilka, pizza med skinke og champignon og familien samlet i stuens halvmørke til en fredagsfilm. Mens løftet om, at næste dag stensikkert ville være en solbeskinnet, langsom lørdag svævede hviskende i luften, gled ens tunge øjenlåg tilfredse i. Trygt og godt. Og måske nærmest barnligt lykkeligt.

Udgivet den

Morgen-Intermezzo

Jeg sidder og kigger. Sidder bare i sofaen med en kop te og kigger rundt. Kigger på stuen, på møblerne, på planterne. Planterne gør mig glad. De er liv. De er væsener. De har deres egen personlighed og deres egen energi. Jeg tænker tit på, hvordan det er at være en plante – eller et træ. Det er en helt anden måde at være i verden på. Det virker så meget mere simpelt at være plante. Bare strække sine rødder efter vandet og sine blade efter lyset.

Jeg kigger på lyset. Solen kaster gyldent morgenlys ind i stuen. Det rammer i tilfældige pletter sofaen, stuebordet, gulvet og et hjørne af væggen. Jeg elsker at sidde og kigge på lyset. Og skyggerne. Det gør mig glad. En solstråle har åbnet en bred lys-motorveje tværs gennem stuen. Støvkorn bevæger sig roligt hen ad vejen. Drejer behersket rundt og glimter kort. Det ser så fredfyldt ud. Men når de når hen over stearinlysene på sofabordet, så får de pludselig fart på. Usynlige, varme luftvinde hvirvler dem i hastig rotation opad. De forsvinder forvildet ud af solstrålens bane – og dermed ud af min mulighed for at se dem. Måske ophører de med at eksistere? Måske forsvinder de ind i en usynlig verden, som er lige her omkring os. Umærkeligt.

Jeg tænker på dengang, jeg var barn. Når jeg vågnede en solmættet søndag, hvor solstrålerne sprængte ind ad mit vindue og badede alt i strålende, varmt lys. Jeg kan huske, at jeg kiggede på de tykke strålers svævende støv og fór ud af mit værelse, for jeg kunne pludselig nærmest ikke trække vejret. Jeg kunne mærke, hvordan den luft, jeg indåndede, føltes mættet med små, bløde støvkorn, der satte sig i min næse og min hals.

Nu betragter jeg fredsommeligt de små, glimtende korn i luften. Her i stuen. Lige nu. Måske er mine luftveje blevet bredere og mere hærdede med tiden? De har jo trods alt efterhånden været udsat for en del almindelig hverdagsluftforurening. Man bliver nok bare mere hærdet. Vænner sig til ting. Bliver sværere at påvirke. Eller bliver påvirket af noget andet. Jeg nyder stille støvkornenes majestætiske dans. Den gør mig glad.

Mine øjne vandrer videre og fanges ind af drivende skyer på stuebordpladens blanke overflade. Jeg lader mine øjne trække mig med ned gennem bordpladen. Til en anden virkelighed på den anden side med en anden verdens himmel, hvor hvide skyer driver hastigt af sted på en blå himmel. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Dér er også en himmel med drivende skyer på en blå himmel. Men det er ikke den samme, som den i bordpladen. Den er anderledes. Bare en smule. En lille bitte smule, som man måske ikke opdager, hvis man ikke kigger nøje efter. Men den er der – den lille forskel. Som en lidt dybere, lidt forskudt fornemmelse.

Jeg vender tilbage til min egen himmel udenfor mit vindue. Skyerne har så mange historier med sig i dag. Men verden tænker mest på at skrue ned for tempoet og holde en pause. Skyer og mennesker fortsætter deres gøremål. Verden stopper op. Virkeligheden sitrer. Helt umærkeligt. Man ser det kun, hvis man sidder helt stille et øjeblik.

Mit stearinlys er gået ud. Min tekop er tom. Jeg skulle også i gang med at arbejde. Sofaen er ligeglad, den bliver bare, hvor den er. Verden ryster på hovedet. Skyerne sender en hurtig byge regndråber skråt ned på ruden i forbifarten. Min telefon blinker og bipper, trækker min opmærksomhed til sig. Jeg skulle også i gang med dagens gøremål.

