Udgivet den

Jeg Længes Efter Min Længsel

Jeg længes efter min længsel.

Jeg længes efter min lille bitte dyblilla tusmørke-længsel. Den, der boede indeni mig. Den, jeg boede indeni. En lille bitte boble, der knugede mit hjerte. En lille bitte boble, hvor jeg knap kunne have mine arme og ben, hvor jeg knap kunne trække vejret frit.

Jeg følte mig fanget. Jeg følte mig fastlåst. Jeg følte mig berøvet for enhver mulighed. Jeg følte mig snydt for enhver chance. Men jeg havde min længsel. Og den flød tung og blød som smeltet karamel igennem mig. Den varmede mit indre i den lange, kolde, mørke vinter. Den gjorde mine tårer saltede søde, når de lydløst trillede ned ad mine kinder, hver aften, når jeg udmattet trådte ind af døren. I min lille lejlighed. I mit lille fængsel. I mit lille bitte liv, hvor jeg havde så svært ved at trække vejret, men hvor min længsel flød dybt og ubesværet.

Nu sidder jeg her – i en uendelig sommer med den uendelige blå himmel over mig.
Jeg spreder armene ud. Uendeligt, uendeligt rækker de. Verden er her kæmpe stor og åben. Jeg har kæmpe træer i kæmpe skove omkring mig. Jeg har bølgende marker, blomstrende enge og bløde bakker. Jeg har morgentimerne helt for mig selv. Jeg lader dem strække sig roligt og afslappet ind i dagen, der trisser af sted. Lange timer. Lange skygger. Solen er hver dag en evighed om at kravle over himmelbuen. Jeg betragter den, mens den skinner og glimter ned mellem de tusinde grønne blade.

Nu sidder jeg her. Midt i min længsels drømmeland. Min længselsboble er brast. Og jeg trækker vejret frit. Indåndingen fylder mit bryst, min krop, hele min verden. Jeg betragter det alt sammen. Igen og igen. Hver dag sidder jeg midt i et eventyr og bare suger det ind. Bare kigger. Betragter. Forundres. Glædes. Her er så meget forunderligt, at bare dét at være til, er nok. Er rigeligt. Faktisk er et fuldtidsjob.

Men jeg savner min lille bitte, dyblilla tusmørke-længsel. For det var den, der fik mig til at skrive. Og jeg savner at skrive.

Udgivet den

Tanker, der blæser ind med vinden

Jeg føler en sorg i dag.
Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen.
Forandringsvinde.
Stille sorg over dét, der er mistet.

Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne.
De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted.
Forandring er uundgåelig.
Vi kan ikke gemme os.
Alting forandrer sig altid.
Til sidst.
Før eller siden.
Hele tiden.
I én glidende bevægelse.
Hen over himmelhvælvingen.

Mit stearinlys er blæst ud.
Det holdt ikke længe mod vinden.
Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud.
Jeg er træt.
Også i dag.
Evigt træt.
Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted.
Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted.
Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang?
Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.

Cacaoen er blevet kold.
Men fuck, den smager godt.
Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase.
Jeg kan bare lave cacao.

Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.