Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.
“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“
Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?
Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.
Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?
2. april 2020 Der er en utidighed i dag. En rastløshed. Og også en træthed. Og en ugidelighed. Jeg gider ikke arbejde i morgen. Jeg vil bare holde fri. Og hvad? Det ved jeg ikke. Bruge dagen på meditationer og yoni-sauna og cacao. Sætte store projekter i gang. Jeg ved bare ikke helt hvilke. De er ligesom ikke kommet endnu. Det er nok også meditationerne, jeg mangler. I dag vaskede jeg tøj. De andre dage har jeg været for træt. Jeg gider ikke arbejde.
3. april 2020 Energierne er utålmodige. Men ikke ustyrlige. Jeg har ingen motivation for arbejdet. Men endnu heller ikke modet eller retningen eller formen på noget nyt. Men det er heller ikke vigtigt lige nu. For jeg er på vej den rigtige vej. Og jeg øver mig. Også i mine drømme for tiden øver jeg mig på at mærke, at det ikke er farligt at stå i en ny situation. Det er bare nyt.
15. april 2020 Det hele kører stadig så hurtigt. Indeni. Op og ned. Og så en snurrende tur rundt. Fra opgivenhed og frygt og stress. Til glæde og dans og boblende, håbefuld optimisme. Lige nu danser min sjæl. Men jeg ved det ikke. Måske er det bare den nye normal. Jeg kontrollerer i sidste ende selv, hvor længe jeg svinger ud til den ene side, og hvor længe jeg opholder mig på den anden side.
21. april 2020 Kontrast. Eller måske ydrepunkter og balance. Pendulering. Rutschebane. Havde det vanvittigt dårligt over arbejdet tidligere. Fysisk dårligt. Har det helt fantastisk nu. Har siddet ude på altanen og kigget på stjernerne og mærket, hvor meget plads, der er indeni mig nu. Jeg er for vild og awesome.
22. april 2020 Måske kommer hele dette år til at handle om cirkler. Mine egne, personlige cirkler, som jeg bliver ved med at køre rundt i. (Det handler hele livet jo om!) Ja, ja. Men lige nu kører det bare så hurtigt rundt, at jeg ikke kan se andet. Hele verden er flimret og utydelig ude på den anden side. Jeg kan ikke få hold på noget. Mit humør svinger vildt. Og jeg er køresyg. Men jeg har selv bedt om det. Jeg har selv skubbet karrusellen i gang og råbt “hurtigere, hurtigere.” Så nu er det bare at holde fast og få så meget ud af turen som muligt.
7. maj 2020 Der sker så vanvittigt meget indeni. Den seneste tid har jeg udenpå været fanget i træthed og stagnation, ensomhed og modløshed. Men da jeg vendte blikket indad, lige ind bag skallen, så så jeg, hvor meget der sker lige nu. Hvor meget jeg vokser. Og når jeg bliver herinde kan jeg mærke, at det spreder sig ud. Min vej er ikke som de andres. Min udvikling er ikke som de andres. Det er min. Og den er helt særlig. Unik. Jeg glæder mig til, at jeg kan lade min skal sprække og mit lys skinne ud. Til at jeg kan sætte ord og handling på, så andre kan se og spejle og lade sig inspirere. Der er så meget indeni mig. Nu er jeg snart klar.
10. maj 2020 Der skrælles meget af i disse dage. Og jeg er klar til at sige farvel til mere. Sige farvel til alt det, jeg har sagt ja til eller holdt fast i ud af frygt. Jeg behøver det ikke længere. Jeg kan se renheden og klarheden i mine øjne. Jeg kan mærke slippene i min krop.
12. maj 2020 Jeg har påtaget mig mange identiteter igennem tiden. Nogle gange har jeg insisteret på at være så underlig og anderledes som muligt. Nogle gange har jeg insisteret på at være så normal og gennemsnitlig som mulig. Hvem er jeg? Hvilken side vælger jeg? Jeg er mig. Jeg er begge dele på samme tid.
3. juni 2020 Jeg har ikke skrevet længe. Jeg har bare ikke følt for det. Ikke haft lyst. (Og jeg har mærket en anelse “Ej, men så kommer der alle de tomme sider. Al den spild. Jeg burde virkelig…” Men det har været okay. For jeg har ikke følt for det. Og så har det været sådan.) Men nu fik jeg lyst igen. Så måske begynder jeg at skrive hver aften igen. Hvem ved?
11. juni 2020 Jeg sidder på altanen med en kop cacao, inden jeg skal af sted på Gong-uddannelse. Jeg kan mærke eventyr- og rejselysten trække i mig. Jeg glæder mig til bare at køre ud i det blå, finde en snoet omvej, suse gennem den danske sommer, finde et sted, hvor jeg kan ligge i græsset og kigge op i den blå himmel og de drivende skyer. Og cacaoen har skrællet det ydre lag af sitrende aktivitet og stress af. Nu sidder jeg tilbage i min ro og min styrke.