Udgivet den

Samtale om kærlighed og dans

Jeg ved ikke med jer. Men jeg er på vej mod stjernerne. Kom med!

Hvad? Hvem? Hvordan? Hvad tror du egentlig, du har gang i?

Jeg ved det ikke. Og det er faktisk heller ikke vigtigt. Det, som er vigtigt, det er lige nu. Det, som er vigtigt, er den følelse, der er indeni, lige nu. Kom med. Mærk den. Hvis du ikke kan mærke den, så får du lidt af min. Jeg har så meget af den indeni mig lige nu, at det flyder over. Kom med. Mærk. Kan du mærke den varme, gyldne strøm, der fylder din krop med bølgende glæde og orange kys?

Men hvad er det?

Det er ren lykke og kærlighed. Tag bare noget mere, der er rigeligt. Der er nok. Der er uendeligt meget af det. Og det er til alle.

Men hvad skal vi bruge al den kærlighed til? Sådan noget tåbeligt pjat. Det kan vi jo ikke betale regninger med eller købe mad for.

Kom. Kom tag min hånd og dans. Dans med dine venner hen over græsset på en solskinsdag og grin mod solen. Dans gennem gaderne i aftensolens lange stråler og smil til folk på din vej og dig selv i butiksrudernes spejl. Dans med dig selv til dit ynglingsnummer på repeat en mørk vinteraften i din stue. Dans en pirouette, mens du står i kø ved kaffeautomaten på arbejdet. Dans. Dans, min ven. Og mærk det.

Men. Hvad hvis jeg ikke kan finde den? Hvad hvis jeg ikke kan høre musikken eller følge trinene?

Det kan du altid. Den bor i dit hjerte. Den synger til dig hver dag. Den holder dig i hånden, når det er svært, og når det er let. Den husker dine nøgler eller spiller dig et puds, så du tilfældigt støder ind i din soulmate. Kom ven. Et øjeblik. Læg dine hænder mod dit hjerte og luk øjnene. Træk vejret ind til den og lad den fylde dig med sin sang.

….

Aahh. Træk vejret. Kan du mærke den? Lad den lyse og fylde dig. Og giv den så videre. Del ud af din kærlighed. Lad den skyde knopper af smil og folde blomster af latter ud. Lad den bære frugter af gode gerninger. Og se, se hvordan du får andres kærlighed til at gro og folde sig ud.

Men hvad vil andre tænke om mig, hvis jeg sådan går rundt og smiler fjollet og danser?

Måske vil de tænke, at du er en værre hippie. Men så er jeg i hvert fald en lykkelig hippie. Fuld af kærlighed. Og jeg er ikke bange for at lyse og dele ud. Så kom. Kom og dans med mig. Vi er på vej mod stjernerne.

Udgivet den

Hvad der sker indeni mig lige nu

Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg vil skrive. Eller hvilken vej, det her indlæg skal gå. Hvilket tema, det skal udspringe fra. Alting tumler bare rundt indeni mig. Som en karrusel eller rutsjebane. Jeg tror faktisk, jeg har et helt tivoli indeni mig. Der er boblende idéer, små, glade indsigter, jublende energier, pludselige indskydelser og meget andet, der danser rundt blandt de drejende, svingende, gyngende forlystelser, de kulørte, blinkende lamper, latter, musik og duften af varm sukker og aftensolskin. Ja, sådan er det indeni mig lige nu.

Og jeg elsker mit indvendige tivoli. Også når rutsjebanen pludselig tager et drop nedad, så det hviner i maven, og tårerne presses ud af øjnene. Eller når jeg pludselig befinder mig tænderhakkende i fuldstændigt mørke med sukkende, slæbende, spindelvævstynde gespenster i spøgelseshuset.

