Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

Udgivet den

Puppemetamorfose

Jeg pakker mig langsomt ind i mig selv. Jeg mærker mine bevægelser blive langsomme, træge, kraftesløse, stivnende. Min ydre skal bliver hård, stivner, visner. Jeg er en kålorm, en lille larve, der har boltret sig glad og sorgløs i en grøn verden af friske blade og spændende, nye tilbud. Jeg har rakt mine følehorn nysgerrigt frem, jeg har smilende fyldt min mund med saftige, spændende smage. Jeg har smasket og snoet mig. Jeg har krummet mig sammen, strakt mig ud og rullet af sted. Jeg har følt min krop blive fyldt op af næring. Jeg har taget for mig af verden. Og verden har tilbudt sig til mig. Bøjet sine stængler og blade ned mod min grådige mund, så jeg kunne tage endnu en bid.

Men nu er min krop ved at blive grå og stiv. Jeg har ikke længere nogen appetit. Jeg har ikke længere en nysgerrighed på verden. Jeg kigger på den – verden. Den er der. Men den betyder ikke længere noget for mig. Begreber og ting er bare. Men deres betydning er ikke længere væsentlig, og jeg kan ikke koncentrere mig længe nok om dem til at sætte dem ind i en meningsfuld kontekst med hinanden.

Jeg er på vej videre. På vej ind i mig selv. Mit ydre stivner omkring mig, mens jeg kravler længere og længere indad. Jeg trækker mig selv sammen om mig som en vinterfrakke. Skærmer mig af for alle indtryk og påvirkninger udefra. Jeg er ikke på en rejse indad i mit eget dybe, stjernebestrøede mørke. Jeg er bare.

Jeg er ved at bygge en puppe ud af marts måned. En puppe af tid og væren. En puppe hvorfra jeg bare kan være til. Og i min stilstand vil jeg lade alting falde på plads. Integration. Transformation. Stykker vil falde fra, stykker er blevet føjet til, stykker vil bytte plads. Jeg ved ikke engang, om jeg vil observere det. Jeg risikere bare, at jeg får lyst til at begynde at analysere det, og påvirke det, gøre det anderledes, gøre det bedre, gøre det om. Jeg tror egentlig, jeg bare vil være. Ren væren. Tilstedeværelse i afventen.

Husker vi egentlig nogensinde at gøre det? Bare være til stede. Integrere. Vokse af os selv uden at blande os? Handler det ikke altid om udvikling? Om at komme videre? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg har gjort det i mere end bare en enkelt dag, når kroppen eller Universet engang imellem har overrumplet mig en lørdag og aflyst alle mine planer, og bare sat “lave ingenting” på skemaet.

Men jeg har øvet mig og varmet op den seneste tid. For jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, jeg vil få lyst til at springe ud af min puppe, før jeg er klar. Verden bugner i øjeblikket med fristelser. Det vælter frem med tilbud om uddannelser, forløb, retreats, nye spændende ting at dykke ned i. Men jeg øver mig hver dag på at stå imod. På at gå glip. På at give slip. For jeg skal nok nå det. Alle de tilbud kommer igen. Og igen.

Sidste år handlede om at springe på karrusellen og få en masse ture i det farvestrålende, blinkende, lysende tivoli. Men i år. I år handler det om at konsolidere fundamentet. Sidste år lærte vi, at alt er muligt. I år handler det om, at bygge det op fra grunden. Bygge det op fra noget solidt til noget blivende.

Og inden jeg for alvor går i gang med det – at bygge noget solidt og blivende op – har jeg altså brug for en pause. Brug for integration. For transformation. Jeg har brug for at afklæde mig alle de gamle lag, som jeg nu ikke længere har brug for. Jeg har brug for plads til at folde mine sommerfuglevinger ud, så de kan skinne og stråle og smælde i vinden. Jeg har brug for lethed i min krop, så jeg kan sætte af og lette. Og jeg har brug for at fintune mine følehorn, så de kan opfange Universets vibrationer.

Nu har jeg sovet hele weekenden. Mit måneblod har påbegyndt udrensningen. Jeg føler mig allerede lettere. Jeg er klar til at hvile i min puppe. Lade verden et øjeblik klare sig selv. Lade den gamle ham visne og dø. Og så vende tilbage igen. Til en ny, spændende og endnu smukkere tur rundt i hjulet.