15. juni 2020 Jeg har gang i vanvittigt meget lige nu. Og jeg mærker en frygt for, at jeg ikke kan klare det. Eller at jeg vil blive for træt. Måske en frygt for at være nødt til at give op. Men den er ikke så fremtrædende. Og det er en gammel frygt. For jeg har lov til at ombestemme mig og sige fra. Det er ok. Og lige nu nyder jeg bare at prøve alle de fede ting af. Og mærke at de giver mig energi. Måske bliver jeg ikke træt af mange ting. Måske giver det mig energi og lyst og passion og nysgerrighed og glæde. Og susende fornemmelse af livet.
18. juni 2020 Så lad os bare droppe det med tid. Det betyder alligevel ikke noget længere. Og skidt med, hvem jeg var i går, og hvad jeg gjorde. For jeg kan alligevel ikke huske det. Sidste gang jeg sad her på altanen med cacao og solskin, havde jeg svært ved at komme i gang. Tempoet var langsomt og nydelsesfuldt. Nu har jeg endelig tid til at sidde her igen. Men jeg kan ikke finde roen. Sommerregn. Duften og lyden af de tusindvis af dråber. Jeg har lyst til at spise mig ud af kroppens urolighed. Så nu har jeg lavet en kop varmt vand med citron. Tilbage til roen.
25. juni 2020 Og det er så lyst, at jeg kan sidde udenfor og skrive, selv om klokken er 23. Det er sådan et sjovt, blåt overnaturligt lys. Det får bogstaverne til at danse. De vil ikke rigtig falde på plads på linjerne. Natten og varmen og månen har gjort dem vilde. Jeg har været til Sacred Cacao Spaceholder Training. Og ellers har jeg bare været enormt træt. Alt er godt. Nu lægger jeg mig ind og putter med Bjørn.
28. juni 2020 I dag var der plads til ro. Og til langsomhed og til ingenting. Og derfor nåede jeg en masse. Der var også ting, jeg ikke nåede, men de var ikke vigtige. Og jeg fik skrevet et blogindlæg. Det er længe siden, jeg har haft tid og ro og rum og lyst. Men jeg sad ude på altanen og midt i blogindlægget ramte det mig, at jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Og det er vel egentlig bare dét, som det hele handler om.
Der er så underligt koldt alle steder i dag. Ude på gaden, i vaskekælderen, i min halvfulde tekop, under fødderne, ja, selv min motivation er frossen. Verden udenfor er blevet grå igen. Skyerne er tunge, vinden er skarp. Gaderne er tomme og træernes grene er nøgne. Måske er det blevet efterår igen?
Det sker en gang imellem. Som om Verden går i stå, trækker sig baglæns og pludselig sender efteråret ind igen. Det kan ske midt på sommeren, hvor de lange stranddage og evige grillaftener pludselig bliver afbrudt af efterårsvinde, der trækker ispapir hen over de forladte strande. Eller en frostbidende vinter, der pludselig tør lidt op med efterårslunhed under de lavthængende, grå skyer.
Eller som nu, hvor de kvidrende fuglestemmer og dirrende, grønne knopper er trukket tilbage. Forstummet. Som om naturen har brug for en kort restitution midt i forårstravlheden: “Pyh, lige et par dage uden fremdrift og udvikling. Bare lige et par dage på sofaen med Netflix og ingen planer. Så er jeg klar igen. Klar til at brage af sted med morgensol, fuglesang, grønne, spirende, vajende, duftende træer og buske og milde kys på kinderne.”
Så vi kigger os lidt forhutlede omkring. Har vi sovet over os? Misset vækkeuret og gået glip af sommeren? Forårsfrakken blotter vores halse mod den hujende vind, der lystigt bider i det nøgne kød. Det kriller i halsen. Vi hoster. Forskrækkede ned i jakkeærmet. Forårsforkølelse er ikke længere en uskyldig folkesport, som der bliver smilet overbærende af.
Det er nemt at blive indendøre i dag. Bjørn har lavet æbleskiver. Måske er det blevet efterår igen? Måske er sommeren strøget forbi, mens jeg har siddet her og kigget ud af vinduet. Vinden rusker i taget, rusker i træerne. Æbleskiver og kaffe. Jeg får lyst til at puste til flormelissen, så der på magisk vis opstår et lokalt snevejr i vores stue. Bjørn synes, det er en dårlig idé. Jeg nøjes med at samle en lille skibakke på tallerkenen med fingeren. Tværer den så ud – jeg kan alligevel ikke stå på ski – og sutter eftertænksomt på fingeren. Det er egentlig sjovt, at sukker og flormelis smager så forskelligt.
Jeg skal ikke ud i dag. Jeg skal faktisk tilsyneladende ingenting i dag. Hele mit system er igang med at hente trøjer og tæpper frem og gøre klar til at gå i hi på sofaen med stearinlys og en bog. Mit system vinker fornøjet til mig med favnen fuld af tæpper. Et par enkelte tanker slipper ud og lander her på bloggen. Alt andet har gjort klar til dvale.