Jeg har virkelig lyst til at trække mit tivoli ud og stille det op i verden. Lige her midt i det hele. Bygge små pandekageboder og invitere hele verden forbi. “Kom til mit tivoli og få pandekager og latter og kærlighed. Og værsgo’. Ta’ endelig lidt latter og kærlighedsfølelse med hjem. Der er nok til alle. Men pandekagen skal du spise, mens den er varm. Kom. Kom endelig forbi. Alle er velkomne.“

Men jeg ved bare ikke, hvordan man bygger et tivoli. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skal begynde. Når jeg så står her med en hammer og et par brædder, så virker det alt for uoverskueligt og svært. Jeg prøver at kigge indad og gribe fat i noget, men der er ikke noget, der vil lade sig håndgribeliggøre. Det suser ud mellem fingrene på mig og drøner videre rundt i mit hoved. En lille stemme fortæller mig, at det nok alligevel aldrig kommer til at virke eller blive til noget, så hvorfor overhovedet spilde tid og kræfter. Jeg kan godt se, hvad den mener.

Jeg sætter mig på gulvet og kigger ud af vinduet. Himlen er mild og lys i dag. Skyerne tumler forbi – både grå og hvide og helt tynde af slagsen. Indeni mig hvirvler tanker og idéer og impulser og drømme rundt i et drejende, blinkende inferno. En fugl flyver forbi højt oppe på et stykke blå himmel. “Det er ikke fordi, det er umuligt,” råber en tanke fra radiobilerne, “du skal bare ikke gøre det alene. Find nogle du kan bygge et tivoli sammen med. Find nogle, der ved hvordan man bygger et tivoli. Og lær at lave verdens bedste pandekager.”

Selvfølgelig. Det har aldrig været meningen, at nogen skulle bygge et helt tivoli selv. Måske finder jeg nogle, der også kan lide pandekager og latter og kærlighed. Og så bygger vi et tivoli. Sammen.

Udgivet den

Men når drømme møder handling…

Drømme. Drømme uden handling er bare drømme. Og drømme, der bare er drømme er en løgn? De er i hvert fald ikke en sandhed. Ikke endnu. Måske aldrig.

Men når drømme møder handling…

Handling. Den lille bevægelse, der gør den store forskel. De ringe af energi, der sendes ud. De universelle vibrationer et enkelt vift med din hånd sætter igang.

Da jeg flyttede til København for fire år siden glædede jeg mig til at udforske byens mange små teaterscener. Jeg ville lade mig opsluge af deres intense stemning, teaterrøg, eksperimental nutidssatire, højtravende, klassisk drama, smagen af sminke, et hurtigtbankende, opslugt hjerte, fugtige øjne og glitter-glimtende sceneskift. Jeg ville blive en kulturel kosmopolit og le på de smarte barer sammen med resten af kultureliten. Stjernenætter, cosmopolitans, elegante, dansende ben hen ad fortovet på vej til den næste scene, den næste forestilling, fulgt af forårsblomsterduft og en jazzsaxofons bølgende toner.

Men det var bare en drøm. En drøm i en hverdag, der hurtigt fandt sin vante gænge. Jeg holdt den i live, når jeg sad træt om aftenen i sofaen og scrollede gennem teaterscenernes Instagram-profiler. Men så forleden greb jeg ud efter handlingen. Vinkede med hånden og sendte vibrationer gennem universet. Jeg klikkede på et billede, på et link, og jeg bestilte billetter til en forestilling.

Og så stod vi dér. Foran Sort/Hvid i Kødbyen. De lukkede os ind i deres hemmelighedsfulde, bløde mørke og herinde bag de tunge gardiner havde de bygget deres bud på en bid af verden. Den elektroniske verden. Og der var farvet lys og teaterrøg. Og skuespillerne smøg sig rundt med dansende kroppe og intense øjne, smed deres replikker højt op i luften til DJ’enes lydtæpper, der regnede ned over dem i takt til de skiftende farver fra projektørerne. Jeg jublede og var plaskforelsket i hver og en af dem. “Luk mig ind i jeres verden, tag mig med,” bad jeg. Og det gjorde de. De tog mig helt ind, tog min hånd og inviterede mig ned på scenen sammen med resten af publikum til en kærlighedsdansende hyldest til techno-musikken.

På vej hjem sang metroen klagende ud i mørket, som den snoede sig gennem tunnelen. En punker med tis-orange hår og lang plasticlæderfrakke gik forbi. Han stod af på Nuuks Plads. En ung kvinde med mørkeblå jeans med bootcut og langt honningfarvet hår kom ind og satte sig foran os. Jeg kunne ikke se hendes ansigt for det bølgende honninghår, men jeg var sikker på, hun havde blomster på kinderne. Og i øjnene. Men hun vendte aldrig ansigtet mod os. Måske havde hun slet ikke noget ansigt. Kun brusende, honningfarvede bølger.

Opfyldt af den simple, barnlige glæde danser jeg hen ad metroens blanke, grå sten. “Tror du, mit liv er et teaterstykke?” spørger jeg Bjørn. “Ja,” svarer han. Der er ingen blomsterduft eller jazzsaxofon, da vi stiger op fra metroens undergrund. Kun den iskolde vintervind slår imod os. Jeg betragter Nordvests slidte bygninger, mens vi går hjemad, og jeg føler mig som en ægte, kulturel kosmopolit.

Så nemt og enkelt – og så uendeligt, forbandet svært – er det at omsætte en drøm til virkelighed. En simpel, lille handling, der sætter energier i bevægelse og skaber ringe. Jeg øver mig på at skabe hverdagseventyr og øjbliksmagi.

Udgivet den

Frostklare Morgensols-muligheder

Og lige så stille og umærkeligt som Håbløsheden sneg sig ind på mig og snurrede mig fortvivlet rundt i depression og fastlåsthed, lige så pludseligt springer jeg af karrusellen, når morgensolen sender nyt lys ud over byen. Jeg springer ud af døren efter morgenrødens sarte intensitet og efterlader ligegyldigt Håbløshedens karrusel i porten. Den ser ikke ud af meget i de blege, blå morgenskygger.

Med blussende røde kinder og tindrende klare øjne springer jeg gennem byens netop vågnende trafik. Jeg har fundet en ny vej, en ny dag, en ny mulighed. Jeg har forladt hverdagens nedtrådte travespor. Alt er friskt og nyt. Alt er et eventyr. Jeg suger alle indtryk ind med hele min krop og hele mit væsen. Mine øjne drukner i morgenhimlen. Solsorten synger fra 4. sal, at den også synes, morgenen er ualmindeligt dejligt, selv om den godt nok er lidt kold. En frossen vandpyt splintres under mine støvler. Jeg smiler til folk, der kommer forbi mig på min vej. Jeg titter ind af folks vinduer. Hvilke skatte gemmer de i deres vindueskarme? Hvilke historier spiller de mon hovedrollen i idag?

Trafikkens evige brummen og summen. Tidens susen. Byens puls. Jeg dykker ned i metroens varme bug. Med præcision slanger den sin stålkrop gennem Københavns undergrund. Folk står afslappede i deres vinterfrakker og morgentravlhed. Kigger ned i deres telefoner. Der er alligevel ikke meget at se ud af metroens vinduer. Jeg sender dem nysgerrige blikke og gylden kærlighed, de kan tage med videre ud i deres dag. Ingen af dem lægger mærke til det.

Jeg stiger atter op i morgenluftens frostklarhed. Verden er blå og klingende ren. Jeg studerer nysgerrigt og fornøjet de fremmede butiksvinduer på min vej. Tænk, at der ligger sådan nogle små, hyggelige bodegaer her. Jeg er lidt for tidligt på den, men det gør ingenting. Jeg skal ikke nå noget som helst i verden. Bare være her. Bare vente. Bare betragte morgenlivet, der glider forbi mig, mens solen stiger op over byens tage.

Jeg starter min dag med en stilhedsmeditation. Solens gyldne lys strømmer ind af vinduet. Energiens gyldne varme rammer mit sind. Bag mine lukkede øjne udvider min horisont sig. Der er plads og lys og lethed. Alt er rart og kærligt her i stilhedens rum.

Tænk, at stilhed kan fylde mig op med så meget. Tænk, at jeg så let kan vælge at stige af Håbløshedens karrusel, når jeg har fået nok af dens handlingslammende mørke. Tænk, at morgensol, frost og en tilfældig fremmedes smil på vejen er nok til at få hjertet til at synge af glæde. Tænk, at verden er så fuld af muligheder og valg og eventyr, som jeg bare kan række ud og vælge. Gad vide, om det egentlig er okay at skifte så hurtigt mellem sindstilstande og humør? Er der ikke engang nogen, der har kaldt det en sygdom?